Vi holder ikke op!
„VI HOLDER IKKE OP!“ Det er den indstilling man møder når man besøger et usædvanligt hjem i Tokyo i Japan. Her bor en familie bestående af 22 mænd og kvinder med en gennemsnitsalder på 70. Det er ikke blodets bånd der knytter dem sammen, men en fælles interesse — missionærtjenesten. De har været i heltidstjenesten i sammenlagt 1026 år! De tre ældste er født i 1910. Syv begyndte i heltidstjenesten da de var teenagere. Ni af dem har fulgt forkyndelsesarbejdets fremgang i Japan fra den spæde begyndelse efter den anden verdenskrig. — Esajas 60:22.
I denne seksetages bygning, hvor Vagttårnsselskabet tidligere har haft afdelingskontor, kan man hente megen opmuntring, især på grund af den gode ånd beboerne lægger for dagen. Selv om de fleste af disse åndelige stridsmænd har fysiske begrænsninger som følge af alder og dårligt helbred, er ingen af dem parate til at holde op. Den bygning de bor i, er blevet fuldstændig renoveret af deres japanske venner blandt Jehovas vidner. Der er rigssal i stueetagen og elevator.
Hvad der gør dem glade
Eftersom disse missionærer er forblevet i deres distrikt i så mange år, føler de at det er deres hjem. „Da jeg rejste tilbage til Australien til områdestævnet i sommer,“ fortæller et af de ældste medlemmer af familien, „var jeg parat til at tage hjem efter to uger!“ Missionærerne elsker dem de forkynder iblandt og har opdyrket dyb kærlighed til dem. Alle sætter de stor pris på breve og telefonsamtaler der vækker minder om det der er sket i de forløbne år.
Det er resultatet af en flittig tjeneste. Motiveret af kærlighed til Jehova har missionærerne forkyndt Guds ord under mange forskellige forhold. (Jævnfør Andet Timoteusbrev 4:2.) „Vi har lært os selv at være glade alene af den grund at vi tjener Jehova,“ siger Vera MacKay, som har tjent i Japan i 37 år. „Selv om der ikke engang kommer nogen til døren, er vi der for at forkynde om Jehova.“
Tolv af disse missionærer har aldrig været gift, men er glade for at kunne tjene Herren uden at lade sig distrahere. (1 Korinther 7:35) En af disse er Gladys Gregory, som har været missionær i 43 år. Hun fortæller: „For at få større frihed til at tjene Jehova, begyndte jeg som pioner. Senere kom jeg på Gilead [Vagttårnets Bibelskole Gilead], og derefter ud i missionærtjenesten. Jeg har ikke aflagt noget løfte, men er alligevel forblevet ugift, og ligesom mange andre venner har jeg aldrig fortrudt det.“
Villighed til at tilpasse sig
Nogle mennesker bliver umedgørlige når de bliver ældre, men missionærerne har lært at tilpasse sig. Lois Dyer, Molly Heron, og Lena og Margrit Winteler har boet på et mindre missionærhjem i et boligkvarter i Tokyo. Her boede de i mere end 20 år og blev knyttet til folk i området. I det distrikt som søstrene Winteler havde, var der 40 som regelmæssigt modtog bladene, og Molly og Lois havde 74 de besøgte på deres bladrute. Så blev de af Selskabet bedt om at flytte til det seksetages missionærhjem i Tokyos centrum. „Til at begynde med var jeg fortvivlet og ulykkelig,“ siger Lena. Men som altid tilpassede de sig deres nye distrikt. Hvordan har de det nu? „Virkelig godt,“ svarer Lena. „Nu har vi to betelbrødre som laver mad til os og gør rent i huset. De tager sig godt af os.“ Alle er enige med Lois, der siger: „Den kærlige omsorg Jehovas organisation viser os, hjælper os til at fortsætte.“
Norrine Thompson har også tilpasset sig nye forhold. Hun fortæller: „I 15 år havde jeg den forret at ledsage min mand [der oprindelig var fra New Zealand] i områdetjenesten; det var dengang hele Japan kun bestod af ét område.“ Imidlertid forværredes hendes mands helbredstilstand, og hun oplevede den sværeste tid i sit liv da han døde for 18 år siden. Hun siger: „På det tidspunkt var det kærligheden fra brødrene i hele Japan, samt bønnen og det at jeg holdt mig travlt beskæftiget i forkyndelsen, der gjorde at jeg kunne fortsætte i missionærtjenesten.“
Holdt oppe under helbredsproblemer
„De fleste har et eller andet helbredsproblem, men alle er glade og har et stærkt ønske om at tjene,“ siger Albert Pastor, missionærhjemmets tilsynsmand. En læge og hans kone, som er sygeplejerske, har fået til opgave at tage sig af missionærerne.
For cirka tre år siden mistede Elsie Tanigawa, der er udgået fra Gileadskolens 11. klasse, pludselig synet på sit venstre øje. Fire måneder senere blev det højre øje også dårligere. „Til tider bliver jeg en smule fortvivlet over at jeg ikke kan udrette så meget som før. Men al den venlige hjælp som Selskabet yder og den kærlige støtte min makker og andre viser mig, gør at jeg stadig finder glæde i tjenesten for Jehova,“ siger Elsie.
Shinichi Tohara og hans hustru, Masako, der er fra samme gileadklasse som Elsie, har også inden for de seneste år haft mange helbredsproblemer. For en dygtig taler som Shinichi er det en stor prøvelse ikke at kunne læse en foredragsdisposition på grund af et svækket syn. Han har i de senere år været nødt til at gennemgå både større og mindre operationer, men alligevel stråler hans øjne når han fortæller om en 90-årig bibelstudieelev som han nu hjælper.
Selv om disse missionærer har „en torn i kødet“, betragter de deres svagheder på samme måde som apostelen Paulus, der sagde: „Når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Korinther 12:7-10) Og stærke det er de! De står op til dagstekstdrøftelsen hver morgen klokken syv. Efter morgenmaden går de der har kræfter til det ud i forkyndelsen.
Richard og Myrtle Shiroma er nogle af dem der regelmæssigt er med i tjenesten. Myrtle har haft flere hjerneblødninger på grund af en åreforkalkning i hjernen der begyndte i 1978, men ledsagede alligevel sin mand i rejsetjenesten indtil november 1987. Nu hjælper Richard, som selv er 70 år gammel, Myrtle med alting. Han står op klokken 5 om morgenen, får hende ud af sengen, bader hende, klæder hende på, lægger hendes makeup og mader hende. Derefter tager han hende hver formiddag med ud i forkyndelsen i hendes kørestol. Den første times tid besøger de folk fra hus til hus, og derefter forkynder de for folk ved busstoppestederne. Myrtle er ikke længere i stand til at tale, men de sidste ord hun sagde var dendo, dendo, de japanske ord for „forkynde, forkynde“.
Deres datter, Sandra Sumida, er flyttet ind på missionærhjemmet for at hjælpe dem. Hun har for nylig mistet sin mand, der døde af et slagtilfælde. Hun er glad for at Vagttårnsselskabet har givet hende mulighed for at vende tilbage til Japan og fortsætte sin tjeneste her efter at have været missionær sammen med sin mand i Guam. „Jeg følte altid at det var så lidt jeg kunne gøre for at hjælpe mine forældre da jeg var i Guam,“ siger hun. „Min søster, Joanne, tog sig af dem her på missionærhjemmet, så jeg blev glad da også jeg fik mulighed for at hjælpe. Følelsen af at der er behov for mig her, har hjulpet mig efter min mands pludselige død.“
Stadig i fuld vigør
Selv om missionærerne mærker alderen trykke, nægter de at opgive missionærånden. (Salme 90:10; Romerne 5:12) Jerry og Yoshi Toma, som var blandt de første gileadmissionærer der kom til Japan, går stadig i forretningsdistrikt i Shibuya midt i Tokyo. „Da vi kom til den toetages bygning der lå her i 1949, gik vi fra jordhule til jordhule. Nu er Tokyo blevet en storstad. Vi er gamle og kan ikke gøre så meget som vi har kunnet. Men når vi kommer hjem fra forkyndelsen, føler vi os meget forfriskede,“ siger Yoshi.
Lillian Samson har været missionær i Japan i 40 år og er meget glad for sin tjeneste. „Jeg hjælper for øjeblikket en 80-årig dame som min makker, Adeline Nako, havde studium med før hun rejste tilbage til Hawaii for at tage sig af sin syge moder. Damen er for nylig blevet forkynder efter at hun har frigjort sig fra forfædredyrkelse. Hun gik hen i templet og sagde til præstens kone: ’Jeg er gået over til kristendommen.’“ Sådanne glæder gør at Lillian aldrig har fortrudt den dag da hun som 19-årig sagde sit verdslige arbejde op og begyndte i pionertjenesten.
Ruth Ulrich og Martha Hess, som har været missionærmakkere i mere end 45 år, har boet på dette missionærhjem i 35 år. De er blevet godt kendt i distriktet. Engang spurgte en kredstilsynsmand Martha: „Kan jeg låne dit ansigt når jeg skal fra dør til dør?“ Folk kendte Marthas ansigt og rakte selv ud efter bladene, hvorimod kredstilsynsmanden knap nok kunne få en samtale.
Ruth besøger en dame på sin bladrute som ikke kan læse grundet sygdom. Men damen vil gerne have bladene og har endda modtaget bogen Menneskets søgen efter Gud. Ruth havde overvejet om hun skulle fortsætte med at komme med bladene, eftersom der tilsyneladende ikke var nogen som læste dem. Så en dag henvendte damens mand sig til Ruth med bogen og sagde: „Det er en fantastisk bog! Jeg har læst den to gange.“ Ruth påbegyndte et bibelstudium med ham og hans kone.
Også missionærhjemmet tiltrækker interesserede. En aften kom en ung mand hen til huset og sagde. „Jeg forstår at jeg her kan få hjælp til at lære om Bibelen.“ Der blevet oprettet et bibelstudium med ham. Han var kok på en kinesisk restaurant hvor han arbejdede sammen med en kvinde som havde været udstødt i mange år. Nogle blade som en forkynder havde afleveret i restauranten havnede i køkkenet. Den unge kok syntes godt om dem og begyndte at stille den tidligere søster spørgsmål. Da hun ikke kunne besvare dem, sagde hun at han kunne tage hen til missionærhjemmet. Han er nu menighedstjener og pioner. Med tiden blev den udstødte kvinde genoptaget, og senere er hun også blevet pioner.
Alle missionærerne her er taknemmelige for det Jehova har gjort for dem. De er kommet hertil fra Australien, Canada, Hawaii, Schweiz og De Forenede Stater, og elleve af dem er enten udgået fra Gileadskolens 11. klasse eller fra tidligere klasser. De har set den fremgang Rigets arbejde har haft i Japan og føler som kong David, der sagde: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ (Salme 37:25) Som udtryk for deres værdsættelse af Guds kærlige omsorg er disse missionærer besluttede på ikke at holde op, men at fortsætte med at tjene Jehova.