I et forsøg på at efterligne de japanske skikke satte missionærerne tøfler frem til brug for husets gæster, men missionærerne kunne ikke se forskel på gæstetøfler og toilettøfler. En bibelstudieelev trak en dag Lena til side og sagde: „Vi sætter altså ikke toilettøfler frem til gæsterne.“ Der var meget missionærerne måtte lære.

Margrit Winteler fra Schweiz kom ud til sin storesøster Lena i Kyoto. Hun opdagede at hun i sit nye distrikt var nødt til at være lige så opmærksom på folks kropssprog som på det de sagde. En mand der ville lade sin kone afgøre om de skulle modtage publikationer, kunne for eksempel finde på at vise at hun ikke var hjemme ved blot at vifte med lillefingeren. En gift kvinde ville derimod løfte tommelfingeren, der repræsenterede manden, og sige at han ikke var hjemme. Det gik også op for Margrit at når folk i Kyoto blev ved med at kigge i de blade hun tilbød dem, og omhyggeligt vendte side efter side, afslog de faktisk gennem deres kropssprog at tage imod dem og prøvede at få hende til at fatte det uden at måtte sige det direkte.