Kong Sauls besøg hos et medium. Da Saul henvendte sig til mediet, havde han i nogen tid ikke haft Jehovas ånd, og Gud svarede ikke på hans forespørgsler, hverken i drømme, ved Urim (som ypperstepræsten benyttede) eller ved profeterne. (1Sa 28:6) Gud ville ikke mere have noget med ham at gøre, og Guds profet Samuel havde ikke set ham i lang tid, ikke siden David var blevet salvet til konge. Det ville derfor være urimeligt at antage at Samuel, hvis han stadig havde levet, nu ville opsøge Saul for at give ham råd. Og når Gud ikke havde sendt Samuel til Saul før hans død, ville han afgjort heller ikke lade ham komme tilbage fra de døde for at tale med ham. — 1Sa 15:35.

At Jehova på ingen måde billigede Sauls handlemåde eller støttede ham i den, fremgår af hans senere udtalelse gennem Esajas: „Og hvis de siger til jer: ’Henvend jer til åndemedierne eller til dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler,’ er det da ikke til sin Gud at et folk skulle henvende sig? Skulle man henvende sig til de døde for de levendes skyld? Til loven og til vidneerklæringen!“ — Es 8:19, 20.

Når der siges i beretningen: „Da kvinden så ’Samuel’, råbte hun med høj røst,“ må det derfor være en beskrivelse af situationen som den så ud for mediet, der blev narret af den ånd som gav sig ud for at være Samuel. (1Sa 28:12) På Saul selv kan man anvende det princip apostelen Paulus udtalte: „Ligesom de ikke syntes om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab, sådan overgav Gud dem til en sindstilstand han ikke synes om, til at gøre hvad der ikke sømmer sig . . . Skønt disse fuldt ud kender Guds retfærdige bestemmelse, at de som øver sådanne ting fortjener døden, bliver de ikke alene ved med at gøre dem, men giver også dem der øver dem deres bifald.“ — Ro 1:28-32.

I Commentary on the Old Testament af C. F. Keil og F. Delitzsch (1973, bd. II, First Samuel, s. 265) henvises der til 1 Krønikebog 10:13 i den græske Septuaginta-oversættelse, der som en tilføjelse har ordene: „og profeten Samuel svarede ham.“ (Bagster) Kommentaren støtter den opfattelse som disse uinspirerede ord i Septuaginta giver udtryk for, men tilføjer: „Ikke desto mindre antog kirkefædrene, reformatorerne og de tidlige kristne teologer med meget få undtagelser at det i virkeligheden ikke var Samuel der viste sig for Saul, men at det var noget han forestillede sig. Ifølge den forklaring Afrem Syrer gav, fik Saul ved dæmoniske kneb noget at se der lignede Samuel. Luther og Calvin havde samme opfattelse, og de tidlige protestantiske teologer fulgte dem, idet de anså synet for at være et genfærd sendt af Djævelen, et fantom eller en diabolsk ånd i Samuels skikkelse, og Samuels udtalelse som intet andet end en åbenbaring fra Djævelen fremsat med Guds tilladelse, og hvori sandhed var blandet med løgn.“

I en fodnote (First Samuel, s. 265, 266) hedder det i denne kommentar: „Luther siger således . . . ’Da en spåkvinde eller heks kaldte Samuel frem, som beskrevet i 1 Sam. xxviii. 11, 12, var det givetvis blot en ånd fra Djævelen; ikke blot fordi det ifølge Skriften blev fremkaldt af en kvinde der var fuld af djævle (for hvem kunne tro at de troendes sjæle, som er i Guds hånd, . . . var i Djævelens og simple menneskers magt?), men også fordi det var i klar modstrid med Guds bud at Saul og kvinden rådspurgte de døde. Helligånden kan ikke selv gøre noget mod dette, og Han kan heller ikke hjælpe dem der handler i modstrid med den.’ Også Calvin betragter synet som blot en ånd . . .: ’Det var helt sikkert ikke Samuel,’ siger han, ’for Gud ville aldrig have tilladt at hans profeter blev prisgivet en sådan djævelsk trolddomskunst. En spåkvinde kalder her den døde op fra graven. Kan man forestille sig at Gud ønskede at Hans profet blev udsat for en sådan vanære; som om djævelen havde magt over de helliges kroppe og sjæle som er i Hans varetægt? De helliges sjæle siges at hvile . . . hos Gud og at vente på deres glædebringende opstandelse. Skulle vi desuden tro at Samuel tog sin kappe med sig i graven? Af alle disse grunde synes det klart at synet blot var en ånd, og at kvindens egne sanser blev bedraget på en sådan måde at hun troede at hun så Samuel, mens det i virkeligheden ikke var ham.’ Tidligere tiders ortodokse teologer bestred også, og af de samme grunde, at det skulle være den afdøde Samuel der viste sig.“

Spiritismens ophav. Et fremtrædende træk ved spiritismen er den påståede kommunikation med de døde. Eftersom de døde ’slet ingenting ved’, er det imidlertid umuligt at kommunikere med dem. (Præ 9:5) I sin lov til Israel forbød Gud at folket henvendte sig til de døde, og der var dødsstraf for udøvelse af spiritisme. (3Mo 19:31; 20:6, 27; 5Mo 18:9-12; jf. Es 8:19.) Og i De Kristne Græske Skrifter hedder det at de der øver spiritisme, „ikke skal arve Guds rige“. (Ga 5:20, 21; Åb 21:8) Det følger heraf at påstået kontakt med de døde er opspind — eller, hvis der virkelig er tale om en forbindelse med ånder, at der må være tale om onde ånder, som er i opposition til Jehova Gud.

Den tro eller lære at mennesker lever videre som ånder efter legemets død og kan sætte sig i forbindelse med de levende, sædvanligvis gennem en person der er særlig modtagelig for deres indflydelse (et medium).