Det blev sat i panden på dem der ‘sørgede og græd over alle de frastødende ting der foregik i byen’. Hvad fortæller det os om dem der fik mærket? Det var mennesker der følte sig dybt berørt af de ting der skete. Det smertede dem ikke kun at se den afgudsdyrkelse der foregik i templet, men de sørgede også over den vold, umoralske opførsel og korruption der var så udbredt i Jerusalem. (Ezek. 22:9-12) Og de lagde nok heller ikke skjul på deres holdning. De der havde den rigtige hjerteindstilling, viste sikkert både i ord og handling hvor meget de afskyede det der foregik i landet, og at de elskede den rene tilbedelse. Jehova ville vise medfølelse og skåne disse mennesker.

Ramte ødelæggelsen i flæng? Nej. Ezekiels profetiske syn havde forudsagt at der var nogle som ikke ville blive udryddet af babylonierne. – 1. Mos. 18:22-33; 2. Pet. 2:9.

¹⁰ Der var flere trofaste tjenere for Jehova der ikke blev udryddet, deriblandt rekabitterne, etiopieren Ebed-Melek, profeten Jeremias og hans sekretær, Baruk. (Jer. 35:1-19; 39:15-18; 45:1-5) Ud fra Ezekiels syn kan vi konkludere at de må have ‘sørget og grædt over alle de frastødende ting’ der foregik i Jerusalem. (Ezek. 9:4) Allerede inden ødelæggelsen kom, må de resolut have afvist alt ondt og vist at de elskede den rene tilbedelse. Derfor ville Jehova skåne dem.