OM AT OVERVINDE BETÆNKELIGHEDER

Spekulerer du på om du har det der skal til for at tjene som pioner i et fremmed land? Anita, der i dag er i midten af halvfjerdserne, var meget i tvivl om hvorvidt hun ville kunne klare det. Hun voksede op i England og begyndte som pioner da hun var 18. “Jeg kunne godt lide at lære andre om Jehova,” fortæller hun, “men jeg havde aldrig forestillet mig at jeg kunne tjene i udlandet. Jeg havde aldrig lært et fremmedsprog, og det troede jeg faktisk heller ikke jeg var i stand til. Så det var noget af et chok da jeg blev indbudt til at overvære Gileadskolen. Jeg var overrasket over at en ubetydelig person som mig fik så særlig en invitation. Men så tænkte jeg: ‘Hvis Jehova mener jeg kan klare det, giver jeg det et forsøg.’ Det ligger nu mere end 50 år tilbage, og jeg har tjent som missionær i Japan siden da.” Anita tilføjer: “Nogle gange siger jeg med et glimt i øjet til de yngre søstre: ‘Pak rygsækken, og kom ud og få dit livs oplevelse!’ Jeg er glad for at kunne sige at mange har fulgt min opfordring.”

OM AT SAMLE MOD

Mange af de søstre der har tjent i udlandet, var i starten nervøse ved tanken om at flytte ud. Hvordan samlede de mod til at tage springet?

“Som ung drømte jeg om at få et liv fyldt med mening, et hvor jeg kunne hjælpe andre,” husker Maureen, der er i midten af tresserne. Da hun fyldte 20, flyttede hun til Quebec i Canada, hvor der var stort behov for pionerer. “Senere fik jeg en invitation til Gileadskolen, men jeg var utryg ved at skulle tage til et fremmed sted uden mine venner,” siger hun og tilføjer: “Jeg var også bekymret over at skulle forlade min mor, som passede min syge far. Jeg tilbragte mange nætter med at bede tårefyldte og indtrængende bønner til Jehova. Da jeg talte med mine forældre om det, opfordrede de mig til at tage imod invitationen. Jeg kunne også se at menigheden kærligt hjalp og støttede mine forældre. Fordi jeg så hvor omsorgsfuld Jehova er, fik jeg tillid til at han også ville sørge for mig. Og så var jeg klar til at tage afsted!” I 1979 rejste Maureen til Vestafrika og tjente der som missionær i mere end 30 år. I dag er hun specialpioner i Canada, hvor hun tager sig af sin mor. Om de år hun tilbragte i udlandet, siger hun: “Jehova gav mig altid det jeg havde brug for, når jeg havde brug for det.”

“Til at begynde med var det svært for mig at være så langt væk fra min familie,” siger Diane fra Canada, der i dag er i begyndelsen af tresserne. Hun tjente som missionær i Elfenbenskysten i 20 år. “Jeg bad Jehova om hjælp til at få kærlighed til menneskene i mit distrikt. En af lærerne på Gileadskolen, bror Jack Redford, forberedte os på at vi i starten måske ville blive foruroliget, endda chokeret, over de forhold mennesker levede under i vores tildelte distrikt, især når vi blev konfronteret med dyb fattigdom. Men så sagde han: ‘Kig ikke på fattigdommen. Se på menneskene, på deres ansigter og deres øjne. Læg mærke til hvordan de reagerer når de hører sandheden fra Bibelen.’ Det gjorde jeg, og hvor var det en stor velsignelse! Når jeg forkyndte det trøstende budskab om Guds rige, så jeg folks øjne lyse op.” Hvad mere hjalp Diane til at vænne sig til at tjene i udlandet? “Jeg fik et nært forhold til dem jeg studerede med, og mærkede den indre glæde det giver at se dem blive loyale tjenere for Jehova. Mit distrikt blev mit hjem, og jeg fik åndelige mødre, fædre, brødre og søstre, sådan som Jesus lovede.” – Mark. 10:29, 30.

Heidi, der er fra Tyskland, har tjent som missionær i Elfenbenskysten siden 1968. I dag er hun i begyndelsen af halvfjerdserne, og hun siger: “Den største glæde jeg har oplevet, har været at se at mine åndelige børn ‘fortsat vandrer i sandheden’. Nogle af dem jeg har studeret Bibelen med, er nu pionerer og ældste. Mange af dem kalder mig mor eller bedstemor. En af disse ældste har kone og børn, og de betragter mig alle som deres familie. Så Jehova har velsignet mig med en søn, en svigerdatter og tre børnebørn.” – 3 Joh. 4.

Karen fra Canada, der også er først i halvfjerdserne, og som tjente over 20 år i Vestafrika, siger: “Livet som missionær lærte mig at være mere selvopofrende, kærlig og tålmodig. Det har også udvidet min horisont at arbejde sammen med folk af forskellig nationalitet. Jeg har lært at der er mange måder at gøre tingene på. Og hvor er det en stor velsignelse at jeg i dag har skønne venner jorden over! Selvom vores liv og opgaver har forandret sig, har vi stadig et nært forhold.”

Margaret, der er fra England og i dag er sidst i halvfjerdserne, var missionær i Laos. Hun fortæller: “Ved at tjene i udlandet har jeg fået mulighed for med egne øjne at se Jehova drage mennesker til sig, uanset deres race og baggrund. Det har virkelig styrket min tro og givet mig tillid til at Jehova leder sin organisation og vil gennemføre sin hensigt.”