Gudebilleder knust og smidt på gaden

Missionærernes første tur til Basse Pointe på nordkysten, 50 kilometer fra Fort-de-France, fandt sted den 1. november 1954. Det var en stejl vej der førte op til denne landsby, hvor de fleste var beskæftiget med landbrug og fiskeri. Den var desuden i meget dårlig stand, ikke mindst efter regntiden, og nogle steder måtte missionærerne stå af deres knallerter og skubbe dem.

De håbede at kunne besøge en kvindelig rektor i landsbyen. Hun havde tidligere været i forbindelse med Jehovas Vidner i Frankrig og havde abonneret på Vågn op!, men nu var hendes abonnement udløbet. Det blev et godt besøg. Kvinden fortalte at hun havde været kateket, men var holdt op med at komme i kirken efter at præsten havde talt respektløst om ægteskabet. Hun viste interesse for det Bibelen siger om sjælen og om et evigt liv i et jordisk paradis. Kort efter vendte hun tilbage til Frankrig, hvor hun indviede sig til Jehova og blev døbt.

På Martinique havde hun været anset i samfundet og kendt som en gudfrygtig katolik. Man kan således forestille sig hvilket postyr det vakte da hun vendte tilbage til Martinique og knuste alle sine gudebilleder, små som store, og smed det hele ud foran sit hus hvor skraldebilen kunne tage det med. (Jævnfør 5 Mosebog 9:16, 21.) Præsten blev så rasende at han udarbejdede og holdt nogle tordnende prædikener til fordømmelse af denne tidligere katoliks opførsel. Det førte til at alle talte om det de kaldte fru Cressans religion. Som et af Jehovas vidner har den nu 88-årige Gabrielle Cressan i 42 år gjort hvad hun kunne for at opfylde sit højeste ønske: „Måtte hvert eneste af mine hjerteslag være til pris for Jehova.“

En af hendes naboer, en katolsk kvinde, der hørte præsten udtale sig i så ondsindede vendinger om søster Cressan, besluttede at spørge hende hvad sagen drejede sig om. Det var Leónie Ducteil, som havde 11 børn og var gift med et lokalt postbud. Overbevist om at det var sandheden søster Cressan lærte hende, begyndte hun at studere Bibelen med sine børn. I årenes løb blev både hun og ni af hendes børn indviede og døbte Vidner. Senere blev en af hendes døtre, Edgard, gift med Gérard Trivini, som med tiden blev medlem af afdelingskontorets udvalg.

Ti år før Leónie Ducteil lærte sandheden at kende med hjælp fra søster Cressan, havde en anden af deres naboer, Georgette Josephe, hørt navnet Jehova i en salme der blev sunget under en højtidelighed i adventistkirken. Hun havde hæftet sig ved dette navn, og nu fortalte fru Ducteil, som var hendes nabo, at en dame lige havde hjulpet hende til at forstå Jehovas ord. Hun ville straks vide mere. Det førte til at hun, hendes otte børn og senere hendes mand alle blev Jehovas vidner.

Hvorfor ville præsten have ’Sandhedsbogen’?

Jeanne Ursulet fortæller: „I 1974 sendte Selskabet os et brev fra en mand der boede i Le Lorrain. Han ville meget gerne have noget læsestof fra Jehovas Vidner og især bogen Sandheden der fører til evigt liv, som han havde set i en eller andens hjem. Den følgende formiddag tog vi af sted for at finde manden. Vi havde ikke hørt navnet før og måtte spørge postbudet hvem det var. Til vores store overraskelse var det sognepræsten der havde sendt brevet til Selskabet!

På vej hen til præsteboligen spekulerede vi lidt på hvordan vi mon ville blive modtaget. Manden præsenterede sig og sagde afmålt at han ikke ønskede at tale med os, men kun var interesseret i læsestof. Vi var desorienterede. Men nogen tid efter besøget sagde folk i området ofte til os at præsten forklarede visse ting på samme måde som vi gjorde. Vi konkluderede derfor at han sikkert hentede oplysninger fra vore bøger og blade til sine prædikener.“

De famlede sig frem til Gud og fandt ham

I 1967 oprettede yderligere fire specialpionerer den menighed der kom til at hedde Trinité. Disse fire var Octave Thélise, hans kone, Alvina, og Elie og Lucette Régalade. Elie Régalade gik ud i forkyndelsen dagen efter at han var ankommet. Hvor begyndte han? Uden at ænse husene på sin højre og venstre side gik han direkte hen til fru Moutoussamys dør og bankede på. Han havde aldrig mødt hende før, og ingen havde givet ham hendes navn. Men lad hende selv fortælle hvad der skete:

„Allerede som barn var jeg nært knyttet til min katolske tro. I mange år arbejdede jeg i et dagplejecenter som blev drevet af nogle præster. Men jeg var skuffet over hykleriet i kirken. Mit forhold til den blev svækket dag for dag. Da tiden kom hvor mine to ældste sønner skulle tilmeldes katolsk undervisning, var jeg i syv sind, for min katolske svigerfamilie insisterede på at børnene skulle opdrages som katolikker, min kommunistiske mand var imod dette, og min adventistiske søster havde sin mening. Jeg vidste ikke mine levende råd. Jeg brugte det meste af natten på at bede Gud om hjælp til at finde en løsning. Næste formiddag bankede broder Régalade på min dør og præsenterede sig som et af Jehovas vidner. Han var gået direkte hen til mig. Jeg var den første han talte med i Trinité.“

Lisette Moutoussamy og hendes mand, som tidligere havde været kommunist, blev døbt otte måneder senere. Nu, mere end 30 år efter, tjener de stadig Jehova sammen med hele deres familie. Tre af deres sønner tjener som ældste. Når nogle oprigtigt famler sig frem til den sande Gud, vil de også finde ham, netop som Bibelen siger. — Apg. 17:26, 27.