Det hebraiske ord kīs bruges om den pung som købmændene bar, og som uden tvivl var meget lig de punge der har været i brug i orientalske lande helt op til nyere tid. Efter disse senere typer at dømme var de sikkert lavet af vævet bomuld, smidige sivplanter eller skind. Købmænd eller handelsfolk brugte sådanne punge til opbevaring af de lodder hvormed de under en handel afvejede varer som korn eller et betalingsmiddel som guld eller sølv. Kīs omtales i Moselovens advarsel mod bedrageriske forretningsmetoder: „Du må ikke i din pung have to slags vægtlodder, et stort og et lille.“ (5Mo 25:13) Gennem en af sine profeter spurgte Jehova: „Kan jeg være ren med ugudeligheds vægtskåle og med en pung med svigefulde lodder?“ (Mik 6:11; Ord 16:11) Kīs kunne også være en „pung“ til penge eller værdigenstande. — Ord 1:13, 14; Es 46:6.

I Johannes 12:6 og 13:29 siger den danske oversættelse af 1948 at Judas havde „pengepungen“; de fleste nyere oversættelser gengiver imidlertid det græske ord glōssoʹkomon med „kasse“ eller „pengekasse“. Ordet blev oprindelig brugt om et futteral hvori man opbevarede mundstykket til et blæseinstrument, men kom siden til at betegne en lille æske til et hvilket som helst formål, også til opbevaring af penge. Oversætterne af den græske Septuaginta brugte dette ord om den kiste der er nævnt i 2 Krønikebog 24:8, 10.