De missionærer inden for kristenheden der blev sendt til Japan lod sig engagere på „uddannelsescentre og skoler“, hedder det i Kodansha Encyclopedia of Japan. Der siges: „Flere missionærer har udmærket sig ved deres lærdom.“ De blev sprogforskere eller professorer og underviste i emner som litteratur, sprog, historie, filosofi, Østens religioner og japansk folklore. „En vigtig del af missionsarbejdet bestod desuden i at drive velgørende institutioner og sociale forsorgscentre,“ tilføjer opslagsværket.

I almindelighed havde forkyndelsen af evangeliet ikke førsteprioritet blandt missionærerne. De lagde alt for ofte vægt på at dække folks fysiske behov frem for deres åndelige. Nogle lod sig også opsluge af personlige interesser. For eksempel er en missionær der i 1889 blev sendt til Japan af den anglikanske kirke, i dag bedst kendt som „den japanske bjergbestignings fader“.

Hvordan er situationen i Asien? I Kodansha Encyclopedia of Japan hedder det: „Folk i almindelighed betragter stadig kristendommen som en ’fremmed’ tro, . . . der ikke egner sig for almindelige japanere. . . . Den kristne bevægelse befinder sig stadig i periferien af det japanske samfund.“ I Japan bekender mindre end 4 procent sig til kristendommen, i Indien er det mindre end 3 procent, i Pakistan mindre end 2 procent og i Kina mindre end en halv procent.