Diamantfeberen tager sin begyndelse

Til at begynde med gravede man efter diamanter langs Oranjefloden og Vaal River. I 1870 hørte man imidlertid at der var gjort imponerende fund på farme længere inde i landet mellem de to floder. Flodgraverne satte derfor kursen mod Adrian van Wyks farm. Han og hans naboer var uvidende om at deres jord var beliggende på udslukte vulkaner. Diamanterne blev opdaget i såkaldt blue ground, grønligblå kimberlit, i gamle kraterrør.

Der blev hurtigt opført interimistiske landsbyer; først bestående af telte og efterfølgende af blikskure. Uden tilstrækkeligt med vand og infrastruktur var disse landsbyer mildt sagt meget spartanske. De nyankomne måtte affinde sig med støvskyer, fluesværme, varme sommerdage, hvor temperaturen nåede op på over 40 graders varme, og vinternætter under frysepunktet. De udholdt alle disse ubehageligheder i håb om at skabe sig en stor formue.

Hvad skete der med Adrian van Wyk efter den store tilstrømning af diamantgravere på hans grund? Til at begynde med gav han dem lov til at grave i et stykke jord mod et lille, månedligt honorar. Men efterhånden som invasionen af gravere øgedes, blev det svært for Adrian van Wyk at bevare overblikket. Da et mineselskab tilbød ham over 22.000 kroner for hans jord, tog han glad imod tilbuddet, underskrev papirerne og rejste derfra for at finde mere fredelige omgivelser.

Ikke langt fra Adrian van Wyks gård lå en anden, ejet af to brødre med efternavnet De Beer. Deres navn blev brugt ved indregistreringen af De Beers Consolidated Mines, et sydafrikansk mineselskab, der stadig er verdens førende inden for diamantproduktion. Byen Kimberley omfatter det område hvor disse beskedne gårde engang lå. Der var stor aktivitet på brødrene De Beers gård. Man gravede et hul så dybt og bredt at det blev kaldt Big Hole, (det store hul).

Inden disse første diamantfund blev gjort i Sydafrika, havde man allerede udvundet diamanter i Indien og Brasilien. Men man havde ikke kunnet finde nok til at tilfredsstille efterspørgselen på verdensmarkedet. Med opdagelsen af store mængder af diamanter i Sydafrika havde nutidens diamantindustri set sin begyndelse.

[Ramme/illustrationer på side 16, 17]

PREMIERMINEN

I 1903 begyndte man at udvinde diamanter i en mine omkring 30 kilometer øst for Pretoria i Sydafrika. Den fik passende navnet Premierminen (den første mine). To år senere, da bruddet var blevet 10 meter dybt, fik en arbejder øje på noget skinnende på klippevæggen. Driftslederen kravlede forsigtigt ned og skar det skinnede objekt ud med sin lommekniv. I sin hånd holdt han den største rå diamant der nogen sinde er brudt; den var på størrelse med en knyttet hånd. Denne massive diamant der vejede 3106 karat, fik navn efter minens opdager, Thomas Cullinan. Ved kløvningen fik man ni store stykker og 96 mindre. Et af de store stykker, Cullinan I, eller Star of Africa, er den største kløvede diamant i verden. Den sidder i det kongelige scepter i de britiske kronjuveler, som vist på denne side. Nu et århundrede senere lever Premierminen stadig op til sit navn ved at levere mange, store diamanter af høj kvalitet.

[Illustrationer]

Det britiske kongelige scepter

Den rå Cullinandiamant, på størrelse med en knyttet hånd

[Ramme/illustration på side 18]

DET STORE HUL VED KIMBERLEY

I den fireårige periode fra 1869 til 1873 voksede befolkningstallet omkring den nutidige by Kimberley fra en håndfuld landmænd til omkring 50.000 indbyggere. Mange af dem var på jagt efter rigdom og kom fra alle verdenshjørner. Tusinder gik den lange vej fra havnen i Cape Town, 1000 kilometer fra Kimberley. Med hakker og skovle forvandlede de en bakke til det største hul der nogen sinde er gravet med håndkraft. Da man endelig holdt op med at grave, havde krateret en dybde på 240 meter. Den underjordiske minedrift fortsatte ned til en dybde af 1097 meter. Da al minedrift i 1914 ophørte på dette sted, var der ifølge Standard Encyclopaedia of Southern Africa blevet fjernet „25 millioner tons jord“. Samme værk siger at der heraf blev udvundet tre tons diamanter til en værdi af mere end 520.000.000 kroner.

[Illustrationer på side 18, 19]

Det store hul i 1875. Hundreder af dem der havde andel i minen, brugte disse reb når de sænkede arbejdere ned i hullet og hejsede diamantholdig grus op