Da Adam syndede og blev dømt til døden, befandt alle hans efterkommere, eller hele menneskeslægten, sig stadig ufødte i hans lænd og døde derfor alle sammen med ham. (Jf. He 7:4-10.) Som et fuldkomment menneske havde Jesus, „den sidste Adam“ (1Kor 15:45), en ufødt slægt af efterkommere i sin lænd, og da han døde uskyldig og bragte sit fuldkomne menneskeliv som et offer, døde denne potentielle menneskeslægt sammen med ham. Han havde frivilligt afstået fra at stifte familie og få efterkommere. I stedet benytter han den myndighed Jehova har skænket ham på grundlag af hans genløsningsoffer, til at give liv til alle dem der tager imod denne foranstaltning. — 1Kor 15:45; jf. Ro 5:15-17.

Adam solgte sig selv til at gøre det onde for den selviske nydelse fortsat at kunne være sammen med sin hustru, som nu var en syndig overtræder, og han kom derfor til at indtage den samme fordømte stilling som hun over for Gud. Han solgte derved sig selv og sine efterkommere til trældom under synden og døden, hvilket var den pris Guds retfærdighed krævede. (Ro 5:12-19; jf. Ro 7:14-25.) Adam havde ejet menneskelig fuldkommenhed, men satte dette værdifulde eje over styr for både sig selv og sine efterkommere.

Det sande genløsningsoffer — et menneske der virkelig kunne borttage synder — skulle derfor også være fuldkomment og fejlfrit. For at kunne betale den løsesum der ville befri Adams efterkommere for den skyld, ufuldkommenhed og trældom som deres første fader havde solgt dem til, skulle den pågældende svare til den fuldkomne Adam og eje menneskelig fuldkommenhed. (Jf. Ro 7:14; Sl 51:5.) Kun derved kunne han opfylde Guds fuldkomne retfærdigheds krav om lige for lige, „sjæl for sjæl“. — 2Mo 21:23-25; 5Mo 19:21.

Da Guds retfærdighed stillede dette strenge krav, var det umuligt for menneskene selv at tilvejebringe en genløser. (Sl 49:6-9)