Disse missionærer rejste ikke ud for at blive betjent, men for selv at tjene. At de virkelig bestræbte sig for at tjene kom til udtryk på mange måder. Ganske vist er det ikke forkert at tage imod en materiel gave der tilbydes frit, som værdsættelse af åndelig hjælp, og uden at man selv har bedt om den, men missionærerne John Errichetti og Hermon Woodard forstod at de lettere ville kunne få folk i deres distrikt, Alaska, i tale hvis de også brugte lidt tid på at arbejde med deres hænder for at skaffe til dagen og vejen, som apostelen Paulus havde gjort. (1 Kor. 9:11, 12; 2 Thess. 3:7, 8) Deres vigtigste beskæftigelse var at forkynde den gode nyhed. Men når de modtog gæstfrihed, hjalp de også til med et eller andet job — for eksempel at tjære et tag for en mand som havde brug for hjælp. Og når de var ude med en båd der sejlede fra sted til sted, gav de en hånd med når der skulle lastes eller losses. Snart blev det kendt at disse missionærer på ingen måde var som kristenhedens præster.

Nogle steder var det nødvendigt for Jehovas Vidners missionærer at tage verdsligt arbejde for en tid, så de kunne blive etableret i landet og udføre deres tjeneste der. Da Jesse Cantwell, for eksempel, rejste til Colombia, gav han timer i engelsk på det medicinske fakultet ved et universitet, indtil den politiske situation havde ændret sig og de religiøse begrænsninger var ophævet. Så kunne han begynde at gøre fuld brug af sin erfaring som forkynder, idet han blev rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner.

I mange tilfælde var ingen mødt op for at tage imod missionærerne når de ankom til deres nye land. Det var overladt til dem selv at finde et sted at bo. Da Charles Eisenhower og 11 andre i 1943 ankom til Cuba, sov de på gulvet den første nat. Dagen efter købte de nogle senge, og lavede skabe og kommoder af æblekasser. I tillid til at Jehova ville velsigne deres bestræbelser, lykkedes det for missionærgrupperne at betale deres husleje, mad og andre fornødenheder ved hjælp af bidrag for læsestof som de spredte, sammen med den beskedne godtgørelse som specialpionerer fik fra Vagttårnsselskabet.