’Jehova ser de ydmyge’

Salmisten David skrev: „Jehova er ophøjet, og dog ser han den ydmyge.“ (Sl. 138:6) Og disciplen Jakob tilføjede at Gud „skænker de ydmyge ufortjent godhed“. (Jak. 4:6) Det er der tydelige vidnesbyrd om blandt dem Jehova har draget til sig på Martinique.

Christian Bellay og hans kone, Laurette, der boede i Fort-de-France, har erfaret en sådan ufortjent godhed. De var forvirrede på grund af de mange forskellige trosretninger der fandtes på Martinique. Hvilken af dem havde Guds godkendelse? Da Christian Bellay læste Åbenbaringen 22:18, 19, følte han at han havde fundet nøglen til svaret. Hvilket trossamfund lægger hverken noget til Guds ord eller trækker noget fra? Efter at have undersøgt sagen var han overbevist om at det var Jehovas Vidner. Han erkendte også at han måtte følge det samme princip i sit eget liv — hverken lægge noget til Guds ord eller trække noget fra, ved at frasortere eller afvise noget af det. Indtil da havde han og Laurette blot boet sammen uden at være gift, men i 1956 blev de lovformeligt viet. Deres bryllupstale var den første på Martinique der blev holdt af et Jehovas vidne. Året efter blev de døbt i Madamefloden i Fort-de-France. Hans bror Leon, hans far og mor samt Laurettes bror Alexandre tog ligeledes imod sandheden. Moïse Bellay, en af Christian og Laurettes sønner, virker nu som kredstjener. Ja, denne familie har til fulde erfaret Jehovas ufortjente godhed.

Når venligsindede mennesker på enkle måder gør godt mod Jehovas tjenere, kan det føre til velsignelse for dem selv. (Matt. 10:42) Det gælder for eksempel Ernest Lassus, som havde en smykkeforretning i Fort-de-France. Han modtog regelmæssigt Vågn op!, ikke fordi han var interesseret, men fordi han ville være venlig. En dag fortalte den forkynder der kom med bladene, at det kun er Jesus Kristus, Fredsfyrsten, der er i stand til at skabe retfærdighed på hele jorden. Det var netop hvad Ernest Lassus ønskede. Han indvilligede i at forkynderen kom og besøgte ham i hans hjem. Der blev påbegyndt et bibelstudium. „Nu,“ siger han, „har jeg alt hvad jeg kunne ønske mig. De fleste af mine børn er i sandheden; en af mine døtre er pioner, en søn er både pioner og ældste, og en ældre søn er medlem af betelfamilien på Martinique.“

En af dem, en tiårig pige ved navn Claudia, stillede den forkynder der besøgte hendes familie, en mængde spørgsmål. På grund af hendes fars sygdom blev studiet med hendes mor ikke holdt regelmæssigt, men pigen fortsatte med at studere og anvende det hun havde lært fra Bibelen. Hun brændte sin katekismus og sin bønnebog, og hun ødelagde sine religiøse billeder. Da hendes far døde, nægtede hun at gå i sort tøj, og hun forkyndte for dem der ville bede for hendes fars sjæl. Hun viste samme indstilling som den israelitiske pige der gjorde tjeneste hos Na’amans hustru, og tilskyndede sin mor til at komme til menighedens møder. (2 Kong. 5:2-4) Pigen tilmeldte sig Den Teokratiske Skole. Inden længe var hun også med i forkyndelsen, og i 1985 blev hun, i en alder af 12 år, døbt sammen med sin mor. Moderen erkender åbent at hendes datter i høj grad har bidraget til hendes åndelige fremgang.