Et inspireret mønster for det kristne missionsarbejde

„Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ — 1 KORINTHER 11:1

1. Hvordan har Jesus sat et storslået eksempel for sine disciple? (Filipperne 2:5-9)

JESUS har sat et storslået eksempel for sine disciple. Han forlod med glæde sin himmelske herlighed og kom ned til jorden for at bo blandt syndige mennesker. Han var villig til at udholde mange lidelser for at frelse menneskeheden og, hvad der var vigtigere, for at herliggøre sin himmelske Faders navn. (Johannes 3:16; 17:4) Da man ville dømme ham til døden sagde Jesus frimodigt: „Dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Johannes 18:37.

2. Hvorfor kunne den opstandne Jesus befale sine disciple at fortsætte det arbejde han havde påbegyndt?

² Før sin død gav Jesus sine disciple en god oplæring sådan at de kunne fortsætte med at forkynde sandheden om Riget. (Mattæus 10:5-23; Lukas 10:1-16) Efter sin opstandelse var Jesus således i stand til at give dem denne befaling: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

3. Hvordan blev arbejdet med at gøre disciple udvidet, men i hvilke områder var forkyndelsen især koncentreret?

³ I de næste tre og et halvt år adlød Jesu disciple denne befaling, men forkyndte udelukkende for jøder, jødiske proselytter og omskårne samaritanere. I år 36 e.v.t. sørgede Gud for at den gode nyhed blev forkyndt for en uomskåren mand ved navn Kornelius og hans husstand. I løbet af de næste ti år blev andre ikkejøder optaget i menigheden. Det lader imidlertid til at det meste forkyndelsesarbejde blev udført i områderne ved den østlige del af Middelhavet. — Apostelgerninger 10:24, 44-48; 11:19-21.

4. Hvilken betydningsfuld udvikling fandt sted omkring år 47-48 e.v.t.?

⁴ Der var behov for at kristne blev ansporet eller sat i stand til at gøre disciple af jøder og folk fra nationerne i mere fjerntliggende områder. Omkring år 47-48 e.v.t. modtog de ældste i Antiochia i Syrien følgende guddommelige budskab: „Udtag nu Barnabas og Saulus til mig til den gerning jeg har kaldet dem til.“ (Apostelgerninger 13:2) Det er værd at bemærke at Paulus på dette tidspunkt var kendt under sit oprindelige navn, Saulus. Det er også bemærkelsesværdigt at Gud nævner Barnabas før Paulus, måske fordi Barnabas på dette tidspunkt blev betragtet som den der havde størst erfaring.

5. Hvorfor er beretningen om Paulus’ og Barnabas’ missionsrejse af stor værdi for kristne i dag?

⁵ Den detaljerede beretning om Paulus’ og Barnabas’ missionsrejse er til stor opmuntring for Jehovas vidner, især for de missionærer og pionerer der er rejst fra deres hjemegn for at tjene Gud i fremmede distrikter. En gennemgang af Apostelgerninger, kapitel 13 og 14, vil helt afgjort motivere endnu flere til at efterligne Paulus og Barnabas og øge deres andel i det vigtige arbejde med at gøre disciple.

Øen Cypern

6. Hvilket eksempel satte missionærerne på Cypern?

⁶ Missionærerne sejlede uden tøven fra den syriske havneby Seleukia til Cypern. Efter at være gået i land i Salamis begyndte de uden at lade sig distrahere „at forkynde Guds ord i jødernes synagoger“. De var ikke tilfredse med blot at slå sig ned i denne by og vente på at øboerne skulle komme til dem. Nej, idet de fulgte Kristi eksempel gennemgik de hele øen. Det har sandsynligvis krævet at de måtte gå meget og bo mange forskellige steder eftersom Cypern er en stor ø og de rejste fra øens ene ende til den anden. — Apostelgerninger 13:5, 6.

7. (a) Hvilken usædvanlig hændelse fandt sted i Pafos? (b) Hvilken indstilling er det i betragtning af denne erfaring godt at have?

⁷ Hen mod slutningen af deres ophold havde de to mænd en dejlig oplevelse i byen Pafos. Øens hersker, Sergius Paulus, lyttede til deres budskab og ’fik tro’. (Apostelgerninger 13:7, 12) Senere skrev Paulus: „I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst.“ (1 Korinther 1:26) Men blandt de mægtige som lyttede var Sergius Paulus. Denne erfaring bør opmuntre alle, især missionærer, til at have en positiv indstilling til det at forkynde for myndighedspersoner, sådan som vi også opfordres til i Første Timoteusbrev 2:1-4. Nogle gange har myndighedspersoner været til stor hjælp for Guds tjenere. — Nehemias 2:4-8.

8. (a) Hvilken ændring i Barnabas’ og Paulus’ indbyrdes forhold indtræffer tilsyneladende fra dette tidspunkt? (b) Hvordan satte Barnabas et godt eksempel?

⁸ Under ledelse af Jehovas ånd spillede Paulus en væsentlig rolle i forbindelse med Sergius Paulus’ omvendelse. (Apostelgerninger 13:8-12) Fra dette tidspunkt lader det til at det var Paulus der førte an. (Sammenlign Apostelgerninger 13:7 med Apostelgerninger 13:15, 16, 43.) Dette harmonerede med at Paulus ved sin omvendelse havde fået en særlig opgave af Gud. (Apostelgerninger 9:15) Det har måske sat Barnabas’ ydmyghed på prøve. Men i stedet for at blive krænket over denne forandring levede Barnabas sandsynligvis op til betydningen af sit navn, „Trøstens Søn“, idet han loyalt støttede Paulus på hele missionsrejsen og da nogle jødekristne siden hen betvivlede deres ret til at forkynde for uomskårne ikkejøder. (Apostelgerninger 15:1, 2) Dette er et godt eksempel for os alle, deriblandt dem der bor på betel- og missionærhjem. Vi bør altid være villige til at acceptere teokratiske forandringer og helt og fuldt støtte dem der udnævnes til at føre an iblandt os. — Hebræerne 13:17.

Den lilleasiatiske højslette

9. Hvad kan vi lære af at Paulus og Barnabas var villige til at rejse til Antiochia i Pisidien?

⁹ Fra Cypern sejlede Paulus og Barnabas mod nord til det asiatiske fastland. Af en ikke nærmere angivet grund forlod missionærerne kystområdet og foretog en lang og farlig rejse på omkring 180 kilometer til Antiochia i Pisidien, der lå midt på Lilleasiens højslette. Dette betød at de måtte bestige et bjergpas, hvorefter de kom ned på en slette der lå omkring 1100 meter over havoverfladen. Bibelforskeren J. S. Howson siger: „I hele oldtiden var befolkningen i disse bjerge, som adskiller højsletten . . . fra sletterne ved sydkysten, kendt for at være lovløse og røveriske.“ Dertil kom at missionærerne var udsat for elementernes rasen. „Intet andet område i Lilleasien,“ tilføjer Howson, „er i den grad hjemsøgt af oversvømmelser som Pisidiens bjergegne, hvor floderne springer frem ved foden af store klipper eller fosser ned gennem snævre slugter.“ Disse detaljer giver os et begreb om hvilken slags rejser missionærerne var villige til at påtage sig for at udbrede den gode nyhed. (2 Korinther 11:26) Også i dag trodser mange af Jehovas tjenere alle mulige hindringer for at nå ud til folk med den gode nyhed.

10, 11. (a) Hvordan holdt Paulus sig til noget hans tilhørere kunne være enige med ham i? (b) Hvorfor blev mange jøder sandsynligvis forbløffede over at høre om Messias’ lidelser? (c) Hvilken frelse fremholdt Paulus for sine tilhørere?

¹⁰ Eftersom der fandtes en jødisk synagoge i Antiochia i Pisidien, gik missionærerne først derhen for at give dem der var bedst kendt med Guds ord lejlighed til at tage imod den gode nyhed. Da Paulus blev indbudt til at tale, rejste han sig og holdt et mesterligt offentligt foredrag. Gennem hele foredraget holdt Paulus sig til noget jøderne og proselytterne i forsamlingen kunne være enige med ham i. (Apostelgerninger 13:13-16, 26) Efter en indledning genfortalte Paulus jødernes berømmelige historie. Han mindede dem om at Jehova havde udvalgt deres forfædre og derefter udfriet dem fra Ægypten, og at han havde hjulpet dem til at besejre indbyggerne i det forjættede land. Dernæst kom Paulus ind på Jehovas handlemåde med David. Dette var noget der optog jøderne i det første århundrede, fordi de ventede at Gud ville lade en efterkommer af David fremstå som frelser og evig hersker. Derefter erklærede Paulus frimodigt: „Af [Davids] afkom har Gud i overensstemmelse med sit løfte bragt Israel en frelser, Jesus.“ — Apostelgerninger 13:17-23.

¹¹ Den frelser mange jøder ventede, var en krigshelt som ville udfri dem fra det romerske herredømme og ophøje den jødiske nation over alle andre. Det overraskede dem derfor uden tvivl at høre Paulus sige at deres egne religiøse ledere havde overgivet Messias til at blive henrettet. „Men Gud oprejste ham fra de døde,“ forkyndte Paulus frimodigt. Ved slutningen af sin tale gjorde han sine tilhørere opmærksomme på at de kunne få del i en storslået frelse. „Lad det . . . blive kendt for jer,“ sagde han, „at der nu gennem ham bliver forkyndt jer tilgivelse af synder, og at alt det som I ikke ved hjælp af Moseloven kunne blive erklæret skyldfri for, det bliver enhver som tror erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.“ Paulus sluttede sin tale med at opfordre sine tilhørere til ikke at være blandt de mange som Gud havde forudsagt ville vrage denne storslåede frelsesforanstaltning. — Apostelgerninger 13:30-41.

12. Hvad resulterede Paulus’ foredrag i, og hvad bør dette opmuntre os til?

¹² Hvordan reagerede tilhørerne på dette gode, bibelske foredrag? „Mange af jøderne og af proselytterne som dyrkede Gud, [fulgte] med Paulus og Barnabas.“ (Apostelgerninger 13:43) Dette er meget opmuntrende for os i dag. Måtte vi også gøre vort yderste for at fremholde sandheden på en virkningsfuld måde, både i vores offentlige forkyndelse og ved vore kommentarer og foredrag ved menighedens møder. — 1 Timoteus 4:13-16.

13. Hvorfor måtte missionærerne forlade Antiochia i Pisidien, og hvilke spørgsmål rejste dette i forbindelse med de nye disciple?

¹³ De nyinteresserede i Antiochia i Pisidien kunne ikke holde denne gode nyhed for sig selv. Som følge heraf ’samledes næsten hele byen næste sabbat for at høre Jehovas ord’. Inden længe blev budskabet spredt ud over byens grænser. Faktisk blev ’Jehovas ord fortsat bragt ud over hele landet’. (Apostelgerninger 13:44, 49) I stedet for at glæde sig over dette fik skinsyge jøder missionærerne smidt ud af byen. (Apostelgerninger 13:45, 50) Hvordan påvirkede dette de nye disciple? Mistede de modet og gav op?

14. Hvorfor kunne modstanderne ikke bringe det arbejde som missionærerne havde påbegyndt, til ophør, og hvad kan vi lære heraf?

¹⁴ Nej, for dette var Guds værk. Missionærerne havde desuden lagt en solid grundvold for troen på den opstandne Herre Jesus Kristus. De nye disciple betragtede tydeligvis Kristus og ikke missionærerne som deres Fører. Vi læser således at ’disciplene fortsat var fyldt med glæde og hellig ånd’. (Apostelgerninger 13:52) Dette er opmuntrende for missionærer og andre der i dag gør disciple. Hvis vi ydmygt og nidkært gør vor del, vil Jehova Gud og Jesus Kristus velsigne vores tjeneste. — 1 Korinther 3:9.

Ikonium, Lystra og Derbe

15. Hvilken fremgangsmåde fulgte missionærerne i Ikonium, og med hvilket resultat?

¹⁵ Paulus og Barnabas rejste nu omkring 140 kilometer mod sydøst til den næste by, Ikonium. De lod ikke frygt for forfølgelse afholde dem fra at følge den samme fremgangsmåde som i Antiochia. Bibelen beskriver udfaldet: „En stor mængde af både jøder og grækere fik tro.“ (Apostelgerninger 14:1) Endnu en gang fremkaldte dette modstand fra de jøder der ikke tog imod den gode nyhed. Men missionærerne holdt ud og tilbragte en anselig tid i Ikonium med at hjælpe de nye disciple. Da de fik at vide at deres jødiske modstandere havde til hensigt at stene dem, flygtede Paulus og Barnabas klogeligt til det næste distrikt, „Lystra og Derbe, og landet deromkring“. — Apostelgerninger 14:2-6.

16, 17. (a) Hvad skete der med Paulus i Lystra? (b) Hvordan berørte Guds handlemåde med apostelen en ung mand fra Lystra?

¹⁶ Modigt „fortsatte de med at forkynde den gode nyhed“ i dette urørte distrikt. (Apostelgerninger 14:7) Da jøderne i Antiochia i Pisidien og Ikonium hørte dette, kom de hele vejen til Lystra og overtalte folkeskarerne til at stene Paulus. Han kunne ikke nå at flygte og blev overdænget med sten så hans modstandere var overbevist om at han var død. Derefter slæbte de ham uden for byen. — Apostelgerninger 14:19.

¹⁷ Kan du forestille dig hvor dette må have bedrøvet de nye disciple? Men hvilket under! Da de slog kreds om Paulus rejste han sig! Bibelen siger ikke noget om hvorvidt en ung mand ved navn Timoteus var blandt disse nye disciple. Men på et tidspunkt har han afgjort hørt om Guds handlemåde med Paulus og det har sikkert gjort et uudsletteligt indtryk på hans unge sind. I sit andet brev til Timoteus skrev Paulus: „Du har nøje fulgt min lære, min livsførelse, . . . den slags som hændte mig i Antiochia, i Ikonium, i Lystra, den slags forfølgelser jeg har udstået; og Herren har friet mig ud af dem alle.“ (2 Timoteus 3:10, 11) Omkring et eller to år efter at Paulus var blevet stenet, vendte han tilbage til Lystra og fandt at den unge Timoteus var en eksemplarisk kristen med „et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“. (Apostelgerninger 16:1, 2) Paulus valgte ham derfor som rejseledsager. Dette hjalp Timoteus til at udvikle sig åndeligt, og med tiden blev han så kvalificeret at Paulus kunne sende ham ud og besøge forskellige menigheder. (Filipperne 2:19, 20; 1 Timoteus 1:3) Også i dag øver nidkære tjenere for Gud en god indflydelse på unge, og mange vokser op og bliver ligesom Timoteus værdifulde tjenere for Gud.

18. (a) Hvad oplevede missionærerne i Derbe? (b) Hvilken mulighed stod nu åben for dem, og hvad valgte de at gøre?

¹⁸ Dagen efter at han var undsluppet døden i Lystra, tog Paulus sammen med Barnabas til Derbe. Denne gang fulgte ingen modstandere efter, og Bibelen siger at ’de gjorde adskillige til disciple’. (Apostelgerninger 14:20, 21) Efter at have oprettet en menighed i Derbe stod Paulus og Barnabas over for et valg. En befærdet romersk vej forbandt Derbe med Tarsus, og derfra var der kun en kort rejse tilbage til Antiochia i Syrien. Dette har måske været den mest bekvemme rejserute hjemad, og missionærerne kunne have følt at de nu fortjente et hvil. Men i lighed med deres Mester følte de at der var et større behov. — Markus 6:31-34.

De fuldførte Guds gerning

19, 20. (a) Hvordan velsignede Jehova missionærernes beslutning om at vende tilbage til Lystra, Ikonium og Antiochia? (b) Hvad kan Jehovas folk i dag lære heraf?

¹⁹ I stedet for at tage den korteste vej hjem, vendte missionærerne modigt tilbage og besøgte de selv samme byer hvor deres liv havde været i fare. Velsignede Jehova dem for deres uselviske omsorg for de nye får? Ja, afgjort, for beretningen siger at „de styrkede disciplenes sjæle og opmuntrede dem til at forblive i troen“. De sagde meget passende til disse nye disciple: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ (Apostelgerninger 14:21, 22) Paulus og Barnabas mindede dem også om at de var kaldet til at være medarvinger til Guds kommende rige. I dag bør vi på samme måde opmuntre nye disciple. Vi kan styrke dem til at udholde trængsler ved at fremholde håbet om evigt liv på jorden under Guds riges styre, det rige som også Paulus og Barnabas forkyndte.

²⁰ Hver gang Paulus og Barnabas forlod en by, havde de hjulpet den lokale menighed til at blive bedre organiseret. De oplærte åbenbart kvalificerede mænd og udnævnte dem til at føre an. (Apostelgerninger 14:23) Dette har uden tvivl bidraget til yderligere vækst. Også i dag hjælper missionærer og andre de mindre erfarne til at gøre fremskridt så de kan påtage sig et ansvar, hvorefter de nogle gange selv flytter til et andet sted for at fortsætte deres gode arbejde i områder hvor der er større behov.

21, 22. (a) Hvad skete der efter at Paulus og Barnabas havde fuldført deres missionsrejse? (b) Hvilke spørgsmål rejser dette?

²¹ Da missionærerne omsider vendte tilbage til Antiochia i Syrien, kunne de føle en dyb tilfredshed. Den bibelske beretning siger at de havde fuldført den gerning Gud havde betroet dem. (Apostelgerninger 14:26) Det vakte forståeligt nok „stor glæde hos alle brødrene“ at høre deres erfaringer. (Apostelgerninger 15:3) Men hvad skulle der ske i fremtiden? Ville de nu hvile på laurbærrene, som man siger? Nej, slet ikke. Efter at have besøgt det styrende råd i Jerusalem for at få truffet en afgørelse i spørgsmålet om omskærelse, tog de begge igen ud på missionsrejser. Denne gang tog de i hver sin retning. Barnabas tog Johannes Markus med til Cypern, mens Paulus fandt en ny rejsefælle, nemlig Silas, og rejste gennem Syrien og Kilikien. (Apostelgerninger 15:39-41) Det var på denne rejse han udvalgte den unge Timoteus og tog ham med.

²² Bibelen fortæller intet om Barnabas’ anden rejse. Hvad Paulus angik fortsatte han til nye distrikter og oprettede menigheder i mindst fem byer — Filippi, Berøa, Thessalonika, Korinth og Efesus. Hvad var årsagen til at Paulus fik så gode resultater? Kan de principper som Paulus fulgte bruges af kristne forkyndere i dag?

Alle sande kristne må være evangelieforkyndere

„Gør en evangelieforkynders [en missionærs] gerning.“ — 2 TIMOTEUS 4:5 NW, fodnote i studieudgaven.

1. Hvilken god nyhed fremholdt evangelieforkynderne i det første århundrede?

HVAD vil det i vore dage sige at være en evangelieforkynder? Er du en evangelieforkynder? Ordet „evangelieforkynder“ er oversat fra det græske ord euaggelistēsʹ [udtales: evangelistēsʹ], som betyder „en forkynder af den gode nyhed“. Lige siden den kristne menighed blev oprettet i år 33 har den gode nyhed handlet om Guds frelsesforanstaltning og om at Jesus Kristus ville komme igen i sit rige for at regere over menneskeheden. — Mattæus 25:31, 32; 2 Timoteus 4:1; Hebræerne 10:12, 13.

2. (a) Hvordan har indholdet af den gode nyhed fået et nyt aspekt i vor tid? (b) Hvilken forpligtelse påhviler alle sande kristne i dag?

² Siden 1914 har der været mange vidnesbyrd om at vi nu ser det tegn Jesus gav angående sin genkomst og usynlige nærværelse. (Mattæus 24:3-13, 33) At „Guds rige er nær“ er derfor atter en del af den gode nyhed. (Lukas 21:7, 31; Markus 1:14, 15) Ja, tiden er kommet da Jesu profeti som gengivet i Mattæus 24:14 vil få en større opfyldelse: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ Evangeliseringsarbejdet består derfor nu i nidkært at forkynde at Guds rige er oprettet og fortælle om de velsignelser det snart vil bringe den lydige menneskehed. Alle kristne har fået befaling til at udføre dette arbejde og ’gøre disciple’. — Mattæus 28:19, 20; Åbenbaringen 22:17.

3. (a) Hvilken yderligere betydning ligger der i ordet „evangelieforkynder“? (Jævnfør Hjælp til forståelse af Bibelen, side 279, 280.) (b) Hvilke spørgsmål afføder dette?

³ Bibelen bruger ordet „evangelieforkynder“ i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed i almindelighed, men den anvender det også i en særlig forstand om dem der forlader deres hjemlige distrikt for at forkynde den gode nyhed i et fremmed område. I det første århundrede var der mange missionærer, deriblandt Filip, Paulus, Barnabas, Silas og Timoteus. (Apostelgerninger 21:8; Efeserne 4:11) Men hvad med den særlige tid vi har levet på siden 1914? Har Jehovas folk i dag stillet sig til rådighed som lokale evangelieforkyndere og som missionærer?

Vækst siden 1919

4, 5. Hvordan så udsigterne for forkyndelsesarbejdet ud kort efter 1914?

⁴ Siden den første verdenskrigs afslutning i 1918 har Guds tjenere været udsat for stigende modstand både fra frafaldne og fra kristenhedens gejstlighed og deres politiske forbundsfæller. Det kristne forkyndelsesarbejde gik næsten i stå da Vagttårnsselskabets ledende medarbejdere i De Forenede Stater i juni 1918 blev idømt 20 års fængselsstraf på grundlag af falske anklager. Var det lykkedes Guds fjender at få sat en stopper for forkyndelsen af den gode nyhed?

⁵ Nej, for i marts 1919 blev Selskabets repræsentanter uventet løsladt og senere renset for de falske anklager der havde bragt dem i fængsel. Da disse salvede kristne havde genvundet deres frihed indså de at der forestod et stort arbejde før de ville få deres himmelske belønning som medarvinger til Guds rige. — Romerne 8:17; 2 Timoteus 2:12; 4:18.

6. Hvordan havde forkyndelsen fremgang i årene fra 1919 til 1939?

⁶ I 1919 var der færre end 4000 som udbredte den gode nyhed. I de næste to årtier stillede mange sig til rådighed for missionærarbejdet, og nogle blev sendt til lande i Afrika, Asien og Europa. I 1939, efter 20 års forkyndelse, var antallet af Jehovas vidner steget til over 73.000. Denne enestående vækst trods megen forfølgelse mindede om den vækst der fandt sted i den kristne menigheds første tid. — Apostelgerninger 6:7; 8:4, 14-17; 11:19-21.

7. Hvordan lignede situationen i 1939 den man havde i år 47 hvad det kristne forkyndelsesarbejde angår?

⁷ Imidlertid boede hovedparten af Jehovas vidner dengang i engelsktalende protestantiske lande. Over 75 procent af de 73.000 forkyndere var fra Australien, Canada, England, De Forenede Stater og New Zealand. Ligesom i år 47 var der behov for at evangelieforkyndere blev opmuntret til at rejse til lande hvor der ikke var blevet forkyndt så meget.

8. Hvad har Gileadskolen været medvirkende til?

⁸ Restriktionerne og forfølgelserne under krigen kunne ikke forhindre at Jehovas magtfulde hellige ånd ansporede hans tjenere til at forberede sig på øget vækst. I 1943, mens den anden verdenskrig var på sit højeste, oprettede Guds organisation Vagttårnets Bibelskole Gilead for at fremme udbredelsen af den gode nyhed. Indtil marts 1992 havde denne skole udsendt 6517 missionærer til 171 forskellige lande. Desuden er nogle blevet oplært til at føre tilsyn med Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i forskellige lande. I 1992 var 75 af de 97 koordinatorer i afdelingskontorernes udvalg blevet uddannet på Gilead.

9. Hvilke andre undervisningsprogrammer har spillet en rolle i arbejdet med at forkynde og gøre disciple?

⁹ Foruden Gileadskolen er der også andre undervisningsprogrammer som har udrustet Jehovas folk til at øge og forbedre deres evangeliseringsarbejde. I Jehovas Vidners menigheder rundt om på jorden har man for eksempel en teokratisk skole. Denne ordning har sammen med det ugentlige tjenestemøde oplært millioner af forkyndere til at være effektive i forkyndelsen. Der er også Rigets Tjenesteskole, som har uddannet ældste og menighedstjenere til bedre at kunne tage sig af det voksende antal menigheder. Pionerskolen har hjulpet mange heltidstjenere til at være mere effektive i deres forkyndelse. Og på det seneste har Skolen for Udnævnte Tjenere, som er blevet afholdt i forskellige lande, hjulpet ugifte ældste og menighedstjenere til at blive nutidige Timoteus’er.

10. Hvad har den glimrende undervisning gennem Guds organisation medført? (Se oplysningerne i rammen.)

¹⁰ Hvilke resultater har hele denne oplæring medført? I 1991 nåede Jehovas Vidner et højdepunkt på mere end fire millioner forkyndere i 212 lande. Men i modsætning til i 1939 er over 70 procent af forkynderne nu fra katolske, ortodokse, ikkekristne eller andre lande hvor engelsk ikke er hovedsprog. — Se rammen „Væksten siden 1939“.

Hvad væksten skyldes

11. Hvem gav apostelen Paulus æren for sine gode resultater i forkyndelsen?

¹¹ Jehovas vidner tager ikke selv æren for denne vækst. Tværtimod betragter de deres arbejde på samme måde som apostelen Paulus. Han skrev i sit brev til korintherne: „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro. For vi er Guds medarbejdere. I er Guds mark under dyrkning, Guds bygning.“ — 1 Korinther 3:5-7, 9.

12. (a) Hvilken rolle spiller Guds ord i forkyndelsen? (b) Hvem er blevet udnævnt til hoved for den kristne menighed, og på hvilken betydningsfuld måde kan vi vise at vi underordner os denne ledelse?

¹² Der er ingen tvivl om at den fænomenale vækst Jehovas vidner har oplevet, skyldes Guds velsignelse. Det er Guds værk. I erkendelse heraf fortsætter de med regelmæssigt at studere Guds ord. Alt det de fremholder i deres forkyndelse bygger på Bibelen. (1 Korinther 4:6; 2 Timoteus 3:16) En anden årsag til deres gode resultater er at de helt og fuldt anerkender Herren Jesus Kristus som den Gud har udnævnt til hoved for menigheden. (Efeserne 5:23) De kristne i det første århundrede viste deres respekt for Jesus ved at samarbejde med dem som han havde udnævnt til apostle. Disse mænd udgjorde sammen med andre ældste i menigheden i Jerusalem det styrende råd i det første århundrede. Fra himmelen har Herren Jesus Kristus brugt denne gruppe modne kristne til at afgøre tvivlsspørgsmål og lede forkyndelsesarbejdet. Paulus’ nidkære samarbejde med denne guddommelige ordning førte til vækst i de menigheder han besøgte. (Apostelgerninger 16:4, 5; Galaterne 2:9) På samme måde kan kristne evangelieforkyndere i dag også være sikre på at opnå velsignelse i deres tjeneste hvis de holder fast ved Guds ord og nidkært følger anvisningerne fra Det Styrende Råd. — Titus 1:9; Hebræerne 13:17.

Agt de andre højere

13, 14. (a) Hvilken vejledning giver apostelen Paulus i Filipperbrevet 2:1-4? (b) Hvorfor er det vigtigt at huske denne vejledning når man deltager i forkyndelsen?

¹³ Apostelen Paulus viste sandhedssøgende mennesker ægte kærlighed og havde ikke en overlegen eller racistisk indstilling til dem. Derfor kunne han råde sine medtroende til at ’agte de andre højere end sig selv’. — Filipperne 2:1-4.

¹⁴ Sande kristne evangelieforkyndere i dag føler sig heller ikke overlegne når de møder folk af en anden race eller herkomst. Et af Jehovas vidner fra De Forenede Stater der blev sendt som missionær til Afrika, siger: „Jeg ved at vi ikke er bedre end dem. Måske har vi flere penge og en bedre skoleuddannelse, men de [lokalbefolkningen] besidder værdifulde egenskaber som langt overgår vores.“

15. Hvilken indstilling skal de der sendes ud til fremmede lande have til lokalbefolkningen?

¹⁵ Ved at vise ægte respekt for dem vi giver del i den gode nyhed, vil vi gøre det lettere for dem at tage imod Bibelens budskab. Det er også en hjælp når en missionær viser at han er glad for at bo blandt de mennesker han er sat til at hjælpe. En missionær som har tilbragt de sidste 38 år i Afrika, forklarer: „Inderst inde føler jeg at dette er mit hjem og at forkynderne i min menighed er mine brødre og søstre. Når jeg er på ferie i Canada føler jeg mig ikke rigtig hjemme. Den sidste uge jeg er i Canada længes jeg tilbage. Sådan har jeg det altid. Jeg fortæller mine bibelstudier og brødrene og søstrene hvor lykkelig jeg er for at være tilbage igen, og de sætter pris på at jeg ønsker at være hos dem.“ — 1 Thessaloniker 2:8.

16, 17. (a) Hvilken udfordring har mange missionærer og lokale forkyndere taget op for at blive mere effektive i deres tjeneste? (b) Hvilken oplevelse fik en missionær fordi hun kunne tale det lokale sprog?

¹⁶ Når nogle støder på en fremmedsproget enklave i deres lokale distrikt har flere gjort en indsats for at lære det pågældende sprog og derved vise at de agter de andre højere end sig selv. „I det sydlige Afrika hersker der undertiden mistillid mellem folk af europæisk afstamning og folk af afrikansk afstamning,“ forklarer en missionær. „Men kan man tale det lokale sprog forsvinder denne følelse hurtigt.“ Når man skal nå ind til lokalbefolkningens hjerte med den gode nyhed er det en stor hjælp at kunne tale deres sprog. At lære det kræver imidlertid en stor indsats samt ydmyghed og udholdenhed. En missionær i et asiatisk land forklarer: „Det kan være noget af en prøve altid at blive til grin fordi man ’falder i’. Det kan synes lettere at give op.“ Men kærlighed til Gud og næsten hjalp denne missionær til at stå det igennem. — Markus 12:30, 31.

¹⁷ Forståeligt nok gør det indtryk på folk når en fremmed forsøger at give dem del i den gode nyhed på deres sprog. Nogle gange giver det uventede velsignelser. En missionær i det afrikanske land Lesotho talte på sesotho til en kvinde der arbejdede i en butik der solgte vævede tæpper. En minister fra et andet afrikansk land hørte tilfældigvis samtalen. Han roste forkynderen, hvorpå hun begyndte at tale til ham på hans sprog. „Hvorfor kommer De ikke til [mit land] og arbejder iblandt vores folk, eftersom De også kan tale swahili?“ spurgte han. Missionæren svarede taktfuldt: „Det ville jeg gerne. Men jeg er et af Jehovas vidner, og for tiden er vores arbejde forbudt i Deres land.“ Manden svarede: „Tro ikke at vi alle er imod jeres arbejde. Mange af os kan godt lide Jehovas vidner. Måske vil I en dag frit kunne forkynde blandt folk i vores land.“ Missionæren glædede sig da hun nogen tid senere hørte at Jehovas Vidner havde opnået trosfrihed i det pågældende land.

Villig til at ofre sig

18, 19. (a) På hvilken betydningsfuld måde søgte Paulus at efterligne sin Herre, Jesus Kristus? (b) Fortæl en oplevelse (eventuelt din egen) som understreger betydningen af ikke at støde an når vi forkynder den gode nyhed.

¹⁸ Da apostelen Paulus skrev: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus,“ havde han umiddelbart forinden forklaret at man skal undgå at bringe andre til snublen og fald. „Derfor, hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds ære,“ skrev Paulus. „Undgå at blive årsag til snublen og fald både for jøder og for grækere og for Guds menighed, ligesom også jeg søger at være alle mennesker til behag i alle ting, idet jeg ikke søger mit eget bedste, men de manges, for at de kan blive frelst.“ — 1 Korinther 10:31-33; 11:1.

¹⁹ Evangelieforkyndere der ligesom Paulus er villige til at bringe ofre til gavn for dem de forkynder for, høster velsignelser. I et afrikansk land tog et missionærægtepar for eksempel ind for at spise på et lokalt hotel for at fejre deres bryllupsdag. Egentlig havde de tænkt sig at bestille vin til maden, eftersom mådeholden indtagelse af alkohol ikke fordømmes i Bibelen. (Salme 104:15) De besluttede imidlertid at lade være eftersom det kunne vække anstød hos lokalbefolkningen. „Nogen tid senere,“ fortæller manden, „traf vi hotellets kok og begyndte et bibelstudium med ham. Langt senere fortalte han: ’Husker I den aften I kom for at spise på hotellet? Vi stod alle bag køkkendøren og iagttog jer. Ser I, kirkernes missionærer siger at det er forkert af os at drikke. Men når de kommer til hotellet bestiller de rask væk vin. Vi besluttede derfor at hvis I bestilte vin ville vi ikke høre på jer når I kom og forkyndte for os.’“ I dag er denne kok og flere andre der arbejdede på samme hotel døbte Jehovas vidner.

Stadig rigeligt at gøre

20. Hvorfor er det påkrævet at vi fortsætter med at være nidkære evangelieforkyndere, og hvilken forret rækker mange ud efter?

²⁰ Afslutningen for denne onde ordning nærmer sig hastigt, og mange længes stadig efter at høre den gode nyhed. Det er derfor mere påkrævet end nogen sinde at alle kristne holder ud som trofaste evangelieforkyndere. (Mattæus 24:13) Kan du forøge din andel i dette arbejde ved at blive en særlig evangelieforkynder ligesom Filip, Paulus, Barnabas, Silas og Timoteus? Mange forøger deres indsats ved at slutte sig til pionerernes rækker og stille sig til rådighed for at tjene i områder med større behov.

21. I hvilken forstand står der „en stor dør ind til virksomhed“ åben for Jehovas folk?

²¹ På det seneste er store distrikter blevet åbnet for forkyndelse i lande i Afrika, Asien og Østeuropa, hvor Jehovas Vidners arbejde tidligere var forbudt. Som i tilfældet med apostelen Paulus kan man sige at „en stor dør ind til virksomhed står åben“ for Jehovas folk. (1 Korinther 16:9) De missionærforkyndere som for nylig er kommet til det afrikanske land Moçambique, kan for eksempel ikke nå at tage sig af alle der ønsker et bibelstudium. Vi kan glæde os over at Jehovas Vidners arbejde i dette land blev legaliseret den 11. februar 1991!

22. Hvad må vi alle være besluttede på, uanset om vort lokale distrikt er velgennemarbejdet eller ej?

²² I lande hvor vi altid har nydt religionsfrihed oplever vore brødre også en forøget vækst. Ja, uanset hvor vi lever, er der „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (1 Korinther 15:58) Derfor skal vi gøre klogt brug af den resterende tid, idet vi hver især ’gør en evangelieforkynders gerning og fuldfører vor tjeneste’. — 2 Timoteus 4:5; Efeserne 5:15, 16.

Kan du forklare?

◻ Hvad er en evangelieforkynder?

◻ Hvordan fik indholdet af den gode nyhed et nyt aspekt efter 1914?

◻ Hvordan er evangeliseringsarbejdet gået frem siden 1919?

◻ Hvad er de væsentligste årsager til at resultaterne i evangeliseringsarbejdet har været så positive?

[Ramme på side 19]

Væksten siden 1939

Her er nogle eksempler fra tre kontinenter hvortil der er blevet sendt gileaduddannede missionærer. I 1939 var der kun 636 forkyndere som rapporterede i Vestafrika. I 1991 var dette antal steget til mere end 200.000 i 12 lande i Vestafrika. Missionærer har også bidraget til den fænomenale vækst i sydamerikanske lande. Et af disse lande er Brasilien, hvor forkyndertallet steg fra 114 i 1939 til et højdepunkt på 335.039 i april 1992. En lignende vækst har fundet sted efter missionærernes ankomst til lande i Asien. Under den anden verdenskrig blev de få Jehovas vidner i Japan stærkt forfulgt, og deres arbejde gik i stå. Men i 1949 blev der sendt 13 missionærer til landet for at hjælpe med at reorganisere arbejdet. Det tjenesteår var der færre end ti indfødte forkyndere i hele Japan som rapporterede, mens antallet af forkyndere i april 1992 var 167.370.

[Ramme på side 21]

Kristenheden og sprogproblemet

Nogle af kristenhedens missionærer har gjort en oprigtig indsats for at tilegne sig et fremmed sprog, men mange har forventet at de lokale skulle tale deres europæiske sprog. Som Geoffrey Moorhouse forklarer i sin bog The Missionaries:

„Problemet var at man alt for ofte kun så den fordel ved at lære et lokalt sprog at man kunne få Bibelen oversat. Både enkeltpersoner og missionsselskaber gjorde en forholdsvis beskeden indsats for at sikre sig at en missionær kunne tale den indfødtes eget sprog så godt at der kunne skabes en dyb forståelse mellem de to. Enhver missionær fik et mere eller mindre overfladisk kendskab til det lokale ordforråd . . . Derudover foregik kommunikationen almindeligvis på det ubehjælpelige pidgin-engelsk, idet det lå i luften at den indfødte afrikaner måtte underkaste sig den engelske besøgendes normer. I værste fald var dette blot endnu et udtryk for racehovmod.“

I 1922 udgav Skolen for Orientalske og Afrikanske Studier i London en rapport om sprogproblemet. „Vi er af den opfattelse,“ hed det i rapporten, „at missionærernes evne til at mestre de indfødtes sprog . . . er beklagelig dårlig, ja foruroligende ringe.“

Vagttårnsselskabets missionærer har imidlertid altid følt sig forpligtede til at lære det lokale sprog, hvilket delvis kan forklare deres gode resultater i missionsmarken.