Et menighedsanliggende

Disciplen Jakob skrev: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel.“ Jakob skrev endvidere: „Hvis en broder eller søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ — Jakob 1:27; 2:15-17.

Hvis en ældre kristen har behov for hjælp, er det altså hele menighedens ansvar at hjælpe. De ældste kan gå foran. Som Paulus viser i Første Timoteusbrev 5:4, bør de først finde ud af om vedkommende har børn eller børnebørn som er villige til „fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne“. Hvis ikke, kan de ældste undersøge om det er muligt at få støtte fra det offentlige eller fra pensionskasser og lignende. Det kan endda være at nogle i menigheden er i stand til at hjælpe økonomisk på personlig basis.

Men hvis problemet ikke kan afhjælpes på nogen af de ovennævnte måder, kan de ældste overveje om vedkommende opfylder betingelserne for at modtage økonomisk støtte fra menigheden. Paulus sagde: „Lad en enke blive sat på listen når hun ikke er under tres år, har været én mands hustru, har et godt omdømme for gode gerninger.“ — 1 Timoteus 5:9, 10.

Hvordan nogle menigheder har hjulpet

Når man først kender den ældre broders eller søsters behov, kan der gøres noget for at imødekomme dem. Hvis der er en varm, omsorgsfuld og uselvisk ånd i menigheden, er det ikke svært at finde en del brødre og søstre som er villige til at hjælpe. Derved undgår man at nogle få kommer til at bære en alt for stor byrde. I en menighed har man for eksempel udarbejdet en plan for hvornår de forskellige forkyndere skal besøge de ældre. Brødrene og søstrene er glade for at være med til dette, og ingen af de ældre bliver overset.

I en anden menighed (i Sydafrika) blev et ældre Jehovas vidne forsømt af sine ikketroende børn. Men nogle unge forkyndere der boede i nærheden vaskede, strøg og gjorde rent for hende og passede tillige hendes have. Brødrene hjalp med at betale hendes husleje og mad. De hentede og bragte hende til møder og stævner. Og da hun døde sørgede de for alle arrangementer i forbindelse med begravelsen og dækkede udgifterne.

I en lille sydafrikansk menighed blev en ældre farvet broder (det vil sige af blandet race) totalt lam efter et slagtilfælde. Da han ikke havde nogen familie til at sørge for sig, tog en søster i menigheden — der selv var enke — og hendes søn ham hjem til sig. Brødrene fra menigheden skiftedes til at komme og bade ham. Desuden kørte en hvid pionerbroder ture med ham i hans rullestol. Dette syn som er usædvanligt i Sydafrika vakte megen opsigt. Menigheden sørgede kærligt for denne ældre broder indtil han døde.

Det betyder imidlertid ikke at det altid er let at hjælpe de ældre brødre og søstre. Det kan virkelig kræve initiativ og beslutsomhed at overvinde de problemer som kan opstå.