Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • „Se! Jehovas trælkvinde!“
    Vagttårnet – 2008 | 1. juli
    • „Se! Jehovas trælkvinde!“

      MARIA så med store øjne på gæsten der trådte ind i hendes hjem. Han spurgte ikke efter hendes far eller mor. Han var kommet for at tale med hende. Han var ikke fra Nazaret; det var hun sikker på. I en lille by som Nazaret skilte fremmede sig ud. Og denne besøgende ville skille sig ud uanset hvor han befandt sig. Han henvendte sig til Maria på en måde hun aldrig før havde oplevet. Han sagde: „Vær hilset, du højt begunstigede, Jehova er med dig.“ — Lukas 1:28.

  • „Se! Jehovas trælkvinde!“
    Vagttårnet – 2008 | 1. juli
    • Besøg af en engel

      Marias gæst var, som du sikkert ved, ikke noget menneske. Det var engelen Gabriel. Da han kaldte Maria „du højt begunstigede“, blev hun „dybt foruroliget over det han sagde, og begyndte at spekulere på hvad dette kunne være for en hilsen“. (Lukas 1:29) Højt begunstiget af hvem? Maria nærede ikke nogen forventning om at blive begunstiget af mennesker. Men det engelen talte om, var Jehova Guds gunst, og det betød noget for hende. Hun gik imidlertid ikke stolt ud fra at hun havde Guds gunst. Hvis vi stræber efter at opnå Guds gunst, og aldrig hovmodigt mener at vi allerede har den, kan vi lære noget meget vigtigt som Maria klart forstod. Nemlig at Gud står de hovmodige imod, men elsker og støtter de ydmyge. — Jakob 4:6.

      Maria ville få brug for en sådan ydmyghed, for engelen tilbød hende et privilegium så stort at det næsten ikke var til at fatte. Han forklarede at hun skulle føde et barn som ville blive det mest betydningsfulde menneske nogen sinde. Gabriel sagde: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) Maria kendte uden tvivl dette løfte som Gud mere end tusind år tidligere havde givet David — at en af hans efterkommere skulle herske for evigt. (2 Samuel 7:12, 13) Hendes søn skulle altså være den Messias som Guds folk havde håbet på i århundreder!

      Engelen fortalte hende desuden at hendes søn skulle „kaldes den Højestes søn“. Hvordan kunne et menneske føde Guds søn? Ja, hvordan skulle hun overhovedet kunne få en søn? Hun var forlovet med Josef, men de var endnu ikke gift. Det fik hende til at spørge: „Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang med nogen mand?“ (Lukas 1:34) Læg mærke til at Maria ikke skammede sig over at være jomfru. Hun værnede derimod om sin ærbarhed. I dag kan mange unge næsten ikke vente med at få deres seksuelle debut, og de ser ofte ned på unge der stadig er jomfruer. Verden har virkelig forandret sig. Men Jehova har ikke forandret sig. (Malakias 3:6) Ligesom han gjorde på Marias tid, sætter han i dag pris på dem der følger hans moralnormer. — Hebræerne 13:4.

      Maria var en trofast tjener for Gud, men hun var trods alt kun et ufuldkomment menneske. Så hvordan kunne hun få et fuldkomment barn, Guds søn? Gabriel forklarede: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Lukas 1:35) At noget er helligt, vil sige at det er rent og ubesmittet. Normalt arver børn forældrenes ufuldkommenhed. Men i Marias tilfælde ville Jehova udføre et storslået mirakel. Han ville overføre sin søns liv fra himmelen til Marias moderliv og derefter „overskygge“ hende med sin virksomme kraft, eller hellige ånd, og derved beskytte barnet mod at blive besmittet med synd. Troede Maria på engelens løfte? Hvordan reagerede hun?

      Marias svar til Gabriel

      Mange skeptikere, deriblandt flere af kristenhedens teologer, har meget svært ved at tro på at en jomfru kunne føde et barn. På trods af deres lange uddannelse er der en enkel, grundlæggende sandhed de ikke forstår. Som Gabriel sagde: „Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ (Lukas 1:37) Den unge Maria troede på det Gabriel sagde, for hun havde en stærk tro på Gud. Men hun var ikke lettroende. Som ethvert andet tænkende menneske havde Maria brug for noget hun kunne bygge sin tro på. Gabriel var villig til at give Maria flere beviser. Han fortalte hende om hendes ældre slægtning Elisabet, om hvem det var almindeligt kendt at hun var ufrugtbar. Gud havde mirakuløst gjort det muligt for hende at undfange.

      Hvad ville Maria nu gøre? Hun havde fået forklaret hvad opgaven bestod i og fået bevis for at Gud ville gøre alt hvad Gabriel havde sagt. Hvis man tror at dette store privilegium ikke ville medføre bekymringer og vanskeligheder, tager man fejl. Maria var jo forlovet med Josef. Ville han stadig gifte sig med hende når han fandt ud af at hun var gravid? Og det ansvar der fulgte med opgaven, må i sig selv have virket overvældende. Hun skulle føde den mest betydningsfulde af alle Guds skabninger — hans egen elskede søn. Hun skulle tage sig af ham mens han var et hjælpeløst spædbarn og beskytte ham i en ond verden. I sandhed et stort ansvar!

      Bibelen viser at selv stærke og trofaste mænd nogle gange har tøvet med at tage imod vanskelige opgaver fra Gud. Moses protesterede ved at sige at han ikke var tilstrækkelig veltalende til at være Guds talsmand. (2 Mosebog 4:10) Jeremias indvendte at han ’kun var en dreng’ og dermed alt for ung til at påtage sig den opgave Gud havde givet ham. (Jeremias 1:6) Og Jonas flygtede fra sin opgave! (Jonas 1:3) Hvad gjorde Maria?

      Hendes enkle svar har givet genlyd op gennem historien og fortæller noget om hendes ydmyghed og lydighed. Hun sagde til Gabriel: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ (Lukas 1:38) En trælkvinde var den laveste blandt tjenestefolk; hendes liv var helt og holdent i hendes herres hånd. Sådan betragtede Maria sin herre, Jehova. Hun vidste at hun kunne være tryg i hans hænder, at han er loyal over for dem der er loyale over for ham, og at han ville velsigne hende når hun gjorde sit bedste i forbindelse med denne krævende opgave. — Salme 18:25.

      Nogle gange beder Gud os om at gøre noget der i vores øjne kan virke vanskeligt, ja ligefrem umuligt. Men i sit ord giver han os mange grunde til at vi kan stole på ham og lægge vores liv i hans hænder, ligesom Maria gjorde. (Ordsprogene 3:5, 6) Gør vi det? Hvis vi gør, vil han belønne os, og vores tro vil blive stærkere.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del