De gode manerers forfald

Millioner holder de gode manerer i hævd, mens andre millioner træder dem under fode.

DE GODE manerer fik en dårlig begyndelse ved århundredskiftet, som det fremgår af The New Encyclopædia Britannica: „I slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. anså folk i de højere samfundslag de mest almindelige normer for etikette som værende både et tidsfordriv og, for kvindernes vedkommende, en beskæftigelse. Flere og flere omstændelige ritualer blev udtænkt for at skabe en fornemmelse af eksklusivitet hos de indviede, og for at holde afstand til de foragtelige personer der ikke kendte ritualerne.“

Dette stemmer ikke med hvad gode manerer egentlig burde være. Amy Vanderbilt, en respekteret ekspert på området, skriver i bogen New Complete Book of Etiquette: „De bedste adfærdsregler findes i kapitel 13 i Første Korintherbrev, Paulus’ smukke afhandling om kærlighed. Disse regler har intet med klædedragtens finesser eller med påtagede manerer at gøre. De drejer sig om følelser og holdninger, om venlighed og om hensyn til andre.“

Den passage Amy Vanderbilt henviser til er Første Korintherbrev 13:4-8, hvor der står: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“

Det ville være en behagelig afveksling at se en sådan kærlighed praktiseret i vor tid! Alle ville have ulastelige manerer! Det kristne hjem er et godt sted at lære disse manerer. En familie er som en kompliceret maskine hvis forskellige dele er nært forbundne. Kun med en optimal smøring vil den kunne køre gnidningsløst. Hjælpsomhed, høflighed og omgængelighed er vigtige forudsætninger for et lykkeligt hjem. Nedbrydende gnidninger i forholdet til andre forebygges hvis man flittigt bruger de almindelige udtryk for høflighed og omtanke — ’tak’, ’må jeg . . .?’, ’undskyld’ og ’det er jeg ked af’. Det er små ord med stor betydning, og alle kan lære dem. De koster ikke noget, men med dem kan vi købe os venner. Hvis vi til daglig i familien lægger gode manerer for dagen, vil vi sandsynligvis også gøre det når vi er sammen med andre.

At have gode manerer indebærer også at man tager hensyn til andres følelser, viser dem respekt og behandler dem som vi selv gerne vil behandles. Mange har imidlertid bemærket en devaluering af manererne. En skribent har sagt: „Der er mangel på høflighed fordi individualismen er kommet i højsædet.“ Filosoffen Arthur Schopenhauer skrev: „Selviskhed er så grim en egenskab at vi opfandt høflighed til at dække over den.“ I dag mener mange at „høflighed“ er det samme som „svaghed“ og at uselviskhed betyder at man er holdningsløs. Var det ikke i 70’erne vi lærte om ’mig-selv-først’-livsstilen? En storbyavis har skrevet: „Problemet er så udbredt at almindelig anstændighed ikke længere er almindeligt.“

Londonavisen Daily Mail fortæller at børn helt ned til femårsalderen er stadig mere krigeriske og sjofle, og de behandler andre børns ejendele og de voksne respektløst. De fleste adspurgte lærere mener at forældre forkæler deres børn, og at dette er en af hovedårsagerne til den asociale adfærd. Af de adspurgte lærere i én undersøgelse sagde 86 procent at „det skyldes mangel på normer og forventninger i hjemmet“. Og 82 procent mente at forældrenes manglende eksempel havde skylden. Opløste familier, skilsmisser, løse forhold, for meget fjernsynskiggeri, manglende opdragelse og tugt — det vil uvægerligt føre til familiens undergang.

En skoleinspektør har udtalt: „Jeg er bekymret over børns manglende respekt. De er tilsyneladende ligeglade med om de ydmyger deres kammerater eller fornærmer lærerne. . . . De viser respektløshed på mange måder — oprørske gestus, sjofelheder, nægter at adlyde selv de mest elementære påbud . . ., de vil selv have bolden hele tiden. . . . [På den anden side] er der nogle børn som viser respekt. De er ikke nødvendigvis lærerens kæledægger . . ., men de opfører sig respektfuldt over for andre. De venter til det bliver deres tur, mens andre skubber og maser. . . . Man kan tydeligt se forskel på [børnene].“

En anden skoleinspektør, en veteran i faget, siger: „Vi ser mere direkte ondskab. På legepladsen leger de ikke som tidligere; de strejfer rundt i bander. De er hurtige til at udpege de svage, outsiderne, børn som ikke har de rigtige mærker i sko og bukser. De jager dem og driller dem i ren ondskabsfuldhed. Vi har prøvet at standse det, men uden held.“

„Mange kører utrolig hensynsløst,“ siger professor Jonathan Freedman fra Columbia University. „Landevejene er næsten blevet en slagmark.“ Nyhedsbrevet Monthly Letter, der udgives af Den Kongelige Canadiske Bank, omtaler „det nådeløse myrderi på vejene“ og konkluderer at „problemets kerne er uhøflig opførsel. Der råder en skammelig mangel på den høflighed, hensynsfuldhed, overbærenhed, tolerance og respekt for menneskerettigheder som civilisationen bygger på.“

Avisen The New York Times giver et indtryk af New Yorks gader med disse ord: „Det er trafikanterne mod ambulancerne.“ En del bilister i byen nægter at vige for udrykningskøretøjer, som for eksempel ambulancer og brandbiler, og de øger dermed risikoen for at syge eller tilskadekomne dør fordi hjælpen ikke når frem i tide. Ellen Scibelli, der er direktør for udrykningstjenesten, fortæller om en mand der kørte på Pelham Parkway i bydelen Bronx, og som nægtede at vige for en ambulance der var blevet kaldt ud til et hjertetilfælde. „Han prøvede at spille smart og ville ikke holde ind til siden, men da han kom hen til sit hus fandt han ud af hvor uklog han havde været. Hans mor havde fået et hjerteanfald, og ambulancen forsøgte at nå frem til hende.“

The New York Times International har fortalt om en engelsk organisation der kalder sig Høflighedsselskabet, og som er blevet dannet fordi „folk er blevet utrolig grusomme mod hinanden, og noget må der gøres“. I en spalte i The Evening Standard følte en radiospeaker sig tilskyndet til at beklage: „En nation der tidligere var kendt for at være civiliseret er nu ved at blive et land af ubehøvlede.“ Et skotsk forsikringsselskab „konkluderede at 47 procent af alle ulykker på vejene kan spores tilbage til uhøflig opførsel“.

Fjernsynet har i høj grad bidraget til manerernes forfald, især hos børn og teenagere. Det lærer folk hvordan de skal klæde sig, tale, opføre sig over for andre og bare løse problemer med vold. Hvis vi og vore børn lader os påvirke af fiktionsprægede eller overfladiske programmer, vil vore manerer til sidst afspejle den frække, respektløse og sarkastiske holdning som præger de personer vi iagttager. Forældre skildres ofte som tåber mens børnene er de kloge.

I verden finder man tilfredshed ved at tale højt, påståeligt og pralende; man afbryder, ønsker at dominere, larme, hævde sig selv, provokere og udfordre. Førhen tog de fleste afstand fra dem der havde en dårlig opførsel. I dag kan man godt opføre sig uforskammet uden at falde i unåde. Og ve den der formaster sig til at påtale den dårlige adfærd — han risikerer at blive overfaldet eller overfuset! Nogle unge færdes i larmende kliker der fylder luften med et beskidt sprog og gør obskøne gestus, idet de fornærmer forbipasserende med deres uforskammede opførsel — alt sammen for at henlede opmærksomheden på deres udfordrende oprørskhed og for at chokere de voksne med en åbenlys uforskammethed. Men som det meget rigtigt er blevet sagt: „Uforskammethed er den svage mands efterligning af styrke.“

Man kunne fylde et helt bibliotek med de love som mennesker har sat i kraft for at kunne styre menneskets adfærd, men resultatet viser at det ikke er nok. Skal vi have flere love? Eller måske færre? Det er blevet sagt at jo bedre et samfund er, des færre love er der brug for. Hvad med blot én lov? Denne, for eksempel: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.“ — Mattæus 7:12.

Denne lov ville fjerne de fleste problemer, men for at opfylde alle samfundets behov, må endnu en lov føjes til: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ — Markus 12:30.

Vore dages samfund afviser begge disse bibelske love som unødvendige, ligesom de gør med andre af Bibelens formaninger. De der handler sådan omtales i Jeremias 8:9: „De vise er blevet til skamme. . . . Jehovas ord har de vraget, så hvad visdom har de?“ De ser heller ikke noget behov for almindelig enighed om de grundlæggende værdinormer der traditionelt anses for nødvendige som vejledning for os. Deres nye moral er en bred vej der giver rum for enhver alternativ livsstil man måtte ønske — det er dén brede vej Jesus omtalte som vejen der fører til undergang — og det er mange der går på den. — Mattæus 7:13, 14.

Det fuldkomne eksempel

Jesus Kristus, „som ligger op mod Faderens bryst“, har sat et enestående eksempel til efterfølgelse for os. (Johannes 1:18) Når han talte med folk kunne han være venlig og medfølende eller fast og bestemt, men han var aldrig uvenlig eller uforskammet. Om „hans usædvanlige evne til at omgås alle slags mennesker“ siges der i bogen The Man From Nazareth: „Både offentligt og privat omgikkes han mænd og kvinder på lige fod. Han var fortrolig med uskyldige små børn, og mærkeligt nok også med brødebetyngede svindlere som Zakæus. Respektable hjemmegående kvinder, som Maria og Marta, kunne tale med ham med naturlig frimodighed, men kurtisaner opsøgte ham også, som var de sikre på at han ville forstå dem og være dem venligt stemt . . . Dette at han var i den grad upåvirket af de grænser der hæmmede folk i almindelighed, er et af hans mest karakteristiske træk.“

Jehova Gud viser altid gode manerer når han har at gøre med mennesker som jo er underordnet ham, idet han ofte appellerer høfligt til dem når han byder dem at gøre noget. Da han skænkede sin ven Abraham en velsignelse, sagde han for eksempel: „Løft nu dine øjne og se fra det sted hvor du står,“ og: „Se nu op mod himmelen og tæl stjernerne.“ (1 Mosebog 13:14; 15:5) Da Gud gav Moses et tegn på sin magt, sagde han venligt: „Stik nu hånden ind i din brystfold.“ (2 Mosebog 4:6) Og da Jehova mange år senere talte til sit egenrådige folk gennem profeten Mika, sagde han høfligt: „Hør dog, I Jakobs overhoveder og Israels hus’ førere. . . . Hør dog dette, I overhoveder.“ (Mika 3:1, 9) Alle disse steder bruger den engelske Ny Verden-Oversættelse ordet „please“, for at understrege hvor høflig henvendelsen er. Er vi „Guds efterlignere“ på dette område? Er vi høflige og venlige over for andre? — Efeserne 5:1.

Hvilke råd og moralforskrifter vil de verdsligvise sætte i stedet for Bibelens råd, som de jo afviser? Det vil blive behandlet i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 4]

Almindelig anstændighed er ikke længere almindeligt

[Tekstcitat på side 5]

Ambulancen forsøgte at nå frem til hans moder

[Tekstcitat på side 6]

„Uforskammethed er den svage mands efterligning af styrke“

[Kildeangivelse på side 3]

Til venstre: Life; til højre: Grandville

Er de gode manerer fortrængt af ’den nye moral’?

’Ve dem der kalder ondt for godt, mørke for lys og sødt for bittert.’ — Esajas 5:20.

DET 20. århundrede har oplevet store forandringer hvad angår manerer og moral. I tiden efter de to verdenskrige blev de gamle værdinormer efterhånden anset for at være forældede. Ændrede omstændigheder og nye teorier inden for videnskaben og med hensyn til menneskets adfærd, overbeviste mange om at de gamle normer ikke længere havde værdi. Man aflagde de tidligere hævdvundne manerer som overflødig bagage. De førhen respekterede bibelske normer blev anset for gammeldags. De var alt for strenge for det 20. århundredes normløse, frie samfund af ultramoderne individualister.

Året for dette vendepunkt var 1914. Historieskrivernes optegnelser om det år og om Første Verdenskrig giver overvældende vidnesbyrd om at 1914 blev præget af drastiske omvæltninger og udgjorde en markant skillelinje mellem to epoker i menneskehedens historie. De brølende tyvere fulgte umiddelbart efter krigen, og folk prøvede at indhente hvad de havde forsømt af fornøjelser i krigsårene. Gamle og ubekvemme værdi- og moralnormer blev tilsidesat for at gøre plads for alle fornøjelserne. En ny moral, hvor man tilfredsstillede sine kødelige ønsker, trådte i stedet — baseret på grundregelen ’alt er tilladt’. Denne nye moral betød således også en ændring i manererne.

Historikeren Frederick Lewis Allen har denne kommentar: „Et andet af revolutionens resultater var at de gode manerer ikke blot ændredes, men, i nogle år, blev dårlige manerer. . . . I denne periode oplevede værtinder . . . at deres gæster ikke ulejligede sig med at sige goddag eller farvel; at det var i orden at møde op til et bal uden at være inviteret; at folk kom ’mondænt for sent’ til middagsselskaber, efterlod tændte cigaretter rundt omkring og lod asken drysse på gulvtæppet uden at undskylde. De gamle barrierer var revet ned og der var ikke bygget nye, og i mellemtiden gjorde alle hvad de havde lyst til. En dag vil man måske kalde tiåret efter krigen for ’De dårlige manerers årti’. . . . Det var en periode med dårlige manerer, men også en periode præget af manglende lykke. Med den gamle tingenes ordning var der forsvundet et sæt værdinormer som havde givet livet rigdom og mening, og det var ikke nemt at finde værdinormer at sætte i stedet.“

Man fandt aldrig nye værdinormer som kunne give livet rigdom og mening. De var ikke i høj kurs. De brølende tyveres spændende alt-er-tilladt-livsstil gjorde folk fri af moralske bånd, og det passede dem meget godt. De skubbede ikke moralen til side; de reviderede den blot og løsnede båndene lidt. Med tiden kaldte de den for ’den nye moral’. Denne moral går ud på at hver enkelt gør hvad der er rigtigt i hans egne øjne. Han er selv nummer et. Han gør som han har lyst til, og går helt sine egne veje.

Det tror han i det mindste. For cirka 3000 år siden sagde den vise kong Salomon imidlertid: „Der er slet intet nyt under solen.“ (Prædikeren 1:9) Endnu tidligere, i dommertiden, havde israelitterne stor handlefrihed i forbindelse med om de ville adlyde Guds love eller ej: „I de dage var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.“ (Dommerne 21:25) De fleste af dem adlød ikke Loven. Dette førte til at Israels nation måtte høste hvad de såede — flere hundrede år med store problemer. På samme måde har nationerne i dag måttet høste århundreder med lidelse og smerte — og det værste ligger endnu forude.

Der er et andet udtryk som mere præcist identificerer den nye moral, nemlig „relativisme“. Ifølge Webster’s ordbog defineres det på denne måde: „Det synspunkt at etiske sandheder afhænger af de enkeltpersoner og grupper som tror på dem.“ Kort sagt mener tilhængerne af relativismen at det der er godt for dem også er etisk rigtigt for dem. En skribent uddybede relativismens indhold på denne måde: „Relativismen, som længe lå og lurede lige under overfladen, dukkede op som den fremherskende filosofi hos 70’ernes jeg-generation; den findes stadig blandt 80’ernes yuppier. Måske priser vi stadig de traditionelle værdinormer i ord, men i praksis mener vi at det der er godt for mig er rigtigt.“

Det gælder også manerer — ’Hvis det passer mig, gør jeg det; hvis det ikke passer mig, gør jeg det ikke. Jeg ville ikke føle at det var rigtigt, selv om det ville virke mere dannet efter dine begreber. Det ville gå ud over min altoverskyggende selvbestemmelsesret. Jeg ville virke svag og holdningsløs.’ Det gælder efter sådanne menneskers opfattelse tilsyneladende ikke kun uforskammetheder, men også små høflighedsudtryk i hverdagen, for eksempel ’undskyld, det er jeg ked af, om forladelse, tak, lad mig holde døren for dig, sæt dig bare på min plads, og, lad mig bære det for dig’. Disse udtryk er som gode smøremidler der kan få samspillet med andre til at glide bedre. ’Men at vise gode manerer over for andre,’ ville en fra jeg-generationen måske sige, ’ville have en negativ effekt på mit image som nummer et.’

Sociologen James Q. Wilson kæder de hyppigere skærmydsler og den øgede kriminalitet sammen med forkastelsen af det der i dag „hånligt kaldes ’middelklasseværdinormer’“. Og han siger videre: „At disse værdinormer er afgået ved døden — og at den moralske relativisme vinder frem — synes at hænge sammen med den stigende kriminalitet.“ Det hænger i hvert fald sammen med den tendens der er til ikke at ville beherske sin selvudfoldelse, uanset hvor anstødeligt eller uopdragent den måtte komme til udtryk. Det er som en anden sociolog, Jared Taylor, har sagt: „Vort samfund har jævnt bevæget sig fra selvbeherskelse til selvudfoldelse, og mange afviser de gamle værdinormer som undertrykkende.“

De der praktiserer relativisme er alene om at bedømme deres egen adfærd; de ignorerer alle andres bedømmelser, også Guds. De bestemmer selv hvad der er rigtigt og forkert, nøjagtig som det første menneskepar i Edens have gjorde da de afviste Guds love og selv ville bestemme. Slangen forledte Eva til at tro at hvis hun var ulydig mod Gud og spiste af den forbudte frugt, ville det gå som den havde sagt: „Jeres øjne [vil] blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ Eva spiste af frugten, hvorefter hun gav den til Adam som også spiste af den. (1 Mosebog 3:5, 6) Den afgørelse de traf blev skæbnesvanger for dem og til stor skade for deres efterkommere.

Efter at en observatør var kommet med en lang opremsning af eksempler på korruption blandt politikere, forretningsmænd, sportsfolk, videnskabsmænd, en nobelpristager og en præst, sagde han i en tale til Harvard Business School: „Jeg tror at vi i vort land oplever det jeg vil kalde en karakterkrise, et tab af det der traditionelt under påvirkning af den vestlige civilisation er blevet betragtet som en indre beherskelse, nogle indre dyder, som afholder os fra at give efter for vore laveste instinkter.“ Han talte om „ord der nærmest ville lyde fremmede i disse omgivelser, ord som tapperhed, ære, pligt, ansvar, medfølelse, høflighed — ord der næsten er gået af brug“.

På universiteterne i 60’erne gjorde man op med nogle spørgsmål. Mange hævdede: ’Der er ingen Gud, Gud er død, der findes ingenting, der er ingen overordnede værdier, livet er i bund og grund meningsløst, kun gennem total individualisme kan du overvinde tomheden i livet.’ Blomsterbørnene tog dette som et startsignal og begyndte forsøget på at overvinde tomheden i livet ved at ’sniffe kokain, ryge marihuana og hash, dyrke fri sex og søge indre fred’ — en fred de aldrig fandt.

Så var der 60’ernes protestbevægelser, der ikke blot var modeluner, men som blev taget til hjerte af størstedelen af den amerikanske kultur, og som førte os ind i jeg-generationens årti — 70’erne. Dermed gik vi ind i det tiår som Tom Wolfe, samfundsrevseren, kaldte „Jegets årti“. Det gled over i 80’erne, som af nogle kynisk blev kaldt „begærlighedens gyldne tidsalder“.

Hvad har alt dette med manerer at gøre? Jo, det handler om at sætte sig selv først, og hvis man sætter sig selv først er det svært at føje andre, sætte andre først og at have gode manerer over for dem. Dét at sætte sig selv først kan faktisk være en form for selvtilbedelse, en tilbedelse af jeget. Hvordan beskriver Bibelen den der gør det? Som en „havesyg — hvilket vil sige en afgudsdyrker“, som en der ligger under for „havesygen, som er afgudsdyrkelse“. (Efeserne 5:5; Kolossenserne 3:5) Hvem tilbeder de i virkeligheden? „Deres gud er bugen.“ (Filipperne 3:19) De nedværdigende, alternative livsfilosofier som mange har valgt som moralsk rigtige, og de skæbnesvangre, dødelige følger af disse, bekræfter rigtigheden af det der siges i Jeremias 10:23: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“

I Bibelen er alt dette forudsagt, og der er i Andet Timoteusbrev 3:1-5 forud givet nogle advarende kendetegn på „de sidste dage“: „Du må se det i øjnene: denne verdens sidste tid vil være en periode med bekymringer. Mennesker vil kun elske penge og sig selv; de vil være arrogante, pralende og grove; uden respekt for forældre, uden taknemmelighed, uden fromhed, uden naturlig hengivenhed; de vil være uforsonlige i deres had, bagtalere, ubeherskede og voldsomme, fremmede over for al godhed, forrædere, eventyrlystne, opblæste af følelsen af egen betydning. De vil være mennesker som sætter fornøjelser i Guds sted, mennesker som bevarer en ydre form for religion, men konstant benægter dens virkelighed. Hold dig fra sådanne mennesker.“ (Ifølge New English Bible)

Vi er kommet langt væk fra det vi blev skabt til at være — i Guds billede og lighed. Egenskaberne kærlighed, visdom, retfærdighed og magt er stadig i os, men de er kommet ud af balance og er blevet forvrænget. Det første skridt der skal tages for at rette op på dette, afsløres i den sidste sætning i det ovenfor citerede skriftsted: „Hold dig fra sådanne mennesker.“ Find om nødvendigt en ny omgangskreds, en der endda vil ændre dine inderste følelser. For år tilbage blev der givet nogle gode råd i den forbindelse. De stod at læse i The Ladies’ Home Journal, og var skrevet af Dorothy Thompson. Hun indledte med at sige at i bestræbelserne for at komme ungdomskriminaliteten til livs må man snarere opdrage følelserne end forstanden:

„Et menneskes handlinger og indstilling som barn afgør i vid udstrækning dets handlinger og indstilling som voksen. De er imidlertid ikke dikteret af hjernen, men af følelserne. Et menneske bliver det som det opmuntres og oplæres til at elske, beundre, tilbede, holde af og lide afsavn for. . . . I alt dette spiller gode manerer en vigtig rolle, for gode manerer er hverken mere eller mindre end et udslag af hensynsfuldhed over for andre. . . . De indre følelser genspejler sig i vor opførsel udadtil, men vor opførsel bidrager også til at opdyrke de indre følelser. Det er vanskeligt at nære aggressive følelser når man opfører sig hensynsfuldt. Gode manerer kan være overfladiske til at begynde med, men de vedbliver sjældent med at være det.“

Hun bemærkede også at på enkelte undtagelser nær har hverken godhed eller slethed „sit udspring i hjernen, men i følelserne“, og at „når mennesker bliver forbrydere, skyldes det ikke åreforkalkning, men ’hjerte’forkalkning“. Hun understregede at følelserne oftere end forstanden bestemmer vor adfærd, og at den måde vi bliver opdraget på, og den måde vi handler på, indvirker på vore følelser og forandrer vort hjertelag, selv om det i begyndelsen sker ved tvang.

Det er imidlertid Bibelen der giver den bedste opskrift på hvordan man ændrer hjertets inderste menneske.

Tag som eksempel Efeserbrevet 4:22-24: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker, og gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“

Og Kolossenserbrevet 3:9, 10, 12-14: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den. Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“

Historikeren Will Durant sagde engang: „Vor tids største spørgsmål drejer sig ikke om kommunismen mod individualismen, eller om Europa mod Amerika, ikke engang om Øst mod Vest, men om hvorvidt mennesket er i stand til at leve uden Gud.“

For at kunne leve et rigt liv må vi følge Jehovas råd: „Min søn, glem ikke min lov, og måtte dit hjerte værne om mine bud, for de vil øge din række af dage og dine leveår og din fred. Lad ikke loyal hengivenhed og sandfærdighed forlade dig. Bind dem om din hals; skriv dem på dit hjertes tavle, og du vil finde yndest og blive regnet for at have god indsigt — i både Guds og menneskers øjne. Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ — Ordsprogene 3:1-6.

De gode manerer der er opbygget gennem århundreder er ikke overflødig bagage, og Bibelens leveregler er ikke gammeldags, men vil vise sig at udvirke evig frelse for menneskeheden. Uden Jehova vil mennesket ikke kunne fortsætte med at leve, for ’hos Jehova er livets kilde’. — Salme 36:9.

[Tekstcitat på side 11]

Den måde vi handler på, indvirker på vore følelser og forandrer vort hjertelag, selv om det i begyndelsen sker ved tvang

[Ramme på side 10]

Ulastelig bordskik som man kunne lære noget af

Nogle cedersilkehaler — smukke, med gode manerer og meget selskabelige — har sat sig til rette i en stor busk fyldt med modne bær. De sidder på række på en gren og spiser af bærrene, men slet ikke på en grådig måde. Fra næb til næb lader de et bær passere frem og tilbage, indtil en af dem yndefuldt spiser det. De glemmer aldrig deres „børn“, men bliver utrætteligt ved med at dele maden ud, bær efter bær, indtil alle de sultne munde er mætte.

[Kildeangivelse på side 10]

H. Armstrong Roberts

[Illustration på side 8]

Nogle siger: ’Skip Bibelen og moralværdierne’

[Illustration på side 9]

„Gud er død.“ „Der er ingen mening med livet!“ „Ryg hash, tag kokain“

[Kildeangivelse på side 7]

Til venstre: Life; til højre: Grandville