17-20. (a) Hvilke profetier i De Hebraiske Skrifter taler om tiden for Messias’ fremståen og hans offerdød? (b) Hvorfor måtte Messias dø?

¹⁷ Adskillige profetier i De Hebraiske Skrifter som længe har været accepteret som messianske, blev opfyldt gennem Jesu lidelser og død. Disse profetier forbinder Messias’ død med tilgivelsen af synder. I De Kristne Græske Skrifter omtales den soning som blev opnået ved Messias’ død som et genløsningsoffer eller „en løsesum“. (Mattæus 20:28; Romerne 3:24) Hvilke profetier er der tale om?

¹⁸ Læg mærke til hvad der siges i profetien i Daniel 9:24, 25 (JP): „Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over din hellige by til at fuldbyrde overtrædelsen og gøre en ende på synd, til at tilgive uretfærdighed og hidføre evig retfærdighed . . . indtil en salvet [„Messias“, hebraisk: masjīʹach], en fyrste.“ Man kan ikke undgå at bemærke at skriftstedet forbinder Messias’ (den salvedes) komme med at ’overtrædelsen fuldbyrdes og at der gøres en ende på synd’. I vers 26 siges der endvidere at „efter de toogtres uger skal en salvet [„Messias“, hebraisk: masjīʹach] blive afskåret“, med andre ord slås ihjel. (Se rammen „Hvem var ’den salvede’? Hvornår ville han fremstå?“)

¹⁹ Esajas 52:13 til 53:12 omtaler ligeledes Messias som en der ville blive „afskåret“ eller dræbt som et sonoffer. (Se rammen „Hvem er ’min tjener’“?) Rabbinere i det første århundrede anvendte disse vers om Messias og det samme gjorde Rambam og andre i middelalderen. Versene gør det fuldstændig klart at tilgivelse er knyttet til Messias og hans død.

²⁰ Af ovennævnte grunde forstod mange jøder i det første århundrede at Messias’ død ville indebære at Gud fuldstændig kunne tilgive synder. De vidste at Skrifterne talte om menneskets nedarvede ufuldkommenhed. (Prædikeren 7:20) Man blev dagligt mindet om behovet for ofre der kunne sone synd; det lå i selve Lovpagtens opbygning og natur. De begivenheder der beskrives i beretningerne om Jesu liv fremstiller ham som et fuldkomment menneske hvis død kunne sone menneskehedens synd.f (Mattæus 20:28; Lukas 1:26-38) Da De Kristne Græske Skrifter kastede lys over at de forskellige ofre under Loven var et forbillede på dette sidste og fuldkomne offer, fik man større forståelse af hele Lovens struktur og andre dele af Skrifterne.g — Hebræerne 10:1-10.

[Ramme på side 28]

HVEM ER „MIN TJENER“?

„Se, min tjener . . . ringeagtet, skyet af folk, . . . vi regned ham ikke. Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig. . . . Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld. . . . Vi for alle vild som får . . . men HERREN lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. . . . Endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund. . . . Min retfærdige tjener [skal] retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser. . . . Han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.“ — Esajas 52:13–53:12.

Esajas tegner her et billede af et fuldstændig skyldfrit og rent menneske hvis lidelser og død skaffede soning for hans eget folk, som ikke anerkendte ham.

I dag betragter de fleste jødiske kommentatorer det som en fastslået kendsgerning at profetien henviser til Israels folk som et hele eller til en retfærdig gruppe i folket.

Spørgsmålet er: Har Israels folk, eller en del af det, nogen sinde passet til denne beskrivelse, eller passer den på nogen enkeltperson?

I mere end 800 år efter at Esajas skrev denne profeti (ca. 732 f.v.t.), findes der ingen optegnelser om at nogen jøde eller rabbiner lærte at denne „tjener“ skulle betragtes som en kollektiv person. I hele denne periode havde alle den forståelse at denne profeti henviser til en enkeltperson og at profetien gjaldt Messias.

Læg desuden mærke til hvad der siges i forordet til bogen The Fifty-Third Chapter of Isaiah According to the Jewish Interpreters: „Jødiske udlægninger fra slutningen af den amoræiske periode [op til det sjette århundrede e.v.t.] viser at man ofte, måske endda i de fleste tilfælde, uden videre antog at profetien henviste til Messias, og det er selvfølgelig også sådan targumerne noget senere fortolker den.“ — Redigeret af H. M. Orlinsky, 1969, side 17.

Hvad kunne være motivet til at afvise og nyfortolke den mest naturlige forklaring af dette skriftsted, at det henviser til en enkeltperson, nemlig Messias? Var det ikke ganske enkelt for at undgå at denne profeti på nogen måde blev knyttet sammen med Jesus, den jøde i det første århundrede der i alle detaljer passede på beskrivelsen?