Den 10. juli 1954 ankom Xavier og Sara Noll fra Marseilles i Frankrig. De var begge heltidstjenere, og Xavier havde tjent som tilsynsmand for en menighed i Marseilles.

De mindes stadig deres ankomst til denne ø, 7000 kilometer fra deres hjemland, der for dem synes at være på den anden side af jorden. De har ikke glemt deres første møde med varmen og fugten, men de har heller ikke glemt den selskabelighed, gæstfrihed og godhjertethed befolkningen viste.

De lærte lige fra begyndelsen at klare sig med et minimum af bekvemmeligheder. Efter at have boet nogle få dage hos en venligsindet mand fandt de et nyt træhus, det vil sige et hus der ganske enkelt bestod af trævægge og trægulv. Taget var lavet af bølgeblikplader. Der var ingen indvendig loftbeklædning, og der var intet toilet. Det var broder Nolls opgave når skumringen faldt på, at tømme toiletspanden i en bjergkløft. Hans første tur med spanden fandt sted den 14. juli, den franske nationaldag. Han skulle over et torv ved navn Stalingrad, som summede af aktivitet i anledning af helligdagen. Da han krydsede torvet, vakte han en del opsigt blandt de mange mennesker der var ude for at slappe af og trække lidt frisk luft; de var ved at gå til af grin. Sikke en begyndelse! De havde aldrig før set en hvid mand udføre den slags arbejde!

En overraskende modtagelse

Tidligere på dagen havde broder Noll brugt flere timer på at sortere de bøger og brochurer som missionærerne havde efterladt da de blev udvist. Mange af dem var blevet ødelagt af insekter, men der var stadig en god forsyning som broder og søster Noll kunne gøre brug af da de begyndte i forkyndelsen den følgende formiddag.

Her er nogle få af broder Nolls minder fra den første dag i tjenesten: „Min kone og jeg var ivrige efter at møde befolkningen, at lære mennesker at kende og finde ud af hvordan de ville reagere på vores forkyndelse. Virkeligheden overgik vore forventninger. Vi begyndte at forkynde i centrum af byen, som dengang havde 60.000 indbyggere. Den formiddag mødtes min kone og jeg to gange da vi måtte hjem og hente nye forsyninger af bøgerne ’Sandheden skal frigøre jer’ og ’Riget er nær’ samt brochurer som ’Fredsfyrsten’.“

De besøgte sagde ofte: „Jeg vil gerne have bogen som et minde om at du har været her,“ eller: „Hvis den fortæller om Gud, vil jeg gerne have den.“ I løbet af de første par uger spredte de næsten 200 bøger og i hundredvis af brochurer. Det var let at få samtaler eftersom folk var nysgerrige og imødekommende over for fremmede. Det var meget opmuntrende at møde en sådan gæstfrihed!

Broder og søster Noll spekulerede på om de kunne klare at studere med så mange. Men de lærte hurtigt at de måtte skelne mellem dem der blot viste almindelig gæstfrihed, og dem der virkelig ønskede at lære sandheden fra Gud at kende og leve efter den. Der var nogle som havde en lærvillig indstilling. Broder Noll fortæller: „Den mand der tog imod os da vi ankom til Martinique, præsenterede os for nogle arbejdere og lærlinge i det møbelsnedkerværksted han havde. Vi oprettede et studium samme aften og to mere i løbet af den første uge.“

Et af disse studier var med et ungt par, Paul og Nicole Jacquelin. De studerede tre gange om ugen og gjorde gode fremskridt. Inden længe var de med broder og søster Noll fra hus til hus. Med disse nye forkyndere kom der lidt lokalkolorit på forkyndelsesarbejdet.

Xavier og Sara Noll det år de ankom til Martinique