„Gaver i form af mennesker“ der har omsorg for Jehovas får

„Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i form af mennesker.“ — EFESERNE 4:8.

1. Hvad skrev en kristen søster om de ældste i sin menighed?

„TAK for jeres store omsorg for os. Jeres smil, jeres varme og jeres interesse er helt igennem ægte. I er altid parate til at låne os øre og vise os nogle opmuntrende ord fra Bibelen. Det er min bøn at jeg aldrig må tage jer for givet.“ Sådan skrev en kristen søster til de ældste i sin menighed. De omsorgsfulde kristne hyrders kærlighed havde tydeligvis gjort et dybt indtryk på hende. — 1 Peter 5:2, 3.

2, 3. (a) Hvordan tager medfølende ældste sig af Jehovas får, ifølge Esajas 32:1, 2? (b) Hvad er en forudsætning for at en ældste kan regnes for en gave?

² Jehova har sat ældste til at tage sig af hans får. (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Disse får er dyrebare i hans øjne. Han købte dem med Jesu værdifulde blod. Det behager derfor Jehova når menighedens ældste behandler hans hjord skånsomt. (Apostelgerninger 20:28, 29) Læg mærke til følgende profetiske beskrivelse af disse ældste eller „fyrster“: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ (Esajas 32:1, 2) Ja, de skal beskytte, styrke og trøste hans får. Ældste der er medfølende hyrder for hjorden, bestræber sig derfor på at leve op til det Gud forventer af dem.

³ Sådanne ældste omtales i Bibelen som „gaver i form af mennesker“. (Efeserne 4:8) Man forbinder gaver med noget der dækker et behov eller gør modtageren glad. En ældste kan regnes for en gave når han anvender sine evner til gavn for hjorden og bidrager til dens velbefindende. Hvordan kan han gøre det? Det svarer Paulus på i Efeserbrevet 4:7-16, hvor han fremhæver Jehovas kærlige omsorg for sine får.

„Gaver i form af mennesker“ — hvorfra?

4. Hvordan ’steg Jehova op til det høje’ som en opfyldelse af Salme 68:18, og hvem blev „gaver i form af mennesker“?

⁴ Betegnelsen „gaver i form af mennesker“ citerede Paulus fra kong David, der havde sagt om Jehova: „Du er steget op til det høje; du har bortført fanger; du har taget gaver i form af mennesker.“ (Salme 68:18) Da israelitterne havde boet i det forjættede land i en årrække, steg Jehova i overført betydning op på Zions Bjerg og gjorde Jerusalem til hovedstad i Davids kongedømme. Men hvem var de omtalte „gaver i form af mennesker“? Det var dem der var blevet taget til fange under erobringen af landet. Nogle af dem blev siden sat til at hjælpe levitterne med arbejdet ved tabernaklet. — Ezra 8:20.

5. (a) Hvordan viser Paulus at Salme 68:18 opfyldes i den kristne menighed? (b) Hvordan ’steg Jesus op til det høje’?

⁵ I sit brev til efeserne viser Paulus at salmistens ord får en større opfyldelse i den kristne menighed. Med en omskrivning af Salme 68:18 skriver Paulus: „Nu blev der givet hver enkelt af os ufortjent godhed i overensstemmelse med hvordan Messias udmålte den frie gave. Derfor siger han: ’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i form af mennesker.’“ (Efeserne 4:7, 8) Paulus mønter salmens ord på Jesus som den der repræsenterede Gud. Jesus ’besejrede verden’ ved at forblive trofast. (Johannes 16:33) Da Gud oprejste ham fra de døde, sejrede han desuden over døden og Satan. (Apostelgerninger 2:24; Hebræerne 2:14) I år 33 steg den opstandne Jesus op „højt over alle himlene“, højere end alle andre himmelske skabninger. (Efeserne 4:9, 10; Filipperne 2:9-11) Som sejrherre tog Jesus „fanger“ blandt fjenden. Hvordan?

6. Hvordan ’plyndrede’ den opstandne Jesus fra og med pinsedagen år 33 Satans hus, og hvad gjorde han med ’fangerne’?

⁶ På jorden viste Jesus sin magt over Satan ved at udfri mennesker der var i dæmonernes greb. Jesus trængte så at sige ind i Satans hus, bandt ham og tog hans ejendele. (Mattæus 12:22-29) Tænk blot hvilken ’plyndring’ Jesus så kunne foretage da han var blevet oprejst og havde fået overdraget „al myndighed i himmelen og på jorden“. (Mattæus 28:18) Fra og med pinsedagen år 33 begyndte den opstandne Jesus på Guds vegne at „plyndre“ Satans hus ved at ’bortføre fanger’, mennesker der længe havde befundet sig i trældom under synden og døden og været underlagt Satans herredømme. Disse „fanger“ blev villigt „Kristi trælle, der gør Guds vilje af en hel sjæl“. (Efeserne 6:6) Jesus fravristede så at sige Satan ’fangerne’ og gav dem på Jehovas vegne til menigheden som „gaver i form af mennesker“. Det er ikke svært at forestille sig Satans hjælpeløse raseri da Jesus „bortførte“ dem lige for øjnene af ham!

7. (a) Hvilke opgaver i menighederne varetager de der er „gaver i form af mennesker“? (b) Hvad har Jehova givet alle ældste mulighed for?

⁷ Findes der sådanne „gaver i form af mennesker“ blandt nutidens kristne? Ja. De tjener som ældste der slider i det som ’evangelieforkyndere, hyrder og lærere’ i Guds folks mere end 87.000 menigheder jorden over. (Efeserne 4:11) Satan så gerne at de behandlede hjorden dårligt. Men det er ikke i den hensigt at Gud gennem Kristus har givet dem til menigheden. Jehova har givet menigheden disse mænd for at den skal trives, og de skal stå ham til regnskab for de får der er betroet i deres varetægt. (Hebræerne 13:17) Hvis du tjener som ældste, har Jehova givet dig en enestående mulighed for at vise at du er en gave til dine brødre. Det kan du gøre ved at røgte dit ansvar på fire vigtige områder.

Når nogen skal ’bringes i den rette tilstand’

8. På hvilken måde trænger vi alle nu og da til at blive ’bragt i den rette tilstand’?

⁸ Først siger Paulus at disse „gaver i form af mennesker“ er givet „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand“. (Efeserne 4:12) Det græske navneord der her oversættes med „at bringe . . . i den rette tilstand“, kan også oversættes med „at bringe i orden igen“. Som ufuldkomne mennesker har vi alle fra tid til anden brug for at blive ’bragt i den rette tilstand’ ved at få afpasset vores tankegang, holdninger og adfærd til Guds tænkemåde og vilje. Jehova har kærligt givet „gaver i form af mennesker“ som kan hjælpe os til at gøre de nødvendige forandringer. Hvordan gør de det?

9. Hvordan kan en ældste hjælpe en der har begået et fejltrin?

⁹ Det kan ske at en ældste må hjælpe en i menigheden der har syndet og måske ’uforvarende har begået et eller andet fejltrin’. Hvordan skal han gribe det an? Han skal „prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd,“ står der i Galaterbrevet 6:1. Når en ældste giver vejledning, vil han derfor ikke skælde ud eller bruge hårde ord. Vejledning skal opmuntre, ikke „skræmme“. (2 Korinther 10:9; jævnfør Job 33:7.) Overtræderen er måske i forvejen skamfuld, og en kærlig hyrde vil undgå at gøre ham modløs. Velbegrundet vejledning eller retledning givet i kærlighed vil sandsynligvis bringe overtræderens tankegang og adfærd i den rette tilstand. — 2 Timoteus 4:2.

10. Hvad indbefatter det at bringe andre i den rette tilstand?

¹⁰ Da Jehova gav „gaver i form af mennesker“ for at bringe sine tjenere i den rette tilstand, var det hans mening at de ældste skulle give hans folk ny styrke og sætte et eksempel der var værd at efterligne. (1 Korinther 16:17, 18; Filipperne 3:17) At bringe andre i den rette tilstand består ikke kun i at korrigere en forkert adfærd, men også i at hjælpe de trofaste til at holde den rette kurs.a Tilværelsen i dag er så problemfyldt at man let kan miste modet, og mange behøver opmuntring for at holde ud. Nogle har brug for kærlig hjælp til at justere deres holdning så de får Guds syn på sagen. For eksempel er der nogle trofaste kristne som kæmper med følelser af utilstrækkelighed og mindreværd. Sådanne „modfaldne sjæle“ mener måske at Jehova aldrig vil kunne holde af dem, og at han aldrig vil kunne godkende deres tjeneste selv om de gør deres yderste. (1 Thessaloniker 5:14) Men det er ikke sådan Gud ser på sine tjenere.

11. Hvad kan ældste gøre for at hjælpe dem der kæmper med følelser af mindreværd?

¹¹ Hvad kan de ældste gøre for sådanne? De kan kærligt vise dem skriftsteder hvoraf det fremgår at Jehova har omsorg for hver enkelt af sine tjenere, og gøre dem forståeligt at disse skriftsteder gælder dem personligt. (Lukas 12:6, 7, 24) De kan hjælpe dem til at indse at når Jehova har ’draget’ dem for at de skulle tjene ham, er det fordi han tillægger dem værdi. (Johannes 6:44) Man kan forsikre dem om at de ikke er de eneste der føler sådan, og at det samme gjaldt mange af Jehovas trofaste tjenere i fortiden. Profeten Elias var ved en lejlighed så nedtrykt at han ønskede sig død. (1 Kongebog 19:1-4) Nogle salvede kristne i det første århundrede følte at deres hjerte ’fordømte’ dem. (1 Johannes 3:20) Det er en trøst at vide at trofaste bibelske personer havde „de samme svagheder som vi“. (Jakob 5:17) Man kan også gennemgå opmuntrende artikler i Vagttårnet og Vågn op! med de mismodige. Ældstes kærlige forsøg på igen at gøre dem fortrøstningsfulde vil blive bemærket af Gud, der har givet de ældste som „gaver i form af mennesker“. — Hebræerne 6:10.

Til „opbyggelse“ af hjorden

12. Hvad ligger der i udtrykket „opbyggelse af Messias’ legeme“, og hvad er forudsætningen for at opbygge hjorden?

¹² For det andet er disse „gaver i form af mennesker“ også givet med henblik på „opbyggelse af Messias’ legeme“. (Efeserne 4:12) Paulus benytter her et udtryk der leder tanken hen på et byggearbejde. „Messias’ legeme“ består af mennesker, menigheden af salvede kristne. (1 Korinther 12:27; Efeserne 5:23, 29, 30) Ældste skal hjælpe deres brødre til at vokse sig åndeligt stærke. Deres opgave i forbindelse med hjorden er ’at bygge op og ikke at rive ned’. (2 Korinther 10:8) Det forudsætter at de er kærlige, for „kærligheden opbygger“. — 1 Korinther 8:1.

13. Hvad vil det sige at have empati, og hvorfor er det vigtigt at ældste viser denne egenskab?

¹³ Én facet af den kærlighed hvormed de ældste opbygger hjorden, er empati. At nære empati vil sige at man medfølende sætter sig i andres sted, at man forsøger at forstå hvordan de tænker og føler, og tager deres personlige begrænsninger i betragtning. (1 Peter 3:8) Hvorfor er det så vigtigt at de ældste har empati? Først og fremmest fordi Jehova, der giver „gaver i form af mennesker“, er en medfølende Gud. Når hans tjenere lider, føler han med dem. (2 Mosebog 3:7; Esajas 63:9) Han tager hensyn til deres begrænsninger. (Salme 103:14) Hvordan kan de ældste da vise empati?

14. Hvordan kan ældste vise empati?

¹⁴ Når en mismodig opsøger dem, lytter de og viser at de har forståelse for vedkommendes følelser. De prøver at leve sig ind i hans eller hendes baggrund, personlighed og omstændigheder. Når de ældste giver opbyggende bibelsk hjælp, er det let at tage imod den fordi den kommer fra forstående hyrder der nærer omsorg for dem. (Ordsprogene 16:23) Empati får desuden de ældste til at tage hensyn til andres begrænsninger og deres følelser i den forbindelse. For eksempel kunne ældre eller syge brødre og søstre have dårlig samvittighed over at de ikke kan udrette mere i tjenesten for Gud. Andre har måske brug for tilskyndelser til at forbedre og øge deres tjeneste. (Hebræerne 5:12; 6:1) Empati får ældste til at „finde ord der lyder godt“ og som er opbyggende. (Prædikeren 12:10) Når Jehovas får bliver opbygget og motiveret, vil deres kærlighed til Gud anspore dem til at gøre alt hvad de kan, i tjenesten for ham.

Mænd der fremmer enheden

15. Hvad ligger der i udtrykket „enheden i troen“?

¹⁵ Et tredje formål med at give menigheden „gaver i form af mennesker“ er at ’vi alle skal nå frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn’. (Efeserne 4:13) Udtrykket „enheden i troen“ sigter ikke blot til enheden i den fælles tro, men også til enheden blandt de troende. Altså er det også for at fremme denne enhed blandt sine tjenere at Gud har givet os „gaver i form af mennesker“. Hvordan kan de ældste fremme enheden?

16. Hvorfor er det vigtigt at ældste bevarer enheden i ældsterådet?

¹⁶ Først og fremmest må de bevare enheden i ældsterådet. Splid blandt hyrderne medfører let at fårene bliver forsømt, da dyrebar tid som kunne være brugt på hjorden, risikerer at blive spildt på langtrukne møder og diskussioner om bagateller. (1 Timoteus 2:8) Ældste kan have vidt forskellige personligheder og ser naturligvis ikke ens på alting. Og enhed udelukker ikke at man har forskellige meninger og giver udtryk for dem på en ligevægtig måde under en åbenhjertig drøftelse. Ældste bevarer enheden ved at lytte respektfuldt til hinanden uden at have taget stilling på forhånd. Så længe de bibelske principper ikke tilsidesættes, bør hver enkelt være villig til at bøje sig for ældsterådets endelige beslutning og støtte den. Ved at være imødekommende viser de ældste at de lader sig lede af „visdommen ovenfra“, som er „fredsstiftende, rimelig“. — Jakob 3:17, 18.

17. Hvordan kan ældste medvirke til at bevare menighedens enhed?

¹⁷ Ældste er også opmærksomme på at fremme enheden i menigheden. Hvis freden trues fordi nogen løber med sladder, tillægger andre dårlige motiver, er stridbare eller på andre måder volder splittelse, vil de ældste straks give passende vejledning. (Filipperne 2:2, 3) De ældste konstaterer måske at nogle er overdrevent kritiske eller har travlt med andres sager. (1 Timoteus 5:13; 1 Peter 4:15) De ældste vil forsøge at få sådanne til at indse at deres adfærd strider imod det vi har lært af Gud, og at „enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde“. (Galaterne 6:5, 7; 1 Thessaloniker 4:9-12) De ældste vil ved hjælp af Bibelen vise at Jehova overlader mange afgørelser til den enkeltes samvittighed, og at ingen af os bør dømme andre i sådanne anliggender. (Mattæus 7:1, 2; Jakob 4:10-12) Hvis de der hører til menigheden, skal tjene sammen i enhed, må der råde tillid og gensidig respekt. Ved at give bibelsk vejledning efter behov hjælper de ældste os til at bevare freden og enheden. — Romerne 14:19.

Hjorden må beskyttes

18, 19. (a) Hvad beskytter de der er „gaver i form af mennesker“, os imod? (b) Hvilke andre farer skal ’fårene’ beskyttes imod, og hvordan gør de ældste det?

¹⁸ For det fjerde giver Jehova „gaver i form af mennesker“ for at beskytte os mod at blive revet med „af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved deres list i at udtænke vildfarelse“. (Efeserne 4:14) Det græske ord der er gengivet med „kneb“, menes at stamme fra et grundord der betyder „at snyde i terningspil“ eller „at være dygtig til at manipulere terninger“. Minder det ikke om de frafaldnes metoder? Med letkøbte argumenter manipulerer de med Bibelens ord i et forsøg på at lokke sande kristne bort fra troen. Ældste må være på vagt over for sådanne „undertrykkende ulve“. — Apostelgerninger 20:29, 30.

¹⁹ Jehovas får skal også beskyttes mod andre farer. Fårehyrden David beskyttede frygtløst sin fars hjord mod rovdyr. (1 Samuel 17:34-36) Også i dag kan der opstå situationer hvor omsorgsfulde kristne hyrder modigt må beskytte Jehovas „får“, især de mere værgeløse, mod nogen der forsøger at mishandle eller undertrykke dem. Ældste vil uden tøven befri menigheden for enhver der med overlæg benytter sig af list, bedrag eller intriger og bevidst begår noget der er ondt i Guds øjne.b — 1 Korinther 5:9-13; jævnfør Salme 101:7.

20. Hvorfor er det betryggende at vide at de der er „gaver i form af mennesker“, har omsorg for os?

²⁰ Vi har al grund til at være taknemmelige for de „gaver i form af mennesker“ vi har fået. Det er betryggende for os at mærke deres kærlige omsorg, der kommer til udtryk ved at de hensynsfuldt bringer os i den rette tilstand, kærligt opbygger os, fremmer enheden og modigt beskytter os. Men hvordan bør disse „gaver i form af mennesker“ betragte deres ansvar i menigheden? Og hvordan kan vi vise at vi værdsætter dem? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

Sæt pris på dem der er „gaver i form af mennesker“

’Agt på dem som slider i det iblandt jer, og vis dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde.’ — 1 THESSALONIKER 5:12, 13.

1. Hvordan virker det ifølge Apostelgerninger 20:35 når man giver gaver? Belys med et eksempel.

„DER er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Kan du huske sidste gang du fik bekræftet at disse ord af Jesus er sande? Det skete måske da du forærede en du holder meget af, en gave. Du havde måske udsøgt gaven med omhu fordi du ville give noget som vedkommende ville sætte pris på. Det er dejligt at se modtagerens ansigt stråle af glæde. At give med det rette motiv er et udtryk for kærlighed, og denne kærlighed medfører lykke.

2, 3. (a) Hvorfor kan ingen være lykkeligere end Jehova, og hvorfor glædes hans hjerte over de „gaver i form af mennesker“ han har givet? (b) Hvad ønsker vi ikke at gøre med Guds gaver?

² Hvem kan da være lykkeligere end Jehova, giveren af „enhver god gave“? (Jakob 1:17; 1 Timoteus 1:11) Alle hans gaver er givet i kærlighed. (1 Johannes 4:8) Det gælder ikke mindst de „gaver i form af mennesker“ som Gud gennem Kristus har givet menigheden. (Efeserne 4:8) Ordningen med ældste der tager sig af hjorden, er et udtryk for Guds dybe kærlighed til sit folk. Disse mænd er omhyggeligt udvalgt efter bibelske kriterier. (1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9) De er sig bevidst at de skal „behandle hjorden skånsomt“, så hjorden har grund til at være taknemmelig for sine kærlige hyrder. (Apostelgerninger 20:29; Salme 100:3) Det glæder Jehovas hjerte at se at hans hjord nærer denne taknemmelighed. — Ordsprogene 27:11.

³ Vi ønsker ikke at kaste vrag på Guds gaver eller at være utaknemmelige. Det vil derfor være på sin plads at stille følgende to spørgsmål: Hvordan bør de ældste betragte deres opgave i menigheden? Og hvordan kan hjorden som et hele vise påskønnelse af disse „gaver i form af mennesker“?

’Vi er jeres medarbejdere’

4, 5. (a) Hvad sammenligner Paulus menigheden med, og hvilke lighedspunkter er der? (b) Hvad lærer Paulus’ sammenligning os om hvordan vi bør betragte og behandle hinanden?

⁴ Jehova har overdraget de ældste han har givet som „gaver i form af mennesker“, en vis myndighed i menigheden. De ældste ønsker naturligvis ikke at misbruge deres myndighed, men de ved at det let kan ske for ufuldkomne mennesker. Hvordan bør de da betragte sig selv i forhold til resten af hjorden? Det belyser apostelen Paulus. Efter at have begrundet hvorfor Gud har givet „gaver i form af mennesker,“ skriver han: „Lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus. Det er ud fra ham at hele legemet, ved at være harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde gennem hvert medvirkende led i overensstemmelse med den virksomhed som hvert enkelt medlem efter sit mål udfolder, bidrager til legemets vækst, så det opbygger sig selv i kærlighed.“ (Efeserne 4:15, 16) Paulus sammenligner altså menigheden, inklusive de ældste, med et legeme. Som vi skal se, er der flere lighedspunkter.

⁵ Et legeme er sammensat af mange forskellige dele, men har kun ét hoved. Men ingen del, ikke den mindste muskel, nerve eller åre, er overflødig. Hver del er værdifuld og bidrager til at hele legemet er sundt og godt. På samme måde består menigheden af mange forskellige personer, men alle — både børnene, de voksne, de raske og de syge — kan hver især bidrage til hele menighedens åndelige sundhed og velfærd. (1 Korinther 12:14-26) Ingen bør føle sig for ubetydelig til at kunne yde noget væsentligt. Naturligvis er der heller ingen der bør gå til den modsatte yderlighed og føle sig overlegen, for alle, både hyrder og ’får’, er lemmer på legemet, som kun har ét hoved, nemlig Kristus. Det er en tiltalende skildring Paulus giver af den kærlighed, omsorg og respekt vi bør vise hinanden. Erkendelsen af at det forholder sig således, hjælper ældste til at være beskedne og have et ligevægtigt syn på deres plads i menigheden.

6. Hvordan viste Paulus at han trods sin myndighed som apostel var ydmyg?

⁶ Disse „gaver i form af mennesker“ forsøger ikke at herske over deres trosfællers liv eller tro. Paulus havde myndighed som apostel, men skrev ydmygt til korintherne: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for det er ved jeres tro I står.“ (2 Korinther 1:24) Paulus mente ikke at det tilkom ham at bestemme over sine brødres tro og livsførelse. Han anså det faktisk for unødvendigt, for han gav udtryk for at han havde tillid til at de allerede var trofaste mænd og kvinder som befandt sig i Jehovas organisation fordi de gerne ville gøre det rette. Han sagde i virkeligheden om sig selv og sin rejsefælle Timoteus: ’Det er vores opgave at samarbejde med jer om at tjene Gud med glæde.’ (2 Korinther 1:1) Det var et udtryk for ægte ydmyghed.

7. Hvad forstår ydmyge ældste vedrørende deres opgave i menigheden, og hvilken tillid nærer de til deres ’medarbejdere’?

⁷ Nutidens „gaver i form af mennesker“ har ligeledes til opgave at være ’medarbejdere på vores glæde’. Ydmyge ældste forstår at det ikke er dem der skal afgøre hvor meget andre kan yde i tjenesten for Gud. De ved at de kan opmuntre andre til at forøge eller forbedre deres tjeneste, men at tjenesten for Gud bør udspringe af et villigt hjerte. (Jævnfør Andet Korintherbrev 9:7.) De nærer den tillid at glade ’medarbejdere’ vil gøre alt hvad de kan. Derfor ønsker de at hjælpe deres brødre til at ’tjene Jehova med fryd’. — Salme 100:2.

Hjælp alle til at tjene med glæde

8. Nævn nogle måder hvorpå ældste kan hjælpe deres brødre til at tjene Jehova med glæde.

⁸ I ældste, hvordan kan I hjælpe jeres brødre til at tjene med glæde? I kan opmuntre dem med jeres eksempel. (1 Peter 5:3) Lad brødrene se at I er nidkære og glade for tjenesten; det vil motivere andre til at efterligne jer. Giv ros for en helhjertet indsats. (Efeserne 4:29) Venlig og oprigtig ros får brødrene til at føle at de er til nytte og gør gavn, så de ønsker at gøre deres bedste i tjenesten for Gud. Drag ikke ufordelagtige sammenligninger. (Galaterne 6:4) Sådanne sammenligninger virker i regelen mere nedslående end opmuntrende. Man må også huske at Jehovas tjenere er forskellige, og at omstændigheder og evner varierer fra den ene til den anden. Gør som Paulus: Giv udtryk for tillid til jeres brødre. Kærligheden „tror alt“, så det er rigtigt at tro at vore brødre elsker Gud og ønsker at behage ham. (1 Korinther 13:7) Når man viser andre ære, får man det bedste frem i dem. (Romerne 12:10) Vær forvissede om at de fleste med glæde vil gøre alt hvad de formår, i tjenesten for Gud når de bliver opmuntret og styrket til det. — Mattæus 11:28-30.

9. Hvordan vil en ældste se på sine medældste hvis han skal tjene med glæde?

⁹ Hvis de ældste ydmygt betragter sig som ’medarbejdere’, hjælper det dem til selv at tjene med glæde og sætte pris på de særlige gaver som deres medældste har fået. Hver ældste har sine særlige fortrin og evner som han kan berige menigheden med. (1 Peter 4:10) En har måske særlige anlæg for at undervise, mens en anden kan være en dygtig organisator. En tredje er måske ualmindelig let at tale med fordi han er så venlig og forstående. Ingen ældste besidder alle gaver. Er en ældste der for eksempel udmærker sig som lærer, mere værd end andre ældste? Nej. (1 Korinther 4:7) Der er imidlertid ingen grund til at misunde andre deres færdigheder eller føle sig utilstrækkelig når en anden ældste bliver rost for det han udretter. Husk at du selv har evner som Jehova ser hos dig. Han kan hjælpe os hver især til at udvikle disse evner og benytte dem til gavn for vore brødre. — Filipperne 4:13.

’Vær lydige og føjelige’

10. Hvorfor er det på sin plads at vise taknemmelighed for de „gaver i form af mennesker“ Jehova har givet os?

¹⁰ Det er selvsagt på sin plads at sige tak for en gave. „Vis jer taknemmelige,“ står der i Kolossenserbrevet 3:15. Hvordan viser vi da vores taknemmelighed for de kostbare „gaver i form af mennesker“ som Jehova har givet os? Vi er naturligvis først og fremmest taknemmelige mod Jehova, den gavmilde Giver. Men hvordan kan vi vise at vi påskønner dem der er „gaver i form af mennesker“?

11. (a) Hvordan kan vi vise værdsættelse af disse „gaver i form af mennesker“? (b) Hvad ligger der i udtrykkene „vær lydige“ og „vær føjelige“?

¹¹ Vi kan vise vores værdsættelse af disse „gaver i form af mennesker“ ved villigt at følge deres bibelske vejledning og respektere de afgørelser de træffer. Bibelen giver følgende råd: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ (Hebræerne 13:17) Bemærk at vi ikke kun skal være „lydige“, men også „føjelige“, over for dem der fører an. Det græske ord der er gengivet med „vær føjelige“, betyder ordret „giv efter under“. I en kommentar til udtrykkene „vær lydige“ og „vær føjelige“ skriver bibelforskeren R. C. H. Lenski: „Man adlyder når man samtykker i det man bliver bedt om at gøre, og er overbevist om det rigtige og gavnlige i det, hvorimod man giver efter . . . når man har en anden mening.“ Når vi forstår og bifalder en anvisning fra dem der fører an, er det let at adlyde. Men hvordan stiller vi os når vi ikke forstår hvad der ligger til grund for en bestemt afgørelse?

12. Hvorfor bør vi også være føjelige eller ’give efter’ selv om vi ikke helt forstår hvad der ligger til grund for en bestemt afgørelse?

¹² I en sådan situation kan det være nødvendigt at være føjelig, at ’give efter’. Hvorfor? Først og fremmest fordi vi kan stole på at disse åndeligt kvalificerede mænd vil os det bedste. De ved jo at de skal stå Jehova til regnskab for den hjord der er betroet i deres omsorg. (Jakob 3:1) Desuden bør vi huske at vi måske ikke kender alle de fortrolige oplysninger der ligger til grund for deres velovervejede afgørelse. — Ordsprogene 18:13.

13. Hvad kan motivere os til føjeligt at acceptere de afgørelser et dømmende udvalg har truffet?

¹³ Er vi også føjelige når det drejer sig om de afgørelser et dømmende udvalg har truffet? Det kan være svært, især hvis en nær ven eller et familiemedlem bliver udstødt. Også i den situation er det klogt at være føjelig og acceptere den afgørelse der er truffet af de „gaver i form af mennesker“ som Gud har givet os. De er i stand til at se mere objektivt på sagen end vi er, og de kender sikkert omstændighederne bedre end vi gør. Det er ofte med tungt hjerte de beslutter at udstøde, og det er et alvorligt ansvar at ’dømme for Jehova’. (2 Krønikebog 19:6) De viser al den barmhjertighed der er rum for, idet de husker at Gud er „rede til at tilgive.“ (Salme 86:5) Men det påhviler dem også at bevare menigheden ren, og Bibelen påbyder dem at bortvise forhærdede overtrædere. (1 Korinther 5:11-13) I mange tilfælde accepterer overtræderen afgørelsen. Det kan være netop den tugt der skal til for at bringe ham til fornuft. Hvis de som står ham nær, føjeligt tager afgørelsen til indtægt, kan de derved hjælpe ham til at få gavn af tugten. — Hebræerne 12:11.

’Vis dem en ganske særlig opmærksomhed’

14, 15. (a) Hvorfor fortjener de ældste at vi viser dem opmærksomhed, ifølge Første Thessalonikerbrev 5:12, 13? (b) Hvorfor kan det siges at mange ældste ’slider i det iblandt os’?

¹⁴ Vi kan også give udtryk for vores værdsættelse af disse „gaver i form af mennesker“ ved at være betænksomme og vise dem opmærksomhed. I et brev til menigheden i Thessalonika anmodede Paulus de kristne om at ’agte på dem som sled i det iblandt dem og præsiderede iblandt dem i Herren og formanede dem, og . . . vise dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde’. (1 Thessaloniker 5:12, 13) Ser vi ikke netop de opofrende ældste slide i det og uselvisk give af sig selv til gavn for os? Lad os se på hvor stor en byrde disse afholdte brødre bærer.

¹⁵ Mange af dem har kone og børn som de må arbejde hårdt for at forsørge. (1 Timoteus 5:8) Hvis en ældste har børn, har de brug for hans tid og opmærksomhed. Han hjælper dem måske med lektierne og må også sørge for at planlægge en række sunde aktiviteter som kan give dem afløb for noget af deres ungdoms energi. (Prædikeren 3:1, 4) Han prioriterer med rette familiens åndelige behov højt og leder planmæssigt et familiestudium over Bibelen; han arbejder sammen med sin familie i tjenesten og tager den med til de kristne møder. (5 Mosebog 6:4-7; Efeserne 6:4) Lad os ikke glemme at en ældste ikke kun har disse pligter tilfælles med mange af os, men desuden skal forberede indlæg til møderne, aflægge hyrdebesøg, fremme menighedens åndelige trivsel og, om nødvendigt, være med i udvalgssager. Nogle bærer ekstra ansvarsbyrder i forbindelse med kreds- og områdestævner, rigssalsbyggerier og Kontaktudvalg til Hospitaler. Sådanne brødre „slider i det“.

16. Beskriv hvordan vi kan vise de ældste opmærksomhed.

¹⁶ Hvordan kan vi vise dem opmærksomhed? Et ordsprog i Bibelen siger: „Hvor er det godt med et ord i rette tid!“ (Ordsprogene 15:23; 25:11) Vi kan give oprigtigt udtryk for at vi påskønner dem, og derved vise at vi ikke tager deres slid for givet. Vi bør også være rimelige i vore forventninger til dem. På den ene side bør vi føle os fri til at bede dem om hjælp, især hvis vi er alvorligt bekymrede og trænger til opmuntringsord fra Bibelen eller gode råd fra dem der er ’egnede til at undervise’ i Guds ord. (Salme 55:4; 1 Timoteus 3:2) På den anden side må vi huske at en ældste ikke har ubegrænset tid tilovers hvis han ikke skal forsømme sin familie eller andre i menigheden. Vi bør vise disse flittige brødre „medfølelse“ og ikke lægge unødigt beslag på dem. (1 Peter 3:8) Lad os værdsætte den tid og opmærksomhed de med rimelighed kan ofre på os. — Filipperne 4:5.

17, 18. Hvilke ofre bringer mange søstre hvis mænd er ældste, og hvordan kan vi vise at vi ikke underkender disse trofaste søstres afsavn?

¹⁷ Fortjener de søstre hvis mænd er ældste, ikke også vores opmærksomhed? Faktisk deler de jo deres mænd med menigheden og bringer på den måde mange ofre. Fra tid til anden må de ældste bruge aftentimer på menighedsanliggender, tid de ellers kunne have tilbragt sammen med familien. Mange trofaste kristne kvinder bringer beredvilligt sådanne ofre så deres mænd kan tage sig af Jehovas ’får’. — Jævnfør Andet Korintherbrev 12:15.

¹⁸ Hvordan kan vi vise at vi ikke underkender disse trofaste søstres afsavn? Ved ikke at trække urimelige veksler på deres mænd. Lad os heller ikke glemme hvad en påskønnende bemærkning kan udrette. I Ordsprogene 16:24 står der: „Liflige ord er en bikage med honning, søde for sjælen og lægedom for knoglerne.“ Det bekræfter følgende hændelse: Efter et møde ville et ægtepar gerne tale med en ældstebroder om deres teenagesøn. Imens ventede hans kone tålmodigt. Bagefter gik moderen hen til ældstebroderens kone og sagde: „Jeg vil gerne sige dig tak fordi din mand brugte tid på at hjælpe min familie.“ Det glædede ældstebroderens kone at høre denne enkle og betænksomme tak.

19. (a) Hvad lever de ældste som et hele op til? (b) Hvad bør vi alle være besluttede på?

¹⁹ Ordningen med ældste der fører tilsyn med hjorden, er en af Jehovas ’gode gaver’. (Jakob 1:17) Disse brødre er selvfølgelig ikke fuldkomne, men begår fejl ligesom alle andre. (1 Kongebog 8:46) Men som et hele lever menighedernes ældste trofast op til det der var Jehovas hensigt med denne ordning, idet de bringer hjorden i den rette tilstand, opbygger den, fremmer dens enhed og beskytter den. Måtte hver enkelt ældste være besluttet på fortsat at røgte Jehovas får med nænsomhed og derved være en god gave til sine brødre. Og lad os alle være besluttede på at påskønne disse „gaver i form af mennesker“ ved at være lydige og føjelige over for dem og kærligt vise dem opmærksomhed for deres slid. Vi har rigelig grund til at være Jehova taknemmelige fordi han så kærligt har givet os mænd der ser det som deres opgave at hjælpe hjorden til at tjene Gud med glæde.