Peter var øjenvidne til praktisk talt alt det Markus skrev om, så han kan have fortalt Markus de mange detaljer af beskrivende art som ikke er med i de andre evangelier. For eksempel taler Markus om „de lejede folk“ der arbejdede for Zebedæus, om den spedalske der „knælede ned“ da han bad Jesus om hjælp, om den dæmonbesatte mand der „slog sig selv med sten“, og om at Jesus fremholdt sin profeti om ’Menneskesønnens komme med stor magt og herlighed’ mens han sad på Oliebjerget „lige over for templet“. — Mark. 1:20, 40; 5:5; 13:3, 26.

Markus skrev åbenbart først og fremmest sit med henblik på romerne. Hvordan kan vi vide det? Han henviser kun til Moseloven når den omtales af de personer der optræder i beretningen, og han udelader Jesu slægtsregister. Kristi evangelium fremholdes som et budskab af universel betydning. Han tilføjer forklarende bemærkninger når der er tale om jødiske skikke og forskrifter som ikkejødiske læsere ikke kunne forudsættes at være bekendt med. (2:18; 7:3, 4; 14:12; 15:42) Aramaiske udtryk oversætter han. (3:17; 5:41; 7:11, 34; 14:36; 15:22, 34) Han tilføjer forskellige oplysninger om geografiske navne og plantelivet i Palæstina. (1:5, 13; 11:13; 13:3) Værdien af to jødiske mønter angiver han i romersk mønt. (12:42, NW, 1984-udgaven, fodnote) Han bruger flere latinske udtryk end de andre evangelister. For eksempel anvender han (i græsk omskrivning) de latinske ord speculator (livvagt), prætorium (landshøvdingens palads) og centurio (centurion). — 6:27; 15:16, 39.