Myndighedernes afsky for Jehovas folk resulterede i et regeringsdekret dateret den 25. april 1925, stilet til en bestemt politichef. Heri stod der: „På grundlag af Sikkerhedspolitiets direktiv nr. 17274/925 har vi den ære at informere Dem om at Indenrigsministeriet har besluttet at forbyde og standse ’De Internationale Bibelstudenters’ propaganda, og vi ønsker at De tager de nødvendige forholdsregler for at gennemføre denne hensigt.“

En rapport som kontoret i Rumænien sendte til Jehovas Vidners hovedkontor den 17. oktober 1927, viser hvilken virkning denne officielle modstand havde på brødrene. Kort fortalt hed det i rapporten at menighedsmøderne var blevet forbudt overalt, og at ’hundreder af brødre var blevet stillet for de militære og civile domstole’. Videre stod der i rapporten: ’I løbet af sommeren har kun få møder kunnet afholdes, eftersom menighederne blev og stadig bliver tæt overvåget af efterretningstjenesten og politiet, især i landsbyerne, hvor størstedelen af menighederne findes. De fleste møder blev holdt på godt skjulte steder i skovene.’

Rapporten fortsatte: ’I marts blev der også lagt hindringer i vejen for de rejsende tilsynsmænds arbejde. I samme måned gav indenrigsministeren strenge, fortrolige ordrer til at kolportørerne skulle findes, og at alle disse „propagandister“ skulle arresteres. Inden længe sad så godt som alle kolportørerne i fængsel. Og selv om hverken vi eller brødrene er bange, eftersom vi har udholdt modstand siden arbejdet begyndte her i landet, er de metoder der nu bruges for at opløse organisationen, så gennemgribende at vi dårligt kan røre os.

[Ramme på side 83-85]

Gode eksempler i kristen neutralitet

George Vacarciuc: Broder Vacarciuc blev fra barn af undervist i Jehovas Vidners lære. I december 1942 indkaldte fascisterne ham til militærtjeneste. Han nægtede at bære våben og blev i 16 dage spærret inde i en fuldstændig mørkelagt celle hvor han fik meget lidt at spise. Derefter blev han igen indkaldt, og myndighederne lovede at de ville annullere hans dom — som endnu ikke var blevet bekendtgjort for ham — hvis han gjorde som de tidligere havde befalet ham. Endnu en gang nægtede han.

Dette resulterede i at George blev idømt 25 års fængsel. Men da de sovjetiske styrker ankom den 25. september 1944, blev han dog løsladt. Mindre end to måneder senere forsøgte russerne imidlertid at udskrive ham til militærtjeneste. Eftersom han ikke ville gå imod sin bibeloplærte samvittighed, blev han idømt ti års tvangsarbejde i forskellige lejre. I et år havde hans familie ingen anelse om hvor han var. Efter fem års tvangsarbejde blev George løsladt; det skete den 5. december 1949. Han vendte hjem til Corjeuţi og forblev trofast til sin død den 12. marts 1980.

Parfin Goreacioc: Broder Goreacioc blev født i år 1900 og lærte Bibelens budskab at kende i landsbyen Hlina mellem 1925 og 1927. Sammen med sine brødre, Nicolai og Ion, blev han undervist i sandheden af Damian og Alexandru Roşu, de første bibelstudenter i landsbyen.

I 1933 blev Parfin og andre Jehovas Vidner anholdt og ført til byen Kotin, hvor han blev forhørt og fik en bøde for at forkynde. I 1939 sørgede landsbyens præst for at han blev ført til politistationen i nabobyen Ghilavăţ. Betjentene bandt ham fast til en sengebund af træ så han lå med ansigtet nedad, og slog ham gentagne gange under fodsålerne.

Da fascisterne kom til magten, blev Parfin atter anholdt og fængslet. Russerne befriede ham dog samme år, men blot for at anholde ham fordi han ikke ville være soldat. De holdt ham fængslet i Chişinău i flere måneder, hvorpå de løslod ham.

I 1947 blev Parfin endnu en gang arresteret af russerne, og denne gang blev han idømt otte års forvisning fordi han havde forkyndt Guds rige. I 1951 blev hans børn deporteret til Sibirien. De kom dog ikke samme sted hen som deres far. Faktisk så de ham aldrig mere. Parfin blev alvorligt syg mens han var forvist, og døde i 1953, trofast til det sidste.

Vasile Pădureţ: Broder Pădureţ blev født i 1920 i Corjeuţi og lærte sandheden at kende i 1941, i den fascistiske periode. Også han blev derfor forfulgt af både fascisterne og russerne. Til russerne sagde han modigt: „Jeg har aldrig skudt bolsjevikker, og jeg har heller ikke tænkt mig at dræbe fascister.“

Denne holdning, der var baseret på en bibeloplært samvittighed, førte til at Vasile blev dømt til en sovjetisk arbejdslejr. Dommen blev dog nedsat til fem år, og han vendte hjem den 5. august 1949. Da han blev anholdt for tredje gang, havde man indledt Operation Nord. Den 1. april 1951 blev Vasile og hans familie derfor ført ind i en godsvogn og kørt til Sibirien. Da de havde været der i cirka fem år, fik de lov til at vende tilbage til Corjeuţi i Moldova. Vasile døde trofast mod Jehova den 6. juli 2002 mens denne beretning var ved at blive udarbejdet.

[Ramme/illustration på side 89, 90]

’Jeg ville ikke bytte mit liv i Jehovas tjeneste med noget andet’

Ion Sava Ursoi

Født: 1920

Døbt: 1943

Profil: Tjente som kredstilsynsmand i den kommunistiske periode.

Jeg er født i Caracuşeni i Moldova og lærte sandheden at kende før den anden verdenskrig brød ud. Min kone døde i 1942. Ved hendes begravelse jog en pøbelskare mig ud af kirkegården. Hvorfor? Fordi jeg havde skiftet tro. Senere samme år forsøgte den fascistiske regering at tvinge mig til at tjene som soldat. Men det nægtede jeg; jeg ville være politisk neutral. Jeg blev dømt til døden, men dommen blev senere ændret til 25 års fængsel. Jeg blev flyttet fra lejr til lejr. Mens jeg sad i Craiova i Rumænien, ankom den sovjetiske hær og befriede os.

Jeg havde dårligt nået at smage friheden før kommunisterne igen satte mig i fængsel. De sendte mig til Kalinin i Rusland. To år senere, i 1946, lod de mig rejse hjem til min landsby, hvor jeg var med til at reorganisere forkyndelsen. I 1951 anholdt russerne mig så igen. Denne gang blev jeg deporteret til Sibirien sammen med mange andre Jehovas Vidner. Jeg kom ikke hjem igen før i 1969.

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg huske mange situationer hvor Jehova har givet mig styrke til at bevare min uangribelighed. Jeg ville ikke bytte mit liv i Jehovas tjeneste med noget som helst andet. På grund af alderdom og et dårligt helbred er det begrænset hvad jeg nu kan gøre. Men mit sikre håb om liv i en ny verden, hvor mit legeme vil genvinde ungdommens kraft, styrker mig i beslutningen om „ikke [at] give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt“. — Gal. 6:9.

[Ramme/illustration på side 100-102]

„Jeg har meget at synge om“

Alexandra Cordon

Født: 1929

Døbt: 1957

Profil: Udsat for trængsler under det sovjetiske styre; virker nu som menighedsforkynder.

Min glæde ved at synge hjalp mig til at finde sandheden og senere til at forblive åndeligt stærk da min tro blev sat på prøve. Min beretning begynder i 1940’erne da jeg som teenager kom i kontakt med en gruppe unge i Corjeuţi der kunne lide at bruge deres fritid til at synge Rigets sange og drøfte bibelske emner. De åndelige sandheder jeg lærte under disse drøftelser og af sangene, gjorde et dybt indtryk på mig.

Inden længe begyndte jeg at forkynde den gode nyhed. Det resulterede i at jeg i 1953 blev anholdt sammen med ti andre Jehovas Vidner. Før retssagen sad jeg indespærret i et fængsel i Chişinău. Jeg holdt mig åndeligt stærk ved at synge Rigets sange, hvilket åbenbart irriterede en af fangevogterne. „Du er i fængsel,“ sagde han. „Her synger man ikke!“

Jeg svarede: „Jeg har sunget hele mit liv. Hvorfor skulle jeg holde op nu? I kan låse mig inde, men I kan ikke sætte hængelås på min mund. Mit hjerte er frit, og jeg elsker Jehova. Så jeg har meget at synge om.“

Jeg blev dømt til 25 år i en arbejdslejr i Inta, i nærheden af den nordlige polarkreds. I de korte sommermåneder arbejdede jeg i de nærliggende skove sammen med andre Jehovas Vidner. Igen var det Rigets sange, hvoraf vi kunne mange udenad, der hjalp os til at holde os åndeligt stærke og føle at vi var frie — i hvert fald i åndelig forstand. Desuden opmuntrede vagterne os til at synge — i modsætning til fangevogteren i Chişinău.

Jeg var i Inta-lejren i tre år, tre måneder og tre dage. Så blev jeg løsladt på grund af et amnesti. Jeg fik dog ikke lov til at tage hjem til Moldova, så i stedet rejste jeg til Tomsk i Rusland. Her blev jeg genforenet med min mand, der også havde siddet i fængsel. Det var fire år siden vi havde set hinanden.

På grund af min arrestation var jeg endnu ikke blevet døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Jeg talte derfor med brødrene i Tomsk om det. Da der var flere andre som også gerne ville døbes, arrangerede brødrene straks en dåbshandling. På grund af forbuddet skulle dåben foregå om natten i en nærliggende skovsø.

Da tiden var inde, forlod vi udkanten af Tomsk og gik ind i skoven. Vi fulgtes ad to og to så vi ikke vakte mistanke. Hvert par skulle følge parret der gik foran dem, indtil alle var nået sikkert frem til søen. Det var i hvert fald planen. Men de to ældre søstre foran min makker og mig forvildede sig desværre bort fra stien. Vi fulgte efter dem, og parret bag os fulgte trofast i hælene på os. Inden længe var vi vel ti der snublende tumlede gennem mørket, gennemblødte på grund af den våde underskov og rystende af kulde. Vi forestillede os at vi når som helst kunne møde bjørne og ulve som vi vidste strejfede omkring i området. Vi var så anspændte at enhver ukendt lyd fik os til at fare sammen.

Jeg var klar over hvor vigtigt det var at vi ikke blev grebet af panik eller gav op, så jeg foreslog at vi stod stille og dæmpet fløjtede en af Rigets sange i håb om at de andre hørte os. Vi bad også en inderlig bøn. I kan sikkert forestille jer vores glæde da vi hørte den samme melodi lyde til os gennem mørket! Ja, brødrene havde hørt os! De tændte straks en lommelygte så vi kunne finde over til dem. Inden længe blev vi døbt i det iskolde vand, men vi var så glade at vi næsten ikke mærkede kulden.

Jeg er nu 74 år og tilbage i Corjeuţi, hvor jeg lærte sandheden at kende. Trods min høje alder har jeg stadig meget at synge om, især som pris til vor himmelske Fader.

[Ramme/illustrationer på side 104-106]

Jeg forsøgte at følge mine forældres eksempel

Vasile Ursu

Født: 1927

Døbt: 1941

Profil: Virkede som menig- hedstjener og var med til at fremstille publikationer under jorden.

Mine forældre, Simeon og Maria Ursu, blev døbt i 1929. Jeg var den ældste af deres fem børn. I den fascistiske periode blev far og mor arresteret og idømt 25 års tvangsarbejde på grund af deres neutrale holdning. Åndelige brødre og søstre fra menigheden i det nærliggende Corjeuţi sørgede for os børn og passede familiens gård. Derfor havde vi altid nok at spise. Vores gamle bedstemor, der ikke var i sandheden, tog sig også af os. Jeg var 14 år dengang.

Takket være mine forældres gode eksempel gjorde jeg alt hvad jeg kunne, for at sørge åndeligt for mine søskende. Derfor vækkede jeg dem tidligt hver dag så vi kunne drøfte noget fra vores bibelske publikationer. De havde ikke altid lyst til at stå op, men jeg gav dem ikke noget valg. Jeg var klar over hvor stor betydning gode studievaner har. Resultatet var at da vores forældre i 1944 blev løsladt før tiden og kom hjem, kunne de glæde sig over at se hvor åndeligt stærke vi var. Hvor var det skønt at være sammen igen! Men glæden varede kun kort.

Året efter anholdt russerne min far og fængslede ham i Norilsk i Sibirien, nord for polarkredsen. Tre år senere giftede jeg mig med Emilia, en livlig, åndeligsindet søster. Vi var nærmest vokset op sammen, så jeg kendte hende vældig godt. Men bare et år efter brylluppet blev min mor og jeg anholdt og sendt til Chişinău, hvor vi blev idømt 25 års tvangsarbejde. Emilia tog sig kærligt af mine søskende, der nu havde mistet både deres forældre og deres storebror.

Jeg blev sendt til kulminerne i Vorkuta, en berygtet arbejdslejr nord for polarkredsen. To år senere, i 1951, blev Emilia og mine tre brødre og min søster forvist til Tomsk i Vestsibirien. I 1955 anmodede Emilia om at blive overført til Vorkuta for at være sammen med mig. Her fødte hun det første af vores tre børn, en pige som vi gav navnet Tamara.

I september 1957 blev der udstedt amnesti, og vi blev løsladt. Men en måned senere blev jeg anholdt igen. Denne gang blev jeg dømt til syv år i en arbejdslejr i Mordvinia i nærheden af Saransk i Rusland. Mange andre brødre blev sendt samme sted hen, og flere skulle komme. Når vores ægtefæller kom på besøg, lykkedes det dem gang på gang at smugle en forsyning litteratur ind til os, hvilket vi var dybt taknemmelige for. I december 1957 flyttede Emilia til Kurgan i Vestsibirien for at passe vores datter, Tamara, der havde boet hos Emilias forældre. Det betød at der gik syv år uden at Emilia og jeg så hinanden. Men kun på den måde kunne vi forhindre at Tamara blev sendt til en statslig institution.

I 1964 blev jeg sat på fri fod, men jeg fik ikke lov at vende tilbage til Moldova. Officielt var min bevægelsesfrihed stadig underlagt begrænsninger, men jeg kunne dog slutte mig til min kone og vores datter i Kurgan, hvor jeg blev bogstudietjener i menigheden. I 1969 flyttede vi til Krasnodar i Kaukasus. Efter at have været der i otte år flyttede vi til Chirchik i Usbekistan. Her arbejdede jeg under jorden i et trykkeri. I 1984 fik vi langt om længe lov til at vende tilbage til Moldova. Vi slog os ned i Tighina, en by med 160.000 indbyggere og bare 18 forkyndere. I årenes løb er denne lille gruppe vokset til ni menigheder med næsten 1000 forkyndere og pionerer.

Fortryder jeg at jeg tilbragte så mange år i arbejdslejre og fængsler for Herrens skyld? Ikke det mindste! For mig var sagen klar, lige fra jeg som 14-årig var blevet døbt: Enten elsker man Gud, eller også elsker man verden! Da jeg havde besluttet at tjene Jehova, ville jeg ikke så meget som overveje at gå på kompromis. — Jak. 4:4.

[Illustrationer]

Til venstre: Vasile Ursu

Yderst til venstre: Vasile med sin kone, Emilia, og datter, Tamara