„For alle nationerne“

3. Hvilken af Jesu profetier må have forbløffet hans jødiske disciple, og hvorfor?

³ Det har sikkert vakt nogen forbløffelse hos Jesu jødiske disciple da han tre dage før sin død sagde til dem: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ Hans disciple må have spekuleret på hvordan det nogen sinde skulle lykkes dem at få forkyndt den gode nyhed „for alle nationerne“. Hvordan skulle denne lille gruppe kristne kunne fuldføre en så kæmpemæssig opgave? — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

4. Hvilken befaling gav Jesus sine disciple efter sin opstandelse?

⁴ Efter sin opstandelse gentog Jesus denne befaling, idet han sagde: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ De fik altså det hverv at bringe deres Herres budskab ud til „folk af alle nationerne“. — Mattæus 28:18-20.

5, 6. (a) Hvordan nåede forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige ud til folk fra nationerne, og med hvilket resultat? (b) Hvordan reagerede de ældste i Jerusalem da Peter berettede om det han havde oplevet hos Kornelius?

⁵ Dette indbefattede at der på et senere tidspunkt også skulle forkyndes for folk fra nationerne. Den holdning apostelen Peter gav udtryk for mere end tre år senere, vidner om at dette ville blive noget af en udfordring. I et syn fik Peter påbud om at spise nogle urene dyr. Da Gud erklærede at det der tidligere var blevet betragtet som vanhelligt nu skulle betragtes som rent, var Peter helt i vildrede med hensyn til dette syn. Gennem Guds ånd fik han derefter besked på at opsøge et hus der tilhørte den romerske centurion Kornelius. Da gik det op for Peter at det var Guds vilje at han skulle forkynde for Kornelius, skønt han tidligere havde anset det for utilladeligt at have noget at gøre med folk fra andre nationer end hans egen. Mens Peter talte, faldt den hellige ånd på hele denne ikkejødiske familie, hvilket var ensbetydende med at den kristne missionsmark nu var blevet udvidet til også at omfatte den ikkejødiske verden. — Apostelgerninger 10:9-16, 28, 34, 35, 44.

⁶ Da Peter forklarede denne udvikling for de ældste i Jerusalem, „faldt de til ro, og de herliggjorde Gud idet de sagde: ’Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv’“. (Apostelgerninger 11:18) Nu kunne den gode nyhed om Kristus og hans rige frit forkyndes for de ikkejødiske nationer.

Missionærer for nationerne

7. Hvordan blev det kristne forkyndelsesarbejde udvidet i landene omkring Middelhavet, og hvordan betragtede Jehova dette arbejde?

⁷ Forkyndelsesarbejdet, der for alvor havde taget fart efter at Stefanus havde lidt martyrdøden, fik nu en ny dimension. Med undtagelse af apostlene blev menigheden i Jerusalem spredt. I begyndelsen forkyndte disse forfulgte jødekristne udelukkende for jøder, idet de nåede ud til Fønikien, Cypern og Antiochia. „Nogle mænd fra Cypern og Kyrene . . . kom til Antiochia og begyndte at tale til de græsktalende, idet de forkyndte den gode nyhed om Herren Jesus.“ Hvordan så Jehova på denne forkyndelse blandt folk fra nationerne? „Jehovas hånd var med dem, og et stort antal som fik tro vendte sig til Herren.“ Takket være disse første kristnes frimodighed bredte missionærarbejdet sig i landene omkring Middelhavet. Men der skulle ske endnu mere. — Apostelgerninger 4:31; 8:1; 11:19-21.

8. Hvilken betydningsfuld udvidelse af missionærarbejdet gav Jehova anvisning på?

⁸ Omkring år 47-48 e.v.t. gav Jehova, ved sin hellige ånd, anvisning på en betydningsfuld udvidelse af missionærarbejdet. Beretningen i Apostelgerninger 13:2-4 lyder: „Den hellige ånd [sagde]: ’Udtag nu Barnabas og Saulus til mig til den gerning jeg har kaldet dem til.’ . . . Derfor tog disse mænd, som var udsendt af den hellige ånd, ned til Seleukia [Antiochias havneby i Syrien], og derfra sejlede de til Cypern.“ Det må have været en spændende oplevelse for Paulus og Barnabas at sejle ud til deres første missionærdistrikt i det fremmede. Apostelen Paulus gik foran i den kristne missionærgerning og lagde grundvolden til et arbejde der skulle fuldføres i vort 20. århundrede.

9. Hvad udrettede Paulus på sine missionsrejser?

⁹ Vi ved at Paulus foretog tre missionsrejser, foruden sin rejse til Rom som fange. På disse rejser udvidede han forkyndelsesarbejdet til at omfatte adskillige byer i Europa, og forkyndte Rigets budskab i de lande og på de øer vi i dag kender som Syrien, Cypern, Kreta, Tyrkiet, Grækenland, Malta og Sicilien. Måske nåede han endog til Spanien. Han hjalp desuden med at oprette menigheder i mange byer. Hvad var hemmeligheden bag den effektivitet der kendetegnede hans missionærtjeneste?

En effektiv undervisning

10. Hvorfor var Paulus en effektiv missionær?

¹⁰ Paulus efterlignede Kristi måde at undervise på. Han vidste hvordan man fik god kontakt med andre. Han forstod også at undervise og oplære andre til selv at blive lærere. Hans undervisning byggede på Guds ord. Han forsøgte ikke at imponere andre med sin egen visdom, men ræsonnerede med dem ud fra Skrifterne. (Apostelgerninger 17:2, 3) Paulus forstod også at tilpasse sig sine tilhørere og at bruge de omgivelser han befandt sig i, som et springbræt til at få sit budskab forkyndt. Som han selv siger: „Jeg [har] gjort mig til træl for alle for at kunne vinde desto flere. Og jeg er for jøderne blevet som en jøde . . . For dem der er uden loven, er jeg blevet som en uden loven . . . For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage. For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Korinther 9:19-23; Apostelgerninger 17:22, 23.

11. Hvad viser at Paulus og hans medarbejdere var effektive missionærer, og hvor stor udbredelse fik forkyndelsen?

¹¹ Paulus og hans rejsefæller var effektive missionærer. Ved deres standhaftige og udholdende arbejde blev de kristne menigheder grundfæstet og styrket overalt hvor de kom frem. (Apostelgerninger 13:14, 43, 48, 49; 14:19-28) Forkyndelsesarbejdet i det første århundrede nåede et sådant omfang at Paulus til sidst kunne skrive at „den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden . . ., er blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. Det missionærarbejde de kristne udførte i det første århundrede havde afgjort sin virkning på folk. — Kolossenserne 1:5, 6, 23.

13. Hvordan begyndte en forkyndelseskampagne i det 19. århundrede, og hvad havde man udrettet ved slutningen af 1916?

¹³ Mod slutningen af det 19. århundrede indså Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, behovet for en fornyet indsats i missionærarbejdet. Han organiserede derfor en omfattende forkyndelseskampagne og besøgte selv mange byer i De Forenede Stater. Desuden rejste han rundt i hele verden med skib for at besøge så mange lande som muligt. Hans bibelske publikationer blev udgivet på 35 sprog, og det forlyder at han inden sin død i 1916 nåede at rejse over halvanden million kilometer som offentlig taler og at holde mere end 30.000 prædikener.

14. Hvad gjorde Joseph F. Rutherford for at fremme missionærarbejdet?

¹⁴ Hans efterfølger, Joseph F. Rutherford, forstod også at der var et stort behov for missionærarbejde. I begyndelsen af 1920’erne udsendte han kvalificerede mænd til forskellige lande for at de kunne hjælpe med at sætte forkyndelsesarbejdet i gang. Missionærer gik foran i dette arbejde i Spanien, Sydamerika og Vestafrika. I 1931 bad man frivillige stille sig til rådighed for at styrke forkyndelsesarbejdet i Spanien. Tre unge mænd fra England meldte sig og tjente fire år i Spanien under særdeles vanskelige og prøvende omstændigheder. Da Den Spanske Borgerkrig brød ud i 1936 måtte de flygte for livet.

15. Hvad skete der i 1940’erne som medførte en betydelig fremgang i missionærarbejdet?

¹⁵ I 1940’erne skete der noget som fik stor betydning for missionærarbejdet. Vagttårnsselskabets tredje præsident, Nathan H. Knorr, der arbejdede nært sammen med andre nidkære brødre, indså i 1942, under den hellige ånds ledelse, behovet for at oprette en missionærskole så man kunne imødekomme efterkrigstidens udfordringer. Midt under den anden verdenskrig tog han initiativ til oprettelse af Vagttårnets Bibelskole Gilead, som fik hjemsted i den nordlige del af staten New York. Den blev indviet i februar 1943 og havde fire lærere som i seks måneder skulle oplære over ét hundrede nidkære brødre og søstre til missionærtjenesten. Har det arbejde de har udført vist sig at bære frugt?

16. (a) Hvor mange forkyndere var der i 1943, sammenlignet med i dag? (b) Hvilken andel har missionærerne haft i denne vækst? Forklar.

¹⁶ I 1943 var der kun 126.329 Jehovas vidner, der forkyndte i 54 lande. Hvordan ser det ud i dag? Nu, 46 år efter, er der 28 gange så mange, over tre og en halv million aktive forkyndere i 212 lande og øområder. Denne vækst skyldes i høj grad den gode grundvold som Gileadskolens efterhånden mere end 6000 missionærer har lagt. De er kommet fra 59 lande og er blevet sendt ud til 148 forskellige lande. For 46 år siden var der kun lige over et hundrede tusind forkyndere i hele verden, men i dag er der ti lande som hver har over et hundrede tusind forkyndere af den gode nyhed — hvilket i høj grad skyldes hjælp fra disse gileadmissionærer, der er gået foran i forkyndelsesarbejdet.