Jøderne under persisk herredømme

Da jøderne efter Kyros’ proklamation blev udfriet fra babylonisk fangenskab i 537 f.v.t., forlod en gruppe bestående af jøder og ikkejøder Babylon. Denne sandhedssøgende rest vendte tilbage til et område med ødelagte byer og land der lå øde hen. Israels engang så vidtstrakte område var blevet reduceret af edomitter, fønikiere, samaritanere, arabiske stammer og andre. Det der var tilbage af Juda og Benjamin blev til provinsen Juda i det persiske satrapi Abar-Nahara (På den anden side af Floden). — Ezra 1:1-4; 2:64, 65.

Ifølge opslagsværket The Cambridge History of Judaism kom Juda under det persiske styre ind i „en periode med ekspansion og befolkningstilvækst“. Om Jerusalem står der: „Bønder og pilgrimme bragte gaver, templet og byen fik velstand, og denne rigdom tiltrak udenlandske købmænd og håndværkere.“ Selv om perserne var meget tolerante hvad jødernes lokalstyre og religion angik, var skatterne høje og måtte kun betales i ædle metaller. — Jævnfør Nehemias 5:1-5, 15; 9:36, 37; 13:15, 16, 20.

Det persiske imperiums sidste år var kendetegnet af uroligheder og af satrapernes oprør. Mange jøder var indblandet i en opstand der blev anstiftet langs Middelhavskysten, og disse jøder blev deporteret til Hyrkanien ved Det Kaspiske Hav. Men generelt blev Juda tilsyneladende ikke berørt af Persiens straffeforanstaltninger.

I de første år efter landflygtigheden formåede de trofaste jøder at holde hedenske forestillinger og teorier væk fra den sande tilbedelse, som er åbenbaret i De Hebraiske Skrifter. Esters Bog, som er skrevet efter mere end 60 års nær kontakt med perserne, indeholder ikke en eneste antydning af zarathustrisme. Man finder heller ingen påvirkning fra denne persiske religion hverken hos Ezra, Nehemias eller Malakias, hvis bøger alle er skrevet i begyndelsen af den persiske æra (537-443 f.v.t.).

Forskere mener imidlertid at mange jøder i slutningen af den persiske periode begyndte at antage nogle af de religiøse forestillinger som tilbederne af Ahura Mazda, persernes øverste gud, havde. Det fremgår af datidens overtro og af essæernes lære. Almindelige hebraiske ord for sjakaler, andre ørkendyr og natfugle blev i jødernes fantasi forbundet med onde ånder og spøgelser der stammede fra babyloniske og persiske folkesagn.