Ikke lang tid derefter forkyndte jeg uformelt for min kollega Oris Williams. Oris forsvarede indædt de læresætninger hun altid havde troet på. Men da hun begyndte at studere Bibelen, forstod hun hvad Guds ord virkelig lærer, og blev døbt den 5. januar 1947. Med tiden blev vi forelsket og senere gift. Oris begyndte i pionertjenesten i november 1950, og med hende ved min side blev mit liv endnu mere lykkeligt.

SPÆNDENDE TJENESTE I NIGERIA

I 1955 blev vi til vores store glæde inviteret på Gileadskolen. Inden Oris og jeg tog afsted, sagde vi vores arbejde op, solgte vores hus og andre ejendele og sagde farvel til Aruba. Den 29. juli året efter udgik vi af Gileadskolens 27. klasse og fik til opgave at tjene i Nigeria.

Om den tid i vores liv sagde Oris engang: “Jehovas ånd kan hjælpe en til at håndtere de op- og nedture der følger med missionærlivet. I modsætning til min mand havde jeg aldrig haft lyst til at blive missionær. Jeg drømte om at få børn og blive husmor. Men jeg fik et andet syn på tingene da jeg forstod hvor meget forkyndelsesarbejdet haster. Så da tiden kom til at vi skulle forlade Gilead, kunne jeg næsten ikke vente med at komme ud som missionær. Lige som vi skulle til at gå ombord på passagerskibet Queen Mary, kom bror Worth Thornton, der arbejdede nært sammen med bror Knorr, for at tage afsked med os. Han fortalte os at vi skulle tjene på Betel. ‘Åh nej!’ sukkede jeg. Men ret hurtigt kom jeg til at elske at være på Betel, hvor jeg havde forskellige arbejdsopgaver. Den opgave jeg bedst kunne lide, var at være receptionist. Jeg elsker mennesker, og i receptionen kom jeg i nær kontakt med de nigerianske venner. Når de ankom, var de ofte trætte, tørstige og sultne, og deres tøj var støvet, men det var en gave at få lov til at opmuntre dem og sørge for det de havde brug for. Det var alt sammen hellig tjeneste for Jehova, og det var det der gav mig glæde og tilfredshed.” Ja, alle de opgaver vi fik, var en velsignelse fra Jehova!

Ved en familiesammenkomst på Trinidad i 1961 fortalte bror Brown om nogle af sine spændende oplevelser i Afrika. Derefter fortalte jeg lidt om væksten i Nigeria. Bror Brown omfavnede mig hjerteligt og sagde til min far: “Johnny, godt nok kom du ikke til Afrika, men det gjorde Woodworth!” Så sagde far til mig: “Klø på, Worth! Fortsæt det gode arbejde!” Den slags opmuntrende ord fra disse troshelte styrkede mit ønske om at være flittig i tjenesten og holde ud.

I 1962 fik jeg det privilegium at komme på Gilead igen, denne gang i den 37. klasse på et ti-måneders kursus. Bror Wilfred Gooch, der var landstjener i Nigeria på det tidspunkt, kom i den 38. klasse og blev sendt til England. Nu blev det så mig der skulle føre tilsyn med arbejdet på afdelingskontoret i Nigeria. Ligesom bror Brown rejste jeg en hel del, og på den måde lærte jeg de nigerianske brødre at kende og kom til at holde meget af dem. De havde ikke alle de materielle goder som folk i mere velstillede lande havde, men deres glæde og tilfredshed viste tydeligt at et meningsfyldt liv ikke afhænger af penge eller ting. Med tanke på deres situation var det skønt at se at de altid var rene og pæne og værdigt klædt til møderne. Til stævnerne ankom de i store grupper i ladvogne og bolekajaer (lokalt fremstillede åbne busser). Som regel var der malet et fængende budskab på busserne, for eksempel: “Mange små dråber vand bliver til et stort hav.”

Det er virkelig sande ord. Det vi gjorde, var bare som små dråber vand, men uanset hvor meget eller hvor lidt den enkelte forkynder kan udrette, gør det en forskel. I 1974 blev Nigeria det første land ud over USA der nåede op på 100.000 forkyndere. Sikke en vækst!

Forkyndertallet voksede støt – alt imens den nigerianske borgerkrig, Biafrakrigen, rasede i årene fra 1967 til 1970. I flere måneder havde vores brødre på Biafrasiden af Niger ingen kontakt med afdelingskontoret. Så vi måtte bare tage over til dem med åndelig mad. Som jeg nævnte i indledningen, lykkedes det os, med bøn og tillid til Jehova, at krydse floden adskillige gange.

Jeg husker tydeligt de nervepirrende ture over Niger, hvor vores liv var i fare på grund af skydegale soldater, dødbringende sygdomme og andet. Én ting var at slippe forbi de mistroiske regeringstropper – noget helt andet var at løbe ind i de aggressive oprørsstyrker på Biafrasiden. En nat krydsede jeg den rivende flod som passager i en kano fra Asaba til Onitsha og tog videre derfra til Enugu for at opmuntre de lokale tilsynsmænd. På en anden tur fik jeg lejlighed til at opmuntre ældstebrødrene i Aba mens byen var under mørklægning. I Port Harcourt måtte vi i al hast afslutte mødet og bede en hurtig bøn fordi regeringstropperne brød igennem oprørernes forsvarslinje uden for byen.

Ved disse møder forsikrede vi vores kære brødre om at Jehova nok skulle tage sig af dem, og mindede dem om vigtigheden af at være neutrale og bevare enheden. Det lykkedes de nigerianske brødre og søstre at komme styrkede igennem den forfærdelige tid. De viste at de havde den kærlighed der overvinder etnisk had, og bevarede deres kristne enhed. Vi så det som en stor forret at kunne støtte dem i de svære år.

I 1969 var bror Milton G. Henschel ordstyrer for det internationale stævne “Fred på jorden” på Yankee Stadium i New York, og jeg lærte meget af at være hans assistent. Den oplæring kom på det helt rigtige tidspunkt, for året efter holdt vi det internationale stævne “Mennesker der har Guds velbehag” i Lagos i Nigeria. Borgerkrigen var lige sluttet, så det var kun med Jehovas hjælp at stævnet blev gennemført. Det historiske stævne blev holdt på 17 sprog og overværet af 121.128. Bror Knorr og bror Henschel og delegerede fra USA og England kom til landet med chartrede fly og var vidner til en af de største kristne dåbshandlinger siden Pinsedagen – 3.775 nye disciple blev døbt! Det var et enormt arbejde at organisere det stævne og nok den travleste tid i mit liv. Antallet af forkyndere voksede ikke bare – det eksploderede!

I de mere end 30 år vi var i Nigeria, havde jeg den glæde fra tid til anden at tjene som rejsende tilsynsmand og som zonetilsynsmand i Vestafrika. Missionærerne var meget taknemmelige for den omsorg de blev vist som enkeltpersoner, og for den opmuntring de fik. Det var virkelig skønt at kunne forsikre dem om at de ikke var glemt. At udføre det arbejde lærte mig at personlig interesse er afgørende for at Jehovas tjenere kan have det godt, være åndeligt stærke og bevare deres kristne enhed.

Med Jehovas hjælp klarede vi tiden under borgerkrigen, og Jehova har også hjulpet os til at klare de problemer der er opstået på grund af sygdom. Det var altid tydeligt at han var med os. Oris fortalte ved en lejlighed:

“Vi havde begge malaria flere gange. Engang kom Worth på sygehuset i Lagos. Han var bevidstløs, og jeg fik at vide at han måske ikke ville overleve – men det gjorde han heldigvis! Da han kom til bevidsthed, fortalte han den mandlige sygeplejerske der passede ham, om Guds rige. Senere tog jeg med Worth hen for at besøge denne mand, hr. Nwambiwe, for at følge op på samtalen. Han kom med i sandheden og blev senere ældste i en menighed i Aba. Jeg studerede også med mange der blev ivrige tjenere for Jehova, selv stærkt troende muslimer. Worth og jeg forelskede os i det nigerianske folk, og det var en stor glæde at lære deres kultur, deres skikke og deres sprog at kende.”

Ja, dét var en anden ting jeg lærte: For at kunne trives i vores tjeneste i udlandet måtte vi opdyrke kærlighed til vores brødre og søstre uanset hvor forskellig deres kultur var fra vores.

NYE OPGAVER

Efter vores tjeneste på Betel i Nigeria fik vi i 1987 en ny opgave: Vi skulle tjene som missionærer i distriktet på den smukke caribiske ø Saint Lucia. Det var en virkelig dejlig opgave, men den bød på nye udfordringer. I Afrika var en mand gift med mange kvinder, men på Saint Lucia boede et par sammen uden at være lovformeligt gift. Guds ord motiverede imidlertid mange af vores bibelstudieelever til at foretage de nødvendige forandringer.

Efterhånden som vi blev ældre, svandt vores kræfter, og brødrene i Det Styrende Råd var så kærlige at overføre os til Hovedkontoret i Brooklyn i 2005. Jeg takker stadig Jehova hver eneste dag for at han gav mig Oris. Til min store sorg døde hun i 2015, og jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg savner hende. Hun var et elskeligt menneske, en enestående livsledsager og en kærlig hustru. Jeg elskede Oris af hele mit hjerte i alle de 68 år vi havde sammen. Vi fandt ud af at opskriften på glæde og lykke, både i ægteskabet og i menigheden, er at respektere ledelsens princip, tilgive frit, være ydmyg og vise de egenskaber der er en del af åndens frugt.

Når vi kom ud for skuffelser og kæmpede med modløshed, søgte vi hjælp hos Jehova og fik styrke til at fortsætte i tjenesten for ham. Vi prøvede altid at gøre de nødvendige forandringer og oplevede også hvordan Jehova hele tiden sørgede for forbedringer i organisationen. Og vi har stadig det bedste til gode! – Esa. 60:17; 2. Kor. 13:11.