TILFLUGTSBYER

Jehovas lov om blodets hellighed var klar og tydelig. Udgydelse af menneskeblod besudlede det land israelitterne boede i, og i hvis midte Jehova havde sin bolig, og det udgydte blod kunne kun sones ved blodet af den der havde udgydt det. (1Mo 9:5, 6; 4Mo 35:33, 34) Hvis en havde begået et overlagt mord, blev den myrdedes blod hævnet og loven om ’liv for liv’ opfyldt ved at morderen „ubetinget“ måtte lide døden for blodhævnerens hånd. (2Mo 21:23; 4Mo 35:21) Men hvordan behandlede man den uforsætlige manddraber, for eksempel en der havde forvoldt sin næstes død ved at øksehovedet under fældning af et træ var gledet af øksen og havde ramt ham? (5Mo 19:4, 5) Jehova havde kærligt sørget for seks tilflugtsbyer hvor sådanne uforsætlige manddrabere kunne søge beskyttelse og tilflugt for blodhævneren. — 4Mo 35:6-32; Jos 20:2-9.

Retslige skridt. Når en flygtning nåede frem til en tilflugtsby, skulle han fremføre sin sag for de ældste i byporten, og de skulle tage gæstfrit imod ham. Efter at flygtningen var kommet ind i tilflugtsbyen, skulle han bevise sin uskyld idet han blev stillet for retten i den by som havde jurisdiktion over det område hvori drabet havde fundet sted. Dette skete for at forhindre at forsætlige mordere udnyttede denne foranstaltning. Hvis han blev fundet skyldfri, blev han ført tilbage til tilflugtsbyen. Han var dog kun beskyttet hvis han blev i byen resten af sit liv eller indtil ypperstepræsten døde. Disse betingelser kunne ikke ændres ved hjælp af en løsesum. (4Mo 35:22-29, 32; Jos 20:4-6) End ikke Jehovas hellige alter ydede mordere beskyttelse, som det fremgår af Joabs tilfælde. — 2Mo 21:14; 1Kg 1:50; 2:28-34; se BLODHÆVNER.