Skridt hen imod en møntunion

Det kan være dyrt at opretholde grænser; det papirarbejde der foregik mellem de 15 EU-landes toldvæsener, kostede dem i sin tid omkring 12 milliarder euro om året. Ikke overraskende har den nye situation ved Europas grænser stimuleret økonomien. Når man tænker på at 370 millioner EU-borgere har fuld bevægelsesfrihed mellem landene inden for ét fælles marked, er det klart at det giver uanede økonomiske muligheder. Hvad har muliggjort sådanne fremskridt?

Helt tilbage i februar 1992 tog regeringsledere et stort skridt på vejen hen imod enhed ved at underskrive følgende, som er taget fra Traktaten om den Europæiske Union, den såkaldte Maastrichttraktat. Traktaten dannede grundlag for etableringen af et samlet marked inden for Europas grænser, en centralbank og en fælles mønt. Endnu et andet vigtigt skridt måtte følge efter: Man måtte afhjælpe kursudsvingene. Sådanne udsving kan nemlig få en forretningstransaktion til pludselig at tage sig helt anderledes ud.

Denne hindring blev fjernet ved at man oprettede en økonomisk og monetær union (ØMU) og ved at indføre euroen som den nye fælles mønt. Det er slut med vekselgebyrer, og virksomhederne behøver ikke længere at sikre sig mod valutarisikoen. Resultatet er færre forretningsudgifter for virksomhederne og mere international handel. Det kan igen medføre flere arbejdspladser og større købekraft — noget alle ville høste gavn af.

Grundlæggelsen af Den Europæiske Centralbank i 1998 markerede endnu et vigtigt skridt hen imod en møntunion. Denne bank, der ligger i Frankfurt am Main i Tyskland, er uafhængig i valutaspørgsmål i forhold til medlemslandenes regeringer. Dens målsætning er at holde inflationen nede i det som har fået benævnelsen euro-området, der består af 11 deltagerlande,a og at stabilisere kursudsving mellem euroen, dollaren og yennen.

Nye medlemmer banker på EU’s dør

På kort sigt håber fortalerne for møntfællesskabet at de EU-lande der endnu ikke er optaget i ØMUen, vil overvinde hindringerne før 2002, hvor det er meningen at euromønter og -sedler skal erstatte de forskellige europæiske valutaer. Hvis Danmark, Storbritannien og Sverige opgiver deres tøvende holdning, vil befolkningen i disse lande måske også opleve at euroen erstatter den nationale valuta.

Samtidig står seks andre europæiske lande og banker på EU’s dør. Det er Cypern, Estland, Polen, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Længere tilbage i køen står yderligere fem lande og venter på at det bliver deres tur, nemlig Bulgarien, Letland, Litauen, Rumænien og Slovakiet. Deres indtræden bliver ikke helt billig. Det skønnes at EU mellem 2000 og 2006 vil være nødt til at skaffe 80 milliarder euro for at hjælpe de nytilkomne fra Østeuropa.

Men for at opfylde EU’s optagelseskrav skal ansøgerlandene skaffe midler der svarer til et langt højere beløb end det de vil modtage i EU-støtte. Ungarn vil for eksempel være nødsaget til at bruge 12 milliarder euro på at forbedre og udbygge sit vej- og jernbanenet. Tjekkiet bliver nødt til at afsætte over 3,4 milliarder euro alene til vandrensningsanlæg, og Polen skal investere 3 milliarder euro i begrænsningen af svovludslip. Alligevel synes ansøgerlandene at fordelene opvejer omkostningerne. Deres handel med EU-landene vil for eksempel vokse. Men ansøgerne kan komme til at stå i kø lidt endnu. Den aktuelle holdning hos folk er at nye medlemslande først bør accepteres efter at EU har fået styr på sin egen økonomi.

[Ramme på side 6]

Euroen er på vej!

EU-landenes nationale mønter og pengesedler forsvinder først i 2002, men i transaktioner uden kontanter bruger man allerede euroen. Denne overgang til en ny mønt har været en kæmpeopgave for bankerne. Men nu er kurserne på medlemslandenes nationale valutaer fastlåst i forhold til euroen. Børserne angiver også priserne i euro, og mange forretninger og virksomheder prismærker nu deres varer i både euro og i den lokale mønt.

Det er en omvæltning som kræver en del tilpasning i forretningslivet — især for mange ældre kunder, der ikke længere vil kunne bruge de vante mark, franc eller lire. Også kasseapparater og pengeautomater skal ændres. For at sikre den blødest mulige overgang har man iværksat officielle informationskampagner for at oplyse folk om euroen, og om hvornår den sættes i omløb.

Uanset de hindringer der er tilbage, så er euroen på vej. Faktisk har man allerede påbegyndt produktionen af euro-mønter og euro-sedler. Og det er noget af en opgave. Selv i et lille land som Holland med 15 millioner indbyggere vil møntmaskinerne og trykpresserne skulle køre tre år i træk for at fremstille 2,8 milliarder mønter og 380 millioner pengesedler inden den 1. januar 2002. Hvis alle disse nye pengesedler blev stablet op, ville det give en cirka 20 kilometer høj stabel!