I dagene lige efter den kristne menigheds oprettelse i år 33 e.v.t. var der et nært sammenhold mellem de 3000 der var blevet omvendt og døbt. Der siges at de var optaget „af fællesskabet, af måltiderne og af bønnerne“. Hvilket godt formål tjente det? Det gjorde det muligt for dem at befæste deres nyfundne tro ved fortsat „at være helt optaget af apostlenes lære“. — Apostelgerninger 2:41, 42.

De jøder og proselytter der var kommet til Jerusalem havde kun planlagt at skulle være der under pinsefesten. Men de der blev kristne ønskede at blive i længere tid og lære mere, for at styrke deres nye tro. Derved opstod der en nødsituation hvor der var behov for mad og logi. Nogle af de besøgende havde ikke tilstrækkeligt med penge med sig, mens andre havde rigeligt. Man foretog derfor en foreløbig indsamling og delte ud af de materielle midler til dem der var i nød. — Apostelgerninger 2:43-47.

Hvordan skaffede man mad og logi til dem alle? Apostlene, der fungerede som et styrende råd, forestod indsamlingen og uddelingen af de varer der blev givet som bidrag. Det billede der tegner sig af den første kristne menighed viser at dens medlemmer ikke betragtede deres materielle ejendele som deres egne, men som noget der skulle bruges til gavn for hele menigheden. (Apostelgerninger 2:44; 4:32) Hertil kom at „alle de der var ejere af jordstykker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det solgte og lagde dem for apostlenes fødder. Og der blev så delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov.“ — Apostelgerninger 4:34, 35.

Salget af fast ejendom og det at man havde alting fælles var fuldstændig frivilligt. Ingen var forpligtet til at sælge eller give noget. Formålet var ikke at gøre fattigdommen til en dyd blandt de kristne. Det fremgår ikke af beretningen at de mere velhavende solgte alt hvad de ejede og dermed blev fattige. Det var snarere sådan at de på grund af medfølelse med deres trosfæller i denne specielle situation solgte deres ejendele og skænkede udbyttet som bidrag for at skaffe det nødvendige til fremme af Rigets interesser. — Jævnfør Andet Korintherbrev 8:12-15.

Omkring 20 år efter pinsedagen i år 33 mindede apostelen Paulus menigheden i Korinth om det behov der var opstået for visse bidrag. „Angående indsamlingen til de hellige, gør da I også sådan som jeg har givet besked om til menighederne i Galatien,“ skriver han og giver derefter følgende råd: „Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted når jeg kommer. Men når jeg indfinder mig, skal jeg sende dem som I ved breve godkender, så de kan bringe jeres venlige gave til Jerusalem.“ Hver enkelt familie, rig eller fattig, skulle selv beslutte hvor meget den kunne give, eftersom beslutningen skulle foretages „derhjemme“. — 1 Korinther 16:1-3.