Vanskeligheder i Jesu slægtsregister ifølge Mattæus. Mattæus inddeler slægtslinjen fra Abraham til Jesus i tre afsnit på hver 14 generationer. (Mt 1:17) Denne inddeling kan være foretaget som en hjælp for hukommelsen. Når man tæller navnene efter, får man imidlertid kun 41, ikke 42. En mulig forklaring på hvordan Mattæus har talt navnene, er: Fra Abraham til David har han talt 14 navne. Derefter har han talt David som den første af de næste 14 og er endt med Josias. Endelig har han ladet de sidste 14 begynde med Jekonja (Jojakin) og er endt med Jesus. Han anfører altså David som det sidste af de første 14 navne og gentager det derefter som det første af de næste 14. Derefter gentager han udtrykket „deportationen til Babylon“, som han i det foregående har forbundet med Josias og hans sønner. — Mt 1:17.

Som tidligere nævnt kan Mattæus have afskrevet sin liste nøjagtigt efter det offentlige register, eller også har han med vilje udeladt nogle led for at listen skulle blive lettere at huske. En forklaring på hvorfor han udelader tre konger af Davids slægt mellem Joram og Uzzija (Azarja), kan være at Joram giftede sig med Jesabels datter, den gudløse Atalja af Akabs hus, hvorved han bragte denne slægt, som Gud havde fordømt, ind i Judas kongers slægtslinje. (1Kg 21:20-26; 2Kg 8:25-27) Mattæus nøjes med at anføre Joram, der indgik den gudløse forbindelse, og udelader navnene på de tre næste konger indtil fjerde generation, nemlig Ahazja, Joasj og Amazja, som var frugten af denne forbindelse. — Sml. Mt 1:8 med 1Kr 3:10-12.

Mattæus anfører Zerubbabel som søn af Sjealtiel (Mt 1:12), hvilket stemmer med andre henvisninger. (Ezr 3:2; Ne 12:1; Hag 1:14; Lu 3:27) Men i 1 Krønikebog 3:19 omtales Zerubbabel som søn af Pedaja. Det ser ud til at Zerubbabel egentlig var søn af Pedaja, men at han juridisk blev regnet for at være søn af Sjealtiel, enten som følge af svogerægteskab eller fordi han efter sin faders død blev opdraget af Sjealtiel som dennes søn.

Hvorfor er der forskel på slægtsregistrene hos Mattæus og Lukas?

Den omstændighed at næsten alle navnene i Lukas’ udgave af Jesu slægtsregister afviger fra navnene i Mattæus’ udgave, kan nemt forklares med at Lukas fulgte slægten gennem Davids søn Natan, mens Mattæus fulgte den gennem Salomon. (Lu 3:31; Mt 1:6, 7) Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje og viser således at Jesus efter kødet stammede fra David, mens Mattæus påviser at Jesus havde den juridiske ret til Davids trone som følge af sin afstamning fra Salomon gennem Josef, som i juridisk forstand var Jesu fader. Både Mattæus og Lukas giver udtryk for at Josef ikke var Jesu virkelige fader, men blot hans adoptivfader, hvorigennem Jesus fik den juridiske ret. Da Mattæus i sit slægtsregister kommer til Jesus, afviger han fra den udtryksmåde han ellers har fulgt, idet han siger: „Jakob blev fader til Josef, Marias mand; af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus.“ (Mt 1:16) Han siger altså ikke at ’Josef blev fader til Jesus’, men at Josef var „Marias mand“, og at „af hende fødtes Jesus“. Lukas præciserer det endnu mere, for efter at have vist at det i virkeligheden var Guds søn Maria havde født (Lu 1:32-35), siger han: „I øvrigt var Jesus . . ., sådan mente man, søn af Josef, søn af Eli.“ — Lu 3:23.

Hvert af de to registre (hos Mattæus og Lukas) viser klart at Jesus stammede fra David, gennem henholdsvis Salomon og Natan. (Mt 1:6; Lu 3:31) Når man undersøger de to lister, finder man at de efter adskillelsen ved Salomon og Natan igen forenes i to personer, Sjealtiel og Zerubbabel. Dette kan forklares på følgende måde: Sjealtiel var søn af Jekonja, men giftede sig måske med en datter af Neri og blev dennes svigersøn, hvorved han kunne kaldes „søn af Neri“. Det er også muligt at Neri ikke selv havde nogen sønner, og at Sjealtiel også af den grund blev regnet for at være hans „søn“. Zerubbabel var sandsynligvis søn af Pedaja, men blev, som tidligere nævnt, juridisk set regnet for at være søn af Sjealtiel. — Jf. Mt 1:12; Lu 3:27; 1Kr 3:17-19.

Derefter fremgår det af fortegnelserne at Zerubbabel havde to sønner, Resa og Abiud, hvor linjerne igen skilles. (De to personer kan i stedet for sønner have været efterkommere, eller i hvert fald den ene kan have været en svigersøn. Jf. 1Kr 3:19.) (Lu 3:27; Mt 1:13) Fra dette punkt afviger både Mattæus’ og Lukas’ register fra det der forekommer i Første Krønikebog, kapitel 3. Dette kan skyldes at Mattæus, og måske også Lukas, med hensigt har udeladt nogle navne. Man bør dog holde sig for øje at disse afvigelser i slægtsregistrene hos Mattæus og Lukas højst sandsynligt er afvigelser som allerede fandtes i de offentlige slægtsregistre som jøderne dengang benyttede og accepterede, og ikke ændringer som er foretaget af Mattæus og Lukas.

Man kan derfor sammenfattende sige at de to lister hos Mattæus og Lukas i forening slår to sandheder fast, nemlig (1) at Jesus virkelig var Guds søn, og at han gennem jomfru Maria i Davids slægt var den naturlige arving til Riget ifølge sin kødelige herkomst, og (2) at Jesus også, gennem sin adoptivfader Josef, der tilhørte den mandlige slægtslinje fra David gennem Salomon, var den juridiske arving til Davids trone. (Lu 1:32, 35; Ro 1:1-4) Hvis der blandt jøderne skulle være nogle som ville hævde at Jesus var et uægte barn, vil den omstændighed at Josef — fuldt vidende om sagens rette sammenhæng — tog Maria til ægte og beskyttede hende med sit gode navn og sin kongelige afstamning, tilbagevise sådanne anklager.