Der var stadig meget at gøre, og der var brug for mere hjælp. Peter Bridle og Fred Smedley, der var udgået fra Gileadskolen, blev derfor budt hjerteligt velkommen da de ankom i 1949. Disse og andre gileadmissionærer gav den hårdtarbejdende afdelingstilsynsmand en tiltrængt hjælp. Nu blev der overskud til at se på hvordan det gik i menighederne, og hvordan stævnerne blev afviklet.

„Jeg klarer det aldrig“

For europæere og nordamerikanere kunne det virke ret overvældende at komme til Malawi, navnlig dengang. Der var ingen af de moderne bekvemmeligheder som de måske havde været vant til derhjemme. I den afrikanske bush var der ingen elektriske apparater. Det de lokale betragtede som noget helt hverdagsagtigt, kunne let forurolige en fremmed. Hvordan kunne nye missionærer falde til et sådant sted?

Peter Bridle fortæller om sine første indtryk af Malawi da han ankom efter en trættende togrejse fra havnebyen Beira i Mocambique: „Da vi endelig nåede frem til Shire River, var det ved at blive mørkt. Store biller fløj omkring i luften. De samlede sig om lamperne og mørklagde dem fuldstændig. De svirrede omkring halsen på os og kravlede ind under tøjet. Jeg sagde til Jehova: ’Det her holder jeg ikke ud. Det bliver for meget for mig. Jeg klarer det aldrig.’ Vi krydsede så floden og steg på et tog der holdt på stationen. Lyset i toget var meget, meget svagt. Jeg forstod snart hvorfor — det var for at prøve at holde insekterne ude. Vi fik serveret et måltid med suppe som forret. Vi kunne næsten ikke se hinanden over bordet fordi lyset var så svagt. Vi spiste suppen ved at suge den ind gennem tænderne for at holde insekterne ude, og jeg sagde til Jehova: ’Jeg tror altså det bliver for meget for mig denne gang. Det her klarer jeg ikke.’“

På en senere rejse til det samme område havde broder Bridle problemer da han skulle holde et offentligt foredrag. Han forklarer: „Moskitoerne var helt utrolige. En aften da jeg holdt foredrag, havde jeg stoppet buksebenene ned i strømperne. Jeg havde taget et håndklæde over hovedet og stoppet det ind under skjorten, og jeg havde elastikker om ærmerne. Man kunne kun se mine hænder og mit ansigt. Jeg holdt foredraget ved hjælp af en tolk. Jeg sagde en sætning og viftede så moskitoerne bort fra ansigtet. Så var det hændernes tur — og ansigtets igen. Når tolken var færdig, sagde jeg endnu en sætning og gentog så hele proceduren.“

Med Jehovas hjælp holdt Peter Bridle ud trods forhold som disse, og det samme gjorde andre. De fleste af de missionærer der er blevet sendt til Malawi, har tjent trofast i mange år. Deres helhjertede indsats har ført til mange velsignelser i landet.

Missionærer fremmer væksten

De missionærer der tjente trofast i Malawi, huskes stadig med hengivenhed, navnlig af de ældre brødre og søstre der samarbejdede med dem dengang. Nogle af missionærerne opdagede at deres nye distrikt krævede at de vendte op og ned på deres måde at leve på, men kærlighed fik dem til at gøre det.

Malcolm Vigo ankom til Malawi som ungkarl i 1957. Efter aftensmaden den første aften på afdelingskontoret var han meget ivrig efter at få at vide hvad hans opgave skulle bestå i. Lonnie Nail, en gileadmissionær der var kommet året før, og som nu var afdelingstilsynsmand, fortalte ham at han skulle virke i rejsetjenesten. Hvornår? Efter et sprogkursus og en periode hvor han kunne vænne sig til forholdene? Nej, sådan var det ikke dengang. Han skulle begynde allerede næste dag!

De missionærer der blev sendt ud i rejsetjenesten, erfarede snart at hvis de skulle have bil, måtte de være mekanikere foruden at betjene menighederne. De opdagede også at vejene ofte kun var svage hjulspor i bushen. De lokale brødre var naturligvis meget glade for deres indsats og gjorde alt hvad de kunne, for at gøre livet lettere for dem. Som regel byggede de en pæn græstækket hytte og et toilet til missionæren og hans eventuelle kone. Men de søstre der rejste med deres mænd, fandt nattens lyde skrækindjagende! Det tog sin tid at vænne sig til hyænernes uhyggelige „latter“ og „symfonien“ af lyde fra de mange forskellige insekter.

Jack Johansson tænker tilbage på dengang og fortæller hvilken udfordring det var at arrangere et stævne i bushen. Først blev pladsen ryddet, og så måtte man i de fleste tilfælde bygge alt af de materialer der fandtes i bushen. Både brødre og søstre, unge såvel som gamle, hjalp med glæde til. På en stævneplads nær Mulanje kom en ældre, glad broder hen til broder Johansson og sagde: „Jeg vil også gerne hjælpe til.“ Det var der i og for sig ikke noget usædvanligt i. Men senere hørte broder Johansson at broderen havde brugt næsten en måned på at gå de cirka 800 kilometer til stævnepladsen, og det første han gjorde da han ankom, var at melde sig til at hjælpe med at bygge stævnefaciliteterne! Med denne villige indstilling forvandlede brødrene og søstrene bushen til et „stadion“ med plads til 6000!

Missionærerne var med til at forbedre organiseringen af menighederne og kredsene i Malawi. Brødre som Hal Bentley, Eddie Dobart, Keith Eaton, Harold Guy, Jack Johansson, Rod Sharp og Malcolm Vigo gjorde et stort stykke arbejde som områdetilsynsmænd. De lokale forkyndere tog godt imod deres kærlige vejledning og ledelse. Det resulterede i at menighedsmøderne og forkyndelsen af budskabet om Riget blev bedre organiseret. Samtidig blev brødrene og søstrene befæstede i troen som en forberedelse til den modstand der skulle komme.

Forkyndelse for europæerne

Nogle af missionærerne blev med tiden indkaldt til at arbejde på afdelingskontoret, og de fik nok at lave. Det gav nogle af missionærsøstrene lejlighed til at forkynde i den europæiske del af Blantyre og Zomba. Phyllis Bridle, Linda Johansson, Linda Louise Vigo, Anne Eaton og andre gjorde en stor indsats i dette distrikt. Nogle af europæerne havde mange fordomme mod vores arbejde, ofte fordi de forvekslede os med „Vagttårnsbevægelserne“. Men søstrene greb enhver mulighed for at få rettet nogle misforståelser og fortælle om Guds rige.

De fleste europæere og asiater i Malawi var selvstændige forretningsmænd eller havde indbringende arbejdskontrakter. De var generelt tilfredse med deres liv. Alligevel lyttede nogle europæere og lokale engelsktalende til sandheden, og nogle få blev døbt — en af dem i Betels badekar!

Vi „opmuntres ved hinandens tro“

Efterhånden som missionærerne lærte de lokale brødre og søstre at kende, opstod der sand racemæssig harmoni mellem dem. Det kom til udtryk i et brev som Alex Mafambana skrev til nogle af sine missionærvenner: „I verden er der et stort ’gab’ mellem øst og vest. Men vi ejer det mest forenende bånd der findes: Agape!“ Dette var noget helt andet end den holdning der herskede uden for Jehovas organisation. De fleste europæere mente at de stod over afrikanerne, og ville ikke have noget med dem at gøre. Der var dog en lille misforståelse som måtte rettes: de lokale brødre brugte titlen Bwana. Den blev ofte brugt når afrikanere hilste på europæere, deriblandt missionærerne, og det lå i titlen at europæerne var afrikanernes herrer. Så når en lokal broder kaldte en missionær Bwana, sagde missionæren: „Jehovas vidner er brødre, ikke bwanaer!“

Dette var til gavn for begge parter. Missionærerne lærte meget af at samarbejde med deres afrikanske brødre og søstre. Der opstod mange nære venskaber. Som apostelen Paulus skrev, blev begge parter ’opmuntret ved hinandens tro’. — Rom. 1:12.