Side 2

Som forbrugere berøres vi alle af handelskrige mellem de forskellige lande i verden. I 1985 indførte USA japanske varer for 40 milliarder dollars mere end det solgte for til Japan. Og i 1986 voksede dette handelsunderskud til 58 milliarder dollars, på trods af alle forsøg på at få balance i handelen.

Hvorfor kan der ikke komme ligevægt i handelen mellem denne verdens nationer? Hvordan berører det os som privatpersoner? Er situationen farlig? Og er der en løsning?

Hvordan vi alle berøres af handelskrig

EN AMERIKANSK missionær i Japan fik i november 1985 tilsendt 2000 dollars fra sin moder som hjælp til en ferierejse hjem den følgende sommer. Havde han vekslet pengene straks havde det indbragt ham 400.000 yen, idet kursen var 200 yen pr. dollar. Men han besluttede at vente til han var parat til at købe sin flybillet i juli 1986. På det tidspunkt var kursen faldet til 160 yen pr. dollar, og de 2000 dollars var nu kun 320.000 yen værd. Fordi han udsatte vekslingen i syv måneder tabte han altså 80.000 yen (cirka 500 dollars eller 3800 kroner), og nu var der ikke penge nok til at betale flyrejsen for ham og hans kone.

Det er ikke kun det internationale rejseliv der er blevet berørt af dollarens fald. Amerikanere der for nylig har købt varer som er importeret fra Japan eller Vesteuropa, har sandsynligvis også mærket den økonomiske stramning. Statistiske undersøgelser viser at priserne på importerede biler, kameraer og ure, ja selv vin og ost, i løbet af det sidste år er steget med mellem 10 og 20 procent i USA. For eksempel var et japansk fotografiapparat der i oktober 1985 kostede 400 dollars, i juni 1986 steget til 450 dollars, en prisstigning på 12,5 procent. „Yderligere udsving i valutakurserne vil sandsynligvis medføre flere prisstigninger end vi hidtil har oplevet,“ siger en amerikansk finansanalytiker.

De højere forbrugerpriser udgør dog kun den ene side af sagen. Det økonomiske omslag har bragt Japans og Vesttysklands industrier i knibe. Mens prisen på førnævnte kamera i løbet af få måneder steg voldsomt i USA, fra 400 dollars til 450 dollars, faldt det faktisk samtidig i pris fra 98.000 yen til 78.000 yen i Japan. Det forlød dengang at en af de største japanske producenter af eludstyr sætter 30 millioner dollars til for hver yen dollaren falder i værdi. Virkningen er den samme på bil-, stål- og tekstilindustrien og andre industrier der er afhængige af eksport.

For at forblive konkurrencedygtige nedskar de store japanske industriforetagender deres udgifter drastisk og mindskede deres fortjeneste. Mindre firmaer der ikke kunne klare tabet, gik konkurs. Mainichi Shimbun, Tokyos førende dagblad, oplyser at der mellem oktober 1985 og august 1986 var 292 virksomheder der måtte dreje nøglen om. En af følgerne var at de japanske arbejdere sidste år oplevede den mindste lønstigning i 31 år — i gennemsnit 4,5 procent. Arbejdsløsheden steg til 2,9 procent af arbejdsstyrken, det højeste siden 1953. Det frygtes at arbejdsløsheden „vil stige yderligere og nå op på 7-8 procent,“ udtaler formanden for De Sammensluttede Arbejdsgiverforeninger i Japan.

En følge af handelsunderskuddet

Men hvorfor faldt dollarkursen? Enkelt sagt havde det sin årsag i den handelskrig som den stærkt konkurrenceprægede internationale forretningsverden fører. Nogle lande formår at eksportere mere end de importerer, hvilket medfører et overskud på handelsbalancen. Canada har for eksempel et årligt overskud på handelsbalancen på 18,6 milliarder dollars, og Japan eksporterede i 1986 for 82,7 milliarder dollars mere end det importerede for.

Modsat importerer for eksempel USA for langt mere end det eksporterer for. Det er ikke svært at forestille sig hvordan det påvirker et lands økonomi. Det påfølgende underskud på handelsbalancen skaber alvorlige beskæftigelsesproblemer og forårsager økonomisk ustabilitet.

I erkendelse af at verdensøkonomiens sundhed i vid udstrækning beror på den amerikanske økonomis sundhed, mødtes finansministre og repræsentanter for de store banker i verdens fem førende industrilande i september 1985 og enedes om at nedskrive dollarens værdi i forhold til verdens øvrige betydningsfulde valutaer. Med en lavere dollarkurs skulle amerikanske varer blive billigere og mere konkurrencedygtige i andre lande, og det skulle fremme den amerikanske eksport. På hjemmemarkedet skulle efterspørgselen efter importerede varer dale som følge af disses højere priser. I teorien skulle dette alt i alt nedbringe USA’s underskud på handelsbalancen.

Siden planen blev sat i værk er dollarens værdi faldet med cirka 20 procent over for den tyske mark, den japanske yen, den franske franc og andre betydningsfulde valutaer. Men har det rettet op på underskuddet på handelsbalancen? „Trods de regulerede valutakurser vil vort underskud på samhandelen med udlandet ikke gå ned i år,“ sagde den amerikanske handelsminister, Malcolm Baldridge, sidste år i en tale til ledende japanske forretnings- og regeringsfolk.

Faktisk bejler de importerede varer med uformindsket held til de amerikanske forbrugeres gunst. For eksempel viser rapporter at USA i 1986 importerede næsten lige så mange japanske biler som i 1985, og da den enkelte bil samtidig gik op i pris fik det den virkning at værdien af importerede biler målt i dollars fortsatte med at stige frem for at mindskes. USA havde i 1986 et rekordunderskud på handelsbalancen på 175 milliarder dollars, i forhold til 118 milliarder dollars i 1985. Omkring en tredjedel af dette kæmpeunderskud stammer fra samhandelen med Japan!

Situationen i Japan og i USA genfinder vi andre steder. Handelskrigen berører os alle. Hvad er dens årsag? Hvad kan der gøres ved den? Og findes der en varig løsning?

[Illustration på side 3]

Hvorfor steg prisen på et japansk fotografiapparat i USA fra 400 dollars til 450 dollars i løbet af få måneder?

Hvad er problemets årsag?

„DE FORSKELLIGE lande er indviklet i en geopolitisk nervekrig,“ skrev The New York Times tidligere i år. USA havde da yderligere sænket dollarens værdi over for den japanske yen og den tyske mark på grund af det stadigt voksende underskud på handelsbalancen. Avisartiklen fortsatte: „Alle prøver at tvinge de andre til at ændre deres indenrigspolitik . . . så handelsbalancen bliver bedre.“

Hvorfor har den faldende dollarkurs ikke medført den forbedring i de internationale handelsforhold som man havde håbet på? Hvad er grunden til at USA fortsætter med at oparbejde et så stort underskud på handelsbalancen? Og hvorfor har lande som Japan og Vesttyskland fortsat kunnet øge deres overskud på handelsbalancen i forhold til USA trods den stigende kurs på deres valutaer?

Disse spørgsmål volder førende økonomer overalt i verden hovedbrud. Under alle omstændigheder er det tydeligt at man ikke kan løse verdenshandelens problemer blot ved at manipulere med dollarkursen. I mellemtiden har handelspartnernes gensidige beskyldninger spændt situationen til bristepunktet, politisk som økonomisk.

Gnidninger mellem handelspartnere

Mange amerikanere er for eksempel af den mening at USA ikke har fået noget til gengæld af de lande som det har åbnet sit marked for — lande som Japan, og i mindre grad, Vesttyskland. De beskylder disse lande for at anvende ufine metoder til at fremme egen eksport og beskytte hjemmemarkederne mod importerede varer, hvilket koster amerikanske arbejdspladser og indtjeningsmuligheder. Det har skabt gnidninger og endda en vis fjendtlighed mellem USA og dets handelspartnere.

Nogle besværer sig desuden over at de japanske firmaer betaler deres arbejdere så lidt i løn i forhold til amerikanerne at de kan underbyde deres konkurrenter, mens udenlandske firmaer for at komme ind på det japanske marked må finde sig til rette med den traditionelle handelskutyme, de indviklede skatteforhold og distributionssystemer, kvalitetsnormerne, sprogskranken, japanernes sympatier og antipatier og deres forbehold over for udenlandske varer. Ifølge udenlandske forretningsfolk stiller alt dette dem særdeles ugunstigt.

USA’s handelsminister, Malcolm Baldridge, sammenfattede klagepunkterne med følgende ord i en tale til en forsamling af førende japanske forretningsfolk i Tokyo: „Japan kan ikke vedblivende basere sit forhold til sine handelspartnere på en stadigt voksende eksport og en træg eller stillestående import. Målt med næsten enhver målestok er Japan en verdensøkonomisk stormagt, men har ikke påtaget sig det ansvar der følger med denne magt.“

Japanerne tager til genmæle

Til gengæld sætter de japanske forretningsfolk fingeren på den amerikanske holdning at investeringer skal give hurtigt udbytte. Mens japanerne gerne planlægger på langt sigt, er de amerikanske forretningsfolk nødt til at skaffe afkast omgående for at tilfredsstille aktionærerne. For eksempel begyndte både amerikanske og japanske firmaer i 1970 at satse på bekostelig forskning i hvordan laserstråler kunne anvendes til gengivelse af lyd og billeder. Da resultaterne udeblev, indstillede de amerikanske firmaer snart deres forskning. Et japansk firma arbejdede imidlertid videre og sikrede sig en dominerende position på det lukrative marked for Compact Disc-plader og -udstyr.

Noget andet der ifølge japanerne har betydning for skævheden i samhandelen, er at det japanske samfund er spareorienteret, mens det amerikanske samfund er forbrugsorienteret. I gennemsnit opsparer japanerne fire gange så meget som amerikanerne, og den samlede opsparing overstiger bruttonationalproduktet med 30 procent.

Generelt mener japanerne ikke at deres forspring skal tilskrives deres lavere produktionsomkostninger, men deres højere produktivitet og bedre ledelse. En amerikansk iagttager har bemærket at „produktiviteten hos de fem største amerikanske stålproducenter for eksempel ligger næsten en tredjedel lavere end hos de japanske. Det betyder at selv om lønningerne i de to lande var lige, ville de amerikanske stålproducenter stadig ikke kunne konkurrere med japanerne på et virkelig frit marked. Og det kunne de amerikanske bilproducenter for den sags skyld heller ikke.“

Mange japanere vil også blankt afvise anklagen om at de er imod import af udenlandske varer. De hævder at de altid har taget godt imod importerede varer, forudsat de udenlandske producenter har tilpasset deres produkter til japanernes smag. For eksempel ændrede en amerikansk fabrikant en dukke sådan at den fik mindre skikkelse, kortere ben og mørkebrune øjne. Den blev solgt i millionvis. Og et læskedrikfirma fra USA opnåede en markedsandel på 60 procent i Japan ved at gøre drikken sødere — præcis som japanerne ville have den. Det er gået endog meget godt for de udenlandske firmaer der har forstået at tilpasse sig det japanske marked.

Nogle i Japan hælder endog til den anskuelse at USA gør et unødig stort problem ud af underskuddet på handelsbalancen for at bortlede opmærksomheden fra egen utilstrækkelighed. De påpeger at da Japan kun har en halvt så stor befolkning som USA, vil japanerne sandsynligvis aldrig oparbejde et forbrug af amerikanske varer der er lige så stort som amerikanernes forbrug af japanske varer. I tilgift mener de at tallene ofte er vildledende fordi de ikke indbefatter værdien af varer og tjenesteydelser der omsættes af amerikansk ejede eller kontrollerede firmaer i Japan. En rådgivende virksomhed oplyser at der findes 3000 sådanne selskaber i Japan, og at de 300 største af dem i 1984 solgte produkter til en værdi af 44 milliarder dollars her.

Amerikanske firmaers tendens til at flytte produktionen udenlands for at drage fordel af billig arbejdskraft tjener også til at forværre handelsbalancen. I stigende omfang bliver fjernsyn, datamater, biler og andre produkter med amerikanske firmanavne fremstillet i Japan, Mexico, Taiwan og andre steder og solgt på det amerikanske marked. Det giver sig både udtryk i at amerikanske arbejdspladser går tabt og i at „importen“ forhøjes kunstigt, siger japanerne.

Tilsyneladende har begge parter altså gyldige grunde til at beklage sig over hinanden og til at retfærdiggøre egne handlinger. Som gensidige beskyldninger svirrer gennem luften er der ikke meget der tyder på at handelskrigen eller skævheden i handelsbalancen er i aftagende. Måske er det kun symptomerne nationerne beskæftiger sig med. Den egentlige årsag til de spændte samhandelsforhold ligger dybere.

Den egentlige årsag?

Forestil dig at varestrømmen fra én stat i USA til en anden eller fra ét japansk præfektur til et andet øgedes — svarende til at sjællændere købte flere varer fra Fyn. Ville det udløse handelskrig eller en økonomisk krise? Nej. Forbrugerne går nemlig ikke op i hvor produkterne stammer fra, når blot de får kvalitet til en lav pris. Hvorfor forholder det sig da anderledes når det drejer sig om handel mellem to forskellige lande?

„Økonomisk nationalisme“ er ifølge det store japanske dagblad Asahi Shimbun årsagen. De enkelte lande er mere optaget af deres egen velstand end af verdensøkonomiens tilstand. „Det er en indgroet og grundfæstet holdning . . . hos japanerne at kun japansk fremstillede produkter er kvalitetsvarer,“ har direktøren for Tokyo-afdelingen af firmaet American Telephone and Telegraph International bemærket. Det samme kan siges om amerikanerne, tyskerne, englænderne, og næsten alle andre folk. Verden er splittet i mere end én forstand.

Faktisk er genvordighederne med samhandelen og den dalende dollarkurs blot nogle få sygdomssymptomer i et system der også er præget af krig, vold, nationalisme, selvisk stræben og, ikke mindst, håbløshed. Kan nogen befri verden for disse formidable skranker og gengive ikke alene verdensøkonomien men også det enkelte menneske sundheden i alle sider af dets tilværelse?

[Illustration på side 7]

Japan har overskud på sin handelsbalance. Er det fordi japanerne er mere produktive end andre?

Findes der en varig løsning?

DETTE har premierministre og præsidenter selvfølgelig drøftet. Fremtrædende personer i forretnings- og bankverdenen har også forsøgt sig. Storindustriens lederskikkelser har gjort hvad de formåede. Men hvordan er den internationale handelssituation?

I Washington, D.C., udtaler USA’s finansminister, James Baker: „Vi regner med at mindske underskuddet på handelsbalancen i 1987, men det kan meget vel stige igen i 1988 og holde sig på et politisk og økonomisk uacceptabelt niveau.“

Fra Sydkoreas hovedstad, Seoul, kommer denne nyhed: „Der har været en voksende antiamerikansk stemning blandt afvigere og studenter i Sydkorea, især på grund af det de anser for at være protektionistiske skridt fra USA over for koreanske produkter. . . . USA har forsøgt at ofre Korea for at nedbringe sit underskud på handelsbalancen.“

Angående Europa hedder det: „De 12 lande i De Europæiske Fællesskaber [EF], verdens største handelsblok, . . . siger at japanske firmaer forsøger at kompensere for salgsnedgangen i USA ved at eksportere mere til Europa . . . [EF’s medlemslande] er bekymrede for den voksende arbejdsløshed som følge af importen, og de truer med nye restriktioner mod Japan.“

Det er tydeligvis forgæves at verdens politiske ledere og finansministre har forsøgt at løse problemerne. Samhandelsforholdene mellem landene bliver stadig mere anstrengte, og de mange beskyldninger har gjort situationen højeksplosiv.