Brutale embedsmænd

Det Dumitru Gorobeţ og Cazimir Cislinschii kom ud for, viser at modstanden mod forkyndelsen ofte blev forstærket af religiøst had fra fanatiske ortodokse embedsmænd. Dumitru og Cazimir lærte sandheden fra Bibelen at kende i landsbyen Tabani. Deres gode egenskaber og nidkærhed i forkyndelsen betød at de snart blev kendt og vellidt blandt brødrene. Men i 1936 blev de anholdt og ført til en politistation i byen Kotin (nu i Ukraine).

Politibetjentene begyndte med at gennembanke Dumitru og Cazimir. Derefter forsøgte de at tvinge dem til at gøre korsets tegn. De to mænd stod dog fast, selv om de blev slået gentagne gange. Til sidst gav betjentene op. De lod endda Dumitru og Cazimir tage hjem. Men dermed var de to trofaste brødres prøvelser ikke slut. Under både fascisternes og kommunisternes styre udholdt de mange flere vanskeligheder for den gode nyheds skyld. Dumitru døde i begyndelsen af 1976 i Tomsk i Rusland, og Cazimir i november 1990 i Moldova.

Prøvelser under det fascistiske styre

Antonescus fascistiske regering, der stod i forbund med Hitler og Aksemagterne, forsøgte snart at gennemtvinge sin vilje over for Jehovas Vidner. Lad os tage Anton Pântea, der var født i 1919, som eksempel. Anton lærte sandheden at kende som teenager og forkyndte flittigt fra hus til hus. Ved flere lejligheder undgik han med nød og næppe at blive gennembanket, men ved frimodigt at fastholde sin juridiske ret til som rumænsk borger at tale om sin tro lykkedes det ham for en tid at undgå fysisk mishandling. Til sidst blev han dog pågrebet af politiet. Fascistiske betjente førte ham til stationen, slog ham hele natten — og lod ham gå! Broder Pântea er nu 84 år og stadig besluttet på at forblive trofast mod Jehova.

En anden trofast forkynder, Parfin Palamarciuc, lærte Bibelens budskab at kende i Moldova i 1920’erne. Også han blev en nidkær forkynder af den gode nyhed og var ofte hjemmefra i ugevis for at forkynde i byer og landsbyer fra Chernovtsy til Lviv i Ukraine. Eftersom Parfin ikke ville være soldat, anholdt fascisterne ham i 1942 og stillede ham for en krigsret i Chernovtsy.

Parfins søn Nicolae fortæller hvad der skete: „I alt 100 brødre blev dømt til døden af denne krigsret. Dommen skulle eksekveres øjeblikkelig. Officererne samlede alle brødrene og udvalgte de ti første der skulle skydes. Først blev de dog tvunget til at grave deres egne grave mens de 90 andre så på. Før officererne skød brødrene, gav de dem endnu en mulighed for at fornægte deres tro og gå ind i hæren. To gik på kompromis; de otte andre blev skudt. Så blev ti andre udpeget, men før de blev skudt, skulle de begrave de døde.

Mens brødrene var ved at fylde gravene op, kom der en højtstående officer. Han spurgte hvor mange Vidner der havde skiftet mening. Da han hørte at det kun drejede sig om to, sagde han at hvis 80 skulle dø for at få 20 ind i hæren, kunne det bedre betale sig at sende de sidste 92 i arbejdslejr. Dødsdommene blev derfor ændret til 25 års tvangsarbejde. Men knap tre år senere blev brødrene befriet fra de rumænske lejre af de fremrykkende sovjetiske hære. Min far overlevede disse og mange andre trængsler. Han døde trofast mod Jehova i 1984.“

En forbrydelse at gå imod den ortodokse kirke!

Vasile Gherman var en ung broder hvis kone lige havde født en datter da fascisterne anholdt ham i december 1942. Vasile blev anklaget for to „forbrydelser“ — at han ikke ville udføre militærtjeneste, og at han ikke havde ladet sin datter døbe i den ortodokse kirke. Han fortæller selv hvad der skete: „I februar 1943 skulle jeg og 69 andre trofaste brødre stilles for en militærdomstol i Chernovtsy. Før dommen faldt, tvang myndighederne os til at overvære henrettelsen af seks forbrydere. Vi var derfor sikre på at vi var de næste der ville blive dømt til døden.

Vi talte det igennem og besluttede at forblive stærke i troen og gøre alt hvad vi kunne, for at bevare en positiv holdning gennem hele retssagen. Det lykkedes os med Jehovas hjælp. Da vi alle 70 blev idømt dødsstraf, sådan som vi havde regnet med, følte vi virkelig at det var for retfærdighedens skyld at vi led. Til stor irritation for vore fjender var der ingen af os der mistede modet. Så fik vi en overraskelse. I stedet for at skyde os ændrede myndighederne vores dom til 25 års tvangsarbejde i lejren i Aiud, Rumænien. Men ikke engang den dom blev fuldbyrdet, for bare halvandet år senere, i august 1944, blev lejren befriet af den fremrykkende sovjetiske hær.“

I 1942 udskrev fascisterne cirka 800 mænd fra landsbyen Şirăuţi i Moldova til at tjene i general Antonescus hær. Blandt dem var der flere brødre, deriblandt Nicolae Anischevici. „Politiet gav os først ordre til at deltage i en religiøs ceremoni,“ fortæller Nicolae. „Det nægtede vi Jehovas Vidner. Vi nægtede også at bære våben. Derfor anklagede politiet os for at være kommunister, og vi blev anholdt. Før de satte os i fængsel, gav de os dog tilladelse til at forklare de tilstedeværende baggrunden for vores neutrale holdning.

Dagen efter blev vi overført til Briceni, hvor områdets domstol befandt sig. Her blev vi klædt af og grundigt visiteret. Derefter blev vi forhørt af en præst med en høj militær rang. Han var venlig, viste forståelse for vores samvittighedsbegrundede standpunkt og sørgede for at vi fik noget mad. Han skrev oven i købet at grunden til at vi ikke ville bære våben, var vores tro på Jesus.

Fra Briceni blev vi ført til politistationen i Lipcani. Her slog betjentene os skånselsløst til langt ud på natten. Derefter satte de os i en celle med to andre brødre og, overraskende nok, en kvinde, der viste sig at være spion. I flere dage blev vi slået daglig. Til sidst blev jeg ført til Chernovtsy og stillet for en krigsret. Her fik jeg en advokat, der viste sig at være en stor hjælp. Men på grund af mishandlingen var mit helbred blevet så dårligt at de militære myndigheder troede at jeg ville dø. Til sidst besluttede de at sende mig hjem uden dom.“

Modige, trofaste søstre

Søstre fik også fascisternes vrede at mærke. En af dem var Maria Gherman (ikke i familie med Vasile Gherman, men i samme menighed). Maria blev arresteret i 1943 og ført til politistationen i Balasineşti. Hun fortæller: „Jeg blev anholdt af politiet fordi jeg ikke ville komme i den ortodokse kirke. Først førte de mig til Lipcani i Moldova og derefter til Chernovtsy i Ukraine, hvor jeg fik min dom.

Dommeren spurgte mig hvorfor jeg havde nægtet at gå i kirke. Jeg forklarede ham at Jehova er den eneste jeg vil tilbede. For denne ’forbrydelse’ blev 20 andre søstre og jeg idømt 20 års fængsel. Nogle af os blev proppet ind i en lillebitte celle med 30 andre fanger. Om dagen blev jeg dog sat til at udføre arbejde i huset for de rige. De behandlede mig for øvrigt bedre end fængselspersonalet — de gav mig i det mindste nok at spise!

Efter nogen tid fik vi kontakt med brødrene, der sad i en anden fløj af fængselskomplekset. Det viste sig at have stor betydning, for vi kunne hjælpe dem til at få både åndelig og bogstavelig føde.“

Ligesom mange andre moldoviske Jehovas Vidner udholdt disse trofaste forkyndere fascisternes vrede —  blot for at blive udsat for endnu et angreb på deres tro. Det kom fra den næste magt som landet blev underlagt, nemlig det kommunistiske Rusland.

Den sovjetiske taktik: Deportation

I 1944 da Tysklands krigslykke havde vendt, blev Antonescus regime styrtet af personer i den rumænske regering, anført af kong Mihai. Rumænien søgte nu at styrke sit tilhørsforhold til Rusland i stedet for til Aksemagterne. Samme år genvandt den fremrykkende sovjetiske hær det russiske herredømme over området, og Moldova blev igen en del af Sovjetunionen under navnet Den Moldaviske Sovjetrepublik.

I begyndelsen lod Moldovas kommunistiske ledere Jehovas Vidner være i fred. Men det varede ikke længe. Vidnernes kristne neutralitet, herunder det at de ikke ville stemme ved de lokale partivalg, blev snart et problem igen. Det sovjetiske system gav ikke rum for politisk neutralitet. Regeringen planlagde derfor at løse problemet ved at deportere Jehovas Vidner og andre „uønskede elementer“. Det begyndte man med i 1949.

Et officielt dokument gjorde rede for den afgørelse som „Det Kommunistiske Partis Centralkomités politbureau“ havde truffet vedrørende dem der skulle deporteres fra Den Moldaviske Sovjetrepublik. Blandt dem var „tidligere jordejere, rige forretningsfolk, den tyske besættelsesmagts aktive støtter, personer der samarbejdede med tysk og rumænsk politi, medlemmer af profascistiske partier og organisationer, medlemmer af Den Hvide Garde, medlemmer af illegale sekter og slægtninge til de nævnte kategorier“. De skulle alle sendes til det vestlige Sibirien „på ubestemt tid“.

En anden bølge af deportationer begyndte i 1951, men denne gang gik det kun ud over Jehovas Vidner. Stalin gav personligt ordre til denne deportation, der blev kaldt Operation Nord. Over 720 familier af Jehovas Vidner — cirka 2600 mennesker — blev sendt fra Moldova til Tomsk i det vestlige Sibirien, cirka 4500 kilometer borte.

Ifølge de officielle direktiver skulle de pågældende have tilstrækkelig tid til at samle deres personlige ejendele sammen før de blev ført til de ventende tog. Togvognene skulle desuden være „velegnede til persontransport“. Men virkeligheden så anderledes ud.

Det foregik på følgende måde: Midt om natten bankede op til otte soldater og embedsmænd på hos en familie af Jehovas Vidner. De vækkede familien og viste dem deportationsordren. Derefter gav de familien nogle få timer til at samle det de nu kunne nå, før de blev ført til de ventende tog.

Togvognene viste sig at være lukkede godsvogne. Op til 40 personer i alle aldersklasser blev stoppet ind i hver godsvogn før den to uger lange togrejse begyndte. Der var intet at sidde på, og vognene var ikke isolerede. I et hjørne af godsvognene var der et hul i gulvet der tjente som toilet. Før brødrene blev deporteret, skulle de lokale embedsmænd registrere hver enkelts ejendele. Men i mange tilfælde nøjedes de med at registrere ting af ringe værdi; værdifulde ting „forsvandt“ bare.

Trods alle disse uretfærdigheder og trængsler mistede brødrene aldrig deres kristne glæde. Når togene med brødre og søstre mødtes ved jernbaneknudepunkter, kunne man høre Rigets sange lyde fra andre godsvogne. På den måde vidste brødrene i de enkelte tog at de ikke var alene, men blev deporteret sammen med hundreder af andre Jehovas Vidner. Det at se og høre at andre brødre og søstre bevarede glæden trods vanskelige omstændigheder, var til stor opmuntring for dem alle og styrkede dem i deres beslutning om at forblive trofaste mod Jehova, uanset hvad der måtte ske. — Jak. 1:2.

En tro vi bør efterligne

Ivan Mikitkov var en af de moldovere der blev deporteret til Sibirien. Ivan blev første gang anholdt i Moldova i 1951 sammen med andre forkyndere og forvist til Tomsk. Han blev sat til at fælde træer i den sibiriske tajga. Selv om han ikke var i arbejdslejr, var hans bevægelsesfrihed begrænset, og det hemmelige politi overvågede ham nøje. Alligevel benyttede han og hans åndelige brødre enhver lejlighed til at forkynde for andre.

Ivan fortæller: „Under disse nye, vanskelige forhold organiserede vi os i menigheder. Vi begyndte endda selv at fremstille publikationer. Med tiden tog nogle af dem vi forkyndte for, imod sandheden og lod sig døbe. Men myndighederne blev til sidst opmærksomme på hvad vi foretog os, og sendte nogle af os i arbejdslejr.

Sammen med brødrene Pavel Dandara, Mina Goraş og Vasile Şarban blev jeg idømt 12 års tvangsarbejde under nøje opsyn. Myndighederne håbede at de strenge domme ville skræmme andre forkyndere til tavshed, men sådan gik det ikke. Uanset hvor brødrene blev sendt hen, blev de ved med at forkynde. I 1966 blev jeg løsladt efter at have udstået hele min straf. Jeg rejste så tilbage til Tomsk, hvor jeg blev i tre år.

I 1969 flyttede jeg til Donetsk Bækkenet, hvor jeg traf Maria, en trofast og nidkær søster, som jeg giftede mig med. I 1983 blev jeg anholdt igen. Denne gang fik jeg en dobbelt straf — fængsel i fem år og forvisning i yderligere fem år. Forståeligt nok havde jeg meget sværere ved at bære denne dom end den første, for nu måtte jeg sige farvel til min kone og vores barn, der også blev udsat for trængsler. Heldigvis kom jeg ikke til at afsone hele straffen. Jeg blev løsladt i 1987 efter at Mikhail Gorbatjov var blevet generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti. Jeg fik lov at vende tilbage til Ukraine og senere til Moldova.

Da jeg kom tilbage til Bălţi, Moldovas næststørste by, var der 370 forkyndere og tre menigheder. Nu er der over 1700 forkyndere og 16 menigheder!“

„Skal det gå dig ligesom Vasile?“

Lejrkommandanter og KGB-agenter brugte nogle sadistiske tricks i deres forsøg på at svække brødrenes trofasthed. Constantin Ivanovici Şobe fortæller hvad hans farfar, Constantin Şobe, kom ud for: „I 1952 afsonede farfar en straf i en af arbejdslejrene i området Chita, øst for Bajkalsøen i Sibirien. Lejrlederne truede med at skyde ham og de andre brødre hvis de ikke fornægtede deres tro.

Da brødrene nægtede at gå på kompromis, samlede lederne dem uden for lejren, i udkanten af en skov. Det var ved at blive mørkt da de førte farfars bedste ven, Vasile, lidt ind i skoven idet de sagde at de ville skyde ham. Brødrene ventede uroligt. Snart blev aftenens stilhed flænget af et par riffelskud.

Vagterne kom tilbage og førte den næste broder, min farfar, ind i skoven. Da de havde gået et lille stykke, standsede de op i en lysning. Der var blevet gravet flere grave, og en af dem var fyldt op. Den øverstbefalende pegede på den, vendte sig om mod farfar og sagde: ’Skal det gå dig ligesom Vasile, eller vil du tilbage til din familie som en fri mand? Du har to minutter til at beslutte dig.’ Farfar behøvede ikke to minutter. Han svarede straks: ’Jeg har kendt Vasile, som I har skudt, i mange år. Nu glæder jeg mig til at se ham igen i opstandelsen i den nye verden. Jeg har al mulig grund til at tro at jeg vil komme til at leve i den nye verden sammen med Vasile. Men vil I også det?’

Det var ikke lige det svar officeren havde ventet. Han førte farfar og de andre tilbage til lejren. Det viste sig at farfar ikke behøvede at vente til opstandelsen for at få Vasile at se igen. Det hele var bare en grusom list for at få brødrene til at give efter.“

Kommunisternes propaganda giver bagslag

For at mistænkeliggøre Jehovas Vidner og få folk til at hade dem fremstillede kommunisterne bøger, brochurer og film der satte Guds folk i et dårligt lys. En af brochurerne hed Dobbelt Bund — en titel der sigtede til det hemmelige rum til litteratur som brødrene lavede i bunden af kufferter og tasker. Nicolai Voloşanovschi husker tydeligt hvordan lejrkommandanten prøvede at ydmyge ham over for de andre fanger ved hjælp af denne brochure.

Nicolai fortæller: „Lejrkommandanten samlede alle fangerne i en af barakkerne. Så begyndte han at citere fra Dobbelt Bund, blandt andet nogle ærekrænkende udtalelser om mig personligt. Da han havde talt færdig, bad jeg om lov til at stille nogle spørgsmål. Kommandanten må have troet at det ville give ham mulighed for at gøre grin med mig, for han gik med til det.

Jeg henvendte mig til kommandanten og spurgte om han kunne huske den første gang han havde forhørt mig, nemlig da jeg blev indsat i arbejdslejren. Det kunne han godt. Så spurgte jeg om han kunne huske at han havde stillet mig spørgsmål om mit hjemland, mit statsborgerskab og så videre, mens han udfyldte mine papirer. Igen svarede han ja. Han fortalte endda de andre fanger hvad jeg havde svaret. Så bad jeg ham om at fortælle hvad han rent faktisk havde skrevet på formularerne. Han indrømmede at han havde skrevet noget andet end det jeg havde svaret. Jeg vendte mig så om mod de andre fanger og sagde: ’Ser I, det er på samme måde denne brochure er blevet til.’ Fangerne klappede, og kommandanten gik arrigt sin vej.“

Forsøg på at skabe splittelse

I 1960’erne tog de frustrerede, sovjetiske myndigheder nye metoder i brug i deres forsøg på at bryde Jehovas Vidners enhed. Bogen The Sword and the Shield (Sværdet og skjoldet), der blev udgivet i 1999, omhandler nogle af KGB’s tidligere hemmelige optegnelser, som befandt sig i statens arkiver. Der siges i bogen: „Ved en konference i marts 1959 for højtstående KGB-officerer der førte an i ’kampen mod Jehovisterne [Jehovas Vidner]’, drog man den slutning at den bedste strategi bestod i ’fortsat at undertrykke dem ved hjælp af metoder der kunne skabe splittelse’. KGB besluttede at splitte sektens tilhængere, demoralisere dem og bringe dem i vanry — samt at arrestere deres mest indflydelsesrige ledere på grundlag af frit opdigtede anklager.“

De „metoder der kunne skabe splittelse“, bestod blandt andet i en samlet kampagne der skulle så mistro blandt brødrene i hele Sovjetunionen. KGB begyndte derfor at sprede ondsindede rygter om at en hel del ledende brødre var begyndt at samarbejde med statens sikkerhedstjeneste. KGB camouflerede sine løgne så dygtigt at mange forkyndere blev i tvivl om hvem de kunne stole på.

En anden metode som KGB gjorde brug af, bestod i at træne specielle agenter til at udgive sig for „aktive“ Jehovas Vidner der så skulle forsøge at opnå ansvarsfulde stillinger i organisationen. Disse spioner sørgede naturligvis for at holde KGB underrettet. KGB henvendte sig desuden i hemmelighed til ægte Jehovas Vidner og forsøgte med store pengesummer at bestikke dem til at samarbejde.

Med disse underfundige metoder lykkedes det sørgeligt nok at skabe en vis splittelse blandt brødrene, også i Moldova. Resultatet blev en atmosfære af mistænksomhed. Nogle brødre forlod organisationen og dannede en udbrydergruppe der blev kendt som oppositionen.

Før dette skete, brugte brødrene i Sovjetunionen ordet kanalen om Jehovas organisation, den åndelige føde den fremstillede, og de ansvarshavende brødre den udnævnte. Men nu blev der større og større forvirring og usikkerhed omkring denne kanal. Hvordan kunne brødrene genoprette enheden og tilliden? Det lykkedes overraskende nok med den sovjetiske stats hjælp. Ja, intrigemagerne var selv med til at løse de problemer de havde skabt. Hvordan det?

De glemte at tage Guds ånd i betragtning

I begyndelsen af 1960’erne samlede de sovjetiske myndigheder mange af Jehovas Vidners „ledere“ fra hele Sovjetunionen i én lejr, cirka 150 kilometer fra byen Saransk i republikken Mordvinia i Vestrusland. Tidligere havde brødrene været adskilt af store afstande der hæmmede kommunikationen og skabte grobund for misforståelser. Men nu var de der tilhørte den såkaldte opposition, og de der ikke gjorde, alle samlet. Nu kunne de tale ansigt til ansigt og skille løgn fra sandhed. Hvorfor samlede myndighederne alle disse brødre? De troede åbenbart at brødrene ville komme op at skændes, og at organisationen ville blive endnu mere splittet. Det var en udspekuleret plan, men man havde glemt at tage Guds forenende ånd i betragtning. — 1 Kor. 14:33.

En af de brødre der sad i Mordvinia, var Gheorghe Gorobeţ. Han fortæller: „Kort tid efter at jeg var blevet anholdt og fængslet, blev en broder der havde haft tilknytning til oppositionen, indsat sammen med os. Da han så at de ansvarshavende brødre stadig var i fangenskab, blev han overrasket, for han havde hørt at vi alle var frie som fugle og levede et luksusliv på KGB’s regning!“

Broder Gorobeţ fortsætter: „I løbet af det første år jeg sad fængslet, blev over 700 spærret inde af religiøse årsager. De fleste var Jehovas Vidner. Vi arbejdede alle på den samme fabrik og havde tid til at tale med dem der havde sluttet sig til udbrydergruppen. Det betød at vi fik opklaret mange misforståelser i årene 1960 og 1961. I 1962 skrev det landsudvalg der førte tilsyn med Sovjetunionen, så et brev fra arbejdslejren. Brevet gik ud til alle menighederne i Sovjetunionen og rådede bod på en stor del af den skade som KGB’s løgnekampagne havde forårsaget.“

Den sande kanal identificeres

Broder Gorobeţ blev løsladt fra arbejdslejren i juni 1964 og vendte straks tilbage til Moldova. Da han ankom til Tabani, lagde han mærke til at mange af de lokale forkyndere stadig var usikre med hensyn til hvem Jehova gjorde brug af for at lede sit folk og give det åndelig føde. En del af brødrene ville kun læse i Bibelen.

Et udvalg bestående af tre åndeligt modne brødre blev nedsat for at hjælpe med at skabe klarhed. Noget af det første de gjorde, var at besøge menighederne i den nordlige del af Moldova, hvor de fleste forkyndere boede. Det at disse og andre kristne tilsynsmænd fortsat var trofaste, trods alle de trængsler de havde været udsat for, overbeviste mange om at Jehova stadig brugte den samme organisation som de oprindelig havde lært sandheden at kende igennem.

I slutningen af 1960’erne gik det op for KGB at forkyndelsen stadig havde fremgang trods forfølgelse og andre taktiske metoder. I bogen The Sword and the Shield beskrives det hvordan KGB reagerede på dette: „[KGB’s] hovedkvarter var rystet over forlydender om at end ikke i arbejdslejrene ’ville Jehovalederne og anførerne opgive deres statsfjendtlige tro, men blev ved med at udføre deres Jehova-arbejde’. I november 1967 mødtes de KGB-officerer der havde med bekæmpelsen af Jehovas Vidner at gøre, i [Chişinău] for at drøfte nye forholdsregler mod ’sekterernes statsfjendtlige arbejde’ og ’ideologisk undergravende virksomhed’.“

Modstand fra tidligere brødre

Disse „nye forholdsregler“ fik sørgeligt nok nogle til at gå KGB’s ærinde. Nogle bukkede under for begærlighed eller menneskefrygt, andre var tidligere brødre der nærede had til Jehovas Vidner. Myndighederne begyndte nu at bruge disse brødre i et forsøg på at bryde de trofastes uangribelighed. Forkyndere der havde udholdt fængslinger og arbejdslejre, men som mødte modstand fra tidligere brødre, nogle som var faldet fra, sagde at det var noget af det værste de havde været udsat for.

Mange frafaldne tilhørte den førnævnte opposition. I begyndelsen var der nogle i denne gruppe som blot var blevet forvirrede af de forkerte oplysninger fra KGB. Men blandt dem der stadig tilhørte oppositionen sidst i 1960’erne, var der en del som havde den samme fjendtlige indstilling som den onde trælleskare. De ignorerede Jesu advarsel og begyndte ’at slå deres medtrælle’. — Matt. 24:48, 49.

Forsøget på at splitte og tilintetgøre Guds folk slog dog fejl trods det langvarige pres fra KGB og dets håndlangere. I begyndelsen af 1960’erne da trofaste brødre gik i gang med at genopbygge organisationen i Moldova, havde de fleste af brødrene i landet tilknytning til oppositionen. Men i 1972 var langt de fleste igen begyndt at samarbejde loyalt med Jehovas organisation.

En taknemmelig forfølger

De trofaste der blev tilbage i Moldova i den kommunistiske periode, fortsatte efter bedste evne med at forkynde. De forkyndte uformelt for familie, venner, skolekammerater og kolleger. De var dog forsigtige fordi mange partifolk i Moldova var fanatiske tilhængere af den kommunistiske ideologi. Det var imidlertid ikke alle kommunister der hadede Jehovas Vidner.

Simeon Voloşanovschi fortæller: „Politiet ransagede vores hjem og konfiskerede en hel del bøger og blade, som den ledende officer noterede på en liste. Senere kom han tilbage med sin liste og bad mig om at godkende den. Da jeg gennemgik den, lagde jeg mærke til at han havde udeladt et bestemt nummer af Vagttårnet der handlede om hvordan man fik et bedre familieliv. Jeg spurgte officeren om det. ’Nåh, det,’ sagde han lidt forlegent. ’Det tog jeg med hjem, og så læste vi det sammen i familien.’ ’Kunne I lide det I læste?’ spurgte jeg. ’Ja, bestemt! Det var virkelig godt!’ svarede han.“

Mindre modstand, større vækst

I løbet af 1970’erne holdt de kommunistiske myndigheder op med at anholde og forvise Jehovas tjenere. Det skete dog stadig at enkelte brødre blev anholdt og retsforfulgt fordi de havde forkyndt eller overværet kristne møder. Men straffene var mildere nu.

[Ramme på side 83-85]

Gode eksempler i kristen neutralitet

George Vacarciuc: Broder Vacarciuc blev fra barn af undervist i Jehovas Vidners lære. I december 1942 indkaldte fascisterne ham til militærtjeneste. Han nægtede at bære våben og blev i 16 dage spærret inde i en fuldstændig mørkelagt celle hvor han fik meget lidt at spise. Derefter blev han igen indkaldt, og myndighederne lovede at de ville annullere hans dom — som endnu ikke var blevet bekendtgjort for ham — hvis han gjorde som de tidligere havde befalet ham. Endnu en gang nægtede han.

Dette resulterede i at George blev idømt 25 års fængsel. Men da de sovjetiske styrker ankom den 25. september 1944, blev han dog løsladt. Mindre end to måneder senere forsøgte russerne imidlertid at udskrive ham til militærtjeneste. Eftersom han ikke ville gå imod sin bibeloplærte samvittighed, blev han idømt ti års tvangsarbejde i forskellige lejre. I et år havde hans familie ingen anelse om hvor han var. Efter fem års tvangsarbejde blev George løsladt; det skete den 5. december 1949. Han vendte hjem til Corjeuţi og forblev trofast til sin død den 12. marts 1980.

Parfin Goreacioc: Broder Goreacioc blev født i år 1900 og lærte Bibelens budskab at kende i landsbyen Hlina mellem 1925 og 1927. Sammen med sine brødre, Nicolai og Ion, blev han undervist i sandheden af Damian og Alexandru Roşu, de første bibelstudenter i landsbyen.

I 1933 blev Parfin og andre Jehovas Vidner anholdt og ført til byen Kotin, hvor han blev forhørt og fik en bøde for at forkynde. I 1939 sørgede landsbyens præst for at han blev ført til politistationen i nabobyen Ghilavăţ. Betjentene bandt ham fast til en sengebund af træ så han lå med ansigtet nedad, og slog ham gentagne gange under fodsålerne.

Da fascisterne kom til magten, blev Parfin atter anholdt og fængslet. Russerne befriede ham dog samme år, men blot for at anholde ham fordi han ikke ville være soldat. De holdt ham fængslet i Chişinău i flere måneder, hvorpå de løslod ham.

I 1947 blev Parfin endnu en gang arresteret af russerne, og denne gang blev han idømt otte års forvisning fordi han havde forkyndt Guds rige. I 1951 blev hans børn deporteret til Sibirien. De kom dog ikke samme sted hen som deres far. Faktisk så de ham aldrig mere. Parfin blev alvorligt syg mens han var forvist, og døde i 1953, trofast til det sidste.

Vasile Pădureţ: Broder Pădureţ blev født i 1920 i Corjeuţi og lærte sandheden at kende i 1941, i den fascistiske periode. Også han blev derfor forfulgt af både fascisterne og russerne. Til russerne sagde han modigt: „Jeg har aldrig skudt bolsjevikker, og jeg har heller ikke tænkt mig at dræbe fascister.“

Denne holdning, der var baseret på en bibeloplært samvittighed, førte til at Vasile blev dømt til en sovjetisk arbejdslejr. Dommen blev dog nedsat til fem år, og han vendte hjem den 5. august 1949. Da han blev anholdt for tredje gang, havde man indledt Operation Nord. Den 1. april 1951 blev Vasile og hans familie derfor ført ind i en godsvogn og kørt til Sibirien. Da de havde været der i cirka fem år, fik de lov til at vende tilbage til Corjeuţi i Moldova. Vasile døde trofast mod Jehova den 6. juli 2002 mens denne beretning var ved at blive udarbejdet.

[Ramme/illustration på side 89, 90]

’Jeg ville ikke bytte mit liv i Jehovas tjeneste med noget andet’

Ion Sava Ursoi

Født: 1920

Døbt: 1943

Profil: Tjente som kredstilsynsmand i den kommunistiske periode.

Jeg er født i Caracuşeni i Moldova og lærte sandheden at kende før den anden verdenskrig brød ud. Min kone døde i 1942. Ved hendes begravelse jog en pøbelskare mig ud af kirkegården. Hvorfor? Fordi jeg havde skiftet tro. Senere samme år forsøgte den fascistiske regering at tvinge mig til at tjene som soldat. Men det nægtede jeg; jeg ville være politisk neutral. Jeg blev dømt til døden, men dommen blev senere ændret til 25 års fængsel. Jeg blev flyttet fra lejr til lejr. Mens jeg sad i Craiova i Rumænien, ankom den sovjetiske hær og befriede os.

Jeg havde dårligt nået at smage friheden før kommunisterne igen satte mig i fængsel. De sendte mig til Kalinin i Rusland. To år senere, i 1946, lod de mig rejse hjem til min landsby, hvor jeg var med til at reorganisere forkyndelsen. I 1951 anholdt russerne mig så igen. Denne gang blev jeg deporteret til Sibirien sammen med mange andre Jehovas Vidner. Jeg kom ikke hjem igen før i 1969.

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg huske mange situationer hvor Jehova har givet mig styrke til at bevare min uangribelighed. Jeg ville ikke bytte mit liv i Jehovas tjeneste med noget som helst andet. På grund af alderdom og et dårligt helbred er det begrænset hvad jeg nu kan gøre. Men mit sikre håb om liv i en ny verden, hvor mit legeme vil genvinde ungdommens kraft, styrker mig i beslutningen om „ikke [at] give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt“. — Gal. 6:9.

[Ramme/illustration på side 100-102]

„Jeg har meget at synge om“

Alexandra Cordon

Født: 1929

Døbt: 1957

Profil: Udsat for trængsler under det sovjetiske styre; virker nu som menighedsforkynder.

Min glæde ved at synge hjalp mig til at finde sandheden og senere til at forblive åndeligt stærk da min tro blev sat på prøve. Min beretning begynder i 1940’erne da jeg som teenager kom i kontakt med en gruppe unge i Corjeuţi der kunne lide at bruge deres fritid til at synge Rigets sange og drøfte bibelske emner. De åndelige sandheder jeg lærte under disse drøftelser og af sangene, gjorde et dybt indtryk på mig.

Inden længe begyndte jeg at forkynde den gode nyhed. Det resulterede i at jeg i 1953 blev anholdt sammen med ti andre Jehovas Vidner. Før retssagen sad jeg indespærret i et fængsel i Chişinău. Jeg holdt mig åndeligt stærk ved at synge Rigets sange, hvilket åbenbart irriterede en af fangevogterne. „Du er i fængsel,“ sagde han. „Her synger man ikke!“

Jeg svarede: „Jeg har sunget hele mit liv. Hvorfor skulle jeg holde op nu? I kan låse mig inde, men I kan ikke sætte hængelås på min mund. Mit hjerte er frit, og jeg elsker Jehova. Så jeg har meget at synge om.“

Jeg blev dømt til 25 år i en arbejdslejr i Inta, i nærheden af den nordlige polarkreds. I de korte sommermåneder arbejdede jeg i de nærliggende skove sammen med andre Jehovas Vidner. Igen var det Rigets sange, hvoraf vi kunne mange udenad, der hjalp os til at holde os åndeligt stærke og føle at vi var frie — i hvert fald i åndelig forstand. Desuden opmuntrede vagterne os til at synge — i modsætning til fangevogteren i Chişinău.

Jeg var i Inta-lejren i tre år, tre måneder og tre dage. Så blev jeg løsladt på grund af et amnesti. Jeg fik dog ikke lov til at tage hjem til Moldova, så i stedet rejste jeg til Tomsk i Rusland. Her blev jeg genforenet med min mand, der også havde siddet i fængsel. Det var fire år siden vi havde set hinanden.

På grund af min arrestation var jeg endnu ikke blevet døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Jeg talte derfor med brødrene i Tomsk om det. Da der var flere andre som også gerne ville døbes, arrangerede brødrene straks en dåbshandling. På grund af forbuddet skulle dåben foregå om natten i en nærliggende skovsø.

Da tiden var inde, forlod vi udkanten af Tomsk og gik ind i skoven. Vi fulgtes ad to og to så vi ikke vakte mistanke. Hvert par skulle følge parret der gik foran dem, indtil alle var nået sikkert frem til søen. Det var i hvert fald planen. Men de to ældre søstre foran min makker og mig forvildede sig desværre bort fra stien. Vi fulgte efter dem, og parret bag os fulgte trofast i hælene på os. Inden længe var vi vel ti der snublende tumlede gennem mørket, gennemblødte på grund af den våde underskov og rystende af kulde. Vi forestillede os at vi når som helst kunne møde bjørne og ulve som vi vidste strejfede omkring i området. Vi var så anspændte at enhver ukendt lyd fik os til at fare sammen.

Jeg var klar over hvor vigtigt det var at vi ikke blev grebet af panik eller gav op, så jeg foreslog at vi stod stille og dæmpet fløjtede en af Rigets sange i håb om at de andre hørte os. Vi bad også en inderlig bøn. I kan sikkert forestille jer vores glæde da vi hørte den samme melodi lyde til os gennem mørket! Ja, brødrene havde hørt os! De tændte straks en lommelygte så vi kunne finde over til dem. Inden længe blev vi døbt i det iskolde vand, men vi var så glade at vi næsten ikke mærkede kulden.

Jeg er nu 74 år og tilbage i Corjeuţi, hvor jeg lærte sandheden at kende. Trods min høje alder har jeg stadig meget at synge om, især som pris til vor himmelske Fader.

[Ramme/illustrationer på side 104-106]

Jeg forsøgte at følge mine forældres eksempel

Vasile Ursu

Født: 1927

Døbt: 1941

Profil: Virkede som menig- hedstjener og var med til at fremstille publikationer under jorden.

Mine forældre, Simeon og Maria Ursu, blev døbt i 1929. Jeg var den ældste af deres fem børn. I den fascistiske periode blev far og mor arresteret og idømt 25 års tvangsarbejde på grund af deres neutrale holdning. Åndelige brødre og søstre fra menigheden i det nærliggende Corjeuţi sørgede for os børn og passede familiens gård. Derfor havde vi altid nok at spise. Vores gamle bedstemor, der ikke var i sandheden, tog sig også af os. Jeg var 14 år dengang.

Takket være mine forældres gode eksempel gjorde jeg alt hvad jeg kunne, for at sørge åndeligt for mine søskende. Derfor vækkede jeg dem tidligt hver dag så vi kunne drøfte noget fra vores bibelske publikationer. De havde ikke altid lyst til at stå op, men jeg gav dem ikke noget valg. Jeg var klar over hvor stor betydning gode studievaner har. Resultatet var at da vores forældre i 1944 blev løsladt før tiden og kom hjem, kunne de glæde sig over at se hvor åndeligt stærke vi var. Hvor var det skønt at være sammen igen! Men glæden varede kun kort.

Året efter anholdt russerne min far og fængslede ham i Norilsk i Sibirien, nord for polarkredsen. Tre år senere giftede jeg mig med Emilia, en livlig, åndeligsindet søster. Vi var nærmest vokset op sammen, så jeg kendte hende vældig godt. Men bare et år efter brylluppet blev min mor og jeg anholdt og sendt til Chişinău, hvor vi blev idømt 25 års tvangsarbejde. Emilia tog sig kærligt af mine søskende, der nu havde mistet både deres forældre og deres storebror.

Jeg blev sendt til kulminerne i Vorkuta, en berygtet arbejdslejr nord for polarkredsen. To år senere, i 1951, blev Emilia og mine tre brødre og min søster forvist til Tomsk i Vestsibirien. I 1955 anmodede Emilia om at blive overført til Vorkuta for at være sammen med mig. Her fødte hun det første af vores tre børn, en pige som vi gav navnet Tamara.

I september 1957 blev der udstedt amnesti, og vi blev løsladt. Men en måned senere blev jeg anholdt igen. Denne gang blev jeg dømt til syv år i en arbejdslejr i Mordvinia i nærheden af Saransk i Rusland. Mange andre brødre blev sendt samme sted hen, og flere skulle komme. Når vores ægtefæller kom på besøg, lykkedes det dem gang på gang at smugle en forsyning litteratur ind til os, hvilket vi var dybt taknemmelige for. I december 1957 flyttede Emilia til Kurgan i Vestsibirien for at passe vores datter, Tamara, der havde boet hos Emilias forældre. Det betød at der gik syv år uden at Emilia og jeg så hinanden. Men kun på den måde kunne vi forhindre at Tamara blev sendt til en statslig institution.

I 1964 blev jeg sat på fri fod, men jeg fik ikke lov at vende tilbage til Moldova. Officielt var min bevægelsesfrihed stadig underlagt begrænsninger, men jeg kunne dog slutte mig til min kone og vores datter i Kurgan, hvor jeg blev bogstudietjener i menigheden. I 1969 flyttede vi til Krasnodar i Kaukasus. Efter at have været der i otte år flyttede vi til Chirchik i Usbekistan. Her arbejdede jeg under jorden i et trykkeri. I 1984 fik vi langt om længe lov til at vende tilbage til Moldova. Vi slog os ned i Tighina, en by med 160.000 indbyggere og bare 18 forkyndere. I årenes løb er denne lille gruppe vokset til ni menigheder med næsten 1000 forkyndere og pionerer.

Fortryder jeg at jeg tilbragte så mange år i arbejdslejre og fængsler for Herrens skyld? Ikke det mindste! For mig var sagen klar, lige fra jeg som 14-årig var blevet døbt: Enten elsker man Gud, eller også elsker man verden! Da jeg havde besluttet at tjene Jehova, ville jeg ikke så meget som overveje at gå på kompromis. — Jak. 4:4.

[Illustrationer]

Til venstre: Vasile Ursu

Yderst til venstre: Vasile med sin kone, Emilia, og datter, Tamara