Hvad er der sket med den menneskelige natur?

„HVORFOR finder der børnemishandling sted i vor tid? Hvorfor finder der dyremishandling sted? Hvorfor findes der vold? . . . Hvorfor griber nogle til terrorisme? Hvorfor tager nogle narkotika? . . . Når vi har alt, hvordan kan det da være at nogle trænger ind på netop de fundamentale områder der underminerer hele civilisationen?“

DISSE spørgsmål har den britiske premierminister stillet helt åbenlyst. Og måske har du selv mange gange spurgt om det samme. Har du fundet tilfredsstillende svar?

For at sætte spørgsmålene i perspektiv sagde premierministeren: „Da jeg som ung gik ind i politik, fyldt med håb, drømme og ambitioner, troede jeg og mine jævnaldrende i årevis at hvis vi nåede dertil at vi ville få gode boligforhold, en ordentlig skolegang og en rimelig levestandard, så ville alt være i den skønneste orden, og fremtiden ville tegne sig lys og lovende. Nu ved vi at det ikke forholder sig sådan. Vi kæmper med problemer der ligger i selve den menneskelige natur.“ — Kursiveret af os.

Den menneskelige natur kan defineres som menneskets „sindelag, karakter, væsen“. (Gyldendals Fremmedordbog) Modstridende sindelag og karaktertræk kan selvsagt forårsage problemer på personligt, nationalt og endda internationalt plan. Men hvor meget kan vi egentlig laste den menneskelige natur for den farlige udvikling vi ser i form af vold, terrorisme og narkotikahandel?

Er den menneskelige natur eneansvarlig for de tilstande der truer med at ’underminere hele civilisationen’? Eller hører der andre faktorer med i billedet hvis vi skal forklare hvorfor mennesker så let forfalder til at handle nedværdigende og selvisk, når de dog kunne sætte sig højere og ædlere mål?

Alt for ofte viser den menneskelige natur en tilbøjelighed i retning af det negative og nedbrydende.

For eksempel er voldskriminaliteten stigende. I Storbritannien er den på kort tid steget med 11 procent. Det har fået premierministeren til at udtale: „Vor opgave er at dæmme op for dette, så civilisationen kan bevares.“ Men kan nok så velmente love og politiske pressionsmidler virkelig fjerne menneskets tilbøjelighed til at handle uret? Den omstændighed at lovløsheden ikke blot findes men griber om sig trods love der håndhæves strengt, taler for sig selv. Der skal mere end lovgivning til. Selve den menneskelige natur må ændres.

Bibelen beskriver menneskets slette træk ærligt og realistisk. For eksempel skrev apostelen Paulus til sine medkristne i Galatien om „Usædelighed, Utugt, Liderlighed . . . Fjendskab og Partivæsen, Jalousi og Hidsighed . . . Drukkenskab, Ædegilder og lignende“. Ifølge den citerede oversættelse af Schindler udspringer disse fornedrede handlinger af „vor syndige Natur“. — Galaterne 5:19-21.

Problemets rod

Schindlers oversættelse er imidlertid en fri gengivelse, og udtrykket „vor syndige Natur“ er en omskrivning af det græske ord Paulus benyttede, nemlig sarx. Det betyder „kød“, ikke ’vor natur’, og derfor siger ordrette oversættelser her „kødets gerninger“, hvilket er en nøjagtig gengivelse på nutidssprog af Paulus’ formulering.a

Bibelens beretning om hvordan synden vandt indpas blandt mennesker er klar og enkel — faktisk så enkel at de fleste nægter at tro på den. Paulus beskriver forløbet sådan: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Paulus hentyder her til beretningen i Første Mosebog, Bibelens indledende bog, om skabelsen af den første mand, Adam, og hans hustru, Eva. Deres overlagte ulydighed er velkendt, og som straf blev de dømt til døden. Deres efterkommere arvede deres ufuldkommenhed og døde ligesom de. Ja, „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. Af denne grundlæggende årsag er den menneskelige natur i dag højst en svag afglans af hvad den var da Gud skabte mennesket fuldkomment. — Romerne 3:23; Første Mosebog, kapitel 2 og 3.

Den menneskelige natur kan forandres!

Det kan imidlertid lade sig gøre at blive mange af den menneskelige naturs værste træk kvit. Bibelen siger faktisk at vi kan forandre vor natur i den forstand at vi kan forandre vor personlighed. Hvordan? Ved hjælp af Guds hellige ånd. — Romerne 8:9.

I sit brev til sine medkristne i Kolossæ udtrykker Paulus det sådan: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ Blandt den gamle personligheds forehavender opregner han nogle af de egenskaber der drager folk i retning af det destruktive: skadeligt begær, vrede, harme og slethed. — Kolossenserne 3:5-10.

Paulus skrev noget lignende til de kristne i Efesus og gentog at man skulle iføre sig „den nye personlighed“, som „blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. Videre formanede han: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed. Men vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende.“ — Efeserne 4:24, 31, 32.

Var Paulus nu realistisk? Kan personligheden virkelig forandres? Ja, vidnesbyrdene viser at de kristne dengang forandrede deres livsførelse drastisk. Som samfund skilte de sig ud fra den omgivende verden. Justinus Martyr, en historiker fra urkristendommens tid, skrev: „Vi hadede og myrdede hverandre, og paa Grund af forskellig Sæd og Skik vilde vi end ikke dele Arne med Folk af en anden Stamme; nu efter Kristi Aabenbarelse lever og spiser vi med hverandre, beder for vore Fjender og søger at vinde dem, der med Urette hader os, for at de ved at føre Livet efter Kristi skønne Bud maa fatte godt Haab.“

Men er det også i dag muligt at forandre sin karakter så drastisk? Ja! Titusinder af eksempler viser at der stadig er folk som ændrer sig i bund og grund. Følgende eksempel er blot ét blandt mange.

Stephen, hvis far var ateist, voksede op i et af Englands industriområder. Som 12-årig blev han sendt tre år på et opdragelseshjem efter at have tilstået 64 indbrud! Han mistede snart al respekt for myndighed, og efterhånden som han voksede op, gjorde han sig skyldig i alvorligere overtrædelser som bedrag, gadeuorden i beruset tilstand og overfald på politiet. Den sidstnævnte forseelse indbragte ham en fængselsstraf. Han blev en voldelig natur. „Der er ingen forbrydelse en gudløs mand ikke vil begå hvis trangen er tilstrækkelig stærk,“ siger han.

Hvad kunne forandre en så forhærdet kriminel? Med tiden tog Stephen imod hjælp fra sin bror, der var blevet et af Jehovas vidner. Efter kort tids studium af Bibelen begyndte Stephen at iføre sig „den nye personlighed“ og gjorde drastiske forandringer. Nu, fem år efter, er han lykkeligt gift og er en ansvarsbevidst menighedstjener i en af Jehovas Vidners menigheder.

Den menneskelige natur kan altså forandres hos enkeltpersoner. Men er menneskelige fejl og mangler den eneste grund til at ’civilisationen i dag undermineres’?

„Det Bibelen kalder Djævelen“

Apostelen Paulus nedskrev en bemærkelsesværdig profeti om disse „sidste dage“. Hans ord er gengivet i ovenstående ramme. Bemærk at den omsiggribende vold og ondskab ville medføre „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Er det ene og alene den menneskelige natur der er skyld i dette? — 2 Timoteus 3:1.

Nej, der findes en dyster magt som virker for det ondes sag og manipulerer med menneskelige svagheder. Ligesom mange har svært ved at tro på arvesynden, har mange svært ved at godtage tanken om en magt der er stærkere end mennesker og som søger at manipulere med dem. Men Bibelen siger at denne magt findes: Det er Satan Djævelen.

Ordet „djævel“ (der betyder „bagvasker“) forekommer 33 gange i Bibelen, og „Satan“ (der betyder „modstander“) 52 gange. Langt de fleste steder sigter de to udtryk til det samme onde åndevæsen. Nogle benægter dog eksistensen af Satan som person og foretrækker at sige: „Den menneskelige natur med dens syndige tilbøjelighed er det Bibelen kalder Djævelen“.b Interessant nok indeholder den hebraiske tekst i beretningen om Jehovas trofaste tjener Job udtrykket hasSatanʹ (Satan med foranstillet bestemt kendeord). (Job 1:6) Og i Lukas 4:2 læser vi at det var Djævelen (græsk: ho diaʹbolos) der fristede Jesus. I begge tilfælde fremgår det af den grammatiske form at der er tale om en bestemt person og ikke blot den menneskelige natur.

Hvor stor magt Satan har, fremgår af apostelen Paulus’ ord til efeserne om „verdensherskerne i dette mørke, . . . ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Efeserne 6:12) „Verdensherskerne“, Satan Djævelen og dæmonerne, er usynlige, onde åndeskabninger. De „vildleder hele den beboede jord“, idet de udnytter menneskets faldne stilling til det yderste. (Åbenbaringen 12:9) Det er derfor Paulus indtrængende tilskynder enhver kristen til at „stå fast over for Djævelens listige anslag“. Djævelens virke er en væsentlig årsag til det menneskelige forfald vi ser omkring os. — Efeserne 6:11.