Markus, hvis beretning øjensynlig er skrevet med henblik på ikkejøder, især romere, fremstiller Jesus som Guds søn der gjorde mirakler og forkyndte energisk. Beretningen lægger mere vægt på Jesu gerninger end på hans lære.

2:18; 7:11; 12:18; 13:3. Markus forklarer skikke, udtryk, forskrifter og steder som var ubekendte for ikkejødiske læsere. Han gør opmærksom på at farisæerne ’fastede’, at „korban“ er „en gave viet til Gud“, at saddukæerne „siger at der ikke er nogen opstandelse“, og at templet lå lige over for „Oliebjerget“. Eftersom Jesu slægtsregister hovedsagelig ville være af interesse for jøder, undlader han helt at medtage det. Markus er herved et godt eksempel for os. Vi må tage tilhørernes baggrund i betragtning når vi forkynder eller holder foredrag i menigheden.