„Ikke skulle gøres fuldkomne uden os“. Efter at have nævnt en række trofaste mænd og kvinder i førkristen tid fra Abel og fremefter siger apostelen at ingen af disse „erfarede . . . opfyldelsen af løftet, da Gud havde forudset noget bedre for os, for at de ikke skulle gøres fuldkomne uden os“. (He 11:39, 40) De der omtales som „os“, er tydeligvis de salvede kristne (He 1:2; 2:1-4), „som har andel i den himmelske kaldelse“ (He 3:1), og for hvem Kristus har „indviet . . . en ny og levende vej“ ind til det hellige sted i Guds nærhed i himmelen. (He 10:19, 20) Den himmelske kaldelse indbefatter dét at tjene som Guds og Kristi præster i himmelen under Kristi tusindårige styre. De får også „magt til at dømme“. (Åb 20:4-6) Det himmelske liv og de dermed forbundne privilegier som de kaldede modtager, må derfor være det „bedre“ som Gud har forudset for de salvede kristne. (He 11:40) Deres åbenbarelse, når de skrider til handling fra himmelen for sammen med Kristus at fjerne denne onde tingenes ordning, vil imidlertid medføre udfrielse fra trældom under fordærv for dem af skabningen der rækker ud efter „Guds børns herlige frihed“. (Ro 8:19-22) Hebræerne 11:35 viser at trofaste førkristne vidner bevarede deres uangribelighed under lidelse „for at de kunne opnå en bedre opstandelse“, øjensynlig bedre end den som de „døde“ der omtales i begyndelsen af verset, fik, idet disse blev oprejst, men døde igen. (Jf. 1Kg 17:17-23; 2Kg 4:17-20, 32-37.) Når det om de trofaste førkristne vidner siges at de „gøres fuldkomne“, må det derfor sigte til deres opstandelse og genrejsning til liv, og til at de bliver „frigjort fra trældom under fordærv“ ved Jesu Kristi ypperstepræstelige virke og hans underpræsters tjeneste i tusindårsriget.

At Guds vilje indbefatter fuldkommenhed på det jordiske plan, fremgår af Åbenbaringen 5:9, 10. Det siges her at mennesker der er ’købt til Gud’ (jf. Åb 14:1, 3), vil blive gjort „til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden“. Under Lovpagten hørte det til præsternes pligter ikke blot at repræsentere mennesker over for Gud når de frembar deres ofre, men også at værne om nationens fysiske sundhed, idet de forrettede tjeneste ved renselsen af dem der havde besmittet sig, og bedømte om en person var blevet helbredt for spedalskhed. (3Mo 13-15) Desuden skulle præsterne medvirke til at forbedre og bevare folkets åndelige og mentale sundhed. (5Mo 17:8-13; Mal 2:7) Eftersom Loven indeholdt „en skygge af kommende goder“, må man forvente at det himmelske præsteskab under Kristus Jesus vil udføre et lignende arbejde under hans tusindårige styre. — He 10:1; Åb 20:4-6.