Bibelens principper er rimelige

Det er en personlig afgørelse om kristne forældre vil forhandle om en brudekøbesum eller ej. Hvis de vælger at gøre det, bør sådanne forhandlinger føres i overensstemmelse med Bibelens principper. „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge,“ siger Guds ord. (Hebræerne 13:5) Hvis dette princip ikke præger ægteskabsforhandlingerne, vil det måske afsløre at en kristen far ikke er et godt eksempel. Mænd der har ansvarsposter i den kristne menighed, skal være rimelige; de må ikke være pengekære eller „begærlige efter uærlig vinding“. (1 Timoteus 3:3, 8) En kristen der begærligt afkræver nogen en høj brudekøbesum og ikke vil ændre sind, kan blive udstødt af menigheden. — 1 Korinther 5:11, 13; 6:9, 10.

Hvem er ansvarlig for forhandlingerne?

I nogle kulturer kan den måde hvorpå man forhandler om brudekøbesummen, kollidere med et andet vigtigt princip. Ifølge Bibelen har faderen ansvar for det der foregår i hans husstand. (1 Korinther 11:3; Kolossenserne 3:18, 20) De der har ansvarsposter i menigheden, skal derfor være mænd ’som på en god måde præsiderer iblandt deres børn og i deres egen husstand’. — 1 Timoteus 3:12.

I nogle samfund er det almindeligt at vigtige ægteskabsforhandlinger overlades til familiefaderens slægtninge. Og disse slægtninge gør krav på en del af brudekøbesummen. Det kan sætte en kristen familie på en prøve. Nogle familiefædre har tilladt ikketroende slægtninge at forlange en høj brudekøbesum under påskud af at det er skik og brug. Det har nogle gange resulteret i at en kristen pige er blevet gift med en ikketroende i strid med formaningen om at kristne kun skal gifte sig „i Herren“. (1 Korinther 7:39) En familiefar der tillader ikketroende slægtninge at træffe beslutninger som får en nedbrydende virkning på hans børns åndelighed, kan ikke betragtes som en der „præsiderer i sin egen husstand på en god måde“. — 1 Timoteus 3:4.