Døden er et ubehageligt emne. Mange vil helst ikke tale om det. Men før eller siden bliver vi alle konfronteret med døden. Og dødens brod kan volde dyb smerte.

Intet kan forberede os helt på tabet af en mor, en far, en ægtefælle eller et barn. En tragedie kan komme som et lyn fra en klar himmel eller strække sig over længere tid. Hvordan det end forholder sig, kan vi ikke undgå dødens smerte, og tanken om at døden skulle være menneskets endeligt, kan være fortvivlende.

Antonio, der mistede sin far ved en færdselsulykke, fortæller: „Man føler det som om nogen har forseglet ens hus og fjernet nøglerne. Man kan ikke vende hjem, ikke engang et kort øjeblik. Der er kun minderne tilbage. Det er den nye virkelighed. Og selvom man prøver at benægte det der er sket — fordi det føles så uretfærdigt — er der intet man kan stille op.“

Da Dorothy i en alder af 47 mistede sin mand, besluttede hun at finde svar på nogle af de spørgsmål hun havde angående døden. Som søndagsskolelærer mente hun ikke at døden var afslutningen på alt. Men hun havde nogle ubesvarede spørgsmål. Hun spurgte sin anglikanske præst: „Hvad sker der når vi dør?“ Dertil svarede han: „Det er der ingen der rigtig ved. Vi må bare vente og se.“

Er det sandt at vi bare må „vente og se“? Kan vi på nogen måde finde ud af om døden virkelig er afslutningen på det hele?

Døden er en grusom fjende som vi af al magt forsøger at bekæmpe. Når vi mister en vi holder af, er vi måske tilbøjelige til at benægte at det er sket. Og hvis man er ung og frisk, tror man måske ikke at man nogen sinde bliver indhentet af denne fjende — en illusion vi klamrer os til så længe som muligt.

Kun få var så optaget af udødelighed som de gamle faraoner. De brugte en stor del af deres liv — og tusinder af arbejderes liv — i et forsøg på at besejre døden. De pyramider de byggede, vidner om deres søgen efter udødelighed — men også om at de ikke opnåede den.

Kinesiske kejsere drømte også om udødelighed, men de forsøgte at opnå den ad anden vej, nemlig ved at søge efter den mytiske livseliksir. Kejser Qin Shi Huangdi krævede at hans alkymister fandt en magisk drik som kunne holde døden fra døren. Men mange af de drikke de bryggede, indeholdt giftigt kviksølv, og det var sandsynligvis en sådan drik der slog ham ihjel.

Den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León besejlede i det 16. århundrede e.v.t. Det Caribiske Hav i en søgen efter ungdommens kilde. Han opdagede Florida, USA, men døde få år efter under en træfning med de indfødte. Og man har aldrig fundet en ungdommens kilde.

Faraoner, kejsere og den omtalte spanske opdagelsesrejsende søgte alle at vinde over døden. Og hvem af os har ikke forståelse for hvorfor de gjorde det, selvom vi ikke synes om de metoder de brugte? Inderst inde ønsker de fleste af os at blive ved med at leve.

KAN DØDEN BESEJRES?

Hvorfor har vi så svært ved at acceptere døden? Det forklarer Bibelen. Om Skaberen, Jehova Gud,a siger den: „Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres [menneskenes] hjerte.“ (Prædikeren 3:11, da. aut. 1931) Vi vil gerne nyde livet på denne smukke jord for evigt, ikke kun i omkring 80 år. (Salme 90:10) Det er noget der ligger dybt i vores hjerte.

Hvorfor har Gud lagt „evigheden“ i vores hjerte? Bare for at gøre os frustrerede? Det er utænkeligt. Gud lover os tværtimod at døden vil blive besejret. Dette løfte og hans løfte om evigt liv nævnes mange gange i Bibelen. — Se rammen „Sejren over døden“.

Jesus sagde tydeligt: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Kampen mod døden er altså ikke håbløs. Jesus bekræfter imidlertid at det kun er Gud der kan vinde denne kamp for os.

Betania var en lille by der lå tre kilometer fra Jerusalem. (Johannes 11:18) Nogle få uger inden Jesus døde, skete der noget meget sørgeligt der. Lazarus, en af Jesu nære venner, blev pludselig alvorligt syg og døde.

Da Jesus hørte om det, sagde han til sine disciple at Lazarus sov, og at han ville vække ham. (Johannes 11:11) Men Jesu disciple forstod ikke hvad han mente, så han sagde rent ud til dem: „Lazarus er død.“ — Johannes 11:14.

Fire dage efter begravelsen kom Jesus til Betania og trøstede Marta, en af den afdødes søstre. Marta sagde: „Hvis du havde været her, var min broder ikke død.“ (Johannes 11:17, 21) „Jeg er opstandelsen og livet,“ sagde Jesus. „Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Johannes 11:25.

For at vise at dette ikke var et tomt løfte, gik Jesus hen til graven og råbte: „Lazarus, kom ud!“ (Johannes 11:43) Og til de omkringståendes store undren kom den døde mand ud.

Jesus havde tidligere oprejst mindst to personer. En af dem var en lille pige, nemlig Jairus’ datter. Lige inden han oprejste hende, beskrev han også hendes tilstand som en søvn. — Lukas 8:52.

Læg mærke til at Jesus i forbindelse med både Lazarus og Jairus’ datter sammenlignede døden med søvn. Det er en god sammenligning. Hvorfor? Fordi søvn er en tilstand uden bevidsthed og giver tanken om hvile fra smerte og lidelse. (Prædikeren 9:5; se rammen „Døden er som en dyb søvn“). Jesu første disciple forstod klart hvilken tilstand de døde befandt sig i. „For Jesu disciple var døden en søvn og graven et hvilested ... for dem der var døde i tro,“ siges der i opslagsværket Encyclopedia of Religion and Ethics.

Det trøster os at vide at de døde sover i graven og ikke lider. Derved fjernes mystikken omkring døden, og vi behøver ikke at være bange for den.

’HVIS EN MAND DØR, KAN HAN SÅ LEVE IGEN?’

Selvom vi sætter pris på en god nats søvn, er der næppe nogen af os der ønsker at sove for evigt. Er der noget håb om at de der sover i graven, vil vende tilbage til livet, ligesom Lazarus og Jairus’ datter?

Patriarken Job stillede netop det spørgsmål da han følte at han ikke havde langt igen. Han spurgte: ’Hvis en mand dør, kan han så leve igen?’ — Job 14:14.

Henvendt til den almægtige Gud besvarede Job sit eget spørgsmål med ordene: „Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:15) Job var sikker på at Jehova så frem til den dag da han ville oprejse sin trofaste tjener. Var det blot ønsketænkning fra Jobs side? Absolut ikke.

At Jesus kunne oprejse mennesker fra de døde, beviste klart at Gud havde givet ham magt over døden. Faktisk siger Bibelen at Jesus nu har ’dødens nøgler’. (Åbenbaringen 1:18) Ligesom Jesus havde myndighed til at oprejse Lazarus, vil han i fremtiden have myndighed til at oprejse mange andre mennesker.

Bibelen gentager opstandelsesløftet adskillige gange. En engel gav profeten Daniel denne forsikring: „Du skal hvile, men stå op til din lod ved dagenes ende.“ (Daniel 12:13) Jesus sagde til saddukæerne, nogle jødiske ledere som ikke troede på opstandelsen: „I tager fejl fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft.“ (Mattæus 22:23, 29) Og apostlen Paulus sagde: „Jeg har håb til Gud ... at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.

HVORNÅR VIL DE DØDE OPSTÅ?

Hvornår vil denne opstandelse af de retfærdige og de uretfærdige finde sted? Englen sagde til den retfærdige Daniel at han ville opstå „ved dagenes ende“. Marta troede på at hendes bror, Lazarus, ville „opstå i opstandelsen på den yderste dag“. — Johannes 11:24.

Bibelen forbinder denne „yderste dag“ med Kristi riges styre. Paulus skrev: „For han [Kristus] må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:25, 26) Det er en stærk grund til at vi bør bede om at Guds rige må komme, og at Guds vilje må ske på jorden.a

Som Job godt vidste, er det Guds vilje at oprejse de døde. Når den tid kommer, vil døden blive tilintetgjort. Da vil ingen længere spørge: ’Er døden afslutningen på alt?’