Den lille pige gemte sig på sikker afstand mens hun stirrede intenst ind mellem sivene. Vandet i Nilen gled langsomt forbi. Hun var musestille, og hendes muskler sitrede af spænding. Selvom luften var fuld af summende insekter og tiden føltes uendelig, ventede hun og blev ved med at holde vagt. Hvad var det hun kiggede efter? En vandtæt kurv som var gemt mellem sivene, og i den lå hendes spæde lillebror. Når hun tænkte på at han lå der, helt alene og hjælpeløs, skar det hende i hjertet. Men hun vidste at hendes forældre havde taget den rigtige beslutning – det var hendes lillebrors eneste chance for at overleve!

Pigen viste at hun var meget modig, og om lidt ville hun få brug for endnu mere mod. I hendes hjerte voksede også en anden smuk egenskab, nemlig tro. Denne egenskab ville meget snart vise sig i handling, og den ville komme til at forme hende resten af livet.

Datter af slaver

Bibelen siger ikke hvad pigen hed, men vi er ikke i tvivl om hvem hun var. Det var Mirjam. Hendes forældre var Amram og Jokebed, der var hebraiske slaver i Egypten, og hun var familiens ældste barn. (4. Mosebog 26:59) Hendes lillebror fik senere navnet Moses. Hendes anden lillebror, Aron, var omkring tre år da episoden ved Nilen fandt sted. Vi ved ikke helt hvor gammel Mirjam var, men hun var efter al sandsynlighed under ti år.

Mirjam voksede op i en mørk tid. Egypterne betragtede det folk hun tilhørte, som en stor trussel og undertrykte derfor hebræerne og brugte dem som slaver. Men hebræerne overlevede den hårde behandling og blev flere og flere, så egypterne tyede til en endnu mere ondskabsfuld plan: Farao udstedte en ordre om at alle hebræernes nyfødte drenge skulle slås ihjel så snart de blev født. Men to jordemødre, Shifra og Pua, var modige nok til i al hemmelighed at gå direkte imod Faraos ordre, og Mirjam har helt sikkert hørt om deres stærke tro. – 2. Mosebog 1:8-22.

Mirjam lagde også mærke til sine forældres tro. Da Jokebed havde født sit tredje barn, holdt hun og Amram deres smukke lille søn skjult i de første tre måneder af hans liv. De blev ikke grebet af en sygelig angst der fik dem til at adlyde kongen og skaffe sig af med deres barn. (Hebræerne 11:23) Men det er ikke let at skjule et spædbarn, og snart stod de over for et meget smertefuldt valg. Jokebed vidste at hun var nødt til at efterlade drengen et sted hvor der var en chance for at nogen ville finde ham, nogen som kunne beskytte ham og tage ham til sig. Forestil dig hvordan hun må have bedt intenst til Gud mens hun lavede en kurv af papyrus som hun gjorde vandtæt med tjære og beg, for derefter at sætte sit elskede barn ud på Nilen i den! Hun gav sikkert Mirjam besked på at blive i nærheden og holde øje med hvad der skete. – 2. Mosebog 2:1-4.

Redder sin lillebror

Nu kunne Mirjam ikke gøre andet end at vente. Men pludselig skete der noget. En gruppe egyptiske kvinder nærmede sig. Og det var ikke hvem som helst. Det var Faraos datter og hendes hofdamer der kom for at bade i Nilen. Det var måske ikke lige dét Mirjam havde regnet med. Ville det ikke være for meget at håbe på at Faraos egen datter ville gå imod sin fars ordre og beskytte og hjælpe den lille hebraiske dreng? Hvor må Mirjam have bedt indtrængende til Jehova lige der!

Det var Faraos datter der først fik øje på kurven mellem sivene, og hun sendte sin trælkvinde ud for at hente den. Beretningen fortæller hvad prinsessen gjorde: “Hun åbnede den og så barnet, og drengen græd.” Hun forstod med det samme hvad der var sket: En hebraisk mor forsøgte at redde sit barns liv. Da hun så den smukke baby, blev hun rørt og fyldt med medlidenhed. (2. Mosebog 2:5, 6) Den lille opmærksomme Mirjam har sikkert kunnet se medfølelsen i kvindens ansigt. Hun vidste at det var nu hun skulle tage mod til sig, at det var nu hendes tro på Jehova skulle vises i handling! Beslutsomt gik hun hen mod prinsessen og hendes hofdamer.

Det er ikke til at vide hvordan en lille pige der var datter af hebraiske slaver, normalt ville være blevet behandlet hvis hun var så frimodig at henvende sig til en fra kongefamilien. Ikke desto mindre gik Mirjam hen til prinsessen og stillede hende et meget direkte spørgsmål: “Skal jeg finde en kvinde blandt hebræerne der kan amme barnet for dig?” Det var det helt rigtige spørgsmål at stille. Faraos datter var godt klar over at hun ikke selv ville kunne amme et barn. Måske tænkte hun også at det ville være mindre opsigtsvækkende hvis drengen blev ammet af en kvinde fra sit eget folk. Senere kunne hun så tage ham til sig som sin adoptivsøn og sørge for hans opdragelse og uddannelse. Mirjam må have haft svært ved at være i sig selv af glæde da prinsessen straks sagde: “Gør det!” – 2. Mosebog 2:7, 8.

Mirjam var næsten ved at falde over sine egne ben da hun skyndte sig hjem til sine nervøse forældre. Forestil dig hvordan ordene må have strømmet ud af hendes mund mens hun fortalte sin mor hvad der var sket. Jokebed var overbevist om at det her var noget Jehova stod bag, og fulgte med Mirjam tilbage til Faraos datter. Det må have været svært for hende at skjule sin glæde og lettelse da prinsessen gav hende ordren: “Tag drengen med dig og am ham for mig. Jeg vil betale dig for det.” – 2. Mosebog 2:9.

Den dag lærte Mirjam meget om sin Gud, Jehova. Hun lærte at han har omsorg for sine tjenere og lytter til deres bønner. Og hun lærte også at det ikke kun er voksne, og heller ikke kun mænd, der kan vise mod og tro. Jehova lytter til alle dem der tjener ham loyalt. (Salme 65:2) Det er noget alle vi der lever i dag – unge og gamle, mænd og kvinder – må huske på i de her svære tider.