-
Hvorfor være interesseret i mirakler?Vagttårnet – 2012 | 1. august
-
-
Hvorfor være interesseret i mirakler?
„Mirakelfortællingerne udgør pr. definition en krænkelse af de videnskabelige principper.“ — RICHARD DAWKINS, TIDLIGERE PROFESSOR I POPULÆRVIDENSKAB.
„At tro på mirakler er helt igennem rationelt. I stedet for at være en belastning for troen er de et vidnesbyrd om Guds kærlighed til, og stadige engagement i, skaberværket.“ — ROBERT A. LARMER, PROFESSOR I FILOSOFI.
„TROR du på mirakler?“ Som ovennævnte citater viser, har folk vidt forskellige meninger. Men hvad ville du svare på det spørgsmål?
Det kan være du tøver med at svare „Ja, det gør jeg“. Måske fordi du tror at andre kunne få den tanke at du er overtroisk eller uvidende. Der er mange der har det sådan.
Det kan også være at du er overbevist om at mirakler virkelig finder sted. Du tror måske på de mirakler der er omtalt i Bibelen, som for eksempel at Moses delte Det Røde Hav. Du tror måske også at der kan finde mirakler sted i vor tid. I en undersøgelse der for nylig blev offentliggjort, kom det frem at „en betydelig del af befolkningen i den vestlige verden — for eksempel omkring tre fjerdedele i USA og 38 procent i Storbritannien — stadig tror på mirakler“. (The Cambridge Companion to Miracles, redigeret af Graham H. Twelftree) Desuden er det ikke kun kristne der tror på mirakler. Ifølge opslagsværket Britannica Encyclopedia of World Religions er troen på mirakler „noget der kendetegner stort set alle religioner“.
Så er der også den mulighed at du tilhører en tredje gruppe, der siger: „Det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad! Der sker ikke mirakler i mit liv!“ Men hvorfor bør vi alligevel være interesseret i mirakler?
Forestil dig at du har en uhelbredelig sygdom. Hvis du faldt over en rapport i et anerkendt lægetidsskrift om et nyt lægemiddel som måske kunne helbrede dig, ville det så ikke være umagen værd at bruge bare lidt tid og energi på at undersøge kendsgerningerne? Bibelen lover faktisk at der snart vil finde nogle storslåede mirakler sted. De vil påvirke hver eneste levende skabning på jorden. Ville det ikke være værd at bruge noget af din tid og energi på at finde ud af om man kan stole på dette løfte?
Men før vi undersøger hvilke mirakler der er tale om, vil vi se på tre almindelige indvendinger imod mirakler.
[Ramme på side 3]
HVAD ER ET MIRAKEL?
Det er en begivenhed som ikke kan forklares på naturlig vis, og som derfor normalt tilskrives overnaturlig indgriben.
-
-
Kan mirakler virkelig finde sted? — Tre almindelige indvendingerVagttårnet – 2012 | 1. august
-
-
Kan mirakler virkelig finde sted? — Tre almindelige indvendinger
INDVENDING NR. 1: Mirakler kan ikke finde sted fordi de strider imod naturlovene. Vores forståelse af naturlovene bygger på hvad videnskaben har iagttaget i naturen omkring os. Men disse love er ligesom de grammatiske regler for et sprog — der kan være undtagelser. Vores forståelse af disse „regler“ kan faktisk være meget begrænset. (Job 38:4) En ivrig videnskabsmand kan have brugt hele sit liv på at studere en bestemt naturlov. Men der skal blot én „undtagelse“ til før han må revurdere sin opfattelse af denne lov. Som man siger: „Bare én sort svane er nok til at modbevise teorien om at alle svaner er hvide.“
Der er en munter historie der illustrerer hvor let det er at basere sin mening på ufuldstændige kendsgerninger. John Locke (1632-1704) har fortalt denne historie om den nederlandske ambassadør og kongen af Siam: Da ambassadøren beskrev sit land for kongen, nævnte han at det undertiden var muligt for en elefant at gå på vandet. Kongen afviste tanken og mente at ambassadøren løj for ham. Men ambassadøren beskrev blot noget som kongen ikke havde oplevet. Kongen var ikke klar over at når vand fryser til is, kan det bære vægten af en elefant. Han troede ikke at det var muligt, for han havde ikke alle kendsgerningerne.
Tænk over nogle af de moderne bedrifter som for blot et par årtier siden syntes umulige:
● En flyvemaskine kan transportere over 800 passagerer nonstop fra New York til Singapore med en marchhastighed af 900 kilometer i timen.
● Videokonferencer sætter folk på forskellige kontinenter i stand til at tale med hinanden ansigt til ansigt.
● Tusindvis af sange kan opbevares på en enhed der er mindre end en tændstikæske.
● Kirurger kan transplantere hjerter og andre organer.
Hvilken logisk konklusion kan vi drage af disse kendsgerninger? Jo, hvis mennesker kan udføre bedrifter som man for blot nogle få år siden ville have anset for at være umulige, så kan den Gud der har skabt universet og alt hvad det rummer, helt sikkert udføre storslåede gerninger som vi endnu ikke fuldt ud forstår eller på nuværende tidspunkt kan gøre efter.a — 1 Mosebog 18:14; Mattæus 19:26.
INDVENDING NR. 2: Bibelen omtaler kun mirakler for at få folk til at tro. Bibelen siger ikke at vi skal tro på alle mirakler. Faktisk er det modsatte tilfældet. Bibelen advarer os og siger at vi skal være meget forsigtige med at stole på mirakler og kraftige tegn. Læg mærke til denne klare advarsel: „Den lovløses komme vil være i overensstemmelse med Satans værk, som kommer til udtryk gennem alle former for falske mirakler, tegn og undere og gennem al slags bedragerisk ondskab.“ — 2 Thessaloniker 2:9, 10, New International Version.
Jesus Kristus advarede desuden om at mange ville hævde at følge ham, men ikke være hans sande disciple. Nogle ville endda sige til ham: „Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og i dit navn uddrevet dæmoner og gjort mange mirakler?“ (Mattæus 7:22; NIV) Men Jesus sagde at han ikke ville godkende dem som sine disciple. (Mattæus 7:23) Ifølge Jesus er det altså ikke alle mirakler der kommer fra Gud.
Gud siger ikke til dem der tilbeder ham, at de blot skal basere deres tro på mirakler. Deres tro må i stedet være solidt grundfæstet på kendsgerninger. — Hebræerne 11:1.
Lad os som eksempel se på et af de mest berømte mirakler der er omtalt i Bibelen, nemlig Jesu Kristi opstandelse. Nogle år efter denne begivenhed begyndte nogle af de kristne i Korinth at tvivle på om Jesus virkelig var blevet oprejst. Hvordan hjalp apostelen Paulus dem? Sagde han blot: „Hav mere tro“? Nej. Læg mærke til at han mindede dem om nogle fastslåede kendsgerninger. Han skrev at Jesus „blev begravet, ja, . . . han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne; og at han viste sig for Kefas, så for de tolv. Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her.“ — 1 Korinther 15:4-8.
Gjorde det nogen forskel om disse kristne troede på det mirakel? Paulus fortsætter: „Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ (1 Korinther 15:14) Paulus tog ikke let på spørgsmålet. Enten var Jesus blevet oprejst, eller også var han det ikke! Og Paulus vidste at dette mirakel virkelig var sket, for der levede stadig hundredvis af øjenvidner på den tid. Faktisk ville disse øjenvidner hellere dø end fornægte hvad de havde set. — 1 Korinther 15:17-19.
INDVENDING NR. 3: Mirakler er blot naturfænomener som misforstås af uvidende mennesker. Nogle forskere hævder at Bibelens mirakler bare var naturlige hændelser som skete uden guddommelig indgriben. De mener at det gør Bibelens beretninger mere troværdige. Der kan ganske vist have været naturfænomener — som for eksempel jordskælv, plager og jordskred — forbundet med nogle af miraklerne, men disse forklaringer har ét tilfælles. De ser bort fra det tidspunkt hvor Bibelen siger at miraklet fandt sted.
For eksempel er der nogle der påstår at den første plage der kom over Egypten, hvor vandet i Nilen blev til blod, i virkeligheden skyldtes rødjord som var skyllet ned i Nilen, samt rødlige organismer kaldet flagellater. Men Bibelen siger at floden blev til blod, ikke til rødt mudder. En omhyggelig læsning af Anden Mosebog 7:14-21 viser at dette mirakel skete på det tidspunkt hvor Aron, på Moses’ befaling, slog på Nilen med sin stav. Selv hvis forvandlingen af floden skyldtes en naturlig hændelse, var det et mirakel at Aron slog på vandet på nøjagtig det tidspunkt!
Som et andet eksempel på hvor vigtigt tidspunktet er i forbindelse med et mirakel, kan vi tænke på hvad der skete da israelitterne stod på tærskelen til det forjættede land. Deres vej blev spærret da Jordanfloden løb over sine bredder. Bibelen fortæller os hvad der dernæst skete: „I det øjeblik da de som bar arken, kom til Jordan, og præsterne som bar arken dyppede fødderne i vandkanten . . . , stod vandet som kom ovenfra stille. Det rejste sig som en dæmning meget langt borte, ved Adam, byen som ligger ved siden af Zaretan.“ (Josua 3:15, 16) Skyldtes dette et jordskælv eller et jordskred? Det fortæller beretningen os ikke noget om. Men det var et mirakel at det fandt sted på dette tidspunkt. Det skete nøjagtig til den tid Jehova havde forudsagt. — Josua 3:7, 8, 13.
Så finder der virkelig mirakler sted? Det siger Bibelen at der gør. Ifølge Bibelen er der ikke blot tale om naturfænomener. Er det da logisk at sige at mirakler umuligt kan finde sted bare fordi der ikke sker nogen hver dag?
[Fodnote]
a Hvis du tvivler på at Gud eksisterer, vil vi tilskynde dig til at læse brochurerne Er Gud interesseret i os? og Er livet en Skabers værk? Du kan også bede den der gav dig dette blad, om at få flere oplysninger.
[Illustration på side 5]
For blot nogle årtier siden ville mange have troet at det var umuligt at flyve med flere hundrede kilometer i timen
-
-
Kan man tro på Bibelens mirakler?Vagttårnet – 2012 | 1. august
-
-
Kan man tro på Bibelens mirakler?
HVIS en fortalte dig en usædvanlig historie, ville vedkommendes troværdighed så ikke have indflydelse på om du troede på historien eller ej? En sådan troværdighed ville ikke blot afhænge af hvordan han fortalte historien, men også af om han er kendt for at tale sandt. Hvis han i årevis altid har fortalt dig sandheden og aldrig bevidst har løjet for dig, ville du have god grund til at tro det han nu har fortalt dig.
Det samme gælder de mirakler der er omtalt i Bibelen. Der er ingen af os der levede dengang begivenhederne fandt sted. Men det er muligt at bedømme om Bibelens beretning er sandfærdig — nemlig hvis det den siger, lyder troværdigt. Hvordan? Her er nogle faktorer der giver os grund til at tro på Bibelens mirakler.
Mange af miraklerne blev udført i fuld offentlighed. Undertiden var der flere tusind, måske endda millioner, der var vidne til dem. (2 Mosebog 14:21-31; 19:16-19) De blev ikke udført i hemmelighed, borte fra offentligheden.
Miraklerne bar præg af enkelhed. Der var ingen særlige rekvisitter, prangende opsætninger eller lystricks. De fleste af de mirakler der er omtalt i Bibelen, blev udført efter anmodning fra enkeltpersoner og var ikke planlagt på forhånd. (Markus 5:25-29; Lukas 7:11-16) I disse tilfælde kunne begivenhederne ikke have været iscenesat af den der udførte miraklet.
Motivet hos dem der udførte miraklerne, var ikke at opnå berømmelse, ære og rigdom. Det var tværtimod at ære Gud. (Johannes 11:1-4, 15, 40) De der søgte at opnå velstand gennem sådanne mirakuløse kræfter, blev fordømt. — 2 Kongebog 5:15, 16, 20, 25-27; Apostelgerninger 8:18-23.
At miraklerne var så forskellige, viser at de ikke kunne være menneskers værk. For eksempel lagde vinden og søen sig, vand blev forvandlet til vin, regn blev standset og begyndte at falde igen, syge blev kureret og blinde blev helbredt. Alle disse og mange andre mirakler viser at der må have stået en overmenneskelig magt som kan øve indflydelse over stof af enhver art, bag sådanne mirakler. — 1 Kongebog 17:1-7; 18:41-45; Mattæus 8:24-27; Lukas 17:11-19; Johannes 2:1-11; 9:1-7.
Selv ikke de modstandere der så miraklerne, betvivlede at de havde fundet sted. Da Jesus oprejste sin ven Lazarus, betvivlede Jesu religiøse fjender ikke at Lazarus havde været død. Hvordan kunne de det? Lazarus havde jo været begravet i fire dage. (Johannes 11:45-48; 12:9-11) Selv århundreder efter Jesu død anerkendte de der skrev den jødiske Talmud, stadig at Jesus havde mirakuløse kræfter. De satte kun spørgsmålstegn ved kilden til disse kræfter. Og da Jesu disciple blev ført frem for en jødisk domstol, var der ingen der spurgte dem om de havde gjort et mirakel. Nej, man spurgte dem: „Ved hvilken kraft eller i hvis navn har I gjort dette?“ — Apostelgerninger 4:1-13.
Så kan man tro på det Bibelen siger om mirakler? Det vi lige har set, viser tydeligt at Bibelens beretninger om mirakler er kendetegnet af troværdighed. Der er dog også andre grunde til at tro på disse beretninger. Når Bibelen omtaler en begivenhed, angiver den for eksempel ofte tidspunktet, stedet og navnene på de involverede parter. Selv bibelkritikere er blevet forbløffet over hvor nøjagtige de historiske oplysninger i Bibelen er. Hundredvis af bibelprofetier er gået i opfyldelse, endda til mindste detalje. Desuden har Bibelen mange gode råd om hvordan mennesker kan have det godt med hinanden — råd der har hjulpet mennesker i alle aldre og samfundslag. Når det gælder menneskers indbyrdes forhold, har Bibelens råd vist sig at være uden sidestykke.
Hvis du endnu ikke har fuld tillid til Bibelen, hvorfor så ikke bruge lidt tid på at undersøge den nøjere? Jo mere du lærer om den, jo mere vil du komme til at stole på den. (Johannes 17:17) Du vil blive klar over at du godt kan have tillid til det den fortæller om de mirakler der er sket i fortiden. Når du tror på disse beretninger, har du et godt grundlag for at tro på det Bibelen siger der vil ske i den nærmeste fremtid.
[Illustration på side 7]
Jesu modstandere betvivlede ikke at Lazarus havde været død
-
-
Mirakler der snart vil indtræffeVagttårnet – 2012 | 1. august
-
-
Mirakler der snart vil indtræffe
HVIS du skulle igennem en stor operation, hvordan ville du så have det hvis du fandt ud af at kirurgen aldrig før havde foretaget denne type operation? Du ville uden tvivl være bekymret. Men hvad nu hvis du fandt ud af at han var den førende kirurg på dette område, og at han havde udført hundreder af vellykkede operationer? Ville du så ikke have meget større tillid til at han også kunne hjælpe dig?
Den syge verden vi i dag befinder os i, har brug for omfattende „kirurgi“. I sit ord, Bibelen, har Jehova Gud lovet at han vil genoprette Paradiset på jorden. (2 Peter 3:13) Men for at det kan ske, må ondskaben først fjernes, skæres helt væk. (Salme 37:9-11; Ordsprogene 2:21, 22) Alle de sørgelige tilstande vi ser omkring os, må skaffes af vejen før Paradiset kan blive genoprettet. Det vil i bogstavelig forstand kræve et mirakel! — Åbenbaringen 21:4, 5.
Jehovas Vidner tror at disse drastiske forandringer snart vil ske. Hvorfor? Fordi de mirakler Jehova Gud allerede har udført, viser at han har magten til at opfylde sine løfter. Lad os sammenligne seks af de mirakler der er omtalt i Bibelen, med de løfter den indeholder for fremtiden.
Vi vil gerne tilskynde dig til at blive ved med at lære om Bibelens løfter for fremtiden. Efterhånden som du får mere tro, vil dit håb også blive styrket — et håb om at du vil komme til at leve på en tid hvor du vil få gavn af de mirakler Jehova vil udføre.
[Ramme/Illustration på side 9,10]
MIRAKEL:
JESUS BESPISTE TUSINDER MED NOGLE FÅ BRØD OG FISK.—MATTÆUS 14:13-21; MARKUS 8:1-9; JOHANNES 6:1-14.
LØFTE:
„Jorden skal give sin afgrøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os.“ — SALME 67:6.
BETYDNING FOR OS:
INGEN VIL NOGEN SINDE MERE KOMME TIL AT SULTE.
MIRAKEL:
JESUS GAV DE BLINDE SYNET IGEN.—MATTÆUS 9:27-31; MARKUS 8:22-26.
LØFTE:
„Da åbnes de blindes øjne.“—ESAJAS 35:5.
BETYDNING FOR OS:
ALLE BLINDE VIL FÅ SYNET IGEN.
MIRAKEL:
JESUS HELBREDTE HANDICAPPEDE.—MATTÆUS 11:5, 6; JOHANNES 5:3-9.
LØFTE:
„Da springer den halte som hjorten.“—ESAJAS 35:6.
BETYDNING FOR OS:
ALLE FYSISKE LIDELSER VIL BLIVE HELBREDT.
MIRAKEL:
JESUS KUREREDE MANGE FORSKELLIGE SYGDOMME.—MARKUS 1:32-34; LUKAS 4:40.
LØFTE:
„Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — ESAJAS 33:24.
BETYDNING FOR OS:
ALLE FORMER FOR SYGDOMME VIL BLIVE FJERNET. VI VIL FÅ ET FULDKOMMENT HELBRED.
MIRAKEL:
JESUS BEHERSKEDE NATURKRÆFTERNE.—MATTÆUS 8:23-27; LUKAS 8:22-25.
LØFTE:
„De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De skal ikke slide til ingen nytte.“ — ESAJAS 65:21, 23.
„Mit folk skal bo på et fredfyldt bosted, og i trygge boliger og på uforstyrrede hvilesteder.“ — ESAJAS 32:18.
BETYDNING FOR OS:
NATURKATASTROFER VIL OPHØRE.
MIRAKEL:
JESUS OPREJSTE DØDE.—MATTÆUS 9:18-26; LUKAS 7:11-17.
LØFTE:
„Alle de der er i mindegravene skal . . . komme ud.“ — JOHANNES 5:28, 29.
„Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage.“ — ÅBENBARINGEN 20:13.
BETYDNING FOR OS:
DE KÆRE VI HAR MISTET I DØDEN, VIL BLIVE OPREJST.
-