-
Kan evangeliet forkyndes ved socialt hjælpearbejde?Vagttårnet – 1987 | 15. januar
-
-
Kan evangeliet forkyndes ved socialt hjælpearbejde?
KUO TUNG, en ung buddhistisk mand fra Hongkong, fik en universitetsuddannelse. Hsiu Ying fra Taiwan fik sin alvorligt syge søn under lægebehandling. Hvilken forbindelse er der mellem disse to tilfælde?
Under normale omstændigheder ville det ikke have været muligt for Kuo Tung at få en universitetsuddannelse. Muligheden opstod imidlertid gennem den kirke han har tilsluttet sig. Og den lægebehandling Hsiu Yings søn havde behov for, var kun tilgængelig på det kirkeejede hospital. Også hun fik altså sine problemer løst gennem sin tilknytning til kirken.
Disse to tilfælde er på ingen måde enestående. I udviklingslandene har tusinder nydt godt af skoler, hospitaler, børnehjem og andre sociale institutioner som kirkerne driver. Mange mennesker har høstet væsentlige materielle fordele af disse foranstaltninger, samtidig med at en del af dem har tilsluttet sig kirkerne og derved hjulpet til at bringe medlemstallet op.
En fremgangsmåde med en lang historie
Det er ikke noget nyt at kirker driver skoler og hospitaler. Lige siden de første missionærer blev sendt ud til det nogle har betegnet som fjendtlige hedenske lande, har man betragtet skoler og hospitaler som nogle af de mest effektive midler hvormed man kunne skaffe sig adgang til nye områder og vinde den lokale befolknings tillid og venskab.
Bogen Nineteen Centuries of Missions (1899) beskriver for eksempel situationen i Indien i begyndelsen af det 19. århundrede på denne måde: „Missionærerne er ikke alene oprigtigt engageret i det evangeliske arbejde, de høster også resultater af deres slid i forbindelse med lægehjælp, undervisning og haremsarbejde.“ Det har ført til at „hver mission har sine egne dagskoler, ungdomshjem og kostskoler, en realskole eller et gymnasium, og i næsten alle tilfælde et præsteseminarium.“
Bogen siger videre om lægegerningens betydning i missionsarbejdet: „Lægen er altid velkommen, og det at han kan lindre fysiske lidelser medfører ikke alene at folk får tillid til ham men ofte at de også får tro på den religion han forkynder. Resultaterne af lægebehandlingen har ofte fået hele landsbyer til at forsage afgudsdyrkelse og modtage kristen oplæring.“
Denne fremgangsmåde er ikke alene blevet benyttet i Indien men også i andre lande i det fjerne østen, Sydamerika og Afrika. Tanken om at forkynde evangeliet gennem socialt hjælpearbejde var slået an. Både katolske og protestantiske missionsselskaber i Europa og Amerika udsendte medarbejdere til disse områder, hvor de etablerede deres missionsstationer tillige med skoler, hospitaler og andre institutioner. Mange af disse aktiviteter viste sig at være så effektive, når det gjaldt om at hverve den lokale befolkning som tilhængere, at socialt arbejde snart blev en fast bestanddel af kirkernes missionsarbejde i udlandet.
I årenes løb har de kirkeejede institutioner fået en meget betydningsfuld plads i de lokale samfund. De kirkelige skoler og universiteter er ofte de mest ansete og de mest søgte læreanstalter. Kirkernes hospitaler er almindeligvis de bedst udstyrede og de mest moderne. Og i mange områder hvor regeringerne er under hårdt pres på grund af sociale problemer byder man dem velkommen og viser dem særlig ære.
Der er ingen tvivl om at alle disse tjenesteydelser har været til stor gavn for de lokale samfund. Gennem kirkeejede skoler og universiteter har tusinder af unge fået tilbudt en uddannelse der ellers aldrig ville være kommet inden for deres rækkevidde. Hospitaler og sundhedstjenester har bragt lindring til utallige mennesker i fjerntliggende, underudviklede egne. Det humanitære hjælpearbejde som for eksempel Albert Schweitzer og „Mother“ Teresa har udført, er velkendt over hele verden og har indbragt dem begge Nobels fredspris.
På den anden side må man spørge: Har dette arbejde, det som man kalder ’det sociale evangelium’, virket efter den oprindelige hensigt? Er de mennesker der har nydt godt af velgørenhedsarbejdet blevet sande kristne? Har det givet folk en velbegrundet tro og et sikkert håb? Og hvad der er endnu vigtigere: Var det den form for tjeneste Jesus havde i tanke da han påbød sine disciple at ’forkynde evangeliet over hele jorden’? — Mattæus 24:14, da. aut.
-
-
’Det sociale evangelium’ — hvilken virkning har det?Vagttårnet – 1987 | 15. januar
-
-
’Det sociale evangelium’ — hvilken virkning har det?
VED påsketid (marts-april) i år 32 bespiste Jesus Kristus mirakuløst mere end 5000 mænd, kvinder og børn med kun fem brød og to små fisk. (Mattæus 14:14-21; Johannes 6:1-13) Da folk så hvilke usædvanlige evner Jesus havde, ønskede de at gøre ham til deres konge. Måske øjnede de muligheden for at han kunne frigøre dem fra det romerske åg og forbedre deres lod i livet. Hvordan reagerede Jesus?
I stedet for at lade sig lede af folkets krav ’trak Jesus sig igen tilbage til bjerget, helt alene’. (Johannes 6:15) Men folkemængden gav ikke op så let. Næste dag opsøgte de ham igen. Jesus var klar over deres motiv og sagde til dem: „I søger mig ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte.“ Derefter tilføjede han: „Arbejd ikke for den mad der forgår, men for den mad der forbliver til evigt liv.“ — Johannes 6:25-27.
Hvad kan vi lære af denne beretning? Den viser blandt andet at man forholdsvis let kan tiltrække sig folks interesse hvis man kan tilbyde dem materielle fordele. Men når man søger at skabe ægte værdsættelse af åndelige værdier — varige værdier — forholder det sig ganske anderledes. Og i vor tid er der endnu større tendens til at man bedømmer tingene ud fra en rent materialistisk synsvinkel.
’Det sociale evangeliums’ dragende virkning
For folk i udviklingslandene står de vestlige lande for alle de muligheder og materielle fordele de ikke kan opnå i deres eget land. Set fra disse menneskers synsvinkel er den vestlige velstand og livsform misundelsesværdig. Praktisk talt alle skoleelever får at vide at en højere uddannelse er vejen til fremgang og succes. På den baggrund er det ikke så underligt at de udenlandske kirkers sociale hjælpeprogrammer virker så dragende på folk i disse lande. Men hvilke resultater har man opnået?
I østen er nogle for eksempel villige til at gøre hvad som helst kirkerne forlanger for at få det der uddeles gratis, hvilket har givet anledning til den nedsættende betegnelse „riskristne“. Det mest sørgelige er naturligvis at folks interesse ophører samtidig med hjælpen — mange „riskristne“ forsvinder ganske enkelt fra kirkerne igen. Om dette forhold hedder det i et kinesisk mundheld: „Gud elsker verden, men verden elsker tørmælk.“
Selv om de fleste kirkesamfund nu kun udfører nødhjælpsarbejde i katastrofesituationer, har den tidligere aktivitet sat sig dybe spor. Mange østerlændinge betragter blot kirkerne som velgørende organisationer. De går kun i kirke for at modtage, ikke for at give. De ser ingen grund til at de selv skulle ofre noget for kirken. Denne indstilling kommer blandt andet til udtryk i deres vægring ved at betale for bibelsk læsestof, fordi noget der kommer fra en kirke efter deres opfattelse bør være gratis.
At mange i disse lande blot benytter kirken for egen fordels skyld, ses meget tydeligt på undervisningsområdet. I mange udviklingslande betragter man en uddannelse efter vestligt mønster som en sikker vej til berømmelse og succes. En kilde beretter at da Indien opnåede uafhængighed af Storbritannien havde 85 procent af landets parlamentsmedlemmer gået i „kristne skoler“. Og i overensstemmelse med Kungfutses idealer betragtes en god uddannelse i østen som et af de højeste mål i livet. Mange anser derfor de kirkeejede skoler, hvor undervisningen almindeligvis foregår efter vestlige metoder og normer, som en mulighed for at komme frem i livet. Og da mange forældre i østen håber at få deres børn ind på de kirkeejede skoler, og måske senere til udlandet, går de med glæde i kirke og opfordrer deres børn til at gøre det samme selv om de almindeligvis følger stedets traditionelle religioner.
Hvad har frugten været?
Missionskirkerne er almindeligvis godt besøgt, i sammenligning med hjemlandets kirker. Mange kommer således i forbindelse med kirkens lære og en eller anden form for kristendom. Men har dette hjulpet dem til at forstå Bibelen og dens budskab? Er de virkelig blevet kristne, det vil sige sande disciple af Jesus Kristus?
Tag for eksempel Kuo Tung, den unge mand vi nævnte tidligere. Da han blev spurgt om han nu troede på Gud efter at han var kommet i kirken i nogen tid, svarede han: „Nej. Der blev aldrig nævnt noget vidnesbyrd om at Gud er til.“ Han indrømmede også at han ikke var sikker på om nogen af hans venner troede på en personlig Gud, selv om de var kommet i kirken sammen med ham. De kom hovedsagelig fordi det gav dem lejlighed til at lære engelsk, fortalte han.
En anden ung mand kom hjem på ferie fra et universitet i De forenede Stater. Da han fik besøg af et af Jehovas vidner, spurgte han om de afholdt deres møder på engelsk. Hvorfor? „Så kan jeg holde mit engelsk ved lige,“ svarede han. Da han fik at vide at møderne blev afholdt på det lokale sprog, sådan at alle kunne nyde åndeligt gavn af dem, svarede den unge mand at han ville tage hen hvor der blev afholdt engelske møder.
Selv de der har ladet sig døbe som medlemmer af kirken har kun ændret deres livsanskuelse ganske lidt. Mange hænger stadig ved deres tidligere religion eller skikke — ofte med kirkens godkendelse, eller endda med dens velsignelse. I Kina tillader den katolske kirke for eksempel at dens medlemmer fortsat giver sig af med forfædredyrkelse, selv om dette er forbudt alle andre steder. Ved hoveddøren til såkaldt kristne hjem ser man ofte skilte hvorpå beboerne beder ’dørens gud’ om velsignelser. Og på Okinawa sætter man dyrelignende billeder af de lokale guder på hustagenes hjørner for at beskytte familien.
De der har opnået økonomisk sikkerhed som følge af kirkernes hjælpeprogrammer giver ofte udtryk for at svaret på vor tids problemer er at man stoler på sig selv. Dette har resulteret i at mange af dem enten har vendt sig helt bort fra de forskellige kirker og trossamfund eller at de i hvert fald holder sig pænt på afstand.
De forskellige kirkers missionærer har haft mange gode muligheder for at lære folk om hvad Bibelen indeholder. Men i stedet for at oplære dem til at følge Jesu befaling: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift,“ har de lagt vægten på „alle disse andre ting“. (Mattæus 6:33) Gennem deres sociale programmer har de gjort meget for at hjælpe folk fysisk, medicinsk og undervisningsmæssigt. Men de gavnlige virkninger er hovedsagelig af midlertidig karakter. Da missionærerne ikke har givet folk et nyt åndeligt udsyn kommer sådanne hjælpeprogrammer ofte blot til at virke som en tilskyndelse til at stræbe efter flere midlertidige eller verdslige fordele.
I begyndelsen var det kirkernes hensigt at forkynde evangeliet. Men i mange tilfælde har det blot resulteret i et fremstød for den vestlige, materialistiske livsform. Mange er ganske vist blevet omvendt — men som vi har set er de ofte blevet endnu mere verdslige og materialistisk indstillet end de tidligere har været. Jesus sagde til sin tids religiøse ledere: „I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv.“ (Mattæus 23:15) I denne henseende har kristenhedens bestræbelser for at forkynde evangeliet gennem socialt arbejde givet bagslag. Kristenheden er i høj grad kommet til kort over for det betydningsfulde påbud Jesus Kristus gav: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.
-