“Til at begynde med var det svært for mig at være så langt væk fra min familie,” siger Diane fra Canada, der i dag er i begyndelsen af tresserne. Hun tjente som missionær i Elfenbenskysten i 20 år. “Jeg bad Jehova om hjælp til at få kærlighed til menneskene i mit distrikt. En af lærerne på Gileadskolen, bror Jack Redford, forberedte os på at vi i starten måske ville blive foruroliget, endda chokeret, over de forhold mennesker levede under i vores tildelte distrikt, især når vi blev konfronteret med dyb fattigdom. Men så sagde han: ‘Kig ikke på fattigdommen. Se på menneskene, på deres ansigter og deres øjne. Læg mærke til hvordan de reagerer når de hører sandheden fra Bibelen.’ Det gjorde jeg, og hvor var det en stor velsignelse! Når jeg forkyndte det trøstende budskab om Guds rige, så jeg folks øjne lyse op.” Hvad mere hjalp Diane til at vænne sig til at tjene i udlandet? “Jeg fik et nært forhold til dem jeg studerede med, og mærkede den indre glæde det giver at se dem blive loyale tjenere for Jehova. Mit distrikt blev mit hjem, og jeg fik åndelige mødre, fædre, brødre og søstre, sådan som Jesus lovede.” – Mark. 10:29, 30.

I 1993 fik Ute fra Tyskland, der i dag er først i halvtredserne, til opgave at tjene som missionær i Madagaskar. Hun fortæller: “I begyndelsen kæmpede jeg for at lære det lokale sprog, vænne mig til det fugtige klima og håndtere malaria, amøber og parasitter. Men jeg fik meget hjælp. De lokale søstre, deres børn og mine elever hjalp mig tålmodigt til at få styr på sproget. Min missionærmakker tog sig omsorgsfuldt af mig når jeg var syg. Og mest af alt fik jeg hjælp fra Jehova. Jeg bad ofte til ham og fortalte ham om mine bekymringer. Så ventede jeg tålmodigt – nogle gange i dage, nogle gange i måneder – på at han besvarede mine bønner. Men Jehova løste altid problemerne.” Ute har nu tjent i Madagaskar i 23 år.