Penge og en god moral — Et tankevækkende historisk eksempel

DEN 7. april 1630 sejlede fire skibe fra England med kurs mod den nye verden med cirka fire hundrede passagerer om bord. Mange af dem var højtuddannede. Andre var succesrige forretningsmænd. Nogle var endog parlamentsmedlemmer. Deres hjemland var ramt af lavkonjunktur, som forværredes af Trediveårskrigen (1618-48) der blev udkæmpet i Europa. De tog chancen og forlod hjem, forretning og slægtninge i håb om at få et bedre liv.

Men dette forhåbningsfulde selskab var ikke blot en gruppe opportunistiske handelsmænd. De var fromme puritanere som flygtede fra religiøs forfølgelse.a Deres egentlige mål var at grundlægge et gudfrygtigt samfund hvor de og deres efterkommere kunne opnå velstand uden at gå på kompromis med Bibelens normer. Kort efter at de var gået i land ved Salem i Massachusetts, tog de et lille stykke jord nede ad kysten i besiddelse. Deres nye bosted kaldte de Boston.

En svær balancegang

John Winthrop, deres leder og guvernør, gjorde sit bedste for at fremme den enkeltes velstand og de sociale goder i den nye koloni. Han ønskede at indbyggerne både havde velstand og en god moral. Men dette viste sig at være en svær balancegang. For at komme eventuelle problemer i forkøbet talte han ofte med sine fæller om velstandens rolle i et gudfrygtigt samfund.

Som andre puritanske ledere mente John Winthrop ikke at det i sig selv var forkert at stræbe efter rigdom. Han anførte at hovedformålet med rigdom var at hjælpe andre. Jo mere velhavende man var, jo mere godt kunne man udrette. Historikeren Patricia O’Toole siger: „Kun få ting kunne forstyrre puritanernes sindsfred mere end rigdom. Velstand var på den ene side et tegn på Guds velsignelse og på den anden side noget der let kunne få en til at bukke under for syndig stolthed . . . og kødets synder.“

For at undgå synder forårsaget af velstand og luksus tilskyndede Winthrop til mådehold og selvbeherskelse. Det varede dog ikke længe før medborgernes driftighed kom i konflikt med hans forsøg på at få dem til at udvise gudsfrygt og nære kærlighed til hinanden. En del begyndte at kritisere Winthrop for det de betragtede som indblanding i deres private anliggender. Nogle ville have at der skulle vælges en forsamling som kunne have indflydelse på de beslutninger der skulle træffes. Andre ’stemte med fødderne’ ved at flytte til det nærliggende Connecticut for at søge deres egne interesser.

Patricia O’Toole siger: „Gunstige vilkår, fremgang og demokrati var magtfulde faktorer i det puritanske Massachusetts, og de blev en drivkraft for personlige ambitioner på bekostning af Winthrops forestilling om at velstand skulle bruges til gavn for befolkningen.“ Da Winthrop i 1649 døde i en alder af 61 år, var han ludfattig. Den sårbare koloni overlevede trods mange trængsler, men Winthrop nåede aldrig at se sin drøm gå i opfyldelse.

Der søges stadig efter rigdom

John Winthrops idealistiske forestilling om en bedre verden lever dog videre. Hvert år emigrerer flere tusind mennesker fra Afrika, Sydøstasien, Østeuropa og Latinamerika i håb om at finde bedre levevilkår. Nogle af dem er blevet inspireret af de hundreder af nye bøger, kurser og websteder der tilbydes hvert år, og som påstår at ligge inde med hemmeligheden om hvordan man bliver rig. Mange stræber tydeligvis stadig efter at opnå velstand og håber at kunne gøre det uden at gå på kompromis med deres moral.

Resultaterne har mildest talt været skuffende. De der søger rigdom, ender mange gange med at ofre deres principper, og undertiden selv deres tro, på Mammons alter. Man kan derfor med rette spørge: „Kan man være en sand kristen samtidig med at man er rig? Vil der nogen sinde komme et gudfrygtigt samfund som er velstående både i materiel og åndelig henseende?“ Som den næste artikel viser, giver Bibelen svar på disse spørgsmål.

[Fodnote]

Ægte velstand i Guds nye verden

DAVID,a en kristen ægtemand og far, flyttede til USA i forvisningen om at det var det rigtige han gjorde. Han var ikke glad for at skulle forlade sin kone og sine børn, men han var overbevist om at han kunne forbedre deres tilværelse hvis blot han havde flere penge. Derfor tog han imod en invitation fra nogle slægtninge i New York, hvor han hurtigt fandt sig et job.

Efterhånden som månederne gik, begyndte Davids optimisme imidlertid at svinde. Han brugte meget lidt tid på åndelige aktiviteter, og på et tidspunkt havde han næsten mistet troen på Gud. Det var først da han havde givet efter for en umoralsk fristelse at han klart kunne se hvilken situation han havde bragt sig i. Hans stræben efter materiel velstand havde lidt efter lidt ført ham bort fra alt det der virkelig betød noget for ham. Det måtte der ændres på.

Hvert år er der mange der ligesom David emigrerer fra deres hjemland i håb om at forbedre deres økonomiske situation. Men alt for ofte sker det på bekostning af deres åndelige sundhed. Nogle har spekuleret på om kristne kan tragte efter materiel velstand og samtidig være rige hos Gud. Det er der nogle præster og populære forfattere der mener. Men som David og andre har erfaret, kan det være svært at opnå det ene uden at miste det andet. — Lukas 18:24.

Intet forkert ved penge

Penge er som bekendt noget mennesker har fundet på. Og som det er tilfældet med så mange andre opfindelser, er der intet ondt eller forkert ved penge i sig selv. Reelt set er penge ikke andet end et betalingsmiddel, og når de bruges på en fornuftig måde, kan de derfor tjene et godt formål. Bibelen siger for eksempel at „penge er en beskyttelse“, især mod de problemer der er forbundet med fattigdom. (Prædikeren 7:12) Det lader til, i hvert fald i nogles øjne, at „penge tilvejebringer det hele“. — Prædikeren 10:19.

Bibelen fordømmer dovenskab og tilskynder til at man er flittig. Vi skal sørge for vores nærmeste familie, og hvis vi har lidt penge i overskud, har vi „noget at dele ud af til den som er i nød“. (Efeserne 4:28; 1 Timoteus 5:8) Bibelen siger ikke at vi skal leve et liv i selvfornægtelse, men opfordrer os tværtimod til at glæde os over det vi ejer. Vi tilskyndes til at ’tage vores del’ og fryde os over frugten af vores arbejde. (Prædikeren 5:18-20) Bibelen indeholder faktisk flere eksempler på trofaste mænd og kvinder som var velhavende.

Trofaste velhavende mænd

Abraham, en trofast tjener for Gud, havde mange hjorde, meget sølv og guld og hundredvis af tjenere i sin husstand. (1 Mosebog 12:5; 13:2, 6, 7) Den retfærdige Job havde også store rigdomme i form af husdyr, tjenere, guld og sølv. (Job 1:3; 42:11, 12) Disse to mænd var velhavende selv efter vor tids målestok, men de var også rige hos Gud.

Apostelen Paulus kalder Abraham for „fader til alle som tror“. Abraham var hverken nærig eller overdrevent knyttet til sine ejendele. (Romerne 4:11; 1 Mosebog 13:9; 18:1-8) Hvad angår Job, så blev han af Gud beskrevet som „uangribelig og retskaffen“. (Job 1:8) Han var altid parat til at hjælpe de fattige og nødstedte. (Job 29:12-16) Både Abraham og Job satte deres lid til Gud frem for deres rigdom. — 1 Mosebog 14:22-24; Job 1:21, 22; Romerne 4:9-12.

Kong Salomon er endnu et eksempel. Som arving til Guds trone i Jerusalem blev Salomon ikke alene velsignet med visdom fra Gud, men også med stor rigdom og ære. (1 Kongebog 3:4-14) Han var trofast det meste af sit liv. Men i sin alderdom var „hans hjerte . . . ikke helt med Jehova“. (1 Kongebog 11:1-8) Hans sørgelige erfaring viser hvilke faldgruber der ofte er i forbindelse med materiel velstand. Lad os se på et par af dem.

Faldgruber ved rigdom

Den største fare er at man kan komme til at elske penge og alt det man kan købe for dem. Hos nogle skaber rigdom et begær som aldrig kan tilfredsstilles. Tidligt i sin regeringstid lagde Salomon mærke til denne tendens hos andre. Han skrev: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt. Også det er tomhed.“ (Prædikeren 5:10) Både Jesus og Paulus advarede senere de kristne mod denne bedrageriske form for kærlighed. — Markus 4:18, 19; 2 Timoteus 3:2.

Når penge bliver selve målet for vores kærlighed frem for blot at være et middel, kan vi let komme til at bukke under for noget moralsk forkert, deriblandt løgn, tyveri og bedrag. Judas Iskariot, en af Kristi apostle, forrådte sin herre for blot 30 sølvstykker. (Markus 14:11; Johannes 12:6) Nogle har så stor kærlighed til penge at de ’tilbeder’ dem i stedet for Gud. (1 Timoteus 6:10) Kristne skal derfor altid prøve at være ærlige over for sig selv når de ransager deres motiv til at tjene flere penge. — Hebræerne 13:5.

At stræbe efter rigdom indebærer også nogle mere underfundige farer. For det første kan rigdom medføre at vi begynder at stole for meget på os selv. Det var blandt andet det Jesus sigtede til da han nævnte „rigdommens bedragende magt“. (Mattæus 13:22) Bibelskribenten Jakob advarede ligeledes de kristne mod at glemme Gud når de planlagde at gøre forretning. (Jakob 4:13-16) Eftersom penge kan give en et vist mål af uafhængighed, er der altid fare for at de der har penge, sætter deres lid til dem i stedet for til Gud. — Ordsprogene 30:7-9; Apostelgerninger 8:18-24.

For det andet kan stræben efter rigdom kræve så meget af vores tid og energi at vi gradvis skubber de åndelige interesser i baggrunden — som David, der er nævnt tidligere, erfarede. (Lukas 12:13-21) De der er rige, kan desuden hele tiden føle sig fristet til primært at bruge deres penge på fornøjelser og personlige interesser.

Kunne Salomons åndelige forfald til en vis grad skyldes at han lod sig sløve af en luksuøs livsstil? (Lukas 21:34) Han vidste at Gud direkte havde forbudt at man giftede sig med nogle fra fremmede nationer. Alligevel samlede han sig et harem på omkring tusind kvinder. (5 Mosebog 7:3) I sin iver efter at behage sine fremmede hustruer tillod han for deres skyld en form for blandingsreligion. Som nævnt tidligere vendte Salomons hjerte sig lidt efter lidt fra Jehova.

Disse eksempler understreger tydeligt sandheden i Jesu vejledning om at man ’ikke kan trælle både for Gud og for Rigdom’. (Mattæus 6:24) Hvordan kan kristne så klare de økonomiske udfordringer de kommer ud for i dag? Og vigtigere endnu, er der håb om at vi kan opnå bedre levevilkår i fremtiden?

Ægte velstand i fremtiden

Til forskel fra Israels nation og patriarkerne Abraham og Job har Jesu disciple fået befaling til at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 28:19, 20) At opfylde denne befaling kræver tid og anstrengelser som ellers kunne være brugt på verdslige gøremål. En betingelse for at det kan gå os godt, er derfor at gøre det Jesus sagde vi skulle: „Bliv da ved med først at søge riget [Guds rige] og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.

Efter at have været tæt på at miste sin familie og sin åndelige sundhed kom David tilbage på rette spor. Som Jesus havde lovet, begyndte tingene at falde på plads da David igen lod bibelstudium, bøn og forkyndelse indtage førstepladsen i sit liv. Hans forhold til sin kone og sine børn blev gradvis genoprettet, og han blev atter glad og tilfreds. Han kom ikke til at leve et liv i luksus; han arbejder stadig hårdt. Men han har af bitter erfaring fået en værdifuld lektion.

David har indset hvor uklogt det var af ham at flytte til USA, og han har bestemt sig for at han aldrig igen vil lade sine beslutninger styre af penge. Han ved nu at de vigtigste ting i livet — en kærlig familie, nære venner og et godt forhold til Gud — ikke kan købes for penge. (Ordsprogene 17:17; 24:27; Esajas 55:1, 2) At have en god moral er langt mere værdifuldt end at være rig. (Ordsprogene 19:1; 22:1) Sammen med sin familie er David besluttet på at prioritere rigtigt. — Filipperne 1:10.

Menneskers forsøg på at skabe et velstående samfund som er baseret på gode moralnormer, er gentagne gange slået fejl. Gud har imidlertid lovet at hans rige vil frembringe en overflod af de materielle og åndelige ting vi behøver for at kunne have det godt. (Salme 72:16; Esajas 65:21-23) Af Jesu lære fremgår det at ægte velstand forudsætter at man erkender sit åndelige behov. (Mattæus 5:3) Så hvad enten vi er rige eller fattige, er dét at sætte det åndelige først i livet den bedste måde hvorpå vi kan forberede os til Guds kommende nye verden. (1 Timoteus 6:17-19) I den verden vil der råde sand velstand — både i materiel og åndelig henseende.

[Fodnote]