BURMA, 1824. Kongens betjente har netop ransaget Adoniram og Ann Judsons missionærbolig og taget alt hvad der efter deres mening var af værdi. Men de har ikke fundet den kostbareste skat — et oversat bibelmanuskript som Ann i al hemmelighed har gravet ned under huset. Adoniram, der har oversat Bibelen, ligger lænket i et moskitobefængt fængsel, anklaget for at være spion. Nu truer fugten med at ødelægge manuskriptet. Hvordan kan det reddes? Ann syr det ind i en hård pude som hun giver til sin mand i fængselet. Puden bevares, og dens indhold bliver en del af den første burmesiske bibel.

Missionærer og bibelselskaber

I 1600- og 1700-tallet skete der i mange lande et opsving i bibellæsningen. Især i England fik Bibelen stor indflydelse i denne periode. Faktisk prægede de bibelske beretninger og den bibelske lære alle i landet, lige fra kongen til plovdrengen. Men Bibelens indflydelse nåede langt videre omkring. England var på den tid både søfartsnation og kolonimagt, og nogle englændere tog Bibelen med sig på deres rejser. Det lagde grunden til en omfattende udbredelse af Bibelen.

Mod slutningen af 1700-tallet bevægede Bibelen nogle til at tænke på det åndelige behov hos de indfødte i de fjerne lande i Det Britiske Imperium. Det var dog ikke alle der bekymrede sig om dette. Mange gejstlige troede på prædestinationslæren og mente derfor ikke det var Guds vilje at alle skulle frelses. Da en vordende missionær ved navn William Carey holdt en opflammende tale for at skaffe støtte til oprettelsen af et missionsselskab i Indien, blev han irettesat med ordene: „Sæt Dem ned, unge mand; når Gud ønsker at omvende hedningerne, vil han gøre det uden Deres hjælp!“ William Carey sejlede ikke desto mindre til Indien i 1793 hvor han med tiden udførte den utrolige bedrift at oversætte hele Bibelen eller dele af den til 35 indiske sprog.

Missionærerne forstod at det de mere end noget andet havde brug for, var Bibelen på lokalsproget.

Bibelen består i vid udstrækning af beretninger og illustrationer der bygger på dagligdags hændelser. Det gør den lettere at oversætte end hvis den havde været skrevet i et abstrakt, filosofisk sprog. Men som man kan forestille sig, resulterede nogle af missionærernes første forsøg på at oversætte Bibelen i nogle forvirrende eller humoristiske gengivelser. Én oversættelse gav for eksempel folk der boede i et bestemt område af Indien, den forestilling at Gud var blå. Det ord der blev brugt for „himmelsk“ i udtrykket „himmelske Fader“, betød „med en farve som himmelens“, altså den bogstavelige himmel.

Adoniram Judson skrev i 1819 følgende om oversætterens kvaler: ’Når man skal lære et sprog der tales af folk på den anden side af kloden hvis måde at udtrykke sig på følgelig er helt ny for en, og hvis bogstaver og ord mangler den fjerneste lighed med noget sprog man før har set; når man hverken har nogen ordbog eller tolk og må forsøge at lære tilstrækkeligt af sproget til at man kan få hjælp af en indfødt lærer — så kan man tale om slid!’ Det arbejde oversættere som Adoniram Judson udførte, var afgjort medvirkende til at gøre Bibelen tilgængelig for flere. — Se oversigten på side 12.

Ann Judson hjalp sin mand med det vanskelige oversættelsesarbejde. Men ægteparret oplevede ikke kun vanskeligheder af sproglig art. Da kongens betjente slæbte Adoniram i fængsel, var Ann gravid. I 21 måneder tryglede hun modigt fjendtligsindede myndighedspersoner om at løslade hendes mand. Alt dette, foruden at hun var syg, krævede sin pris. Kort efter at Adoniram var blevet løsladt, døde hans modige kone Ann og deres lille datter af feber. Adoniram var sønderknust. Han fandt styrke hos Gud og fortsatte med at oversætte. Den burmesiske bibel lå færdig i 1835. I mellemtiden var andre snigende angreb på Bibelen under opsejling.