„MIT mål var at blive millionær inden jeg fyldte 45,“ siger Julian fra Filippinerne. Karel fra Sydafrika havde det noget lignende, og siger: „Jeg var besat af tanken om at blive rig.“

De fleste er naturligvis realistiske nok til ikke at ønske sig at blive millionærer, men vil blot have tilstrækkeligt med penge og ejendele til at kunne glæde sig over livet og gøre de ting de har lyst til. Denne holdning havde Kichisaburo, en japansk forretningsmand. Han siger: „Jeg troede at disse ting ville føre til lykke.“

Liz fra Canada havde det på samme måde. „Som ung troede jeg at penge ville befri mig for bekymringer,“ siger hun. Hendes mand, Tom, håbede at penge ville sætte ham i stand til at „stikke af fra det hele, . . . til et sted hvor der hverken var kriminalitet, forurening eller uærlige mennesker“.

Man rejser ud — for at tjene penge

Op gennem historien har mennesker rejst langt for at skaffe sig rigdom. I kolonitiden fulgte engelske forretningsfolk lige i hælene på de opdagelsesrejsende for at lægge beslag på hele kontinenters mineralforekomster, sådan som det for eksempel skete i Afrika. Efter at Det Britiske Imperium er gået i opløsning og efter de seneste års økonomiske kriser, er strømmen nærmest vendt, idet borgerne i Commonwealth-landene drager til England, ikke nødvendigvis for at blive velhavende, men for blot at tjene tilstrækkeligt til at forsørge deres familie.

I tusindvis af mænd og kvinder forlader Filippinerne for at søge arbejde i andre lande, og mange af dem finder beskæftigelse i Golf-staterne eller andre steder. Folk fra Mexico, Central- og Sydamerika emigrerer nordpå i håb om at tjene penge i USA, og mange europæiske lande tager imod folk fra Mellemøsten og Nordafrika.

Ifølge det sydafrikanske tidsskrift Manpower Review fra januar 1987, var der den 30. juni 1985 registreret 371.008 lovligt indvandrede arbejdere i dette land. Artiklen siger endvidere at „der er omkring 1,5 millioner illegale arbejdere i landet som håber at få del i dets rigdomme“.

Selv i de mere velstillede lande flytter folk for at tjene penge. Sådan er det også i England, hvor flere og flere arbejder i den sydlige del af landet mens de har deres hjem i den nordlige del. Det skyldes blandt andet den høje husleje. Som eksempel herpå blev en lejlighed i London, der med sine 5,6 kvadratmeter kaldes en „kosteskabslejlighed“, for nylig handlet til den uhyre sum af 36.000 pund (over 400.000 kroner). For de penge kan man købe et almindeligt enfamilieshus mindre end 130 kilometer fra London.

I Bradford, en by i det nordlige England, bor der omkring 60.000 asiater. Mange af disse indvandrere kom til dette industricenter for at arbejde i tekstilindustrien. Men eftersom automatiseringen har overflødiggjort en stor del af arbejdsstyrken, har de arbejdsløse kun det offentlige til at forsørge sig. På denne måde ender manges søgen efter penge i en fortvivlet situation.

Udviklingslandene

I udviklingslandene sker der en lignende tilstrømning fra land til by på grund af udsigten til fast beskæftigelse. Mange får sig ganske vist et job. Men gør deres nye indtægt dem lykkelige?

Den lille løn arbejderne får skal først dække den ofte helt urimelige udgift til en dårlig bolig, som muligvis ligger i et af de vildtvoksende slumkvarterer omkring bykernen. Resten af pengene skal sendes hjem til landsbyen til dækning af den betrængte families behov. I Afrika, for eksempel, er mange postkontorer ved månedens slutning fyldt med mænd der skal sende penge hjem til familien, som er afhængig af mandens løn.

Selv når hele familien bor i byen melder der sig yderligere økonomiske byrder. Der skal sættes penge til side til lægehjælp, transport, skolegang, mad, husleje — listen lader til at være uendelig. Det er derfor ikke så mærkeligt at mange byboere må have to job.

Lyder dette som opskriften på lykke? Næppe.

Mange er opsat på at tjene masser af penge i håb om at opnå tryghed. Men er penge ensbetydende med tryghed?

Liz, som er nævnt tidligere, blev gift med en velhavende mand. Hun siger: „Da vi blev gift havde vi et pragtfuldt hjem og to biler, og vores økonomiske situation gav os frihed til at nyde alt det verden kan byde på i materiel henseende, rejser og afslapning. Underligt nok bekymrede jeg mig stadig om penge.“ Hun forklarer hvorfor: „Vi havde så meget at miste. Det er sådan at jo mere man har, desto mere usikker føler man sig. Penge kan ikke befri en for bekymring og ængstelse.“

Ønsket om at tjene penge synes at være typisk for vor tid. Men det er et ønske der sjældent resulterer i større lykke. „Her i 1980’erne, i materialismens tidsalder, virker det helt naturligt at være besat af tanken om at tjene penge,“ skriver David Sylvester i avisen Detroit Free Press. „Men jeg betragter denne materialisme som et symptom på rådvildhed.“

Kontant eller på konto?

Det materialistiske samfund vi lever i prøver at bilde dig ind at du har krav på visse luksusgoder, selv om din indtægt egentlig ikke tillader dig at købe dem. Denne betoning af glæden ved at besidde har, sammen med inflationen, bevirket en kolossal vækst i brugen af de såkaldte plasticpenge: kreditkortene. Man argumenterer som så, at ’det ikke kan betale sig at vente med at købe, når prisen med sikkerhed vil stige i mellemtiden’.

Med sine 22,6 millioner kreditkort indtager England nu førstepladsen i Europa på dette område — og får Frankrigs 6,9 millioner kreditkort til at syne af temmelig lidt. Alligevel påstås det at markedet i England „endnu ikke er mættet“. Hvor tiderne dog har forandret sig! „Engang var gæld noget man skulle undgå,“ bemærker tidsskriftet The Listener. „I dag kalder man det kredit, og det tilbydes forbrugerne fra alle sider.“

Det har resulteret i en kraftig gældsætning i hele verden, en gældsætning som nu også truer verdens rigeste lande. For den enkelte borger er gælden målt i forhold til indkomsten større end nogen sinde. Denne situation er ikke begrænset til et enkelt land eller et enkelt kontinent. „Før i tiden købte sorte aldrig på kredit,“ bemærker en sort indbygger i Sydafrika, og han tilføjer: „Men mange firmaer, såsom møbelforretninger, kan kun overleve i kraft af at de sælger på konto.“

„Vi hører til den gældstiftende generation,“ siger erhvervsskribenten David Sylvester, „den generation der bruger for meget, investerer for lidt og lever som om der aldrig kommer nogen dag i morgen — eller hvis der gør, må det offentlige klare problemerne.“ Har denne materialistiske indstilling til livet så gjort os lykkeligere?

De sørgelige konsekvenser

„Top-børsmæglere ’letter presset med kokain’,“ skrev Londonavisen The Daily Telegraph i en overskrift. Flere og flere af de højest betalte unge forretningsmænd, der står over for det enorme pres det er at handle med penge, bukker under for den omsiggribende plage — stofmisbrug.

New Yorks finanskvarter, der ligger omkring Wall Street, lider af samme sygdom. En repræsentant for de amerikanske narkotikamyndigheder har udtalt: „De involverede går meget stille med dørene. Man tager ikke sin dosis kokain åbenlyst, men tag ikke fejl, 90 procent af forretningsmændene i finanskvarteret accepterer brugen af det. Tyngede af det store pres er disse vidunderdrenge så hundeangste at de ikke tør lave en forretning uden at de er påvirkede af et eller andet.“

De kriminelle aktiviteter der for tiden bringer skam over finansverdenen begrænser sig bestemt ikke til stofmisbrug. Der berettes om storstilet bedrageri og om misbrug af fortrolig viden om økonomiske forhold.

„Hvordan kan det være at mennesker der tjener over en million dollars om året kan være så stærkt i bekneb for penge at de er villige til at begå lovovertrædelser for at få flere?“ spørger Wall Street-psykiateren Jay B. Rohrlich, og svarer selv: „Nogle mennesker bliver faktisk stimuleret af og forfaldne til penge på samme måde som andre bliver afhængige af spiritus, kokain eller lignende stoffer.“ Han forklarer at for sådanne mennesker „bliver penge en modgift mod en stærk følelse af utilstrækkelighed“.

I vor stadig mere materialistiske verden er det ikke ildeset at ville skabe sig en formue. Et rundspørge, offentliggjort i det franske ugeblad Le Figaro, viser at penge ikke ’lugter’ mere. På spørgsmålet om hvad de troede penge kunne give dem, var der interessant nok 45 procent der svarede ’lykke’. Men de tager sørgeligt fejl.