[Ramme på side 7]

Fra salt til plastic

Salt: Engang fik de romerske soldater saltrationer, men senere gik man over til at give dem penge, salarium. Kvæg (pecus) var i det gamle Rom et lovligt betalingsmiddel. Ordene „salær“ og „pekuniær“ er afledt af disse latinske ord.

Metal: I oldtidens Mesopotamien (fra det 18. til det 16. århundrede f.v.t.) var sølv almindeligt anvendt ved forretningstransaktioner. I oldtidens Ægypten benyttede man kobber, sølv og guld. Under Ming-dynastiet i Kina (1368-1644 e.v.t.) „blev kobber standardmetal til betalingsmidler med lave pålydender, mens sølv i stadig højere grad blev benyttet til dem med høje pålydender,“ skriver professor i Kinahistorie Hans Bielenstein.

Mønter: Lydierne i Anatolien fremstillede i det syvende århundrede f.v.t. skiver af elektrum (en naturlig guld- og sølvlegering). De holdt en fastsat vægt og værdi og var sandsynligvis de første egentlige mønter. Omkring hundrede år senere begyndte grækerne at præge mønter.

Papir: Verdens første papirpenge fremkom i 1024 i Kina, da et handelsopsving uden fortilfælde førte til møntmangel. Professor Bielenstein beretter: „Så tidligt som i 811, i Tang-perioden, var der blevet eksperimenteret med såkaldt flyvende kontanter. Regeringen havde da udstedt pengeanvisninger til brug ved transaktioner, som siden kunne indløses med penge.“ England var først med guldmøntfoden i 1821, og mange lande fulgte efter. Guldmøntfoden betød at borgerne når som helst kunne få deres seddelpenge indløst med en tilsvarende mængde guld af den reserve som staten lå inde med. I dag er landene ’gået fra guldet’ og har ganske enkelt fastsat pengenes værdi uden dækning i rørlige værdier.

Checks: Checks blev udtænkt af engelske bankfolk i 1600-tallet og er skrevne pengeanvisninger på en bank. Denne sikre og bekvemme betalingsform har vundet stor udbredelse.

Plastic: Kreditkort, af nogle benævnt plasticpenge, kom på markedet i USA i 1920’erne og vandt snart indpas mange steder i verden. De er bekvemme i brug, men denne og andre fordele modvirkes delvis af faren for impulskøb og overforbrug.

Grundlaget for et sådant system var sandsynligvis i det store og hele lagt på Nimrods tid (cirka 2270 f.v.t.). The Collins Atlas of World History oplyser at „fra det tredje årtusind og fremefter opbyggede forretningsmænd i Mesopotamien [Babylon] indflydelsesrige forretningsforetagender. De spekulerede, oplagrede varer og benyttede forskellige typer varer som betalingsmiddel, og de anvendte barrer, især af sølv, udskåret i bestemte størrelser og med en fastsat vægt. Undertiden var disse præget med lødighedsstempel.“ The Encyclopedia Americana fortæller at oldtidsbefolkningen i Sinear — det oprindelige navn for det senere Babylon — opretholdt „et overraskende kompliceret system med udlån og indlån og udfærdigelse af kreditbreve“.

Det var øjensynlig et særkende for Mesopotamien at man gjorde formueværdier til handelsvare og krævede renter for deres brug. Penge blev derved et middel til økonomisk pression. Af beretninger som er fundet i Babylons ruiner fremgår det at der foregik forretningstransaktioner hvor nogle borgeres uheldige situation blev groft udnyttet. Dengang som i dag var det åbenbart almindeligt at skaffe sig uretmæssig vinding på andres bekostning. Intet under at Babylons og Nineves købmænd ofte blev omtalt med had og foragt.

Både Mesopotamien og Ægypten var kendt for deres karavanehandel. Senere erstattede fønikiernes handelsruter til søs i vid udstrækning handelen over land. Havnebyerne Karthago, Tyrus og Zidon blev kendte handelsbyer. Al forretning foregik som varebytning indtil grækerne omkring det ottende århundrede f.v.t. begyndte at slå mønt og benytte penge som betalingsmiddel. Og ifølge The Collins Atlas of World History „var de følgende århundreder [fra 500 f.v.t.] i den grad præget af udviklingen inden for handel, penge, bankvæsen og transport, at adskillige historikere har sammenlignet perioden med den kapitalistiske tidsalder, en forståelig om end lovlig vidtgående tolkning.“

Faktisk har de økonomiske systemer fra første færd bygget på penge.