I de omkringliggende byer blev forkyndere som nægtede at tjene i den rumænske hær, arresteret, og de fleste blev idømt 20 års tvangsarbejde. Min far blev bedt om at møde op på politistationen, hvor han brutalt blev slået fordi han var et af Jehovas Vidner. Jeg selv blev med magt hentet fra skole og tvunget til at overvære gudstjenester.

I marts 1944 tog Anden Verdenskrig en ny drejning da Sovjetunionen indtog den nordlige del af Bessarabien, og i august havde de indtaget hele landet. På det tidspunkt var jeg midt i teenageårene.

Kort efter blev alle sunde og raske mænd fra vores landsby indkaldt til den sovjetiske hær. Forkynderne nægtede imidlertid at gå på kompromis med deres neutralitet. De fik derfor en fængselsdom på ti år. I maj 1945 overgav tyskerne sig, og dermed var Anden Verdenskrig slut i Europa. Ikke desto mindre sad mange forkyndere i Moldova fængslet indtil 1949.

Nu hvor vennerne var blevet mere aktive i tjenesten, begyndte myndighederne at holde særligt øje med os. Vores forkyndelse, og det at vi ikke ville tage del i politik eller udføre militærtjeneste, fik de sovjetiske myndigheder til at gennemsøge vore hjem for bibelsk læsestof, og til at arrestere os. I 1949 blev nogle af Jehovas Vidner fra nabomenighederne deporteret til Sibirien. Så igen måtte de af os der var tilbage, være mere forsigtige når vi forkyndte.

Derefter blev jeg flyttet 3000 kilometer vestpå til det enorme mordvinske kompleks af fangelejre omkring 400 kilometer sydøst for Moskva. Her havde jeg den glæde at være sammen med trofaste forkyndere fra mange dele af Sovjetunionen.

De sovjetiske myndigheder indså at når forkynderne fik lov til frit at omgås nogle der ikke var Jehovas Vidner, antog nogle af disse Vidnernes tro. Derfor forsøgte man i det mordvinske lejrkompleks, der bestod af mange arbejdslejre og strakte sig over cirka 30 kilometer, at holde os adskilt fra de andre fanger. Mere end 400 Jehovas Vidner blev samlet i vores lejr. Nogle få kilometer derfra var over hundrede kristne søstre samlet i en anden del af lejrkomplekset.

I vores lejr var jeg meget aktiv i forbindelse med at organisere de kristne møder og kopiere bibelske publikationer der var blevet smuglet ind i lejren. Det opdagede lejrledelsen åbenbart, for kort efter, i august 1961, blev jeg dømt til at afsone et år i det berygtede Vladimir-fængsel, der ligger omkring 200 kilometer nordøst for Moskva. Den amerikanske pilot Francis Gary Powers, hvis spionfly blev skudt ned over Rusland den 1. maj 1960, sad indtil februar 1962 også fængslet her.

I Vladimir-fængselet kunne jeg kun lige holde mig i live med den smule mad jeg fik. Jeg kunne klare sulten fordi jeg havde prøvet at sulte som barn, men den ekstreme kulde i vinteren 1961/62 var lige ved at tage livet af mig. Varmeanlægget var brudt sammen, og temperaturen i min celle faldt til langt under frysepunktet. En læge tilså mig, og på grund af min elendige tilstand sørgede han for at jeg blev overført til en lidt bedre fængselscelle i de uger hvor det var koldest.

Hjulpet til at klare vanskeligheder

Når man i flere måneder har siddet indespærret, kan negative tanker tage modet fra en, og det var netop hvad fængselsledelsen håbede. Jeg bad dog hele tiden og blev styrket af Jehovas ånd og af skriftsteder jeg kunne huske.

Det var især da jeg sad indespærret i Vladimir-fængselet at jeg kunne sætte mig ind i apostelen Paulus’ ord om at være ’trængt på enhver måde, men ikke have så kneben plads at man ikke kan røre sig’ og at være „i vildrede, men ikke helt uden udvej“. (2 Korinther 4:8-10) Efter et år blev jeg flyttet tilbage til det mordvinske lejrkompleks. I disse lejre afsonede jeg resten af min dom på 12 år. Den 8. april 1966 blev jeg karakteriseret som „uforbederlig“ og løsladt. I mine øjne var det et officielt bevis for at jeg var forblevet trofast mod Jehova.

Jeg er tit blevet spurgt hvordan vi fik smuglet bibelske publikationer ind i de sovjetiske lejre og fængsler og dernæst duplikeret dem, til trods for at man prøvede at hindre os i det. Det er en hemmelighed som kun få kender til. En politisk fange fra Letland der afsonede fire år i kvindelejren Potma, skriver således efter sin løsladelse i 1966: „Forkynderne . . . skaffede betydelige mængder af deres bøger og blade ind. . . . Det var som om engle fløj hen over lejren om natten og lod dem dale ned.“ Ja, det var kun med Guds hjælp at det lykkedes!