Jehovas folk styrkes i troen

„Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — APOSTELGERNINGER 16:5.

1. Hvordan gjorde Gud brug af apostelen Paulus?

JEHOVA GUD brugte Saulus fra Tarsus som „et udvalgt redskab“. Som apostelen Paulus ’led han meget’. Men som følge af hans og andres arbejde nød Jehovas organisation enhed og stor vækst. — Apostelgerninger 9:15, 16.

2. Hvorfor vil det være gavnligt for os at se nærmere på Apostelgerninger 13:1–16:5?

² Et stigende antal ikkejøder blev kristne, og et betydningsfuldt møde i det styrende råd var stærkt medvirkende til at fremme enheden blandt Guds folk og styrke det i troen. Det vil være til stor gavn for os at se nærmere på beretningen i Apostelgerninger 13:1–16:5, for i dag erfarer Jehovas Vidner tilsvarende åndelige velsignelser og vækst. (Esajas 60:22) (Vi foreslår at læseren i sin personlige gennemgang af dette stof læser de fremhævede skriftsteder.)

Missionærer skrider til handling

3. Hvilken opgave havde profeterne og lærerne i Antiochia?

³ Nogle mænd udsendt af menigheden i Antiochia i Syrien hjalp med at styrke brødrene i troen. (13:1-5) Barnabas, Simeon (Niger), Lukius fra Kyrene, Manaen og Saulus fra Tarsus var „profeter og lærere“ i Antiochia. Profeterne forklarede Guds ord og forudsagde begivenheder, mens lærerne underviste i Skrifterne og i kristen livsførelse. (1 Korinther 13:8; 14:4) Barnabas og Saulus fik tildelt et særligt distrikt, nemlig Cypern, og de tog Markus, Barnabas’ fætter, med sig. (Kolossenserne 4:10) De forkyndte i synagogerne i den østlige havneby Salamis, men der siges ikke noget om at de derboende jøder reagerede positivt. Indbyggerne havde det godt i materiel henseende, så hvilken brug havde de for Messias?

4. Hvad skete der da missionærerne fortsatte med at forkynde på Cypern?

⁴ Gud velsignede imidlertid den øvrige forkyndelse der blev udført på Cypern. (13:6-12) I Pafos traf missionærerne den jødiske troldmand og falske profet Bar-Jesus (Elymas). Da han søgte at hindre prokonsulen, Sergius Paulus, i at høre Guds ord, blev Saulus fyldt med hellig ånd og sagde: ’Åh, du som er fuld af svig og nedrighed, du Djævelens søn, fjende af al retfærdighed, vil du ikke holde op med at fordreje Jehovas lige veje?’ Som straf gjorde Gud for en tid Elymas blind, og Sergius Paulus „fik nu tro, idet han var helt forbløffet over Jehovas lære“.

5, 6. (a) Hvad sagde Paulus om Jesus da han talte i synagogen i Antiochia i Pisidien? (b) Hvilken virkning havde talen?

⁵ Fra Cypern sejlede de videre til byen Perge i Lilleasien. Paulus og Barnabas drog derefter nordpå gennem nogle bjergpas, hvor de sandsynligvis var ’i farer fra floder og røvere’, til Antiochia i Pisidien. (2 Korinther 11:25, 26) Her talte Paulus i synagogen. (13:13-41) I sin tale gennemgik han de ting Gud havde gjort for Israel og påviste at Jesus, Davids søn, var frelseren. Skønt de jødiske ledere havde krævet Jesus henrettet, blev det løfte der var givet til deres forfædre opfyldt da Gud oprejste ham. (Salme 2:7; 16:10; Esajas 55:3) Paulus advarede sine tilhørere om ikke at foragte Guds frelse gennem Kristus. — Habakkuk 1:5, Septuaginta.

⁶ Paulus’ tale vakte tilhørernes interesse, ligesom det ofte er tilfældet med Jehovas Vidners offentlige foredrag i dag. (13:42-52) Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Jehovas ord, hvilket fyldte jøderne med skinsyge. De kristne missionærer havde åbenbart omvendt flere hedninger på blot én uge end disse jøder havde omvendt i hele deres liv! Da jøderne bespotteligt modsagde Paulus, var tiden nu inde til at lade det åndelige lys skinne andre steder, og missionærerne meddelte derfor jøderne følgende: ’Siden I skubber Guds ord fra jer og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, vender vi os til nationerne.’ — Esajas 49:6.

7. Hvordan reagerede Paulus og Barnabas på forfølgelse?

⁷ Nu begyndte ikkejøderne at fryde sig, og alle som med rette var indstillet til evigt liv fik tro. Men da Jehovas ord blev bragt ud over hele landet, ophidsede jøderne de førende mænd og agtede kvinder (sandsynligvis for at få dem til at lægge pres på deres mænd eller andre), til at forfølge Paulus og Barnabas og jage dem uden for deres grænser. Men dette standsede ikke disse missionærer. De ’rystede blot støvet af fødderne imod dem’ og tog til Ikonium (vore dages Konya), en hovedby i den romerske provins Galatien. (Lukas 9:5; 10:11) Men hvordan gik det de disciple der stadig befandt sig i Antiochia i Pisidien? De var blevet styrket i troen, og var derfor „fortsat fyldt med glæde og hellig ånd“. Dette viser os at modstand ikke behøver at være en hindring for åndelig vækst.

Faste i troen trods forfølgelse

8. Hvad skete der som følge af det gode vidnesbyrd de aflagde i Ikonium?

⁸ Paulus og Barnabas forblev faste i troen trods forfølgelse. (14:1-7) Som resultat af deres forkyndelse i synagogen i Ikonium fik mange jøder og grækere tro. Da de jøder som ikke troede ophidsede folk fra nationerne til at vende sig imod de nyomvendte, talte de to forkyndere frimodigt i tillid til Gud, og han viste sin godkendelse ved at give dem kraft til at udføre tegn. Derved deltes mængden, og nogle holdt med jøderne, andre med apostlene (apostel betyder „udsending“). Apostlene var ikke feje, men da de fik underretning om at man havde planer om at stene dem, drog de klogeligt videre for at forkynde i Lykaonien, et område i Lilleasien i det sydlige Galatien. Ved at udvise forsigtighed kan også vi få mulighed for at fortsætte vores tjeneste trods modstand. — Mattæus 10:23.

9, 10. (a) Hvordan reagerede indbyggerne i Lystra da en vanfør mand blev helbredt? (b) Hvordan reagerede Paulus og Barnabas herpå?

⁹ Det næste sted de forkyndte var byen Lystra i Lykaonien. (14:8-18) Her helbredte Paulus en mand der havde været vanfør fra fødselen. Da folkeskarerne ikke forstod at det var Jehova der stod bag miraklet, råbte de: „Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!“ Da folket talte på lykaonisk var Barnabas og Paulus ikke klar over hvad der foregik. Eftersom det var Paulus der førte ordet, mente de at han måtte være Hermes (gudernes veltalende sendebud), og de troede at Barnabas var Zeus, grækernes øverste guddom.

¹⁰ Præsten ved Zeustemplet bragte endog tyre og kranse for at bringe ofre til Paulus og Barnabas. Men de skyndte sig at forklare — sandsynligvis på græsk, som de fleste forstod, eller gennem en tolk — at de var ganske almindelige mennesker med svagheder som de selv og at de forkyndte den gode nyhed for at folk kunne vende om fra „disse tomme ting“ (livløse guder, eller afguder) til den levende Gud. (1 Kongebog 16:13; Salme 115:3-9; 146:6) Ja, Gud havde tidligere tilladt nationerne (men ikke hebræerne) at gå deres egne veje, skønt han ikke havde ladet sig være uden vidnesbyrd om sin eksistens og godhed, idet han havde ’givet dem regn og frugtbare tider, og mættet deres hjerter med føde og glæde’. (Salme 147:8) Til trods for disse argumenter kunne de næsten ikke afholde folkeskarerne fra at bringe dem ofre. Men missionærerne ville ikke hyldes som guder, og de ønskede ikke at bruge den magt de derved kunne opnå til at give kristendommen fodfæste i dette område. Et godt eksempel for os, især hvis vi er tilbøjelige til at tage æren for det Jehova lader os udrette i tjenesten for ham!

11. Hvad kan vi lære af udtalelsen: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige“?

¹¹ Pludselig viste forfølgelsen atter sit uhyggelige ansigt. (14:19-28) Hvordan? Ved at jøder fra Antiochia i Pisidien og Ikonium overtalte folkeskarerne til at stene Paulus, som de derefter slæbte uden for byen i den tro at han var død. (2 Korinther 11:24, 25) Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig og gik ubemærket ind i Lystra, måske i ly af mørket. Den næste dag tog han sammen med Barnabas til Derbe, hvor adskillige blev disciple. Da de atter besøgte Lystra, Ikonium og Antiochia, styrkede missionærerne disciplene og opmuntrede dem til at forblive i troen, idet de sagde: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ Som kristne forventer vi også at komme ud for trængsler, og vi bør ikke forsøge at undgå dem ved at gå på kompromis. (2 Timoteus 3:12) På det tidspunkt blev der udnævnt ældste i de menigheder som Paulus’ brev til galaterne var stilet til.

12. Hvad foretog de to missionærer sig da Paulus’ første missionsrejse var til ende?

¹² Under deres rejse gennem Pisidien talte Paulus og Barnabas ordet i Perge, der var en fremtrædende by i Pamfylien. De vendte omsider tilbage til Antiochia i Syrien. Da Paulus’ første rejse nu var til ende, fortalte de to missionærer menigheden „de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem, og at han havde åbnet troens dør for folk fra nationerne“. Derefter tilbragte de nogen tid sammen med disciplene i Antiochia, hvilket uden tvivl har bidraget meget til at styrke disse i troen. I dag har de rejsende tilsynsmænds besøg den samme virkning.

Et vigtigt spørgsmål bliver afgjort

13. Hvad var påkrævet hvis kristendommen ikke skulle blive splittet i hebraiske og ikkejødiske grupper?

¹³ Fasthed i troen krævede enhed i tanke. (1 Korinther 1:10) For at hindre kristendommen i at blive opdelt i hebraiske og ikkejødiske grupper, måtte det styrende råd afgøre om de ikkejøder der strømmede til Guds organisation skulle overholde Moseloven og omskæres. (15:1-5) Nogle mænd fra Judæa var allerede rejst til Antiochia i Syrien og var begyndt at lære de derboende ikkejødiske brødre at de ikke kunne blive frelst medmindre de blev omskåret. (2 Mosebog 12:48) Følgelig blev Paulus, Barnabas og andre sendt til apostlene og de ældste i Jerusalem. Selv her insisterede nogle af de før så lovtro farisæere der nu var blevet kristne, på at ikkejøderne skulle omskæres og overholde Loven.

14. (a) Hvilket godt eksempel blev der sat ved et møde i Jerusalem, selv om der var megen diskussion? (b) Hvad var hovedtanken i Peters argumentation ved denne lejlighed?

¹⁴ Der blev derfor holdt et møde hvor man ville undersøge hvad der var Guds vilje. (15:6-11) Der blev megen diskussion da de stærke personligheder gav deres mening til kende, uden at det dog førte til strid. Derved satte de et godt eksempel for ældste i dag! På et tidspunkt sagde Peter: ’Gud traf det valg at folk fra nationerne [som for eksempel Kornelius] gennem min mund skulle høre den gode nyhed og få tro. Han vidnede ved at give dem den hellige ånd og gjorde ingen forskel på os og dem. [Apostelgerninger 10:44-47] Hvorfor sætter I nu Gud på prøve ved at lægge et åg [kravet om at overholde Loven] på disciplenes nakke som hverken vore forfædre eller vi kunne bære? Vi [kødelige jøder] stoler på at vi bliver frelst ved Herren Jesu ufortjente godhed på samme måde som de.’ At Gud havde taget imod uomskårne ikkejøder viste at frelsen ikke var betinget af at man praktiserede omskærelse eller overholdt Loven. — Galaterne 5:1.

15. Hvad understregede Jakob, og hvad foreslog han at man skrev til de ikkejødiske kristne?

¹⁵ Efter Peters tale blev forsamlingen tavs, men der var mere der skulle frem. (15:12-21) Barnabas og Paulus berettede om de tegn som Gud ved deres hånd havde gjort blandt nationerne. Derefter sagde Jesu halvbroder Jakob, der var ordstyrer: ’Simeon [Peters hebraiske navn] har berettet om hvordan Gud vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn.’ Jakob tilkendegav at den forudsagte genopbygning af „Davids faldne hytte“ (genoprettelsen af kongedømmet i Davids slægt) blev opfyldt ved at Jesu disciple (Rigets arvinger) blev indsamlet både blandt jøder og ikkejøder. (Amos 9:11, 12, Septuaginta; Romerne 8:17) Eftersom dette var Guds hensigt, burde disciplene anerkende det. Jakob foreslog at man skrev til de ikkejødiske kristne at de (1) skulle afholde sig fra det der var forurenet af afguder, (2) fra utugt og (3) fra blod og det der var kvalt. Disse forbud fandtes i Moses’ skrifter, som blev læst i synagogerne hver sabbat. — 1 Mosebog 9:3, 4; 12:15-17; 35:2, 4.

16. Hvilke tre punkter i brevet fra det styrende råd i det første århundrede tjener også som vejledning for os i dag?

¹⁶ Det styrende råd sendte derefter et brev ud til de ikkejødiske kristne i Antiochia, Syrien og Kilikien. (15:22-35) Den hellige ånd og de der havde skrevet brevet påbød dem at afholde sig fra det der var ofret til afguder; blod (hvilket blandt nogle folkeslag var en almindelig spise); dyr der var kvalt uden at blodet var løbet fra (mange ikkejøder betragtede den slags kød som en delikatesse); og fra utugt (græsk: porneia, der betegner ulovlige kønslige forhold uden for et bibelsk gyldigt ægteskab). Ved at afholde sig fra disse ting ville de erfare åndelig vækst, nøjagtig som Jehovas vidner gør i dag fordi de retter sig efter „dette nødvendige“. Ordene: „Lev vel!“ var en slags afskedshilsen, og man kan ikke deraf slutte at disse krav hovedsagelig var en slags helbredsforskrifter. Da brevet var blevet læst i Antiochia, glædede menigheden sig over den opmuntring det indeholdt. Samtidig blev Guds folk i Antiochia styrket i troen gennem opmuntrende ord fra Paulus, Silas, Barnabas og andre. Vi bør også være opmærksomme på hvordan vi kan opmuntre og opbygge vore trosfæller.

Den anden missionsrejse begynder

17. (a) Hvilket problem opstod under forberedelsen af den anden missionsrejse? (b) Hvad gjorde Paulus og Barnabas da de var uenige?

¹⁷ Under forberedelsen af den anden missionsrejse opstod der et problem. (15:36-41) Paulus foreslog at han og Barnabas igen besøgte menighederne på Cypern og i Lilleasien. Det var Barnabas indstillet på, men han ville have sin fætter Markus med. Det ønskede Paulus ikke, fordi Markus havde forladt dem i Pamfylien. Det resulterede i „et skarpt opgør“ mellem de to. Men hverken Paulus eller Barnabas forsøgte at retfærdiggøre sig selv ved at inddrage andre ældste eller det styrende råd i deres private anliggender. Et godt eksempel for os at følge!

18. Hvad medførte det at Paulus og Barnabas skiltes, og hvad kan vi lære af denne hændelse?

¹⁸ Denne uoverensstemmelse bevirkede imidlertid at de skiltes, og Barnabas tog Markus med til Cypern. Sammen med Silas rejste Paulus „gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne“. Barnabas kan have ladet sig påvirke af de familiebånd der knyttede ham til Markus, men han burde have anerkendt Paulus’ apostelhverv og hans stilling som „et udvalgt redskab“. (Apostelgerninger 9:15) Hvad kan vi lære af denne hændelse? At det er nødvendigt at anerkende teokratisk myndighed og samarbejde helt og fuldt med „den trofaste og kloge træl“! — Mattæus 24:45-47.

Fremskridt i fred

19. Hvordan er Timoteus et godt eksempel for unge i dag?

¹⁹ Denne strid fik ikke lov at berøre menighedens fred. Guds folk blev fortsat styrket i troen. (16:1-5) Paulus og Silas tog til Derbe og derfra videre til Lystra. Her boede Timoteus, søn af Eunike, en troende jødisk kvinde som havde en ikketroende mand der var græker. Timoteus var ganske ung, for 18 til 20 år senere skrev Paulus til ham: „Lad ingen se ned på din ungdom.“ (1 Timoteus 4:12) Eftersom han „havde et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“ (der lå 29 kilometer fra Lystra), må han have været kendt for sin gode tjeneste og sine kristne egenskaber. I dag bør kristne unge med Jehovas hjælp søge at opdyrke et lignende omdømme. Paulus ville gerne have Timoteus med på rejsen, og han omskar Timoteus, da de skulle besøge jøders hjem og synagoger. Man vidste nemlig at Timoteus’ fader var ikkejøde, og apostelen ønskede ikke at noget skulle hindre dem i at forkynde for jødiske mænd og kvinder der havde behov for at lære om Messias. I dag søger Jehovas vidner også at gøre hvad de kan for at alle slags mennesker kan tage imod den gode nyhed, uden dog at gå på kompromis med de bibelske principper. — 1 Korinther 9:19-23.

20. Hvad medførte det at man rettede sig efter brevet fra det styrende råd i det første århundrede, og hvad kan vi lære heraf?

²⁰ Ledsaget af Timoteus overbragte Paulus og Silas disciplene det styrende råds bestemmelser. Hvad blev resultatet? Åbenbart med henvisning til Syrien, Kilikien og Galatien skrev Lukas: „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ Det medførte altså enhed og åndelig vækst at man rettede sig efter brevet fra det styrende råd. Et godt eksempel at følge i vore kritiske tider, hvor det er vigtigt at Jehovas folk styrkes og forbliver forenet i troen!

Jehovas ord virker med styrke!

’Jehovas ord gik vældigt fremad og virkede med styrke.’ — APOSTELGERNINGER 19:20.

1. Hvad vil blive behandlet i denne studieartikel om Apostelgerninger?

JEHOVA åbnede en dør til virksomhed. Især Paulus, en „apostel for nationerne“, skulle føre an i dette arbejde. (Romerbrevet 11:13) I vor videre gennemgang af Apostelgerninger skal vi høre mere om hans spændende missionsrejser. — Apostelgerninger 16:6–19:41.

2. (a) Hvordan tjente apostelen Paulus som en guddommeligt inspireret skribent fra omkring år 50 til år 56? (b) Hvad skete der da Gud føjede sin velsignelse til Paulus’ og andres arbejde?

² Paulus var desuden en guddommeligt inspireret skribent. I perioden fra omkring år 50 til år 56 skrev han Første og Andet Thessalonikerbrev i Korinth, Galaterbrevet i Korinth eller i Antiochia i Syrien, Første Korintherbrev i Efesus, Andet Korintherbrev i Makedonien, og Romerbrevet i Korinth. Eftersom Gud velsignede Paulus’ og andre forkynderes tjeneste „gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke“. — Apostelgerninger 19:20.

Fra Asien til Europa

3. Hvordan satte Paulus og hans rejsefæller et godt eksempel i forbindelse med at lade sig lede af den hellige ånd?

³ Paulus og hans medtjenere satte et godt eksempel i forbindelse med at lade sig lede af den hellige ånd. (16:6-10) Ånden forhindrede dem, måske ved hørlige åbenbaringer, drømme eller syner, i at forkynde i provinserne Asien og Bitynien, som dog senere blev nået med den gode nyhed. (Apostelgerninger 18:18-21; 1 Peter 1:1, 2) Hvorfor afholdt ånden dem fra at drage til disse områder? Jo, eftersom arbejderne var få, førte ånden dem til Europa, hvor arbejdet ville bære mere frugt. Hvis Jehovas vidner i dag hindres i at forkynde i bestemte områder, forkynder de blot andre steder i tillid til at Guds ånd vil føre dem til de symbolske får.

4. Hvordan reagerede Paulus da han fik et syn af en makedonisk mand der bad om hjælp?

⁴ Paulus og hans rejsefæller „passerede“ derfor Mysien, et område i Lilleasien. Paulus fik imidlertid et syn af en makedonisk mand der bad om hjælp. Missionærerne drog derfor straks til Makedonien på Balkanhalvøen. Også i dag leder den hellige ånd mange Jehovas vidner til områder hvor der er et stort behov for forkyndere.

5. (a) Hvorfor kan det siges at Jehovas ord virkede med styrke i Filippi? (b) Hvordan ligner mange af Jehovas tjenere i vor tid Lydia?

⁵ Jehovas ord virkede med styrke i Makedonien. (16:11-15) I Filippi, en koloni med en overvejende romersk befolkning, var der åbenbart kun få jøder og ingen synagoge. Brødrene gik derfor ud til „et bedested“ ved en flod uden for byen. Her traf de blandt andet en kvinde ved navn Lydia, muligvis en jødisk proselyt fra Tyatira, en lilleasiatisk by der var kendt for sin farveindustri. Hun solgte enten purpurfarve eller purpurfarvet klæde og tøj. Efter at Lydia og hendes husstand var blevet døbt, bad hun så indtrængende brødrene om at måtte vise dem gæstfrihed at Lukas skrev: „Hun ligefrem pressede os.“ Vi er taknemmelige for at der også findes sådanne søstre i dag.

En arrestforvarer kommer til troen

6. Hvordan førte dæmonisme til at Paulus og Silas blev fængslet i Filippi?

⁶ Satan må være blevet rasende over den åndelige vækst der fandt sted i Filippi, for et tilfælde af dæmonisme i byen førte til at Paulus og Silas blev fængslet. (16:16-24) I flere dage havde en pige med en „spådomsånd“ (ordret: „en pythonånd“), fulgt efter dem. Ånden, en dæmon, kan have udgivet sig for at være den pythiske Apollon, en græsk gud der ifølge sagnet dræbte en slange eller drage ved navn Python. Pigen skaffede sine herrer en stor fortjeneste ved at øve spådomskunst. Hun har måske fortalt landmænd hvornår de skulle så, unge kvinder hvornår de skulle gifte sig og minearbejdere hvor de skulle søge efter guld. Hun blev ved at følge efter brødrene og råbte: „Disse mennesker er den højeste Guds trælle og de forkynder jer frelsens vej.“ Dæmonen fik hende måske til at sige dette for at give det udseende af at hendes forudsigelser var inspireret af Gud. Men dæmoner har ingen ret til at fremkomme med proklamationer om Jehova og hans frelsesforanstaltning. Da Paulus blev træt af hendes chikaneri, uddrev han dæmonen i Jesu navn. Da pigens herrer opdagede at deres forretningsforetagende var ødelagt, trak de Paulus og Silas hen på torvet hvor de blev slået med stokke. (2 Korinther 11:25) Derefter blev de fængslet og fik fødderne lagt i blokken. Dette instrument kunne indstilles sådan at benene blev tvunget fra hinanden, hvilket var meget smertefuldt.

7. For hvem blev fængslingen af Paulus og Silas i Filippi en velsignelse, og hvordan gik det til?

⁷ Dette fængselsophold viste sig at blive til velsignelse for arrestforvareren og hans familie. (16:25-40) Omkring midnat var Paulus og Silas i færd med at bede og prise Gud i sang, i forvisning om at han var med dem. (Salme 42:8) Pludselig fik et jordskælv dørene til at åbne sig og alle lænker løsnede sig fra bjælker og murværk. Arrestforvareren frygtede at han nu ville blive dømt til døden fordi fangerne var undsluppet. Men lige før han skulle til at begå selvmord, råbte Paulus til ham: „Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle!“ Så snart han havde ført Paulus og Silas ud spurgte han dem hvordan han kunne blive frelst. Svaret lød: „Tro på Herren Jesus.“ Efter at have hørt Jehovas ord ’blev han selv og de som hørte ham til, uden tøven døbt’. Dette førte til stor glæde.

8. Hvad gjorde de øverste i Filippi, og hvad kunne der opnås ved at de offentligt indrømmede at de havde begået en fejl?

⁸ Den næste dag meddelte de øverste i byen at Paulus og Silas skulle løslades. Men Paulus sagde: ’Uden at vi var dømt, pryglede de os, som er romerske borgere, og kastede os i fængsel. Vil de nu i hemmelighed jage os ud? Lad dem selv komme og føre os ud.’ Hvis øversterne offentligt erkendte at de havde begået en fejl, ville de sikkert være mere tilbageholdende med at prygle og fængsle andre kristne. Da de ikke uden videre kunne smide romerske borgere på porten, kom øversterne og bad brødrene om at tage bort, hvilket disse dog først gjorde efter at have opmuntret deres trosfæller. I dag viser Det Styrende Råd og dets repræsentanter en lignende interesse for deres trosfæller ved at besøge og opmuntre Guds folk jorden over.

Jehovas ord virker med styrke i Thessalonika og Berøa

9. Hvilken metode, som Jehovas vidner også bruger i dag, benyttede Paulus sig af da han skulle ’forklare og bevise’ at Messias måtte lide og opstå fra de døde?

⁹ Dernæst virkede Guds ord med styrke i Thessalonika, Makedoniens hovedstad og betydeligste havneby. (17:1-9) Her ræsonnerede Paulus med nogle jøder, idet han ’forklarede og beviste’ at Messias måtte lide og opstå fra de døde. (Dette gjorde Paulus ved at sammenholde profetierne med de begivenheder der opfyldte dem, på samme måde som Jehovas vidner gør i dag.) Som følge heraf kom mange proselytter, foruden nogle jøder og andre, til troen. Nogle skinsyge jøder lavede imidlertid et opløb, og da de ikke kunne finde Paulus og Silas, tog de Jason og andre brødre med til byens ledere og beskyldte dem for at tilskynde til oprør, en af de falske beskyldninger som stadig bruges mod Jehovas folk. Brødrene blev imidlertid løsladt efter at de havde stillet „tilstrækkelig kaution“.

10. Med hvilket motiv undersøgte jøderne i Berøa Skrifterne?

¹⁰ Dernæst tog Paulus og Silas til byen Berøa. (17:10-15) Jøderne her ’undersøgte Skrifterne’, hvilket Jehovas vidner også opfordrer folk til at gøre i dag. Indbyggerne i Berøa tvivlede ikke på det Paulus sagde men undersøgte det selv for at finde beviser på at Jesus var Messias. Hvad blev resultatet? En hel del jøder og nogle grækere (måske proselytter) kom til troen. Da nogle jøder fra Thessalonika bragte masserne i oprør, ledsagede brødrene Paulus til kysten, hvor nogle af hans rejsefæller muligvis gik om bord i et skib til Piræus, Athens havneby.

Jehovas ord virker med styrke i Athen

11. (a) Hvordan aflagde Paulus et frimodigt vidnesbyrd i Athen, og hvem ville diskutere med ham? (b) Hvad antydede nogle ved at kalde Paulus et „snakkehoved“?

¹¹ Der blev aflagt et frimodigt vidnesbyrd i Athen. (17:16-21) På grund af Paulus’ tale om Jesus og opstandelsen gav nogle af filosofferne sig til at diskutere med ham. Nogle af dem var epikuræere, der lagde vægt på nydelse. Andre var stoikere, der gik ind for selvbeherskelse. ’Hvad er det dette snakkehoved vil sige?’ spurgte nogle. Ved at kalde Paulus et „snakkehoved“ (ordret: „en som opsamler sædekorn“), antydede de at han var en person der opsnappede oplysninger her og der, ligesom en fugl opsamler korn, og bragte dem videre uden at have visdom. Andre sagde: „Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme.“ Det var en alvorlig sag, for Sokrates mistede livet på grund af en sådan anklage. Kort efter blev Paulus ført til Areopagus (Marshøjen), hvor en højesteret muligvis mødtes i det fri i nærheden af Akropolis.

12. (a) På hvilken måde var Paulus’ tale på Areopagus et godt eksempel? (b) Hvad understregede Paulus vedrørende Gud, og med hvilket resultat?

¹² Paulus’ tale på Areopagus er et strålende eksempel på hvordan man vælger en virkningsfuld indledning og fremfører en logisk tankerække med overbevisende argumenter, hvilket også er noget der undervises i på Jehovas Vidners teokratiske skole. (17:22-34) Paulus sagde at athenerne var mere religiøse end andre. De havde oven i købet et alter „for en ukendt Gud“, måske fordi de ikke ønskede at tilsidesætte nogen som helst guddom! Paulus talte om Skaberen som „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“ og „har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig“, deriblandt tiden for hvornår kana’anæerne skulle udryddes. (1 Mosebog 15:13-21; Daniel 2:21; 7:12) Denne Gud kan vi finde, „for vi er også hans afkom,“ sagde Paulus, idet han citerede deres digtere Aratos og Kleanthes og sigtede til at mennesket er skabt af Jehova. Som Guds afkom bør vi ikke forestille os at den fuldkomne Skaber er som en afgud der er fremstillet af ufuldkomne mennesker. Gud havde engang båret over med en sådan uvidenhed men meddelte nu mennesker at de skulle ændre sind, for han havde fastsat en dag hvor han ville dømme menneskeheden ved den han havde udnævnt. Eftersom Paulus „forkyndte den gode nyhed om Jesus“, vidste hans tilhørere at han mente at denne dommer ville være Kristus. (Apostelgerninger 17:18; Johannes 5:22, 30) Det irriterede epikuræerne at han talte om sindsændring. De græske filosoffer kunne godt acceptere tanken om udødelighed men ikke tanken om død og opstandelse. Ligesom mange i dag trækker på skuldrene af den gode nyhed, sagde nogle: ’Vi vil høre dig fortælle om dette en anden gang.’ Men dommeren Dionysius og andre kom til troen.

Guds ord virker med styrke i Korinth

13. Hvordan forsørgede Paulus sig selv, og hvilken parallel finder vi hertil i dag?

¹³ Paulus drog videre til Korinth, hovedstaden i provinsen Achaia. (18:1-11) Her traf han Akvila og Priskilla, der var kommet hertil da kejser Claudius havde beordret at de jøder der ikke var romerske borgere skulle forlade Rom. For at forsørge sig selv i tjenesten lavede Paulus telte sammen med dette kristne ægtepar. (1 Korinther 16:19; 2 Korinther 11:9) Det var et hårdt arbejde at skære og sy i kraftigt gedehårsklæde. I dag dækker Jehovas vidner også deres materielle behov ved verdsligt arbejde, men tjenesten er deres vigtigste opgave.

14. (a) Hvad gjorde Paulus da han blev udsat for vedvarende modstand fra jøderne i Korinth? (b) Hvordan blev Paulus forsikret om at han skulle blive i Korinth, og hvordan bliver Jehovas folk ledet i dag?

¹⁴ Paulus forkyndte at Jesus var Messias, men jøderne i Korinth blev ved med at spotte. For at frasige sig ethvert ansvar for deres skæbne rystede han sine klæder ud, og begyndte derefter at holde møder i huset hos Titius Justus, der sandsynligvis var romer. Mange (deriblandt den tidligere synagogeforstander Krispus og hans husstand) kom til troen og blev døbt. Hvis jødernes fjendtlige holdning havde fået Paulus til at overveje hvorvidt han skulle blive i Korinth, forsvandt tvivlen fuldstændig da Herren i et syn sagde til ham: ’Vær ikke bange. Bliv ved med at tale, for jeg er med dig og ingen skal skade dig. Jeg har et stort folk i denne by.’ Paulus fortsatte derfor med at forkynde Guds ord i Korinth i tilsammen et år og seks måneder. Jehovas folk modtager ganske vist ikke syner i dag, men bønnen og den hellige ånds ledelse hjælper dem til at træffe lignende kloge afgørelser hvad Rigets interesser angår.

15. Hvad skete der da Paulus blev ført for prokonsulen Gallio?

¹⁵ Jøderne førte Paulus hen til prokonsulen Junius Gallio. (18:12-17) De påstod at Paulus’ forkyndelse var ulovlig — den samme falske beskyldning som Grækenlands præster i dag retter mod Jehovas vidner. Gallio var klar over at Paulus ikke havde gjort sig skyldig i nogen nederdrægtighed, og at jøderne kun bekymrede sig lidt om Roms velfærd og love, så han drev dem bort. Da nogle tilskuere gav sig til at slå den nye synagogeforstander Sostenes, greb Gallio ikke ind. Han mente måske at Sostenes, der tilsyneladende stod bag pøbeloptøjerne mod Paulus, fik løn som fortjent.

16. Hvorfor var det ikke forkert af Paulus at lade sit hår klippe fordi han havde aflagt et løfte?

¹⁶ Paulus sejlede nu fra den ægæiske havneby Kenkreæ til Efesus, en by i Lilleasien. (18:18-22) Før rejsen lod han sig klippe, „for han havde aflagt et løfte“. Der siges intet om hvorvidt Paulus havde aflagt dette løfte før han var blevet en discipel af Jesus, eller om Paulus blev klippet ved begyndelsen eller afslutningen på det tidsrum løftet gjaldt. Kristne er ikke underlagt Moseloven, men denne lov var givet af Gud og derfor hellig, og der var ikke noget forkert ved at aflægge et sådant løfte. (Romerne 6:14; 7:6, 12; Galaterne 5:18) I Efesus ræsonnerede Paulus med jøderne og lovede at vende tilbage hvis det var Guds vilje. (Dette løfte opfyldte han senere.) Da han vendte tilbage til Antiochia i Syrien sluttede hans anden missionsrejse.

Jehovas ord virker med styrke i Efesus

17. Hvilken undervisning havde Apollos og andre brug for i forbindelse med dåben?

¹⁷ Paulus drog kort efter ud på sin tredje missionsrejse (omkring år 52-56). (18:23–19:7) På dette tidspunkt underviste Apollos om Jesus i Efesus, men han var kun kendt med Johannes’ dåb, der symboliserede at man angrede og vendte om fra sine synder mod Moseloven. Priskilla og Akvila „forklarede Guds vej nøjere for ham“, idet de sandsynligvis forklarede ham at dét at blive døbt som Jesus var blevet det, indbefattede at man lod sig døbe i vand og modtog den hellige ånd. Efter at dåben med hellig ånd havde fundet sted på pinsedagen år 33, måtte enhver som var blevet døbt med Johannes’ dåb, døbes igen i Jesu navn. (Mattæus 3:11, 16; Apostelgerninger 2:38) I Efesus blev 12 jødiske mænd som var blevet døbt med Johannes’ dåb senere „døbt i Herren Jesu navn“, hvilket er den eneste beretning om gendåb der findes i Bibelen. Da Paulus lagde hænderne på dem modtog de den hellige ånd, og de blev mirakuløst i stand til at profetere og tale i tunger, hvilket viste at Gud havde godkendt dem.

18. Hvor forkyndte Paulus mens han befandt sig i Efesus, og med hvilket resultat?

¹⁸ Paulus havde nok at se til i Efesus, en by med omkring 300.000 indbyggere. (19:8-10) Byens tempel, der var viet til gudinden Artemis, var et af oldtidens syv vidundere, og byens teater kunne rumme 25.000 tilskuere. I synagogen ’talte Paulus overbevisende’ ved at fremlægge overbevisende argumenter, men trak sig tilbage da nogle talte nedsættende om Vejen, den livsform der var bygget op omkring troen på Kristus. I to år talte Paulus dagligt i Tyrannus’ skolesal, og „Herrens ord“ blev forkyndt i hele provinsen Asien.

19. Hvad skete der i Efesus som fik ’Jehovas ord til at gå fremad og virke med styrke’ i denne by?

¹⁹ Gud viste at han anerkendte Paulus’ tjeneste ved at sætte ham i stand til at helbrede syge og uddrive dæmoner. (19:11-20) Syv sønner af en overordnet jødisk præst ved navn Skeva formåede imidlertid ikke at uddrive en dæmon i Jesu navn da de ikke repræsenterede Gud og Kristus. De blev oven i købet såret af den dæmonbesatte mand! Derfor kom der frygt over folk „og Herren Jesu navn blev fortsat gjort stort“. De der kom til troen ophørte med at praktisere okkultisme og de brændte offentligt deres bøger, som åbenbart indeholdt besværgelser og trylleformularer. „Således,“ skrev Lukas, „gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.“ Også i dag hjælper Guds tjenere folk til at slippe fri af dæmonisme. — 5 Mosebog 18:10-12.

Religiøs intolerance slår fejl

20. Hvorfor lavede sølvsmedene i Efesus optøjer, og hvordan blev det standset?

²⁰ Jehovas vidner har ofte stået over for vrede pøbelskarer, og det samme skete for de kristne i Efesus. (19:21-41) Da de troende voksede i tal, mistede Demetrius og andre sølvsmede penge fordi stadig færre købte deres sølvtempler for den mangebrystede frugtbarhedsgudinde Artemis. Ansporet af Demetrius førte en pøbelskare Paulus’ rejsefæller Gajus og Aristarkus ind i teatret, men disciplene tillod ikke Paulus at gå indenfor. Selv nogle medlemmer af komiteen for fester og idrætslege bønfaldt ham om ikke at løbe denne risiko. I omkring to timer skreg folkehoben: „Stor er efesernes Artemis!“ Til sidst sagde byskriveren (der var bystyrets betydeligste embedsmand) til håndværkerne at de kunne fremlægge deres anklage for en prokonsul, som havde myndighed til at træffe retsafgørelser, eller sagen kunne afgøres i „den ordinære forsamling“ af borgere. Ellers ville Rom kunne anklage dem der deltog i dette ulovlige opløb, for oprør. Derefter lod han dem gå.

21. På hvilken måde velsignede Gud Paulus’ arbejde, og hvordan velsigner han Jehovas Vidners arbejde i dag?

²¹ Gud hjalp Paulus til at holde ud under forskellige prøvelser og velsignede hans bestræbelser for at hjælpe folk ud af religiøse vildfarelser og tage imod sandheden. (Jævnfør Jeremias 1:9, 10.) Vi er taknemmelige for at vor himmelske Fader på lignende måde velsigner vort arbejde. Ligesom i det første århundrede går Jehovas ord i dag fremad og virker med styrke.

Forkynd frimodigt Jehovas rige!

„Han tog venligt imod alle som kom til ham, idet han forkyndte Guds rige for dem.“ — APOSTELGERNINGER 28:30, 31.

1, 2. Hvilke vidnesbyrd havde apostelen Paulus om at Gud hjalp ham, og hvilket eksempel satte han?

JEHOVA hjælper altid dem der forkynder om hans rige. Det fremgår tydeligt af apostelen Paulus’ eksempel. Med Guds hjælp trådte han frem for herskere, udholdt pøbeloverfald og forkyndte frimodigt Jehovas rige.

² Selv som fange i Rom tog Paulus „venligt imod alle som kom til ham, idet han forkyndte Guds rige for dem“. (Apostelgerninger 28:30, 31) Hvilket godt eksempel for Jehovas vidner i dag! Vi kan lære meget ved at betragte Paulus’ tjeneste, som beskrevet af Lukas i de sidste kapitler i Apostelgerninger. — 20:1–28:31.

Trosfæller opmuntres

3. Hvad skete der i Troas, og hvilken nutidig parallel findes der hertil?

³ Efter at optøjerne i Efesus var stilnet af, fortsatte Paulus på sin tredje missionsrejse. (20:1-12) Da han stod over for at skulle sejle til Syrien fandt han ud af at jøderne havde sammensvoret sig imod ham. Da de måske havde planer om at tage med det samme skib og dræbe Paulus, rejste han i stedet gennem Makedonien. I Troas tilbragte han en uge mens han opmuntrede sine trosfæller, på samme måde som Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd gør i dag. Aftenen før sin afrejse lod Paulus sin tale vare til midnat. Eutykus, der sad ved vinduet, var sikkert træt efter dagens arbejde. Da han i søvne sank sammen, styrtede han i døden fra tredje etage. Men Paulus vakte ham til live igen. Hvilken glæde må dette ikke have afstedkommet! Tænk da på den glæde det vil medføre når mange millioner bliver oprejst i den kommende nye verden. — Johannes 5:28, 29.

4. Hvad havde Paulus lært de ældste i Efesus i forbindelse med tjenesten?

⁴ På vej til Jerusalem mødtes Paulus med de ældste fra Efesus i Milet. (20:13-21) Han mindede dem om hvordan han havde undervist dem „fra hus til hus“ og aflagt „et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. De der blev udnævnt til at være ældste havde allerede ændret sind og ejede tro. Apostelen havde også undervist dem i frimodigt at forkynde Riget for ikketroende i tjenesten fra hus til hus, en forkyndelsesform Jehovas vidner også benytter sig af i dag.

5. (a) Hvilket godt eksempel satte Paulus med hensyn til at lade sig lede af den hellige ånd? (b) Hvorfor havde de ældste brug for vejledning i at ’give agt på hele hjorden’?

⁵ Paulus var et godt eksempel i det at anerkende Guds hellige ånds ledelse. (20:22-30) Han følte sig „bundet i ånden“, det vil sige forpligtet til at følge dens ledelse og rejse til Jerusalem selv om der ventede ham lænker og trængsler dér. Han satte pris på livet, men det vigtigste for ham var at bevare sin uangribelighed over for Gud, hvilket også bør være det vigtigste for os. Paulus tilskyndede de ældste til at ’give agt på hele den hjord i hvilken den hellige ånd havde sat dem som tilsynsmænd’. Efter hans „bortgang“ (åbenbart hans død), ville der komme „undertrykkende ulve“ som ikke ville „behandle hjorden skånsomt“. Sådanne mænd ville fremstå blandt de ældste selv, og disciple som ikke ejede den rette skelneevne ville tro på deres fordrejede lære. — 2 Thessaloniker 2:6.

6. (a) Hvorfor kunne Paulus tillidsfuldt betro de ældste til Gud? (b) Hvordan fulgte Paulus princippet i Apostelgerninger 20:35?

⁶ For at vogte sig mod frafald måtte de ældste holde sig åndeligt vågne. (20:31-38) Apostelen havde undervist dem i De Hebraiske Skrifter og i Jesu lære, som havde en helliggørende kraft der kunne hjælpe dem til at få del i det himmelske rige, „arven blandt alle de helligede“. Ved at arbejde og sørge for sig selv og sine medarbejdere, opmuntrede Paulus desuden de ældste til at slide i det. (Apostelgerninger 18:1-3; 1 Thessaloniker 2:9) Hvis vi følger dette eksempel og hjælper andre til at opnå evigt liv, vil vi erfare at følgende ord af Jesus er sande: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ I evangelierne findes lignende tanker, men denne udtalelse citeres kun af Paulus, som kan have modtaget den mundtligt eller gennem inspiration. Vi kan opnå stor glæde hvis vi er lige så selvopofrende som Paulus. Han havde ofret sig selv i en sådan grad at de ældste fra Efesus blev dybt bedrøvede da han tog afsked med dem.

Lad Jehovas vilje ske

7. Hvilket eksempel satte Paulus i forbindelse med at underkaste sig Guds vilje?

⁷ Da Paulus’ tredje missionsrejse nærmede sig sin afslutning (omkring år 56), satte han et godt eksempel i at underkaste sig Guds vilje. (21:1-14) I Cæsarea boede Paulus og hans rejsefæller hos Filip, som havde fire døtre der var jomfruer og som „profeterede“, det vil sige forudsagde begivenheder ved den hellige ånds hjælp. Det var også her at den kristne profet Agabus bandt sine hænder og fødder med Paulus’ bælte og ved ånden sagde at jøderne i Jerusalem ville binde ejeren af dette bælte og overgive ham til folk fra nationerne. „Jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navn,“ sagde Paulus. Til sidst indvilligede disciplene heri med ordene: „Lad Jehovas vilje ske.“

8. Hvad kan vi tænke på hvis vi til tider finder det svært at tage imod gode råd?

⁸ I Jerusalem fortalte Paulus de ældste hvad Gud havde udrettet blandt nationerne ved hans tjeneste. (21:15-26) Hvis vi har svært ved at tage imod gode råd, kan vi tænke på hvordan Paulus tog imod råd. For at bevise at han ikke lærte de jøder der befandt sig blandt nationerne „frafald fra Moses“, fulgte han de ældstes råd om at lade sig rense ceremonielt og dække udgifterne dertil for sig selv og fire andre mænd. Jesu død satte ganske vist Loven ud af kraft, men det betød ikke at det var forkert af Paulus at rette sig efter dens forskrifter angående løfter. — Romerne 7:12-14.

Uforfærdet trods pøbeloverfald

9. Hvilke lighedspunkter er der mellem det Paulus blev udsat for af pøbelskarer og det Jehovas vidner har oplevet i vor tid?

⁹ Jehovas vidner har ofte bevaret deres uangribelighed over for Gud når de er blevet udsat for pøbeloverfald. (Se for eksempel Vågn op! for 8. september 1976, side 13-16; 22. oktober 1976, side 17-18.) Jøderne fra Lilleasien udsatte Paulus for et pøbeloverfald. (21:27-40) Da de så at Trofimus fra Efesus var sammen med ham, beskyldte de falskeligt apostelen for at have vanhelliget templet ved at have ført grækere ind i det. Paulus var nær blevet dræbt, men den romerske militærtribun Claudius Lysias og hans mænd fik stoppet urolighederne. Som forudsagt (men foranlediget af jøderne) fik Lysias Paulus lagt i lænker. (Apostelgerninger 21:11) Apostelen skulle netop til at føres til soldaternes kvarter, der grænsede op til tempelområdet, da det gik op for Lysias at Paulus ikke var en oprørsstifter men som jøde havde lov til at gå ind på tempelområdet. Efter at have fået tilladelse dertil talte Paulus til folket på hebraisk.

10. Hvordan reagerede jøderne i Jerusalem på Paulus’ tale, og hvorfor blev han ikke pisket?

¹⁰ Paulus aflagde et frimodigt vidnesbyrd. (22:1-30) Han præsenterede sig som jøde, oplært af den højt respekterede Gamaliel. Apostelen forklarede at han havde været på vej til Damaskus for at forfølge dem der fulgte Vejen, men var blevet blindet da han så den herliggjorte Jesus Kristus, og at Ananias havde givet ham synet igen. Senere havde Herren sagt til Paulus: „Begiv dig på vej, for jeg vil sende dig ud til nationer langt borte.“ Men disse ord var den dråbe der fik bægeret til at flyde over. Folkeskaren råbte at Paulus ikke burde have lov til at leve, og de smed om sig med deres yderklæder og kastede i vrede støv op i luften. Lysias fik Paulus ført ind i soldaternes kvarter hvor han skulle forhøres under piskeslag (med en pisk der havde lædersnore med knuder eller hvortil der var fastgjort metal- eller benstykker) for at man kunne finde ud af hvorfor jøderne var ham fjendtligt stemt. Han undgik at blive pisket da han spurgte: „Har I lov til at piske en mand som er romer og som ikke er dømt?“ Da Lysias hørte at Paulus var romersk statsborger blev han bange og fremstillede ham for Sanhedrinet for at finde ud af hvorfor han blev anklaget af jøderne.

11. I hvilken forstand var Paulus farisæer?

¹¹ Da Paulus indledte sit forsvar for Sanhedrinet med at sige at han havde ’levet sit liv for Gud med en fuldstændig ren samvittighed’, gav ypperstepræsten Ananias ordre til at slå ham. (23:1-10) Det fik Paulus til at sige: „Gud skal slå dig, du hvidkalkede væg“. „Håner du Guds ypperstepræst?“ spurgte nogle. Paulus har måske ikke genkendt Ananias på grund af et dårligt syn. Da Paulus blev klar over at rådsforsamlingen bestod af farisæere og saddukæere, sagde han: ’Jeg er farisæer og skal dømmes for opstandelseshåbet.’ Dette delte Sanhedrinet i to grupper, for farisæerne troede på en opstandelse, men det gjorde saddukæerne ikke. Der opstod så store tumulter at Lysias måtte komme apostelen til undsætning.

12. Hvordan undgik Paulus at blive offer for en morderisk sammensværgelse i Jerusalem?

¹² Paulus undslap dernæst en morderisk sammensværgelse. (23:11-35) Fyrre jøder havde svoret at de hverken ville spise eller drikke før de havde dræbt ham. Men Paulus’ nevø fortalte dette til ham og til Lysias. Under militær bevogtning blev apostelen ført til landshøvdingen Antonius Felix i Cæsarea, der var det romerske administrationscenter i Judæa. Efter at have lovet at forhøre Paulus, holdt Felix ham bevogtet i Herodes den Stores prætorianerpalads, der var landshøvdingens hovedkvarter.

Frimodig forkyndelse for regenter

13. Hvad forkyndte Paulus om for Felix, og hvilken virkning havde dette?

¹³ Inden længe måtte apostelen forsvare sig mod falske beskyldninger, og han aflagde et frimodigt vidnesbyrd over for Felix. (24:1-27) Stillet over for sine jødiske anklagere viste Paulus at han ikke havde ophidset mængden til optøjer. Han lod dem forstå at han troede på det der stod i Loven og Profeterne og havde håb om ’at der ville finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige’. Paulus var rejst til Jerusalem med „barmhjertighedsgaver“ (bidrag til Jesu disciple, hvis fattigdom måske skyldtes forfølgelse) og var blevet ceremonielt renset. Felix udskød domsafsigelsen, men senere fik Paulus igen lejlighed til at forkynde for ham og hans hustru, Drusilla (datter af Herodes Agrippa I), om Kristus og om retfærdighed, selvbeherskelse og den kommende dom. Dette forskrækkede Felix, og han sendte Paulus bort. Senere sendte han imidlertid ofte bud efter apostelen, idet han forgæves håbede på at modtage bestikkelse. Felix vidste godt at Paulus var uskyldig. Men da han to år senere blev afløst af Porkius Festus, efterlod han ikke desto mindre Paulus bundet i håb om at opnå jødernes gunst.

14. Hvilken juridisk ret benyttede Paulus sig af da han blev fremstillet for Festus, og hvilken parallel har vi hertil i nutiden?

¹⁴ Paulus holdt også en frimodig forsvarstale over for Festus. (25:1-12) Hvis apostelen havde begået noget der fortjente døden, vægrede han sig ikke ved at dø, men ingen kunne som en gunstbevisning udlevere ham til jøderne. „Jeg appellerer til kejseren!“ sagde Paulus, idet han benyttede sig af romerske borgeres ret til at få deres sag prøvet i Rom (på daværende tidspunkt for kejser Nero). Appellen blev imødekommet, og Paulus kom derved som forudsagt til at „vidne i Rom“. (Apostelgerninger 23:11) Jehovas vidner benytter sig også i dag af muligheden for „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Filipperne 1:7.

15. (a) Hvilken profeti gik i opfyldelse da Paulus blev fremstillet for kong Agrippa og kejseren? (b) Hvordan havde Saulus ’sparket imod pigkæppens stik’?

¹⁵ Kong Herodes Agrippa II fra det nordlige Judæa og hans søster Berenike (med hvem han levede i blodskam) hørte på Paulus da han aflagde besøg hos Festus i Cæsarea. (25:13–26:23) Ved at forkynde for Agrippa og kejseren opfyldte Paulus profetien om at han ville bære Herrens navn ud til konger. (Apostelgerninger 9:15) Da han fortalte Agrippa hvad der var sket på vejen til Damaskus, bemærkede Paulus at Jesus havde sagt: „Det vil blive hårdt for dig at blive ved med at sparke imod pigkæppens stik.“ Ligesom en okse skader sig selv hvis den stædigt stritter imod en pigkæps stik, sådan havde Saulus skadet sig selv ved at forfølge Jesu disciple der havde Guds støtte.

16. Hvordan reagerede Festus og Agrippa på Paulus’ forkyndelse?

¹⁶ Hvordan reagerede Festus og Agrippa? (26:24-32) Da Festus ikke kunne forstå opstandelsen og samtidig var forbløffet over Paulus’ overbevisning, sagde han: „Den megen lærdom driver dig til vanvid!“ Også i dag er der nogle der betragter Jehovas vidner som vanvittige, skønt de egentlig blot, ligesom Paulus, „fremsætter udtalelser af sandhed og af et sundt sind“. „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen,“ sagde Agrippa, hvorefter han sluttede afhøringen. Han indrømmede dog at Paulus kunne være blevet løsladt hvis ikke han havde appelleret til kejseren.

I farer på havet

17. Beskriv de farer Paulus blev udsat for på havet under sin rejse til Rom.

¹⁷ På rejsen til Rom blev Paulus udsat for „farer på havet“. (2 Korinther 11:24-27) En centurion ved navn Julius havde ansvaret for fangerne der skulle sejles fra Cæsarea til Rom. (27:1-26) Da deres skib lagde til i Zidon, fik Paulus lov til at besøge sine trosfæller dér, som opmuntrede ham åndeligt. (Jævnfør Tredje Johannesbrev 14.) I Myra i Lilleasien fik Julius fangerne om bord i et skib med korn som skulle til Italien. Til trods for kraftig modvind kom de til Gode Havne i nærheden af den kretiske by Lasæa. På turen herfra til Føniks blev skibet revet med af en nordøstenstorm. Af frygt for at løbe på grund på sandbankerne i Syrten ved Nordafrikas kyst, firede man sejlene ned. Der var reb om skibets skrog for at det ikke skulle gå op i sammenføjningerne. Da stormen fortsat hærgede, lettede de næste dag skibet ved at kaste noget af lasten over bord. Den tredje dag kastede de bådens takkelage (master og ræer med tilhørende tovværk) i havet. Da alt håb syntes ude, viste en engel sig for Paulus og fortalte ham at han ikke skulle være bange, for han skulle komme til at stå for kejseren. De rejsende må have følt sig lettede da apostelen forsikrede dem om at alle ville strande på en ø.

18. Hvad skete der til sidst med Paulus og dem han rejste sammen med?

¹⁸ De rejsende overlevede virkelig. (27:27-44) Ved midnatstid den fjortende dag mente sømændene at de nærmede sig land. Dette blev bekræftet da de loddede dybden, og de kastede da anker for at undgå at strande på klipperne. På Paulus’ opfordring tog alle 276 ombordværende føde til sig. Derefter lettede de skibet ved at kaste hveden over bord. Ved daggry kappede sømændene ankrene, løste årerne, og hejste forsejlet for vinden. Skibet strandede på en revle og agterstavnen begyndte at blive slået i stykker. Det lykkedes dog alle at komme sikkert i land.

19. Hvad skete der med Paulus på Malta, og hvad gjorde han for andre dér?

¹⁹ Våde og forkomne fandt de skibbrudne ud af at de befandt sig på øen Malta, hvor indbyggerne viste dem „usædvanlig menneskekærlighed“. (28:1-16) Da Paulus lagde brænde på et bål, fik varmen en slange som havde ligget i dvale til at vågne op, og den bed sig fast i hans hånd. (I dag findes der ingen giftslanger på Malta, men Bibelen siger klart at der virkelig var tale om ’et giftigt dyr’.) Malteserne troede at Paulus var en morder som „den hævnende retfærdighed“ ikke ville lade leve, men da han ikke faldt død om eller svulmede op af betændelse, sagde de at han var en gud. Senere helbredte Paulus mange, deriblandt faderen til Maltas øverste embedsmand, Publius. Tre måneder senere rejste Paulus, Lukas og Aristarkus videre med et skib der havde „Zeus’ sønner“ (tvillingeguderne Castor og Pollux, som var de søfarendes skytsguder) som galionsfigur. Efter at være gået i land i Puteoli drog Julius videre med sine fanger. Da nogle kristne fra Rom kom ud for at møde dem ved Appius’ Torv og De Tre Kroer, der lå på Via Appia, takkede Paulus Gud og fattede mod. Da de omsider nåede Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv, men blev bevogtet af en soldat.

Forkynd fortsat Jehovas rige!

20. Hvad holdt Paulus travlt beskæftiget mens han befandt sig i sin bolig i Rom?

²⁰ Paulus forkyndte frimodigt om Jehovas rige i sin bolig i Rom. (28:17-31) Til nogle førende jøder sagde han: „Det er på grund af Israels håb at jeg har denne lænke om mig.“ Dette håb indbefattede at man anerkendte Messias, noget vi også må være villige til at lide for. (Filipperne 1:29) De fleste af disse jøder troede ikke, men mange ikkejøder og en jødisk rest havde den rette hjerteindstilling. (Esajas 6:9, 10) I to år (omkring år 59-61) tog Paulus imod alle som kom til ham, og „forkyndte Guds rige for dem og underviste i det der vedrører Herren Jesus Kristus med den største frimodighed, uden at blive hindret“.

21. Hvilket eksempel satte Paulus lige til afslutningen af sit jordiske liv?

²¹ Nero frikendte tilsyneladende Paulus og løslod ham. Derefter gik apostelen atter i gang med sit arbejde sammen med Timoteus og Titus. Han blev imidlertid atter fængslet i Rom (omkring år 65) og led sandsynligvis martyrdøden for Neros hånd. (2 Timoteus 4:6-8) Lige til det sidste satte Paulus et godt eksempel som en modig forkynder af Riget. Måtte alle der har indviet sig til Gud lægge den samme ånd for dagen her i de sidste dage, idet de frimodigt forkynder Jehovas rige!