Hvorfor jeg ikke længere tror at jeg skal i himmelen

— FORTALT AF YURIKO ETO

SOM japansk metodist var jeg helt overbevist om at der ikke fandtes nogen større lykke end at komme i himmelen. Det ville blive helt uforligneligt at befinde sig ved Guds side og være sammen med Herren Jesus Kristus for evigt. Men hvad var grunden til at jeg havde denne oprigtige længsel efter at komme i himmelen? Og hvorfor opgav jeg denne tanke? Lad mig fortælle jer min livshistorie.

I århundreder var shintoismen og buddhismen de eneste religioner der var tilladt i mit land, Japan. Jeg blev født i 1911, blot 22 år efter at landet havde fået religionsfrihed. Min familie var blevet metodister. Min fader var handelsmand, og min moder var datter af en præst. Min moders oprigtige og ærlige tro på Bibelen blev til velsignelse for mig. Jeg husker især at min moders veninde, en skolelærerinde ved en kirkelig skole for piger, ofte besøgte os. Hun talte altid om Bibelen, og jeg elskede at lytte til hende. Men ved slutningen af samtalerne sagde hun altid: „Er det ikke trist at Bibelen endnu ikke er blevet lukket op og forstået.“ Det bekymrede mig altid. Eftersom Gud havde foranstaltet at mennesker nedskrev Bibelen, var det da ikke også meningen at den skulle forstås af mennesker?

Når jeg kom hjem fra skole vidste jeg ikke noget bedre end at sætte mig i en god stol og læse i Bibelen, mens jeg drømte om himmelen. Det der især betog mig var at Kristus måske ville komme for at møde os i min levetid. Jesus Kristus sammenlignede sig selv med en brudgom og advarede os om at fem ud af de ti jomfruer ville sove dybt og derfor ikke møde brudgommen og komme i himmelen! Hver dag bad jeg om at Herren Jesus måtte komme og tage os til sig, og om at Kristi andet komme ikke måtte blive glemt. I mit hjerte huskede jeg det skriftsted der siger: „Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.“ Jeg håbede, og jeg ventede. Faktisk levede jeg som om intet i denne verden angik mig. — Mattæus 25:1-12; 5:8, da. aut.

I 1933 blev jeg gift, og eftersom jeg altid fik drejet vore samtaler ind på himmelen, plejede min mand at le ad mig og sige: „Du hører til i himmelen, men jeg hører til i denne verden.“ Min mands fader var imidlertid en ivrig bibellæser og sagde ofte: „Nu er det næsten 2000 år siden at Herren Jesus Kristus kom til jorden, så vi må formode at Kristi andet komme er nær.“ Det brændte mere og mere i mit hjerte.

Så brød den anden verdenskrig ud, og i krigens sidste år døde min mand. På det tidspunkt mente jeg at hvis der fandtes et helvede måtte det være denne verden. Da krigen var forbi flyttede jeg adskillige gange med mine fire børn (den yngste var syv måneder gammel), for Tokyo var stadig ét kaos. Jeg kunne ikke klare at der gik en søndag uden at jeg var i kirke, så hver gang vi flyttede gik jeg i den kirke der lå nærmest vort hjem. Det betød ikke noget hvilken kirke det var, eftersom jeg mente at der kun var én Gud og én Bibel. Jeg brød mig ikke om den tanke at man skulle holde sig til én bestemt retning.

Min søgen efter Guds organisation

Da jeg så forskellene mellem sekterne begyndte jeg efterhånden at spekulere på hvordan Gud selv betragtede dem. Jeg kom til den konklusion at Gud bedre end nogen anden ved at der findes fejl inden for de mange forskellige trossamfund. På samme måde som når en lærer giver en elev eksamenskarakterer, troede jeg at Gud ville give den organisation der havde den bedste forståelse af Bibelen de bedste karakterer. Det begyndte at gå op for mig at jeg måtte finde den organisation der i Guds øjne var den rette. Mattæus 7:9 slog da ned i mig. Der står: „Hvem er den mand iblandt jer som, når hans søn beder om brød, rækker ham en sten?“ Da jeg søgte efter det sande „brød“, satte jeg min lid til dette skriftsted og bad derfor indtrængende hver dag: „Led mig til den organisation der har den rigtige forståelse af Bibelen.“ Et år efter at jeg var begyndt at bede denne bøn, flyttede jeg til Yokohama. Det var her jeg havde en interessant samtale.

Når som helst jeg traf folk der sagde at de gik i kirke, spurgte jeg dem ligeud: „Jeg kunne godt lide at vide om du kender nogen der har en detaljeret forståelse af Bibelen?“ En dag mødte jeg et medlem af en kirke i en nærliggende by og stillede hende det samme spørgsmål. Indtil da havde jeg aldrig fået noget positivt svar, men hun sagde med overbevisning: „Ja, jeg kender en. Den anden dag havde jeg besøg af en kvindelig missionær. Jeg inviterede hende indenfor, og hun slog øjeblikkelig op i Bibelen og forklarede det ene efter det andet. Inden hun gik nævnte hun at hun bor på toppen af den bakke hvor du også bor.“ Jeg forlod hendes hus, begejstret over hvad jeg havde hørt. Allerede den næste dag besøgte jeg Jehovas Vidners missionærhjem.

Et kritisk punkt

Langt om længe kunne jeg påbegynde et indgående studium af Bibelen. Der gik omkring en måned før bomben sprang! Den missionær der studerede med mig, Jean Hyde (nu Nisbet) smilede til mig og sagde: „Engang i fremtiden vil du sandsynligvis komme til at leve her på jorden og ikke i himmelen.“ Jeg var rystet. Det føltes som om jeg var blevet skubbet ud af himmelen. Jeg blev virkelig vred. „Det er første gang jeg har mødt en missionær der taler så uforskammet som du,“ sagde jeg harmdirrende. „Jeg har set frem til at du skulle lære mig om Bibelen, men nu har jeg slet ikke lyst mere, og det er en skam. Men eftersom jeg leder efter den sande organisation, og nu da jeg har tegnet abonnement på Vagttårnet og også har bogen ’Gud Maa Være Sanddru’, vil jeg omhyggeligt studere for mig selv. Hvis jeg bliver overbevist om at dette er sandheden vil jeg bøje mig for det du siger og igen komme og bede om din hjælp.“

Jean blev ikke vred. Hun sendte mig et stort smil og sagde: „Sørg for under alle omstændigheder at undersøge sandheden.“ Derefter gik hun. Fra tid til anden kiggede hun indenfor og spurgte venligt: „Husker du nu at studere?“ Jeg havde studeret i håb om at denne organisation var Guds svar på mine bønner, men nu var jeg fuldstændig i vildrede med hvad jeg skulle tro. Jeg havde aldrig før hørt om at nogle skulle i himmelen og at andre skulle leve evigt på jorden.

Nu undersøgte jeg flittigt Vagttårnsselskabets publikationer hver dag. Da der var gået et stykke tid fik jeg besøg af en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, Adrian Thompson. Jeg spurgte med det samme lidt stædigt: „Selv om der engang i fremtiden vil være to skarer, en himmelsk og en jordisk skare, vil det så ikke være Gud der bestemmer hvor vi skal være? Ville det ikke være formasteligt af mennesker at bestemme det?“ „Afgjort!“ svarede han. „Det er Gud der bestemmer.“ Selv om jeg ikke forstod alle detaljer gjorde dette mig mere rolig. Jeg tænkte derfor ved mig selv: „Så er det altså ikke helt udelukket at jeg kommer i himmelen.“ Derefter bad jeg til Gud og fortsatte med at studere for mig selv.

I 1954 overværede jeg højtiden til minde om Kristi død. Taleren var Lloyd Barry. I sit foredrag sagde han at de der var med i „pagten“ var de eneste der skulle spise af brødet og drikke af vinen. Efter mindehøjtiden havde jeg mange spørgsmål, så jeg spadserede hele vejen hjem sammen med en nidkær forkynder, Shizue Seki. Hun viste mig stor omsorg og tog sig tid til at opmuntre mig til ikke at give op blot fordi der var et punkt jeg havde svært ved at forstå. I stedet skulle jeg forvisse mig om hvorvidt de andre lærepunkter var baseret på Bibelen.

En dag efter at børnene var taget i skole var jeg ved at rydde op, fordi jeg skulle have gæster, og jeg bad stille for mig selv: „Jeg vil igen studere med Jehovas vidner.“ Da jeg lukkede øjnene op blev jeg forbløffet. Dér kom, ikke de gæster jeg ventede, men tre japanske Jehovas vidner. Jeg fortalte dem overrasket hvad jeg netop havde bedt om. Fumiko Seki sprang i vejret af lutter begejstring og klappede i hænderne mens hun jublede: „Skønt! Skønt!“ Inden længe påbegyndte en anden missionær, Sonny Dearn, sammen med Fumiko, der hjalp med oversættelsen, et studium som jeg havde stor glæde af. Denne gang var også to af mine børn med til studiet. Sonny blev imidlertid sendt til et andet distrikt. Leon Pettitt, der også var udlænding, overtog studiet. Vi overdængede ham altid med en mængde spørgsmål. Men han viste os roligt nogle skriftsteder for at vi selv kunne nå frem til den rette konklusion og gøre fremskridt i kundskaben ud fra Bibelen.

Jeg lærer om hensigten med himmelsk liv

I modsætning til mine egne forhåbninger, lærte jeg at hensigten med at skulle i himmelen tjener et større formål end blot det at nogle kan befinde sig ved den herlige Guds side og være sammen med Herren Jesus for evigt. Efterhånden som jeg blev fortrolig med visse sandheder accepterede jeg dem beredvilligt.

For det første ville det overhovedet ikke have været nødvendigt for noget menneske at komme i himmelen hvis ikke det første menneske Adam havde syndet. Der var nemlig allerede inden verden blev skabt, tusinder og atter tusinder af engle i himmelen. — Job 38:4-7; Daniel 7:9, 10.

For det andet lærte jeg ud fra Lukas 12:32 at det kun er en lille skare, i Bibelen kaldet en „lille hjord“, der skal i himmelen. Jesus sagde: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ Og hvilken hensigt dette skulle tjene er beskrevet i Åbenbaringen 20:6, hvor der siges at „de skal . . . herske som konger sammen med [Kristus] i de tusind år“. Og i Åbenbaringen 5:10 hedder det at „de skal herske som konger over jorden“.

Jeg lærte også betydningen af fadervor. Jesus bad: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Mattæus 6:10, da. aut.) Da jeg forstod at dette henviste til en himmelsk regering bestående af mennesker der er oprejst fra jorden for at regere sammen med kongen Kristus, blev jeg betaget af Guds visdom. Jeg var overbevist om at det netop var dét mennesker havde brug for: en enestående, ny regering der vil befri menneskeheden fra de lidelser, den sorg og det pres som Satan har påført den. Jeg kunne ikke lade være med at prise Jehova for dette.

Da jeg senere lærte at det antal der skal i himmelen er begrænset til 144.000, var det ikke svært for mig at se det rimelige i dette. (Åbenbaringen 14:1, 3) Selv antallet af medlemmer af en jordisk regering er jo begrænset. Jeg blev klar over at der findes visse vigtige opgaver som de der skal i himmelen vil tage sig af. Deres arbejde inden for Guds kærlige ordning omfatter det at gøre alle dem der lever på jorden lykkelige, og genoprette de paradisiske tilstande på denne jord.

Dette overvældede mig med en sådan værdsættelse at jeg hellere end gerne opgav tanken om at komme i himmelen. Nu har jeg et stærkt håb om at komme til at leve i et paradis på jorden. Det er helt klart at Gud har åbnet for forståelsen af Bibelen ved hjælp af sin organisation. Jeg havde søgt efter sandheden, og jeg må takke Jehova fordi han har hjulpet mig til at finde den organisation han godkender.

En frugtbærende og glad tjeneste

Jeg blev døbt i oktober 1954. Siden 1955 har to af mine børn været heltidsforkyndere af Riget sammen med mig. Min søn Keijiro har tjent som rejsende tilsynsmand i syv år. Nu er han velsignet med to børn, og han og hans hustru arbejder nidkært som heltidsforkyndere (pionerer). Som specialpioner har jeg været med til at oprette menigheder af Jehovas Vidner i seks byer.a Jeg har også haft den glæde i flere år at forkynde sammen med min ældste datter, Hiroko, på øen Hachijō, der ligger 300 kilometer fra Tokyo, ude i Stillehavet.

Efter at jeg fandt tilfredshed i håbet om en vidunderlig fremtid på jorden, har min indstilling til jorden ændret sig meget. På øen Hachijō var vi omgivet af usædvanlig smukke blomster som vi kunne beundre når vi gik fra hus til hus og talte med folk i deres smukke haver. En dag mødte vi en ældre kvinde der gik og passede sine blomster. Vi roste blomsterne, men hun sagde beklagende: „Jeg er ikke bange for at dø, men tanken om at skulle skilles fra disse blomster når jeg skal til en anden verden gør mig ked af det.“ Jeg forklarede hende at hvis hun døde ville hun blive oprejst under Guds riges styre til liv på en paradisisk jord hvor man ville kunne nyde blomsterne for evigt. Hendes øjne strålede, og der blev aftalt et bibelstudium.

Jeg følte mig også tiltrukket af øboernes enkle livsform. De viser stor ærbødighed for deres forfædre ved at ære dem. Når nogen dør overværer alle i samfundet høfligt begravelsen. Hvor ville jeg ønske at disse folk ville komme til at kende Jehova, livets Fader, og forstå at han er den Gud der vil give deres forfædre livet igen når jorden bliver omdannet til et paradis. Jeg vil gerne at de skal forstå at der er stor forskel på det at respektere sine forfædre og det at tilbede dem. Vi bør kun tilbede livets Giver, Jehova. Som Jesus sagde: „Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:23, 24.

Det distrikt jeg nu virker i, er det syvende jeg har fået tildelt som heltidsforkynder. Jeg takker Jehova mens jeg fortsætter med at fortælle andre om hensigten med Jehovas himmelske rigsregering, og de vidunderlige velsignelser som den vil bringe dem der vil få det enestående privilegium at leve evigt på jorden. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

Yuriko Eto lærer andre om Bibelens løfte om et jordisk paradis