Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad kan der gå galt?
    Vågn op! – 2008 | Juli
    • Kommunikationskrise

      Hvilke fejltagelser må ægtefæller undgå når de kommunikerer, hvis de gerne vil styrke deres indbyrdes forhold? Nogle par har fået for vane at høre uden at lytte og at snakke uden at kommunikere. I stedet for at udveksle tanker på en varm og kærlig måde er man kort for hovedet og taler kun om praktiske ting. Det der skulle have været en meningsfuld, åben dialog, udvikler sig måske i stedet til ustandselige skænderier om alt og intet. Misfortolkning giver grobund for misforståelser; verbale angreb bliver mødt med isnende tavshed.

      Sørgeligt nok lægger mange enten slet ikke mærke til alt det gode deres ægtefælle gør for dem, eller de undlader at give udtryk for deres værdsættelse af det. Dertil kommer at mange gifte kvinder nu om dage er på arbejdsmarkedet, og hvis de ud over at passe deres job skal gøre det meste af arbejdet derhjemme, bliver de bitre. Flere af dem føler desuden at deres følelsesmæssige behov bliver ignoreret.

  • Vejen til et godt ægteskab
    Vågn op! – 2008 | Juli
    • ▸ Tal respektfuldt. „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“ (Ordsprogene 12:18) Forskere har fundet ud af at de fleste samtaler slutter på samme måde som de begynder. Hvis en samtale derfor begynder respektfuldt, er der større sandsynlighed for at den slutter respektfuldt. Og omvendt ved du hvor sårende det kan være når en du elsker, taler tankeløst til dig. Prøv derfor at tale med værdighed, respekt og kærlighed, og bed Gud om hjælp til at kunne gøre det. (Efeserne 4:31) En japansk hustru ved navn Haruko,b der har været gift i 44 år, fortæller: „Selvom vi kan se hinandens svagheder, forsøger vi at vise hinanden respekt i ord og indstilling. Det har hjulpet os til at opbygge et godt ægteskab.“

      ▸ Vær venlig og medfølende. „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende.“ (Efeserne 4:32) Når ægtefæller er stærkt uenige om noget, kan de let gøre hinanden vrede. Annette fra Tyskland, der har været gift i 34 år, siger ærligt: „Det er ikke nemt at bevare roen når man er under pres, for så er man tilbøjelig til at sige ting som gør ens ægtefælle vred, og det gør kun det hele værre.“ Men hvis man prøver at være venlig og medfølende, kan man bane vej for et fredeligt forhold i ægteskabet.

      ▸ Vis ydmyghed. ’Gør intet af stridbarhed eller selvoptagethed, men agt i ydmyghed de andre højere end jer selv.’ (Filipperne 2:3) Mange konflikter opstår fordi nogle ægtefæller er stolte og prøver at give deres partner skylden for deres problemer i stedet for ydmygt at finde ud af hvordan de kan få det bedre sammen. Ydmyghed kan hjælpe dig til at undertrykke trangen til at ville have ret når der opstår uenighed.

      ▸ Vær ikke hurtig til at blive fornærmet. „Vær ikke hastig i dit sind til at fortørnes.“ (Prædikeren 7:9, Kalkar) Prøv at undgå tendensen til at angribe din ægtefælles synspunkt eller til at gå i forsvarsposition hvis din ægtefælle sætter spørgsmålstegn ved noget du har sagt eller gjort. Det er langt bedre at lytte til og respektere din ægtefælles mening. Tænk dig grundigt om inden du svarer. Mange ægtefæller lærer for sent i livet at det er en større sejr at vinde et hjerte end en diskussion.

      ▸ Vid hvornår du skal tie. ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale, og langsom til vrede.’ (Jakob 1:19) På ægteskabets rejse er et af de vigtigste vejskilte uden tvivl god kommunikation hvis ægteskabet skal blive lykkeligt. Hvorfor siger Bibelen så at der er „en tid til at tie“? (Prædikeren 3:7) Fordi det er godt at tage sig tid til at lytte for at forstå hvad det er ens ægtefælle siger. En vigtig del af god kommunikation er nemlig at finde ud af hvad ægtefællen virkelig føler, og hvorfor han eller hun føler på denne måde.

      ▸ Lyt med empati. „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“ (Romerne 12:15) Empati er en absolut nødvendighed for at kunne kommunikere på den rigtige måde, for denne evne sætter dig i stand til at forstå din ægtefælles dybeste følelser. Empati er med til at skabe en atmosfære hvori begges meninger og følelser bliver behandlet med respekt og værdighed. Nella fra Brasilien, der har været gift i 32 år, siger: „Når vi taler om vores problemer, lytter jeg altid meget nøje for at forstå Manuels tanker og følelser.“ Når din ægtefælle taler, er det din „tid til at tie“ og til at lytte med empati.

      ▸ Udtryk din værdsættelse. „Vis jer taknemmelige.“ (Kolossenserne 3:15) Det der kendetegner et stærkt ægteskab, er at manden og hustruen hver især sikrer sig at ægtefællen føler sig værdsat. Men i den daglige rutine forsømmer nogle ægtefæller dette vigtige aspekt af kommunikationen og tager det for givet at deres partner véd at de sætter pris på dem. Ellen Wachtel, der er klinisk psykolog, siger: „De fleste par kunne godt lade deres ægtefælle føle at han eller hun var værdsat hvis blot de var opmærksomme på det.“

      En kvinde har især stort behov for at føle og høre sin mands kærlige forsikring om at han værdsætter hende. Du kan som ægtemand gøre meget for at få et endnu bedre ægteskab, og for at du selv og din kone kan blive mere tilfredse, ved at fortælle hende hvor glad du er for alt det hun gør, og ved at rose hende for hendes gode egenskaber.

      Det er vigtigt at en mand både i ord og handling giver udtryk for sine følelser over for sin kone. Når du giver din kone et blidt kys, et kærligt klem og et varmt smil, siger det mere end blot: „Jeg elsker dig.“ Det forsikrer hende om at hun i dine øjne er noget særligt, og at du har brug for hende. Ring til hende, eller send hende en sms eller lignende der fortæller hende at du savner hende. Eller spørg hende hvordan det går. Hvis der siden jeres forlovelsestid har været langt imellem sådanne kærlighedsytringer, er det på tide at begynde igen. Vær hele tiden opmærksom på hvad der rører din kones hjerte.

      Følgende ord, som moderen til kong Lemuel fra fortidens Israel udtalte, passer godt i denne sammenhæng: „Hendes mand berømmer hende: ’Der er mange dygtige kvinder til, men du overgår dem alle!’“ (Ordsprogene 31:1, 28, 29, den danske autoriserede oversættelse) Hvornår har du sidst rost din kone? Eller omvendt, hvornår har du sidst rost din mand?

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del