Under sin sidste aften sammen med apostlene har Jesus givet dem en lektion i ydmyghed ved at vaske deres fødder. Hvorfor er det på sin plads? Fordi de har vist at de har en svaghed. De elsker Gud, men de går også op i hvem af dem der er den største. (Markus 9:33, 34; 10:35-37) Den svaghed dukker op igen denne aften.

Der opstår ‘en voldsom diskussion mellem apostlene om hvem af dem der er den største’. (Lukas 22:24) Hvor må Jesus være ked af at se dem skændes igen! Hvad gør han?

I stedet for at skælde apostlene ud for deres indstilling og opførsel ræsonnerer Jesus tålmodigt med dem: “Konger spiller herrer over deres folk, og de der har myndighed, bliver kaldt velgørere. Sådan skal I ikke være. ... For hvem er størst – den der spiser ved bordet, eller den der serverer?” Så minder han dem om at han hele tiden har været et eksempel for dem: “Men blandt jer er jeg som den der serverer.” – Lukas 22:25-27.

Trods deres ufuldkommenheder er apostlene blevet hos Jesus i mange svære situationer. Så han siger: “Jeg indgår en pagt med jer om et rige – ligesom min Far har indgået en pagt med mig.” (Lukas 22:29) Disse mænd er Jesus’ loyale disciple, og han forsikrer dem om at de gennem en pagt med ham skal være med i Riget og få del i hans kongemagt.

Selvom apostlene går denne fantastiske fremtid i møde, er de stadig blot mennesker, og de er stadig ufuldkomne. Jesus siger til dem: “Satan har forlangt at få jer alle sammen for at sigte jer som hvede.” Hvede bliver spredt når det sigtes. (Lukas 22:31) Han advarer også: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden, og fårene i hjorden vil blive spredt.’” – Matthæus 26:31; Zakarias 13:7.

Peter indvender selvsikkert: “Selvom alle de andre svigter dig, vil jeg aldrig svigte dig!” (Matthæus 26:33) Jesus fortæller Peter at før en hane galer anden gang den nat, vil Peter nægte at kendes ved ham. Men Jesus tilføjer: “Jeg har bedt for dig, for at din tro ikke må svigte, og når du engang er vendt om, så styrk dine brødre.” (Lukas 22:32) Men Peter erklærer: “Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg bestemt ikke nægte at kendes ved dig.” (Matthæus 26:35) De andre apostle siger det samme.

Jesus siger til sine disciple: “Jeg er hos jer lidt endnu. I vil lede efter mig, og som jeg har sagt til jøderne, siger jeg nu også til jer: ‘Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.’” Så tilføjer han: “Jeg giver jer et nyt bud: I skal elske hinanden. Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle forstå at I er mine disciple.” – Johannes 13:33-35.

Da Peter hører Jesus sige at han vil være hos dem lidt endnu, spørger han: “Herre, hvor går du hen?” Jesus svarer: “Der hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men du skal følge mig senere.” Peter spørger undrende: “Herre, hvordan kan det være at jeg ikke kan følge dig nu? Jeg vil give mit liv for dig.” – Johannes 13:36, 37.

Nu henviser Jesus til dengang han sendte apostlene ud på en forkyndertur i Galilæa uden penge eller madpose. (Matthæus 10:5, 9, 10) Han spørger dem om de manglede noget. Til det svarer de: “Nej!” Men hvad skal de gøre i tiden fremover? Jesus giver dem denne vejledning: “Nu skal den der har en pengepung, tage den med, og også en madpose, og den der ikke har noget sværd, skal sælge sin yderklædning og købe et. For jeg siger jer at det der står skrevet, nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig: ‘Han blev regnet med blandt lovløse.’ For ordene bliver opfyldt på mig.” – Lukas 22:35-37.

Jesus hentyder til det tidspunkt hvor han vil blive naglet til en pæl ved siden af lovløse. Efter det vil hans disciple blive udsat for hård forfølgelse. De føler sig forberedte og siger: “Herre, se, her er to sværd.” Han svarer: “Det er nok.” (Lukas 22:38) De to sværd vil snart give Jesus mulighed for endnu en gang at lære dem noget vigtigt.

Jesus er stadig i rummet ovenpå sammen med apostlene efter mindemåltidet, og han opmuntrer dem med ordene: “Lad ikke jeres hjerte blive foruroliget. Tro på Gud, og tro på mig.” – Johannes 13:36; 14:1.

Jesus hjælper sine trofaste apostle til ikke at være foruroligede over at han skal væk: “I min Fars hus er der mange boliger. ... Når jeg er gået hen og har gjort en plads klar til jer, vil jeg komme igen og tage jer med så I også kan være hvor jeg er.” Men apostlene forstår ikke at han taler om at han vil tage til himlen. Thomas spørger: “Herre, vi ved ikke hvor du går hen. Hvordan kan vi kende vejen?” – Johannes 14:2-5.

“Jeg er vejen og sandheden og livet,” svarer Jesus. Kun ved at anerkende ham og hans undervisning og efterligne ham kan man komme ind i hans Fars hus i himlen. Jesus siger: “Det er kun gennem mig man kan komme til Faren.” – Johannes 14:6.

Filip, der lytter meget opmærksomt, siger: “Herre, vis os Faren, og det er nok for os.” Filip vil tilsyneladende gerne have at Gud på en eller anden måde manifesterer sig for dem, ligesom han gjorde i de syn Moses, Elias og Esajas fik. Men apostlene har noget der er bedre end det. Det slår Jesus fast ved at sige: “Filip, har du ikke lært mig at kende, selv efter at jeg har været hos jer i så lang tid? Den der har set mig, har også set Faren.” Jesus afspejler til fuldkommenhed sin Fars personlighed, så det at være sammen med Jesus og betragte hans måde at være på er som at se Faren. Faren er selvfølgelig større end Sønnen, og det understreger Jesus med ordene: “Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne idéer.” (Johannes 14:8-10) Apostlene kan se at Jesus giver sin Far al æren for sin undervisning.

Jesus’ apostle har set ham gøre fantastiske ting, og de har hørt ham forkynde den gode nyhed om Guds rige. Nu siger han til dem: “Den der tror på mig, vil også gøre de gerninger jeg gør – og han vil gøre endnu større gerninger.” (Johannes 14:12) Jesus mener ikke at de vil udføre større mirakler end han har gjort. De vil dog forkynde i meget længere tid, i et meget større område og for mange flere mennesker.

Jesus vil forlade dem, men de vil ikke blive ladt alene, for han lover dem: “Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.” Han siger desuden: “Jeg vil bede Faren, og han vil give jer en anden hjælper, som skal være hos jer for evigt, sandhedens ånd.” (Johannes 14:14, 16, 17) Han lover dem at de vil få “en anden hjælper” – den hellige ånd. Det sker på Pinsedagen.

“Om kort tid skal verden ikke se mig mere,” siger Jesus, “men I vil se mig, for jeg lever, og I skal leve.” (Johannes 14:19) Jesus vil ikke alene vise sig for apostlene efter sin opstandelse, men i fremtiden vil han oprejse dem som åndeskabninger så de kan være sammen med ham i himlen.

Nu kommer Jesus med en grundlæggende sandhed: “Den der tager imod mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Far, og jeg vil elske ham og vise mig tydeligt for ham.” Så spørger apostlen Judas, der også bliver kaldt Thaddæus: “Herre, hvad er der sket, siden du vil vise dig tydeligt for os og ikke for verden?” Jesus svarer: “Hvis nogen elsker mig, vil han overholde mit ord, og min Far vil elske ham ... Den der ikke elsker mig, overholder ikke mine ord.” (Johannes 14:21-24) Modsat disciplene vil verden ikke anerkende at Jesus er vejen, sandheden og livet.

Hvordan vil disciplene kunne huske alt det Jesus har lært dem, når han ikke er hos dem mere? Han forklarer: “Hjælperen, den hellige ånd, som Faren vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.” Det trøster apostlene, for de har set hvor meget den hellige ånd kan udrette. Jesus tilføjer: “Jeg efterlader jer fred, jeg giver jer min fred. ... Lad ikke jeres hjerte blive foruroliget, og vær ikke bange.” (Johannes 14:26, 27) Disciplene har altså ingen grund til at blive foruroliget – Jesus’ Far vil vejlede og beskytte dem.

Beviserne på Guds beskyttelse vil snart kunne ses tydeligt. Jesus siger: “Verdens hersker kommer, og han har ingen magt over mig.” (Johannes 14:30) Det var muligt for Djævelen at gå i Judas og få magt over ham. Men Jesus er syndfri og har ikke nogen svaghed som Satan kan udnytte til at vende ham mod Gud. Djævelen vil heller ikke være i stand til at fastholde Jesus i døden. Hvorfor ikke? Jesus slår fast: “Jeg [gør] som Faren har påbudt mig.” Han er sikker på at hans Far vil oprejse ham fra de døde. – Johannes 14:31.

Jesus har i en fortrolig samtale opmuntret sine apostle. Det er sent, måske efter midnat, og Jesus kommer nu med en motiverende sammenligning:

“Jeg er den sande vinstok, og min Far er vinavleren,” indleder han. (Johannes 15:1) Hans sammenligning minder om det der var blevet sagt flere hundrede år tidligere om Israels nation, der blev omtalt som Jehovas vinstok. (Jeremias 2:21; Hoseas 10:1, 2) Men Jehova vil forkaste den nation. (Matthæus 23:37, 38) Så Jesus introducerer en ny tanke. Han er vinstokken som hans Far har passet siden han salvede ham med hellig ånd i år 29. Jesus viser dog at vinstokken ikke kun symboliserer ham, med ordene:

“[Min Far] fjerner enhver gren på mig som ikke bærer frugt, og han renser enhver som bærer frugt, så den kan bære mere frugt. ... Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv hvis den ikke forbliver på vinstokken, kan I heller ikke bære frugt hvis I ikke forbliver nært forbundet med mig. Jeg er vinstokken; I er grenene.” – Johannes 15:2-5.

Jesus har lovet sine trofaste disciple at han vil sende dem en hjælper, den hellige ånd, når han har forladt dem. Da apostlene og andre 51 dage senere modtager ånden, bliver de grene på vinstokken. Og alle “grenene” må forblive nært forbundet med Jesus. Med hvilket formål?

Han siger: “Den der forbliver nært forbundet med mig, og som jeg forbliver nært forbundet med, bærer meget frugt, for skilt fra mig kan I slet ikke gøre noget.” Jesus’ trofaste disciple – “grenene” – vil bære meget frugt ved at efterligne hans egenskaber, flittigt fortælle andre om Guds rige og gøre disciple. Hvad vil der ske hvis nogen ikke forbliver nært forbundet med ham og ikke bærer frugt? Han forklarer: “Hvis nogen ikke forbliver nært forbundet med mig, bliver han smidt væk.” Men han siger også: “Hvis I bliver ved med at være nært forbundet med mig og mine udtalelser bliver i jer, så bed om hvad I vil, og det vil ske for jer.” – Johannes 15:5-7.

Nu vender Jesus tilbage til noget han har omtalt to gange før – at holde hans bud. (Johannes 14:15, 21) Han siger: “Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Farens bud og bliver i hans kærlighed.” Jesus beskriver derefter hvordan disciplene kan vise at de holder hans bud. Han siger: “Dette er mit bud: I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den der giver sit liv for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.” – Johannes 15:10-14.

Om nogle få timer vil Jesus vise sin kærlighed ved at give sit liv for alle der har tro på ham. Hans eksempel bør få hans disciple til at vise en lignende selvopofrende kærlighed til hinanden. Som Jesus sagde tidligere, vil denne kærlighed være deres kendetegn: “Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle forstå at I er mine disciple.” – Johannes 13:35.

Apostlene skal lægge mærke til at Jesus kalder dem “venner”. Han fortæller dem hvorfor de er det: “Jeg har kaldt jer venner, for jeg har fortalt jer alt hvad jeg har hørt fra min Far.” Hvilket dyrebart venskab – at have Jesus som sin nære ven og vide hvad Faren har fortalt ham! Men for at bevare dette forhold må de “blive ved med at bære frugt”. Hvis de gør det, vil ‘Faren give dem hvad som helst de beder ham om i Jesus’ navn’. – Johannes 15:15, 16.

Den kærlighed der er mellem hans disciple, “grenene”, vil hjælpe dem til at klare det der vil komme. Han advarer dem om at verden vil hade dem, men trøster dem også med ordene: “Når verden hader jer, ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af jer som sine egne. Men I er ikke en del af verden ... Derfor hader verden jer.” – Johannes 15:18, 19.

Jesus uddyber hvorfor verden vil hade dem: “De vil gøre alt det mod jer på grund af mit navn, for de kender ikke Ham som har sendt mig.” Jesus siger at hans mirakuløse gerninger på en måde dømmer dem der hader ham: “Hvis jeg ikke havde gjort de gerninger blandt dem som ingen anden har gjort, ville de ikke have haft nogen synd, men nu har de set mig og hadet både mig og min Far.” Faktisk er deres had en opfyldelse af nogle profetier. – Johannes 15:21, 24, 25; Salme 35:19; 69:4.

Igen lover Jesus at sende hjælperen, den hellige ånd. Denne magtfulde kraft er til rådighed for alle der følger ham, og kan hjælpe dem til at bære frugt, at “vidne”. – Johannes 15:27.

Jesus og apostlene skal til at forlade rummet ovenpå hvor de har holdt påske. Jesus har givet dem vejledning om mange vigtige ting og tilføjer nu: “Jeg har fortalt jer de ting for at I ikke skal snuble.” Hvorfor er den advarsel på sin plads? Han siger til dem: “Man vil udelukke jer af synagogen. Ja, den tid kommer hvor enhver der dræber jer, vil mene at han har udført en hellig tjeneste for Gud.” – Johannes 16:1, 2.

Det må være skræmmende nyheder for apostlene. Jesus havde tidligere sagt at verden ville hade dem, men han havde ikke fortalt dem direkte at de også kunne blive dræbt. Hvorfor ikke? “De ting fortalte jeg jer ikke om i begyndelsen fordi jeg jo var hos jer,” siger han. (Johannes 16:4) Nu advarer han dem inden han forlader dem. Det kan hjælpe dem til at undgå at snuble senere.

Jesus fortsætter: “Nu går jeg til ham der har sendt mig. Alligevel er der ingen af jer der spørger mig: ‘Hvor går du hen?’” Tidligere på aftenen havde de spurgt ham hvor han ville gå hen. (Johannes 13:36; 14:5; 16:5) Men det han nu har sagt om forfølgelse, har chokeret dem, og de er opslugt af deres egen sorg. Derfor stiller de ikke flere spørgsmål om den herlighed der venter ham, eller hvad det vil betyde for sande tilbedere. Jesus bemærker: “Fordi jeg har fortalt jer de ting, er jeres hjerte fyldt med bedrøvelse.” – Johannes 16:6.

Så forklarer Jesus: “Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen ikke komme til jer, men når jeg går, vil jeg sende ham til jer.” (Johannes 16:7) Kun ved at Jesus dør og får en opstandelse, kan hans disciple få den hellige ånd, som han kan sende som en hjælper til sit folk uanset hvor på jorden de befinder sig.

Den hellige ånd vil “give verden overbevisende vidnesbyrd om synd og om retfærdighed og om dom”. (Johannes 16:8) Ja, det vil blive tydeligt at verden ikke tror på Guds Søn. Jesus’ opstandelse til himlen vil være et klart bevis på hans retfærdighed og vil vise hvorfor Satan, “denne verdens hersker”, fortjener at få en hård dom. – Johannes 16:11.

“Jeg har stadig meget at sige til jer,” fortsætter Jesus, “men I kan ikke rumme det lige nu.” Når han udgyder den hellige ånd, vil den hjælpe dem til at forstå “hele sandheden”, og de vil være i stand til at leve efter den sandhed. – Johannes 16:12, 13.

Apostlene undrer sig over det Jesus nu siger: “Om kort tid ser I mig ikke mere, og igen om kort tid skal I se mig.” De spørger hinanden om hvad det mon er han mener. Jesus er klar over at de gerne vil spørge ham om det, så han forklarer: “Jeg siger jer som sandt er: I skal græde og klage, men verden vil glæde sig. I vil sørge, men jeres sorg vil blive vendt til glæde.” (Johannes 16:16, 20) Da Jesus bliver dræbt den følgende eftermiddag, glæder de religiøse ledere sig over det, men disciplene sørger. Deres sorg bliver imidlertid vendt til glæde da Jesus bliver oprejst! Og de oplever også stor glæde da han udgyder Guds hellige ånd over dem.

Jesus sammenligner den situation apostlene befinder sig i, med en kvinde der har stærke smerter under en fødsel: “Når en kvinde føder, har hun smerter fordi hendes time er kommet, men når hun har født barnet, husker hun ikke længere smerten af glæde over at et menneske er kommet til verden.” Jesus opmuntrer sine apostle med ordene: “Det gælder også jer – nu sørger I, men jeg skal se jer igen, og jeres hjerte vil glæde sig, og ingen vil tage glæden fra jer.” – Johannes 16:21, 22.

Indtil nu har apostlene aldrig bedt i Jesus’ navn. Nu siger han: “Den dag vil I bede til Faren i mit navn.” Er det fordi Faren er uvillig til at besvare deres bønner? Nej, for Jesus siger: “Faren selv holder nemlig af jer fordi I har holdt af mig ... som repræsentant for Gud.” – Johannes 16:26, 27.

Det er sikkert Jesus’ opmuntrende ord der får apostlene til at udbryde: “Derfor tror vi på at du er kommet fra Gud.” Inden længe vil denne tro blive sat på prøve. Jesus beskriver hvad der snart vil ske: “Den tid kommer, ja, den er kommet, hvor hver eneste af jer vil løbe hjem til sig selv og efterlade mig alene.” Men han giver dem denne forsikring: “Jeg har fortalt jer de ting så I kan have fred ved hjælp af mig. I verden vil I få trængsler, men vær modige! Jeg har besejret verden.” (Johannes 16:30-33) Jesus lader dem ikke i stikken. Han er sikker på at de kan besejre verden, ligesom han har gjort, ved trofast at gøre Guds vilje på trods af at Satan og hans verden forsøger at få dem til at bryde deres integritet.

Jesus elsker sine apostle meget højt og har derfor forberedt dem på at han snart skal forlade dem. Han ser nu op mod himlen og henvender sig til sin Far i bøn: “Ophøj din søn så din søn kan ophøje dig. For du har givet ham myndighed over alle mennesker så han kan give evigt liv til alle dem som du har givet ham.” – Johannes 17:1, 2.

Det er tydeligt at Jesus anerkender at det vigtigste er at ophøje Gud. Men Jesus kommer også med et opmuntrende fremtidshåb – evigt liv! Han har fået “myndighed over alle mennesker” og kan derfor lade hele menneskeheden få gavn af sin løsesum. Det er dog ikke alle der vil få evigt liv. Hvorfor ikke? Fordi Jesus kun vil lade løsesummen gælde dem der lever op til det han nu siger: “For at få evigt liv må de lære dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har sendt, Jesus Kristus.” – Johannes 17:3.

Man må lære både Faren og Sønnen godt at kende og få et nært forhold til dem. Man må have samme syn på tingene som de har. Derudover må man forsøge at efterligne deres fantastiske egenskaber i sit forhold til andre. Og man må forstå at det er vigtigere at Gud bliver ophøjet, end at mennesker får evigt liv. Jesus vender nu tilbage til det emne:

“Jeg har ophøjet dig på jorden ved at fuldføre den opgave du har givet mig. Så ophøj mig nu ved din side, Far, med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.” (Johannes 17:4, 5) Ja, Jesus beder om at blive ophøjet til himmelsk herlighed ved at blive oprejst fra de døde.

Jesus har dog ikke glemt hvad han har udrettet i sin tjeneste. Han beder: “Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har overholdt dit ord.” (Johannes 17:6) Jesus gjorde mere end at bruge Guds navn, Jehova, i sin tjeneste. Han hjalp sine apostle til at lære Jehova og hans egenskaber at kende og den kærlige måde han tager sig af mennesker på.

Apostlene har lært Jehova at kende og fået at vide hvad hans Søns rolle er. Jesus har undervist dem i mange ting, men han siger ydmygt: “Jeg har fortalt dem det du har fortalt mig, og de har accepteret det og er blevet helt klar over at jeg er kommet som repræsentant for dig, og de har fået tro på at du har sendt mig.” – Johannes 17:8.

Jesus viser nu at der er forskel på hans disciple og mennesker generelt: “Jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig, for de er dine ... Hellige Far, våg over dem for dit navns skyld, det navn du har givet mig, så de kan være ét ligesom vi er ét. ... Jeg har beskyttet dem, og ingen af dem er gået tabt, undtagen den ene der skulle gå tabt,” nemlig Judas Iskariot, der er i færd med at forråde Jesus. – Johannes 17:9-12.

“Verden har hadet dem,” siger Jesus videre i sin bøn. “Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.” (Johannes 17:14-16) Apostlene og andre disciple lever i verden, det menneskesamfund der styres af Satan, men de bliver nødt til at holde sig adskilt fra den og dens ondskab. Hvordan?

De må forblive hellige, sat til side til at tjene Gud, ved at leve efter de sandheder der står i De Hebraiske Skrifter, og de sandheder Jesus har lært dem. Jesus beder: “Gør dem hellige ved hjælp af sandheden. Dit ord er sandhed.” (Johannes 17:17) Senere vil nogle af apostlene skrive bøger der er inspireret af Gud, og som også vil blive en del af “sandheden” der kan gøre en hellig.

Andre vil med tiden acceptere “sandheden”. Jesus beder derfor: “Det er ikke kun dem [de 11 apostle] jeg beder for, men også dem som gennem deres ord får tro på mig.” Hvad beder Jesus om på deres vegne? “At de alle må være ét, ligesom du, Far, er nært forbundet med mig og jeg med dig, for at de også må være nært forbundet med os.” (Johannes 17:20, 21) Jesus og hans Far er ikke den samme person. De er ét på den måde at de er enige på alle områder. Jesus ønsker at hans disciple også skal være forenede.

Kort forinden havde Jesus fortalt Peter og de andre apostle at han gik hen for at gøre en plads klar til dem, altså en plads i himlen. (Johannes 14:2, 3) Jesus vender nu tilbage til det emne i sin bøn: “Far, med hensyn til dem du har givet mig, ønsker jeg at de skal være hvor jeg er, for at de kan se min herlighed, som du har givet mig fordi du elskede mig før verden blev grundlagt.” (Johannes 17:24) Han bekræfter dermed at Gud for længe siden – inden Adam og Eva fik børn – elskede sin enestefødte Søn, der blev Jesus Kristus.

Jesus slutter sin bøn med igen at lægge vægt på både sin Fars navn og den kærlighed Gud har til apostlene og andre der accepterer “sandheden”. Han siger: “Jeg har gjort dit navn kendt for dem, og jeg vil gøre det kendt, for at den kærlighed du har vist mig, kan være i dem og jeg kan være nært forbundet med dem.” – Johannes 17:26.