Mange trossamfund hævder at de fejrer denne højtid blandt deres øvrige højtider — men de fleste fejrer den anderledes end Jesus påbød. Den mest bemærkelsesværdige afvigelse ses formentlig i spørgsmålet om hvor ofte denne højtid skal fejres. Nogle trossamfund fejrer den en gang om måneden, andre fejrer den ugentligt eller tilmed dagligt.

Eftersom påsken blev fejret én gang årligt, må dette logisk set også gælde mindehøjtiden. Påskedagen — den dag Jesus døde — faldt altid på den 14. dag i den jødiske måned nisan. Jesu død bør derfor mindes én gang om året, på den dag der svarer til den 14. nisan. I 1994 begynder denne dag lørdag den 26. marts efter solnedgang. Hvordan kan det da være at kristenhedens trossamfund ikke højtideligholder netop denne dag? Et kort historisk tilbageblik vil besvare dette spørgsmål.

Apostolsk praksis under angreb

Der er ingen tvivl om at de der i det første århundrede fulgte Jesu apostles ledelse, fejrede Herrens aftensmåltid nøjagtig som han selv havde påbudt. I det andet århundrede begyndte nogle imidlertid at fejre mindehøjtiden på et andet tidspunkt, nemlig på den første dag i ugen (nu kaldet søndag) i stedet for på den dag der svarede til den 14. nisan. Hvorfor ændrede man fremgangsmåde?

Jøderne regnede dagen fra omkring klokken seks om aftenen til samme tid dagen efter. Jesus døde den 14. nisan år 33 e.v.t., en dag som varede fra torsdag aften til fredag aften. Han blev oprejst på den tredje dag, tidligt søndag morgen. Nogle ønskede at mindet om Jesu død skulle fejres på en bestemt ugedag hvert år, i stedet for på den dag der ville svare til den 14. nisan. Endvidere betragtede man den dag Jesus blev oprejst som vigtigere end hans dødsdag. Derfor valgte man søndagen som mindedag.

Jesus påbød imidlertid sine disciple at de skulle mindes hans død, ikke hans opstandelse. Og eftersom den jødiske påske ikke falder på samme ugedag hvert år — ifølge den gregorianske kalender som vi benytter — må dette også gælde mindehøjtiden. Mange holdt derfor fast ved den oprindelige ordning og fejrede Herrens aftensmåltid hvert år på den dag der svarede til den 14. nisan. Med tiden blev disse kaldt quartodecimanere, hvilket betyder „tilhængere af den 14.“

Nogle lærde har erkendt at disse „tilhængere af den 14.“ fulgte det oprindelige apostolske mønster. En historiker har sagt: „Med hensyn til den dag de fejrede pascha [Herrens aftensmåltid], var de quartodecimanske menigheder i Asien helt på linje med menigheden i Jerusalem. Når disse menigheder i det 2. århundrede fejrede pascha den 14. nisan, var det for at mindes den genløsning der blev udvirket ved Jesu død.“ — Studia Patristica, bind V, 1962, side 8.

Uenigheden vokser

Mens mange i Lilleasien fulgte den apostolske praksis, besluttede man i Rom at fejre denne højtid om søndagen. Omkring år 155 aflagde Polykarp fra Smyrna et besøg i Rom, som repræsentant for de asiatiske menigheder, for at drøfte dette og andre spørgsmål. Desværre nåede man ikke til enighed i denne sag.

Irenæus fra Lyon skriver i et brev: „Ligesom Anicetus [fra Rom] ikke kunne tale Polykarp fra at fejre højtiden sådan som han altid havde fejret den sammen med Johannes, vor Herres discipel, og de andre apostle han havde forbindelse med, formåede Polykarp heller ikke at overtale Anicetus til at holde den — for [Anicetus] sagde at han [på sin side] måtte holde sig til det mønster de ældste før ham havde fastlagt.“ (Eusebius, 5. bog, kapitel 24) Læg mærke til at Polykarp angiveligt støttede sig til apostlenes autoritet, mens Anicetus henviste til den tradition som de ældste i Rom havde fastlagt før ham.

Denne strid skærpedes yderligere hen imod slutningen af det andet århundrede. Omkring år 190 blev en vis Victor valgt som biskop i Rom, og dermed til pave. Han mente at Herrens aftensmåltid skulle holdes om søndagen og søgte at få så mange andre kirkeledere som muligt til at støtte ham i dette. Han lagde også pres på menighederne i Asien for at få dem til at ændre fremgangsmåde og fejre højtiden om søndagen.

Polykrates fra Efesus ville dog ikke give efter for dette pres, og skrev på vegne af de troende i Lilleasien: „Vi fejrer denne dag uden at foretage uautoriserede ændringer, idet vi hverken føjer noget til eller trækker noget fra.“ Derefter opregner han flere autoriteter, deriblandt apostelen Johannes. „I overensstemmelse med evangeliet fejrede disse, alle som én, pascha den fjortende dag, uden afvigelser,“ fortsætter Polykrates og tilføjer: „Jeg for min del, brødre . . . bliver ikke skræmt af trusler. For de der er større end jeg har sagt: ’Vi må adlyde Gud mere end mennesker.’“ — Eusebius, 5. bog, kapitel 24.

Dette svar vakte Victors mishag. Ifølge et historisk værk „ekskommunikerede [han] alle de asiatiske menigheder og udsendte rundskrivelser til de menigheder der var af samme opfattelse som han, med påbud om ikke at holde nadver sammen med dem. . . . Denne overilede og forvovne handling faldt imidlertid alle forstandige og oprigtige mænd fra hans eget parti for brystet. Flere skrev til ham og opfordrede ham i utvetydige vendinger . . . til at bevare kærligheden, enheden og freden.“ — Joseph Bingham: Antiquities of the Christian Church, 20. bog, 5. kapitel.

Frafaldet gøres til en institution

Til trods for sådanne protester blev de kristne i Lilleasien mere og mere isolerede i spørgsmålet om hvornår man skulle fejre Herrens aftensmåltid. Forskelle var begyndt at gøre sig gældende rundt omkring. Nogle højtideligholdt hele perioden fra den 14. nisan til den følgende søndag. Andre holdt højtid meget oftere — hver søndag.

I 314 søgte man på koncilet i Arles at gennemtvinge det romerske mønster og at undertrykke enhver afvigelse. Men de tilbageværende quartodecimanere holdt stand. I 325 indkaldte den hedenske kejser Konstantin en økumenisk synode i Nikæa, for at bilægge denne og andre stridigheder som splittede dem der inden for hans kejserrige bekendte sig som kristne. Denne synode udsendte et dekret der påbød alle menighederne i Lilleasien at følge det romerske mønster.

Det er interessant at betragte et af hovedargumenterne for at man skulle ophøre med at fejre mindet om Kristi død på den dato som den jødiske kalender foreskrev. Bogen A History of the Christian Councils af K. J. Hefele oplyser: „Man erklærede at det især var uværdigt i forbindelse med denne den helligste af alle højtider, at følge den skik (den tidsregning) som jøderne fulgte, de som havde besmittet sig med den frygteligste af alle forbrydelser og hvis tankegang var forblindet.“ (Bind 1, side 322) At forholde sig sådan blev betragtet som „en ’ydmygende underkastelse’ i forhold til synagogen, der var til irritation for kirken,“ siger J. Juster ifølge et citat i Studia Patristica, bind IV, 1961, side 412.

Dette var åbenlys antisemitisme! De der fejrede mindet om Jesu død på selve årsdagen for hans død, blev betragtet som judaister. Man glemte fuldstændigt at Jesus selv var jøde og at han havde givet denne dag en særlig betydning ved at ofre sit liv for menneskehedens skyld. Fra da af blev quartodecimanerne forfulgt som kættere og skismatikere. Koncilet i Antiochia i 341 dekreterede at de skulle ekskommunikeres. Ikke desto mindre fandtes der i år 400 stadig mange quartodecimanere, og et mindretal holdt stand længe efter.

Kristenheden har lige siden undladt at følge den forskrift som Jesus gav påbud om. Professor William Bright indrømmer: „Da en bestemt dag, langfredag, blev helliget mindet om Kristi lidelseshistorie, var det for sent at indskrænke dagens betydning til kun at omfatte de associationer til påsken som Skt. Paulus knyttede sammen med denne offerdød. Disse [associationer] blev uden videre forbundet med selve opstandelseshøjtiden, og en sammenblanding af begreberne vandt indpas i det rituelle sprogbrug i den græske og latinske kristendom.“ — The Age of the Fathers, bind 1, side 102.